Psychedelia.dk

Elendighedens illusion
Jeg har længe været frustreret. Det er egentlig fjollet, men nu ved jeg hvorfor. Det er faktisk ganske simpelt. Ja, faktisk så simpelt, at alle kan forstå det. Altså medmindre, at du ved, at; ”du i så fald nemt kan fordi du er alligevel klogere end de fleste”. Det er en følelse af stolthed og det hører til i samme kasse som frustration. Begge følelser, og mange til, er et resultat af den menneskelige skabning. Det er denne skabning, du må forstå:
Hvordan påvirker vores hjerne (og krop?) vores måde, at tænke på? Har vi to væsentlige hjernehalvdele af en grund – eller nærmere; hvordan påvirker det os, at to ”radare” opfanger forskellige signaler og kræver det bedømt? Det er egentligt ikke fordi dét vi modtager er delt, men fordi at vores hjerne ér, at det fremstår sådan. Hjernen fortolker på egen vis de oplysninger vores sanser rapporterer. Først i hjernen samles ”vores oplevelsesverden” og fremstår derfor som var verden skabt på samme præmisser som vores fortolkning af det. Min frustration opstod, da jeg lod højre og venstre slås mod hinanden. ”Jeg” favoriserede den venstre og den kan ikke lide den højre. Vice versa. Det simple er, at begribe at ”jeg” er en abstraktion i hjernens kamp om opmærksomhed. Hver især er hjernen altså en samling primadonnaer; to dronninger og en sur amygdala..
”Jeg'et” manifesteres ved, at man ikke blot bedømmer hjernens to (væsentlige) tankesignaler, men at man griber dem. Det er således blot, at give slip og kun betragte. Det er ikke ”enten eller”, det er små dele af et større hele. Men man kan ved at se alle de små dele forstå det større hele. -Som dog i øvrigt er større end de små dele tilsammen. Dermed tænder lyset. At sige ”jeg er” er at lade ræven vogte gæs. En slange der æder sig selv fra enden. (Ugunstigt og ubehageligt)
Dine frontallapper tænder når du erkender, at det ikke er ”enten eller”, men ”hverken eller” (og/eller ”både og”?). At sige (og mene) ”jeg er” er slangen der æder sig selv fra enden; det er i værste fald, at give én part magt over den anden (altså ”enten eller”) og det strider mod vores sande fælles ”væsen”, som er, at ”jeg” kun eksisterer som resultat af den fysiske krop (og dårlig oplysning), hvilket med frontallappernes aktivering bliver forbundet. Det mentale klarsyn er prompte, du er ikke i tvivl. End ikke forvaring på livstid kan ændre ved det. Denne aktivering er imidlertid ikke et mål i sig selv, kun for, at stoppe lidelser. Men denne aktivering er grundlaget for, at kunne udforske verden på ”dens præmisser”, snarere end på vores egen. Som guldfisken, der undersøger sin kugle, så er vi indtil da.
Den europæiske civilisation har været en væsentlig venstrehjernekultur. Den er naturvidenskabelig og matematisk. Den er analytisk og hurtig som en computer. Den knækker koder og mestrer den materielle verden. Den er logisk indstillet. Højre derimod er følelsesbetonet og kreativ. Regerer højrehjernen skal der slappes af og nydes. Den er kreativ når den ikke presses, venstre præsterer under pres. Ydergrænserne kender vi i arketypeforestillinger. Den ene er materialistisk sociopat og den anden patetisk idealist. (kasserne kan altid forfines mere og mere (…)(?)). Det vigtige for ethvert menneske og velfungerende samfund, er at få denne fortælling. Indtil da forvolder vi alle smerter på hinanden og forhindrer os i alle (u)tænkelige grader. Den gyldne mellemvej, som bekendt. Hvad vores fælles skæbne bliver med en opgraderet hjerne/bevidsthed er uvist. Det er derimod klart, at det er i fællesskab, at vi løfter os. Vores gensidige anerkendelse af ikke bare hinanden, men hinandens diversitet og frie sind. Det er noget så simpelt, som at vise kassedamen at ”vi ser” hende før vi kigger ned og går igen; det afspænder amygdala og giver andre mennesker mod til selv, at give slip. Paradis er et spørgsmål om indretning og indstilling. Den nuværende indretning er løbet over ende af den nye indstilling. Det bør være klart, selv for den énssporede. Med vores den nye hjerne, under rette omstændigheder, vil skel nedbrydes. Ikke alene i vores interne kommunikation, som har været sprogligt begrænset, men ligeledes mellem kreativt og logisk bevidste. At kommunikere den samme idé på forskellige måder vil blive en selvfølge. Med åbent sind følger i øvrigt ærlighed, en løgn er ikke bøvlet værd, da det bunder i en bananrepubliks magtkamp; ”Jeg'ets” .

Som jeg skrev tidligere kæmper jeg stadig med de mange kommaer, og dem parret med de tunge subjekter og de mange (for de fleste) fremmedord bliver det en tung sag til tider. Jeg ved ikke om du overhovedet er interesseret i hvordan jeg ville sætte sådan en tekst op for at gøre den mere tilgængelig, men omstrukturerer den gerne fordi hvis du vil se et alternativ. Det er jo igen en smagssag, men jeg tror dine skriverier vil gavne fra det, netop fordi du tydeligvis har nogle dybe pointer, men de begraver lidt sig selv.