Psychedelia.dk

Hej. Jeg havde en masse, som var nødvendigt at skrive ned. Jeg håber det er bare lidt interessant for et par af jer, og hvis i når hele vejen igennem er jeg stolt!
Det blev stykket sammen på min blog først, men blev nysgerrig efter andres meninger, specielt folk som bruger et forum som det her. Hvis der er spørgsmål eller kritik, så fyr løs. Det er skrevet ret frit fra leveren, og der må forventes stavefejl og andet pjat på vejen. Håber det går.
Værsgo!

Hvem eller hvad refererer jeg til, når jeg siger 'jeg'. Under inspektion virker ideen om en singularitet med personlighed så abstrakt og unaturlig, at jeg slet ikke engang ved hvad jeg en gang selv troede. Det tror jeg ikke de fleste ved, hvis man virkelig får folk til at tænke sig godt om, og får dem til at sætte ord på.
Ofte når man beder folk om hvem de er, så refererer de til ting de har gjort. Ting i fortiden, som uddannelse eller hvor de er vokset op, landet de kommer fra. Jeg har aldrig oplevet nogen forsøge at beskrive demselv i nuet, nøjagtig som de står. Hvad skal man tage fat i? Man kan pege på ens fysiske fremtræden, men det er mange af os overbevist om ikke er os selv. Men hvad ellers er der? Der er vel kun hvad vi kan se, men det er ikke nok. Mange mener også, at selve deres identitet, deres jeg, sidder et sted bag deres øjne og mellem deres ører. Men det virker heller ikke særligt overbevisende, for vores klogeste videnskabsmænd kan intet spor af det finde, ligemeget hvor tæt de kigger med deres mikroskoper, eller hvor meget de skærer med deres skalpeller. Der lader til at være bred enighed i, at selvet i hvert fald er svært at sætte en finger på, så at sige.

Ordet individ betyder u-divider-bar, altså noget der ikke kan divideres, eller reduceres til en mindre størrelse. Mange mennesker lader til at, i hvert fald i en eller anden forstand, at dele den opfattelse. Selvet er noget persistent, noget vedholdene som overlever med tiden. Det ændrer sig ikke på samme måde som kroppen fuldstændigt fornyes flere gange i løbet af vores livstid. Men det her virker hyklerisk, da vi har nemt ved at identificere os med børnebilleder af os selv. Hvorfor det, hvis vi ikke mener at kroppen nødvendigvis er en del af selvet? 90% af cellerne i vores krop bærer deres egen unikke DNA, separat fra hvad der egentlig er 'os', og selv af de 10% som er menneskekroppen, de er 99,99999999% totalt tomrum (som med alt andet).

Der er mange indvendinger mod det ovenstående, ting som erfaring og sådan noget da bestemt har haft en effekt på hvem du er i dag, men så må jeg igen spørge hvem det er man referer til. Det er helt rigtigt at fortiden har en effekt på nutiden, men igen, på hvem? hvem snakker vi om? Det hjælper ikke at pege på sig selv, da det bare er et fysisk legeme, og det hjælper ikke at sige 'mig', da det bare er en lyd. Mig er en lyd, eller i dette tilfælde 3 bogstaver, men de er også bare nogle underlige sorte tegn. De refererer til noget kun hvis man forstår dem, men hvad refererer de til?

Netop det her om sproget, det er bygget rundt om os som individer, det er også problematisk. Det forstår jeg ikke, med mindre fra et nymoderne, pragmatisk perspektiv (vores samfund tvinger det).
Når vi beskriver en ting, i dette tilfælde et individ, så fungerer beskrivelsen kun på grund af dens baggrund, det den står i relief til. Kontraster, eller begrænsninger definerer alting, hvis de da kan defineres, men uden dem er de der slet ikke, hverken som ide eller materie. Disse sorte bogstaver kan ses, fordi deres baggrund er en anden farve. Skriver man med sort på sort, så ved vi at det ikke virker uden overhovedet at spørge ind til det. Med andre ord skal vi bruge det hvide papir, og ikke det sorte, til at skrive på, fordi ellers skriver bogstavlig talt ingenting. Sort og hvid er et flot eksempel her, fordi de er hinandens modsatter. Det er nemt at forstå for de fleste, men jeg mener at alting fungerer sådan her. For at tænde lys må man kaste en skygge.
Lys og mørke kan ikke eksistere uden hinanden, og således med individ og miljø.

Vigtig tangent:

Man kan kun forestille sig hvid hvis man har oplevet sort, og de er derfor hinanden fordi de er gensidigt udelukkende. Det der adskiller dem, gør dem samtidig til alt hvad de er. Derfor er det for mig lige så rigtigt at sige, at hvid er sort, og at sort er hvid. Hvordan kan de være andet?
Dette vil sige, at når du siger at noget er hvidt, så siger du kun den halve sandhed. Intet er kun hvidt eller sort (Alle kan genkende det ordsprog, men de færreste forstår at det kommer herfra). Dette leder dog en til et problem, for denne halve sandhed der ligger i ordene hvid og sort, gælder for alle andre definitioner vi har. Kvalitative såvel som kvantitative. Hvordan kan noget beskrives, hvis man med alle de ord vi har, ikke kan undgå at sige for lidt eller for meget samtidig?
Det kan man ikke. Man kan sige at vores sprog er fattigt i denne forstand, men det mener jeg ikke. Det er et helt basalt princip ved vores univers, som vi ikke har forstået, og sproget skulle revideres helt for at kunne kommunikere med det.
Et ord er en definition, en indkransning af et objekt, en tanke/ide gjort til en 'ting'. Ord er sociale konventioner, og de er skide praktiske, men de forvirrer helt vildt hvis man tager dem for seriøst, eller misforstår hvad de er til at starte med (en ting er ikke andet en tanke med et nyt navn, overvej hvordan ordet ting og at tænke ligner hinanden på mange sprog; på tysk ein Ding, ich denke, på engelsk; a thing, I think). Hver eneste af dem er fejlbarlige og uperfekte, men hvad er en definition hvis ikke veldefineret? Noget så simpelt som en stol eller en hæst, kan volde en store problemer at definere. Det er ikke mere end en måned siden, at jeg vidnede et helt auditorium og en professor grine af hinanden i forundren, over hvor komplekst en deciplin det kan være, at sige nøjagtigt hvad en stol er (prøv selv at finde en perfekt definition af en stol).

Med den vigtige tangent og ideen om et individ i forbehold kan man måske se problemet. Jeg kan ikke beskrive hvid uden sort, faktisk er hvid sort, så ordet giver slet ikke mening. Hvordan kan jeg så kalde mig selv et individ? Et selv. At sige at vi er et produkt af vores miljø er misforstået, vi er vores miljø. Definerer vores hud os, eller definerer den verden udenfor? Holder din hud dine indvolde inde, eller holder den ydreverden ude? Begge ting! Der er ikke noget inde i en, som gør dig til dig. Hvor skulle det dog komme fra?
Hvis du vil beskrive et menneske, for aller første gang, til et væsen som ingen ide har om hvordan noget som helst ellers ser ud, hvad vil du så gøre? Lad os gøre det nemt først i stedet; hvis du skal beskrive lys til et væsen som intet begreb har om, hvad hverken lys og mørke er, hvad gør du? Man tænder lyset, og peger på dets skygge. Hvis du skal beskrive et menneske, så må du også beskrive det miljø det eksisterer i. Lad os sige det lykkedes at beskrive et menneske, nu skal du beskrive at det løber. Hvis du gør det, uden at beskrive overfladen der tillader den fremadvendte bevægelse, så har du bare et menneske hvis ben flagrer i luften, og så løber det ikke.
For at beskrive mennesket må du beskrive jorden det blev til på, og solsystemet jorden er i, og galaksen den er i, og så videre. Man kan ikke bare stoppe, da der ikke findes nogen singulariteter i den forstand. Det er derfor heller ikke forkert at sige, at man er hele universet.

Hele verden er en organisme, der er ingen individer i den. Det er evident lige meget hvor du kigger hen, hvis du kigger godt nok efter. Atomerne i din venstre hånd stammer sandsynligvis fra en anden supernova, end dem i den højre. Vi var alle stjernestøv en gang, og vi er bundet tæt sammen med alting omkring os. Du er hele universet der erfarer detselv, og det er alle omkring dig også. Mennesket er i denne forstand i sandhed gud.

_________________
Ne frustra vixisse videar.

Det synes jeg er virkelig fedt skrevet Dullface.
Jeg svæver lidt rundt i nogle tanker der ligner dine.
Men hvad nu?..
Er hukommelse nederen?
Må jeg spørge om hvorvidt du har overvejet hvad du vil bruge de her tanker til?

Hej Dullface.

Jeg synes at selvet er et enormt spændene emne og har selv rodet med mange, af de samme tanker som dig. f.eks at alt skal forstås med dets modsætninger.

Det er utroligt hvordan du kan sætte ord på tingene, i det perspektiv at du lige netop vil forklare hvor umulig en opgave det er, at sætte ord/begreber på alting/selvet(ret mig endelig hvis jeg har misforstået noget)
Det sidste afsnit må være en konklusion på en livsfilosofi, en form for religiøs tro.Eller forstår jeg rigtigt? En form for kollektiv bevidsthed måske?

Jeg tager mig lige den frihed at linke til en artikel, jeg selv synes er interessant omkring selvet, den læner sig en kende mere op af teorier og begreber inden for psykologiens verden, end indenfor selve filosofiens, men disse to hænger jo tildels også godt sammen.
Artiklen bevæger sig lidt over imod børns udvikling og psykologi da artiklen er rettet med pædagogstuderende, men det burde ikke gøre den mindre relevant http://fronter.com/ucl//links/files.pht ... selvet.pdf

Jack

Jeg kunne ikke læse det hele, men jeg har på hjerte: Hvordan kan du tale til andet end det der hører?
Det er meget lidt forvirret, på den måde at den eneste antagelse er at der er noget der hører, og ikke bare lyd

Jeg er glad for du kan relatere!
Det er nogle gode spørgsmål, jeg har desværre ikke alle svarene. Disse tanker er blevet til igennem stor frustration med omverden og mig 'selv', og de er et forsøg på at skabe en sindstilstand som jeg kan leve med. Det er virkelig en selvmodsigende ting at skrive, men sproget tillader mig ikke at forklare det anderledes. Grunden til at jeg skriver det ned til at starte med, er egentlig for at hjælpe mig selv med at forstå. Der er mange sociale konventioner og regler som skal glemmes, og mange glemte ting der skal erindres, fra dengang man var klogere på livet. Jeg forsøger egentlig at blive lidt til et barn igen, uden de 'barnlige' træk et barn har. Men den der dybe forundring børn har, vil jeg tilbage til. Alle de ting man glemmer som man bliver gammel, fordi samfundet ikke ved hvad det vil have. Jeg vil gerne lære at sætte pris på hvad jeg har igen, i stedet for den kvalmende, naive søgen på materie og alt det andet lort. Det hele startede egentlig for alvor med at jeg fik angst ud af det blå, og så begyndte jeg at spørge hvorfor. Som jeg gravede dybere blev jeg ikke andet end beskidt, så nu må det dekonstrueres helt, det fungerer ikke. Jeg ved godt det lyder vagt også, men som jeg beskrev ovenfor er det ikke altid nemt at være konkret. Håber det var lidt af et svar!

Med hensyn til hukommelsen, jeg ved ikke om den er nedern som sådan, det kommer an på hvad man gør med den syntes jeg. For mig eksisterer fortiden ikke i nogen form overhovedet, ud over de ideer vi har om den i form af hukommelse. Der er kun et langt nu, som hele tiden forsvinder og bliver til, det kan ikke gribes eller fanges, men det er alligevel dét vores hukommelse gør. Sådan noget kan kun gå galt, med hensyn til en akkurat repræsentation af de nuer man husker. Vi ved alle sammen hvordan hukommelsen flytter rundt på møblerne, fra steder vi husker og kommer tilbage til. Det er ikke anderledes med alt andet, og det må ikke tages for gode varer. Det kan være rart at huske tilbage på rare stunder, og virkelig slemt at huske de dårlige, men i begge tilfælde syntes jeg man skal lade være, og lære at leve lige der hvor man står i stedet for.
At leve i fortiden eller i fremtiden er lidt en syg ting syntes jeg egentlig, for ingen af dem eksisterer overhovedet. Du lever i dine tanker, du er bange for ideer i dit hoved når du frygter en eksamen eller job samtale. Det er tit noget man kan få medicin for i dag, hvis du kommer til at sige noget forkert. Ingen kan spå fremtiden, og fortiden kan du ikke gribe tilbage i og ændre på, så spekulationer i begge to er meningsløse. Jeg stræber efter at leve på ingen andre tidspunkter end lige nu, glemme totalt at der var noget der hedder i går og i morgen. Ellers vil det i sidste ende gå ud over både fremtiden og fortiden, hvis man ikke kan finde ud af at leve lige nu. Man løber hurtigt i loop i sit hoved.
Jeg kan skrive rigtig meget om det her også, men jeg vil stoppe her. Spørg dog gerne mere, og tak fordi du gad læse med.

_________________
Ne frustra vixisse videar.

Det lyder til at du forstår mig ret, også med hensyn til det sidste afsnit. Religion er et ulækkert ord i manges munde, og hvad jeg tilskriver mig abstraherer også fra de fleste religioner, i den forstand at der ingen hovedperson er. Alle de her monoteistiske religioner er til at brække sig over, mest på grund af hvordan de udnyttes. Hvis jeg skal kalde mine overbevisninger en religion må det være noget med "the religion of no religion", som det nogengange siges på engelsk om ting som Zen og Taoisme, som jeg er tungt inspireret af.
Den artikel der har jeg ikke adgang til, selvom jeg bruger mit SDU login. Jeg må ikke! Men du må meget gerne uploade den et andet sted hvis du ønsker, jeg læser det gerne. Kan det have noget at gøre med den 'oceanic feeling' som spædbørn siges at have, i de første få måneder af deres liv? Eller bare ego dannelsen? Jeg er veldig interesseret i begge ting og alt muligt andet.

Tak fordi du gad læse det igennem, og tak for rosen!

_________________
Ne frustra vixisse videar.

Det kan jeg heller ikke. Lyd er kun lyd så længe der er ører der hører. Hvis et træ falder i skoven og ingen hører det, laver det så stadig en lyd? Selvfølgelig ikke, men det skaber stadig vibrationer i luften.
Jeg er ikke sikker på hvad du vil ind på, men uddyb gerne.

_________________
Ne frustra vixisse videar.

Det er lige netop fantastisk hvordan du sætter ord på dine tanker. Jeg oplever for det meste at mine tanker/forstillinger/følelser ikke kan verbaliseres - der er ikke ord at sætte på dem.

Men jeg forstår ikke hvad der så i den grad adskilder os fra hinanden? Hvorfor har vi allesammen adskilte sind?

_________________
I tried sniffing Coke once, but the ice cubes got stuck in my nose.  ~Author Unknown

Øvelse gør mester! Jeg har ikke altid været god til at artikulere mig, men det er kommet med masser af andre skriverier, og bog læsning. Efter at have læst det igennem et par gange nu, kan jeg se at jeg mangler at uddybe en masse ting, men så var det nok aldrig blevet læst.

Det er et strålende spørgsmål du stiller. Jeg måtte tænke længe over hvorfor, men jeg kan ikke rigtig komme på noget konkret.
Jeg tror egentlig ikke der er noget hvorfor i denne sammenhæng. Det du spørger efter, er vel næsten hvad meningen er med det hele, hvis jeg forstår det ret.

Meningen med livet mener jeg ikke er andet end livet selv. Det tror jeg beskrives nemmest via analogier, masser af analogier. Livet er en process, som udføres for processens skyld, ikke for et slutresultat. Dette er også et ret universalt princip så vidt jeg kan forstå. Man danser ikke for at nå til enden, det er dansen selv som er rar. En sang hører man ikke for at nå til enden, det er processen som gør slutningen smuk. Hvis det kun var slutninger af sange folk gad høre, så skrev komponister vel ikke andet. Vi kender også til når man sætter en yndlingssang på repeat, så bliver man træt af den.

Hvis man skal bygge lidt videre på ideen om gud, hvordan vi er gud, så ser jeg det sådan her. Gud er hver af os, men han/hun/vi har glemt det. Vi står alle på en scene, og leger at vi har alle mulige regler, og vi spiller et skuespil som vi kalder et samfund. Vi har gjort det i så lang tid, og så godt, at gud har glemt at det er et skuespil, og nu tager vi det hele alt for seriøst. Vi tager alle vores sociale konventioner, eller spille regler, alt for alvorligt, og vi har glemt at de bare er regler, at der er en verden udenfor. Vi sidder fast på scenen, og vi er altid på.

_________________
Ne frustra vixisse videar.

Hvad er det så der har skrevet det her indlæg? For jeg selv om jeg følger det ret langt hen ad vejen, så er jeg også uenig. Min position skaber derved et andet syn på sagerne, en anden dynamisk proces der har sit udtryk. Bare fordi det er sat sammen af mange andre dele, krystalliserer det sig jo stadig i noget som kan kaldes selvet, da jeg kan fornemme det adskilt fra dit.

_________________

Jeg ved ikke hvem der har skrevet noget som helst herinde Odden! Det er ikke mig i hvert fald.

Du har ret i at vi alle sammen har vores eget subjektive perspektiv på alting, og jeg må tro at det selv du referer til er egoet. Jeg mener ikke egoet er en naturlig del af mennesket, det er ikke et vi fødes med, men vi udvikler det som vi falder ind i samfundet. I de første få måneder af et barns liv har de hvad man kalder "the oceanic feeling", det betyder at de ikke kender forskel på omverdenen og dem selv. De har slet ingen ide om en forskel, det er ret svært at forestille sig. Alt og intet er spædbarnet fra dets perspektiv, fordi det har intet begreb om noget af det. Egoet formes dog langsomt, og det er hvad der skaber den opdeling. Det giver os den forestilling at vi er noget større end summen af vores dele. Det giver os ideen om at vi er vigtigere end folk og ting omkring os, at vi er værd at lægge mærke til.
Jeg ved ikke rigtig om det er en tilstrækkelig forklaring, det syntes jeg ikke. Det må jeg tænke mere over.

_________________
Ne frustra vixisse videar.

Men der skabes altså en bevidsthed om noget.. En erfaring, oplevelse af, at vi er adskilte. Denne krop arbejder med en bevidsthed der er en anden end din, men stadigvæk er vi i samme virkelighed, som vi kan dele nogle erfaringer i, men som vi erfarer fra to forskellige steder. Det vil jeg nu mene taler for en individ tanke, som også er lidt noget andet end ego'et, men et ego er ikke nødvendigvis noget der føler sig hævet over alt mulig andet. Det er egoisme, som er en forherligelse af egoets position i virkeligheden. Men bare fordi man ikke forherliger oplevelsen af et selv, en erfaring som er "min", betyder det ikke, at den ikke eksisterer.. Imo... Altså, at forvirre denne oplevelse, dette udkast jeg kalder mig, med noget absolut og hævet over alt andet er vi enige om er en vildfarelse. Men dermed ikke sagt den blot er en illusion og noget der ikke eksisterer overhovedet.

_________________

Odden, jeg tror ikke, at Dullface vil sige, at du ikke er dig, eller at han/hun ikke er sig selv, men at det at være sig selv ikke betyder, at man er en eller anden sui generis monadisk "ting". Pointen er måske, at det perspektiviske kan forklares med noget andet, end at dine bevidsthedstilstande "deltager" i en jeg-sfære, eller hvad man nu skal kalde det. For hver ting, du trækker ind som evidens for, at der er noget andet og mere, der er dig, vil en reduktionist hævde enten at fænomenet, du peger på, ikke findes eller på en eller anden måde er fejlagtigt karakteriseret, eller at det helt enkelt lader sig forklare inden for en reduktionistisk teoris rammer. Det du nævner virker umiddelbart ret indlysende - der er en forskel på min smerte og din smerte - så det skal selvfølgelig forklares eller meget grundigt og overbevisende bortforklares.