Psychedelia.dk

Hej psy.
Jeg ville høre om folk herinde vender 100% tilbage til dem selv efter deres trip, eller er der noget der altid vil være forandret?

Jeg tog svampe(spidsnøgenhat) for lige over 2 år siden, hvilket resulterede i en psykose, og det er som om jeg stadig, efter 2 år, er fanget af mit trip..
Altså ikke fuldstændig, men det er som om jeg står med den ene fod i "den virkelig verden" og den anden i svampetrip-land.
Selvfølgelig kan det være noget jeg bilder mig ind, men det virker meget oprigtigt.. Det uvirkelige er blevet min virkelighed.. Hvis det giver mening?

Det første halve år var det selvfølgelig meget angstprovokerende, men nu er det ligesom bare blevet hverdag og jeg har vænnet mig til det, inderst inde irriterer det mig dog stadig.

Jeg har kun taget svampe den ene gang(det var et heftigt bad-trip.. meget voldsomt!) og har ikke rørt nogle stoffer efter det trip overhovedet.

Er det et såkaldt evighedstrip jeg er ramt af, eller er evighedstrip bare en vandrehistorie?

Nogle der kan dele erfaringer og kender nogle teknikker til at slippe det?

Først og fremmest: Hvad gik den oplevelse ud på? Hvorfor var det et badtrip? Hvad var du dybest set bange for? Har du overvejet det?

Svampe er ikke legetøj, og kan give anledning til eksistentialistiske kriser, som KAN munde ud i en meget positiv livsindstilling, hvis man væbner sig med tålmodighed, og prøver at forstå trippet over de kommende år.

Følgende er min egen erfaring, og jeg vil ikke nødvendigvis anbefale folk, som har det svært, at trippe igen - selvom det faktisk nogle gange kan hjælpe gevaldigt! Fanny har skrevet en fin tråd om det - mener at den hedder "den udefinerbar angst".

Jeg tog 6 g tørrede spids nøgenhat i 2006. Jeg har ikke været mig selv siden, og trippet summer stadig i baghovedet. Det tog mig et halvt år at "komme over" det trip, og efterfølgende var det en kamp at forene trippet med livet, døden, tilværelsen... det har resulteret i, at jeg ikke er så god til at tage svampe mere (selv lavdosis), fordi angsten kommer dumpende op i mig, indtil comedown, hvor jeg føler at svampene holder op med at straffe mig - og faktisk begynder at hele mine sår. Men jeg føler ikke det er det værd at tage svampe mere. Det er for hårdt. Jeg har trippet mange gange siden, primært på lavdosis LSD, og det har hjulpet mig med at integrere svampetrippet og forstå livet.

For en måneds tid siden havde jeg et mildt LSD-trip, der virkelig hjalp mig med at forstå essensen af min svampeoplevelse - og det er altså 6 år siden jeg tog det svampetrip! Som jeg forstår det, så har svampene vist mig noget meget sandt og essentielt - noget, som er en trussel mod mit ego og min identitet, mod hele den indsnævre måde, som jeg (og resten af samfundet) opfatter verden på. Det gik op for mig, at det ikke var trippet der var løgn og latin, men det var faktisk den industrielle Dolce & Gabbana-modeverden af TV og reklamer, som havde hjernevasket mig. Da jeg først erkendte, at min (og samfundets) fortolkning af verden KUNNE være forkert, blev det meget lettere at fungere i det her samfund og i denne her krop. Jeg opsøgte videnskaben (biologi og kemi) et par år efter for at forstå min krise, og kombineret med LSD og lidt åbenhed/filosofi/buddhisme, så har jeg omdefineret min fortolkning af verden. Jeg føler, at jeg er på vej mod min personlige "sandhed", men jeg ved slet ikke hvor langt der er til målet endnu.

Og hvis jeg skal være ærlig, så vil det 6 grams svampetrip fra 2006 forfølge mig ned i kisten. Men det er OK, fordi det var ren sandhed, som jeg ikke kunne kapere. Måske jeg kan når jeg bliver gammel. Måske jeg kan om et år. Det er ligegyldigt - det er en livsopgave med uendelig potentiale for visdom og lærdom. Jeg kommer nærmere og nærmere mod en forsoning mellem mig og det horrible 2006-trip. Eller måske nærmere mellem "mig"/"jeg" og min sjæl. Jeg er begyndt at værdsætte, at jeg havde det så forfærdeligt - for det kunne ikke gøres på andenvis. Sandheden gør ondt, når du lever i en løgn.

Så mit råd er: Slå koldt vand i blodet. Forvent ikke at forløse trippet nu og her - det tager tid. Især med svampe. Bare fordi man føler sig på renden til sindssyge, betyder det ikke at man er sindssyg. Det betyder nok nærmere, at man burde tage sit liv og fortolkningen af tilværelsen op til revalidering. Og det tager TID, tålmodighed, energi. Hold fast og bliv ved. Det er virkelig det værd.

Afslutningsvist vil jeg sige, at det er begrænset hvor meget visdom der er at hente fra happytrips, hvor man hele trippet igennem danser på roser med en rar kropsfornemmelse og visuelle forstyrrelser. Ægte visdom kommer fra badtrips, for der dykker man ned i dybder, som gør ondt at se for egoet - deraf "bad" i "badtrip".

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

jeg vil vente med at læse syreperlens kommentar,
først og fremmest, jeg har det lidt ligesom dig
jeg havde et trip i foråret, der sendte mig på psykiatrisk hospital for at være ærlig
det er vigtigt at du får afsluttet forløbet på en god måde
du er nødt til (undskyld hvis det lyder barskt, men jeg har ingen anden måde at sige på det..) du er NØDT til at afslutte det med TERAPI - se om du kan komme i noget der hedder gestalt terapi, det kan du undersøge på nettet, det handler om at afslutte ufærdige hændelser i ens liv - du står med en fod i hver grøft? har du svært ved at lytte naturligt (interessere dig for andre mennesker etc.). anyway, jeg har det på den måde du beskriver og jeg skal selv forhåbentligt i noget terapi, har gjort en indsats for det i noget tid nu, håber det sker (er broke selv).
nå god dag, håber du finder ud af det, virkelig
jeg er forresten glad for at se denne tråd, du er en af mine yndlingsmennesker herinde Ano

Synes det er sær måde du stiller spørgsmålet på, men jeg gætter på at det hænger sammen med karakteren af din oplevelse... Jeg er af den opfattelse, at der ikke findes noget som er 100% mig selv, mit selv er en art konstruktion der er båret af min omverden og den er derfor flydende og foranderlig ligesom dén. Jeg føler ofte at jeg mister lidt af mig selv når jeg har trippet, men jeg finder hurtigt ud af, at det jeg føler jeg har mistet, faktisk bare var "ego"følelser som stod i vejen for min generelle udvikling, spændinger som jeg måtte slippe for ikke låst fast i et bestemt mindset. Jeg føler at jeg har mødt mange sandheder i forskellige trips, men ikke én som har stået for mig som den "absolutte" og jeg har derfor måtte erkende at sandheden, eller "det sande", er noget jeg til dels selv skaber i et samspil imellem mig og min fysiske og sociale omverden. De psykedeliske stoffer kan på sin vis "kræve" ting af én og jeg kan udemærket forstå psykose-potentialet hvis ikke man det mindste kan afskrive det som "bare et trip" men at trippet virkelig sidder fast i én. Din situation er jo lidt anderledes fordi du, som jeg læser det, har fået konstateret en psykose. Om du virkelig har/har haft en psykose, eller det bare er et traume der har overvældet dig, kan jo være svært at forstå for os. Jeg vil råde dig til at undersøge forskellige meditations teknikker og prøve at finde én der passer godt til dig, det er virkelig noget der har kunne afmontere min angst i stituationer.

Et evighedstrip er bare en vandrehistorie, man kan selvfølgelig få udløst latente psykoser af psykedeliske stoffer og tilmed pådrage sig selv midlertidige psykoser, derealisation eller depersonalisation mm., men det hører til sjældenhederne. Hvis man har lyst til at arbejde med ens oplevelser er risikoen minimal, græsende til ikke eksisterende, givet at man ellers har taget sine forholdsregler (set & setting osv...)

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Jeg er altså helt vild med, at du gider bruge tid på at skrive så fede posts! Der er sgu efterhånden mange forskellige guldkorn rundt omkring... Tak fordi du gider dele!

Tusinde tak for svar! - Der var nogle gode guldkorn imellem.
Tager dem til mig, og giver nogle grundige svar når jeg har lidt mere overskud, har en del at se til lige for tiden.

God aften:)

Hej,
For det første så lad os lige få slået fast at et evigheds trip ikke findes. For at et evighedstrip skal kunne finde sted, er et aktivt psykedelisk stofs tilstedeværelse krævet i blodet, hvilket ikke kan lade sig gøre da leveren på eller andet tidspunkt får metaboliseret stoffet.

Jeg tror heller ikke at du har fået en psykose, jeg tror bare at du har rigtig svært ved at acceptere og integrere de ting du oplevede i dit badtrip - hvilket er ganske forståeligt! Det kan nogle gange tage meget lang tid at acceptere de ting man har oplevet, flere år hvis man er uheldig..
Jeg har selv prøvet at blive meget spacy i en periode hvor jeg stille meget spørgsmålstegn til hvad der var virkelighed og hvad der var fantasi, om jeg overhovedet var i live, eller om det var en illusion - men vil ikke kalde det for en psykose, snare forbigående mindfucks, og tankemyller. Måden jeg løste problemet på, var at tage en middel dosis svampe og få gennemtænkt tingene, og wupti jeg blev "normal" igen. Den anden gang min virkeligheds opfattelse fik sig et voldsomt spark, var da jeg arrogant under vurderede svampene og fik et så voldsom badtrip at jeg fik et blackout og vågnede op 3-4 timer senere, VOLDSOMT i tvivl om jeg var i live, eller om jeg drømte. Det tog mig ca. et år at komme mig over, heldigvis husker jeg ikke så meget fra oplevelsen ud over at jeg døde.. Her fik jeg igen bearbejdet mine psykiske ar ved at tage et svampe trip mere, faktisk med øjeblikke virkning.

Så den bedste måde at komme sig over et voldsomt badtrip på, er efter min mening at tage et trip igen. Dog er det meget vigtigt at dosen bliver ned justeret. Jeg mener også at det er Stanislav Grof der snakker om det her, med at tage et nyt trip, efter et badtrip for at komme oven på igen. Der er dog nogle essentielle forhold man skal overholde når man tripper igen:
1. Lig ned.
2. Bliv liggende!
3. Luk øjnene
4. Fokuser på din vejrtrækning.
5. Vær opmærksom!

Det er min erfaring at jo mere man bevæger sig rundt, jo mere distraheret bliver man, og dårligere til at opfange kernen af sit indre væsen. Det gælder om at være så opmærksom som mulig, uden at reagere på sine imputs, og det gør man bedst når man ikke får udefra kommende sensorisk stimulering. Den eneste opgave man har, er at observere, ikke tolke eller analysere, det kan man gøre bagefter. Det gælder om at være tilstede og rumme alle de følelser, tanker, kropsfornemmelser, og visuelle aspekter der måtte være, i så lang tid at alle negative imputs bliver opløst. Det her kan være meget sværere end det lyder, men hvis man hænger ud, så vil man også blive belønnet før eller siden.

Jeg vil dog gerne lige understrege, at jeg ikke mener det her er den gyldne vej til helbredelse, det er blot mine erfaringer og du må bruge dem på den måde der giver mening for dig.

Jeg ønsker dig al held og lykke!

_________________
Alt hvad jeg skriver her på boardet er baseret på fantasi og forestillinger. Jeg tager intet ansvar for mine udtalelser, ej heller for dine beslutninger baseret her på. Mine holdninger har ingen troværdighed, og bør forstås med kraftig ironi. Jeg har intet personlig kendskab til stoffer, eller folk der tager dem.

Mvh.