Hej Psy,
Jeg har igennem de sidste to år gennemgået en spændende, opløftende og omsiggribende rejse ind i mig selv og ud i verden .... Som en del af processen er jeg begyndt på at skrive en række forskellige tekster om emner som har spillet en central rolle i rejsen og jeg vil hér præsentere Jer for mit seneste skriveprojekt, navngivet
Kærlighed - Universets drivkraftDet er en beretning om den historiske brug af psykedelika, menneskelig evolution og hvordan kærlighed er substansen der binder alting sammen, det skal siges at teksten endnu er ufuldstændig, men jeg føler jeg er et sted hvor jeg har brug for lidt (konstruktivt!) feedback inden jeg helt kan fornemme hvordan jeg skal forsætte ...
Jeg vælger at poste indlægget her i forummet da jeg har en idé om at det vil kunne finde interesse i blandt boardets brugere, hvor der nok også gemmer sig nogle indsigtsrige sjæle der kunne have lyst til at give lidt ris, ros, kritik eller andre bevingede ord med på vejen til det videre arbejde ...
På forhånd tak,
Namaste
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Universets drivkraft
Kærligheden til det levende, det skiftende og det skabende...
Jeg vil i dette essay tage læseren på en opdagelsesrejse omkring emner så tilsyneladende vidt forskellige som kærlighed, spiritualitet, bevidsthedsudvidelse, evolution og psykedeliske stoffer - og forsøge at redegøre for sammenhængen samt hvordan kærlighed er drivkraften for alt i universet.
Indledning
Vi har i vores sprog en udfordring der må overvindes hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå en fælles forståelse, og forståelse er for mig at se nøglen til en lykkelig sameksistens, da forståelse opløser fordom.
Sproget er det fænomen vi benytter os af for at skabe vores fælles virkelighed. Vi er kun i stand til at opfatte vores virkelighed indenfor de rammer som vores sproglige tradition tillader os, som udtrykt af Aldous Huxley i Erkendelsens Døre:
“For at formulere og udtrykke indholdet af denne reducerede årvågenhed har mennesket opfundet og i det uendelige differentieret de symbolsystemer og implicite filosofier, som vi kalder for sprogene. Ethvert menneske er på samme tid ‘nyder af’ og ‘offer for’ den sproglige tradition, det er født ind i - nyder, for så vidt som sproget giver adgang til de sammenhobede beretninger om andre menneskers erfaringer, offer, for så vidt som det i mennesket bekræfter den tro, at den reducerede årvågenhed er den eneste årvågenhed, og det forkludrer dets virkelighedssans, så at det bliver alt for tilbøjeligt til at antage sine ideer for givne kendsgerninger, sine ord for de egentlige ting. Det, der i religionens srog kaldes for »denne verden«, er den reducerede årvågenheds univers, udtrykt og i realiteten forstenet af sproget. De forskellige »andre verdener«, som menneskene planløst tager føling med, er et tilsvarende antal elementer i totaliteten af den årvågenhed, som hører til verdenssjælen. De fleste mennesker ved og kender det meste af tiden kun, hvad der kommer gennem reduktionsventilen og af det stedlige sprog er sanktioneret som ægte virkeligt.” – side 19, dansk udgave, oversat af Mogens Boisen, 1988, udgivet på Hernov.
Det er altså fundamentalt for at skabe en fælles forståelse, at vi har en fælles begrebsramme og forstår det samme, ved de samme begreber.
Det sprog vi tænker på og vores ordforråd begrænser vores evne til at forstå virkeligheden.
Overvej et ord som "kærlighed". Kærlighed er i første omgang en følelse. I vores sprog, har vi blot et enkelt ord for hvad der måske er den mest komplekse følelse i al evighed. Alt i mens der er tusindvis af forskellige typer af kærlighed. Der er romantisk kærlighed, familie kærlighed, venskab, flirt, forældrenes kærlighed, Guds kærlighed, kærlighed til Gud, ånd og natur, jaloux og besidderisk kærlighed, uselvisk kærlighed, uskyldig kærlighed og så videre...
Der er aldrig nogensinde to mennesker oplever kærligheden på nøjagtig den samme måde, men alligevel har vi blot ét ord for noget, der er så uendelig kompliceret. På andre sprog, er der imidlertid nogle gange snesevis eller endda hundredvis af forskellige ord for de grader og typer af kærlighed, som mennesker kan opleve.
Eksempelvis på oldgræsk finder vi begreber som;
Agápe der henviser til en generel hengivenhed eller dybere følelse af "ægte kærlighed", en selvopofrende kærlighed som til ens børn eller ægtefælle;
Éros er lidenskabelig kærlighed, med sensuel lyst og længsel, selv om det ikke behøver at være seksuel karakter.
Platon forfinede sin egen definition: Selvom éros første omgang føles for en person, bliver det med kontemplation en påskønnelse af den iboende skønheden i denne person, eller endog, påskønnelse af skønhed i sig selv. Platon taler ikke om fysisk tiltrækning som en nødvendig del af kærlighed, derfor brugen af ordet platonisk, "uden fysisk tiltrækning."
I Platons værk Symposion fremfører Sokrates sit argument, at eros hjælper sjælen til at erkende viden om skønhed, og bidrager til en forståelse af åndelig sandhed. “Den ideelle form af ungdommelige skønhed, fører os mennesker til at føle erotisk begær - hvilket antyder, at selv den sanseligt-baserede kærlighed stræber efter det ikke-kropslige, et åndeligt tilværelsesplan, det at finde sin sandhed, fører til transcendens. Elskere og filosoffer er alle inspireret til at søge sandheden i form af éros.”;
Philía betyder venskab eller hengiven kærlighed i moderne græsk. Det er en lidenskabsløs, dydig kærlighed, et koncept udviklet af Aristoteles. Det omfatter loyalitet over for venner, familie og samfund, og kræver dyd, lighed og fortrolighed. I gamle tekster, betegnes philos som en generel type af kærlighed, der anvendes til kærlighed mellem familie, mellem venner, et ønske eller nydelse af en aktivitet, såvel som mellem elskende.
Storgē betyder "hengivenhed". Det er naturlig hengivenhed, som følt af forældre til barn.
Men hvad har det at gøre med forskellige grader af virkeligheden?
Alt og intet, sproget er et medium for vores tanker. Tanker kan øge vores forståelse af et emne, men de kan lige så let indsnævre eller helt blokere vores forståelse af et emne. Det afhænger i høj grad af vores sprog eller måske rettere den begrebsramme vi har adgang til. Hvis det sprog vi tænker i, ikke har de rigtige ord for det, vi forsøger at forstå eller udtrykke, er det ligesom at forsøge at sætte en firkantet klods i et rundt hul.
Så når vi kun har kun ét ord for alle kærlighedens farver, så kan vi begynde at 'tænke' kærlighed i stedet for at føle det. Og når vi tænker kærlighed føler vi ikke alle dets uendelige betydninger. Når vi tænker kærlighed i stedet for at føle kærlighed bliver vi upræcise i vores opfattelse. Vi kan komme til at tage det for givet, og vi kan, når vi tænker på 'kærlighed' fejlagtigt tro, at vi allerede kender og har oplevet alle dets mulige former.
Med andre ord, når vi tænker på "kærlighed" har vi et koncept for kærlighed, der er baseret på vores tidligere erfaringer og associationer med kærlighed, og dette koncept kan stoppe os fra at opleve andre former for kærlighed, medmindre vi har yderligere ord til rådighed der definerer forskellige gradueringer af kærlighed eller vi har en oplevelser der transcenderer og opløser konceptuelle rammer.
Det kan måske virke absurd at påstå at det at tænke et ord skulle stoppe os fra at opleve hvad ordet beskriver, men når vi tænker på noget konceptuelt, afskærer vi os fra det væsentlige, f.eks. fra et zen buddhistisk synspunkt er det kun ved at gå ud over vores begrænsede begrebsliggørelse af noget, og opleve dets 'Sådanhed,' eller essentielle natur, at vi kan komme til at vide, hvad en ting, erfaring eller forståelse virkelig er, den nøgne eksistens, den givne, ikke begrebs-udtrykte begivenheds uendelige værdi og betydningsfuldhed.
Det er den samme fattigdom i sproget der skaber den udfordring der gør sig gældende når talen falder på de psykoaktive stoffer, en fattigdom der sammen med årtiers tabuisering, fordom og uvidenhed næsten umuliggør det, at have en intelligent diskussion om de psykologiske, medicinske, etiske og juridiske aspekter vedrørende “stoffer”.
Problemet er her, at vi som oftest henviser til alle psykoaktive stoffer med tomme begreber såsom "narko-tika" eller blot “stoffer”. Derfor vil jeg gøre brug af, og differentiere imellem de forskellige psykoaktive stoffer med, begreberne stimulanser, depressanter, dessosiativer og psykedelika også kendt som hallucinogener.
Her følger en oversigt baseret på de førnævnte begreber:
Stimulanser: Ecstasy (MDMA), amfetamin, methamfetamin, kokain, koffein (det psykoaktive stof i kaffe og te), efedrin.
Depressanter: Alkohol, tobak (nikotin) GHB, rød fluesvamp, diazepam (valium), opiater (opium, kodein, morfin, heroin)
Dissociativer: DXM (Dexofan (dissociativt psykedelisk virkning)), ketamin (dissociativt psykedelisk virkning), lattergas (N2O)
Psykedelika: psilocybin, meskalin, LSD, DMT, 2C-*, (betegnelse for psykedeliske phenethylaminer (f.eks. 2C-B, 2C-C, 2C-E, 2C-I)), salvia divinorum, THC (det aktive stof i cannabis planten (har også depressant virkning))
Det ville måske også være på sin plads at beskrive de forskellige begreber.
Stimulanser kendetegnes ved at øge aktiviteten i det sympatiske nervesystem og giver en følelse af eufori.
Depressanter er stoffer, som nedsætter aktiviteten i nervesystemet. Selvom stofferne kan virke på mange forskellige måder, har de alle visse karaktertræk til fældes. Påvirker balanceevne og koordination, virker smertestillende, forårsager søvn, undertrykker vejrtrækningen, hvilket kan være farligt ved høje doser.
Dissociativer kendetegnes ved at de skiller sanse-indtryk fra den almindelige bevidsthed. En sådan sensorisk blokade kan facilitere selvudforskelse, hallucinationer og drømmelignende oplevelser i sindet, virkelighedsfjernelse og ud-af-kroppen-oplevelser, manglende social hæmning, hvilket vil sige at man hurtigt kommer til at udelade de hvide løgne, vi alle bruger mange gange hver dag for at konformere socialt og derfor er hudløst ærlig.
Psykedelika adskiller sig væsentligt fra alle andre stofgrupper, idet de ikke har en specifik virkning i sig selv, men i stedet fungerer ved at forstærke og uddybe processer, der allerede foregår i sindet i forvejen. Dette gør psykedelikas virkning ret uforudsigelig, og ekstremt afhænging af brugerens sindstilstand og livshistorie, samt det miljø stoffet indtages i. Visse generelle karekteristika kan alligevel godt nævnes som hallucinationer, frembrud af fortrængte emner fra psyken, opløser grænser og kulturelt betonede opfattelser samt faciliterer værdiforandring gennem radikalt ændret opfattelse af omverdenen, kropsbilledet, psyken og andre mennesker.
Ordet psykedelisk blev iøvrigt første gang brugt i et brev af den britiske psykiater Humphrey Osmond til forfatteren Aldous Huxley i 1957. Ordet afledt fra oldgræsk og sammensat af psychë (ψυχή) som betyder sjæl/ånd/sind og dēlōsē (δήλωση) der betyder at manifestere/åbenbare/synliggøre, altså “at synliggøre sjælen” eller “sjælemanifesterende”. Entheogen er endnu et begreb der ofte anvendes til at beskrive de organiske, naturlige, psykedeliske substanser, entheogen er også afledt fra oldgræsk, »entheos« betyder fyldt med gud eller inspireret og »genesthai« der betyder at blive til, i forfatning bliver det til “at skabe det guddommelige indeni” eller “at blive inspireret af det gudommelige”
På en personlig note tror jeg, at det, der gør den psykedeliske oplevelse så unik er, at det skaber en forbindelse til selve sindet af Moder Jord hende selv.
Teksten første afsnit vil omhandle de psykedeliske stoffer og stoffer med psykedelisk virkning.
De psykedeliske stoffer kaldes også under tiden for bevidsthedsudvidende stoffer – og hvad betyder det så? Hvad er bevidsthed? Det er for mig at se et af de mest centrale spørgsmål i livet, i lighed med spørgsmål som hvem er jeg? og hvad er meningen med livet?
For at gøre bevidsthed til en håndgribelig størrelse kan vi bruge analogien mellem bevidsthed og et koøje (et vindue på et skib) Nemmest illustreret ved at tage hånden op for øjet og lav en lille bitte “tunnel” med tommelfinger og pegefinger, så lille at vi lige akkurat kan se ud igennem, se så hvor meget af omgivelserne du får med. Prøv så at gør tunnelen større, og observér igen, det kan gøres i så mange trin som du gider og til sidst kan du helt fjerne hånden fra øjet.
Hvad vi oplever er at desto større tunnelen er desto mere af omgivelserne kan du se på samme tid.
Vores bevidsthed kan beskrives som vores vindue ud til verdenen. Desto større vores vindue ud til verden er, desto mere kan vi indfange af den, vi får altså et større overblik.
Når man tager et bevidsthedsudvidende stof – så ændrer eller udvider man bevidstheden for en stund, og bliver altså i stand til at se mere, eller andre aspekter af virkeligheden end i vores almene bevidsthed.
Når vi opfatter mere af virkeligheden, vil vi kunne se sammenhænge som vi normalt ellers ikke ser, sammenhænge som tydeliggør relativiteten af begreber som godt og dårligt, rigtigt og forkert. Intet er i virkeligheden godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, alting er blot. Relationen skabes i vores sind, afhængig af vores tilknytning til situationen.
Alting er blot et resultat af hvordan det hele hænger sammen, vi lever, vi dør. Og alt ind i mellem er smukt, fortryllende, morsomt og lyksagligt. Og samtidig har alting en modsætning som gør os i stand til at opleve kontrasterne og vælge i mellem hvad vi har lyst til at skabe for os selv og hinanden kollektivt. Den enes lykke er evigt forbundet med den andens.
Jeg beskrev i indledningen hvordan psykedelika “opløser grænser og kulturelt betonede opfattelser samt faciliterer værdiforandring gennem radikalt ændret opfattelse af omverdenen, kropsbilledet, psyken og andre mennesker.” – hvilket måske kan lyde voldsomt for nogle folk, for hvordan kan vi være sikre på at denne værdiforandring er til det positive? Samme spørgsmål kunne jo stilles retur, hvordan kan vi være sikre på at den værdiskabelse som samfundet står for, er positiv eller sund? Vores forbrugssamfund synes at argumentere det stik modsatte for enhver der overvejer implikationerne af vores massive forbrug og deraf afledte forurening for den øvrige del af verden.
Netop fordi psykedelika opløser kulturelt betonede opfattelser giver det os en mulighed for at revidere indholdet i vores liv, samt de værdier og den moral vi er blevet lært af samfundet...
Psykedelika, Bevidsthed og Evolution
Jeg vil starte ud med en påstand om at alt hvad vi foretager os, er med henblik på at ændre vores bevidsthed.
Vi danner venskaber, så vi kan føle bestemte følelser, såsom kærlighed, og undgå andre, såsom ensomhed. Vi spiser bestemte fødevarer for at nyde deres flygtige tilstedeværelse på vores tunger. Vi læser for at opleve fornøjelsen af at tænke en anden persons tanker. Vi ser teater og film, lytter til musik og spiller spil for at opleve bestemte følelser, danne bestemte tanker og for en stund fordybe os i en anden virkelighed.
Hvert eneste vågne øjeblik - og endda i vores drømme - kæmper vi for at lede strømmen af sensation, følelse og kognition mod de tilstande af bevidsthed som vi værdsætter.
Stoffer er et andet middel til at opnå dette mål. Nogle er ulovlige, nogle er stigmatiseret, og nogle er farlige, uden at der dog er sammenhæng mellem lovlighed og farlighed....
Nogle af de mest udbredte stoffer i verden såsom sukker, alkohol, koffein, tobak og ikke mindst TV kan nydes ad libitum i næsten alle samfund på jorden, og følgevirkningerne er af katastrofale proportioner... Men visse stoffer, af ekstraordinær karakter og nytteværdi, såsom psilocybin (det aktive stof i "magiske svampe") og lysergsyrediethylamid (LSD), som ikke udgør en nogen risiko for afhængighed og som er fysisk veltolereret, kan man alligevel blive sendt i fængsel for at formidle eller beside.
Jeg kan ikke forestille mig nogen politisk rettighed mere grundlæggende end retten til selv at administrere indholdet af ens bevidsthed. Den kendsgerning, at vi unødigt ødelægger livet for ikke-voldelige stofbrugere ved fængsle dem, med enorme udgifter til følge, udgør et af de største moralske svigt i vor tid.
Mennesket har indtaget psykedeliske stoffer i årtusinder, og meget tyder på at de også har spillet en essentiel rolle i vores evolutionære historie, som sammenhængen mellem præ-humanoid og homo sapiens.
Tiltrods for den langvarrige brug af psykedelika begyndte den den videnskabelige forskning i vesten først i starten af det 20. århundrede med syntetiseringen af mescalin i 1919 og senere LSD i 1938, mens de første deciderede forsøg med stofferne først begyndte i 1950erne. I 1965 var der dog blevet offentliggjort resultater fra flere tusinde forsøg, primært forsøg med psilocybin og LSD hvoraf mange bevidnede om anvendeligheden af psykedelika i behandling af klinisk depression, tvangstanker, alkoholmisbrug og dødsangst ifbm. terminal cancer. Desværre blev hele forskningsfeltet lukket ned og gjort forbudt i et naivt forsøg på at dæmme op for spredningen af disse stoffer i den brede befolkning. Til ingen umiddelbar succes. Stofferne fandt vej, men videnskabens forståelse udeblev og emnet blev gjort til tabu i det brede samfund.
Efter en tvunget pause på 40 år er den videnskabelige forskning af psykedelika dog så småt blevet genoptaget. De nye studier omfatter psykedeliske stoffer som psilocybin, mescalin, LSD og DMT. De fleste synes at udøve deres indflydelse via serotonin i hjernen, især ved binding til 5-HT2A receptorer hvilket fører til øget aktivitet i præfrontal cortex, den forreste del af hjernens frontallapper.
Den øgede aktivitet i frontallapperne, som evolutionært er den yngste del af vores hjerne, hænger sammen nye resultater indenfor neurovidenskaben som viser at vi er ved at udvikle en “hel ny hjerne”, med hidtil uset symmetri i mellem den højre- og venstre hjernehalvdel samt en netop langt højere energi tilførsel til frontallapperne end vi tidligere har observeret.
For at forstå hvad det vil sige at vi er ved at udvikle “en ny hjerne” tager vi lige et kig på hvad hjernen er for en størrelse...
Hjernen består af to halvdele som er forbundet med en lille bro kaldet hjernebjælken, som næsten er den eneste forbindelse imellem de to hjernehalvdele, hvorfor deres funktion er uafhængig af den anden hjernehalvdels funktionsniveau.
De to hjernehalvdele har forskellige funktions områder, den højre hjernehalvdel går for at være den kreative, intuitive og helhedsopfattende hjernehalvdel der håndterer det visuelle, det følelsesmæssige og de rumlige relationer. Den venstre hjernehalvdel står imodsætning for det logiske, analytiske, detaljeorienterede, matematiske, verbale og sproglige.
Motorikken styres spejlvendt af hver sin halvdel, dvs. højre side af kroppen styres af venstre hjernehalvdel og vice versa.
Imidlertid har rigtig mange mennesker en stor ubalance mellem venstre og højre hjernehalvdel. Den venstre er simpelthen den mest dominerende hos de fleste mennesker, hvilket man kan se når man foretager målinger af hjernebølger, et såkald brainmap.
Studier med tibetanske munke har vist at der under meditation sker en kraftig forøgelse af aktiviteten i den forreste del af hjernen, hvor specielt de meget hurtige gamma-bølger blev dominerende. Ved andre studier hvor man har hjulpet ikke-meditations praktiserende mennesker med at stimulere frontallapperne, fortæller folk, at de bliver mere fokuserede, får mere energi, overblik og større mental klarhed.
Undersøgelser foretaget af den danske psykolog, Ph.D. og hjerneforsker Erik Hoffmann viser at folk får bedre adgang til den højre hjernehalvdel og underbevidstheden, når de er i dyb hypnose, når de mediterer eller tager psykedeliske stoffer såsom psilocybin, mescalin, LSD og DMT.
Der opstår et langt højere samspil i mellem hjernehalvdelene og et højere bevidsthedsniveau opleves. Det øgede samspil mellem hjernehalvdelene skaber grundet hjernens plasticitet, også kaldet neuroplasticitet, større symmetri i mellem de to hjernehalvdele. Neuroplasticitet dækker over ændringer i nervebanerne og synapserne, som skyldes ændringer i adfærd, miljø og neurale processer.
Sagt på en anden måde, så er vi i stand til ændre måden hvorpå hjernen fysisk er koblet sammen på, igennem mentale processer og indtagelse af psykedeliske stoffer.
Denne øgede symmetri i mellem hjernehalvdelene giver et vedvarende resultat i form af førnævnte effekter som mere energi, større overblik og mental klarhed samt en følelse af forbundethed, eller et højere bevidsthedsniveau. Udover et højere bevidsthedsniveau åbner den øgede energi tilførsel til frontallapperne og den øgede balance mellem hjernehalvedene også døren for at parapsykologiske evner, såsom telepati, kan komme på tale.
Telepati skal dog ikke læses som evnen til at “høre hinandens tanker” som det tit og fejlagtigt bliver fremstillet som, men mere evnen til at kommunikere non-verbalt og forstå hinanden på et dybere niveau, fornemme hinandens tanker, følelser og behov.
For måske at gøre det mere forståelseligt med denne kobling kan vi se på hjernen som en radio sender og modtager. Hjernen skaber et elektromagnetisk felt rundt omkring kroppen, (vi er i dag i stand til at aflæse hjerneaktiviteten igennem disse felter med bestemte hjelme og sensorer, uden direkte berøring) og meget lig de WiFi routere som mange folk har stående i deres hjem, afhænger rækkevidden og båndbredden, af signalstyrken på radiosignalet. Når vi tilfører mere energi til frontallapperne som huser de hurtige gamma-bølger forstørres både rækkevidden af vores elektromagnetiske felt og informationstætheden, samtidig med at vi grundet den større klarhed og mindre baggrundsstøj er i bedre stand til at opfatte information fra andres elektromagnetiske felter.
Hvad forskningen altså peger på er at vi er midt i processen til at udvikle en helt ny hjerne, og at vi selv har mulighed for at påvirke dette igennem meditation, hypnose og brugen af de forbudte psykedeliske stoffer. Andre måder at opnå lignende stimulerende effekter på hjernen, er igennem yoga, tantra, chanting, musik, sang og dans. Der er også udviklet forskellige teknologiske hjælpemidler til at synkronisere og stimulere hjernen på.
Jeg tror vi alle har en ubevidst interesse i det psykedeliske fordi vi intuitivt ved at vi skal forsætte med at udvikle os. Kulturelle værdier, uvidenhed og fordom afholder imidlertid størstedelen fra at stifte bekendtskab med dem.
Men vi stræber efter “mere” fordi vi ved at dette ikke er det ultimative stadie af eksistens, fordi alting omkring os minder os om det. Vi oplever en form for eksistentiel rastløshed.
Alle systemer er i krise, men fordi vi er blevet indoktrineret til at kalde det for “verdens bedste”, så vi ser det ikke, kulturen har gjort os blinde. Alligevel og tiltrods for denne indoktrinerede dobbelt-tænk fornemmer vi altings utrolig ringe tilstand, og sociale- og politiskebevægelser opstår jævnligt for at kræve forandring, desværre ofte uden videre succes, da forudsætningen for forandring ligger i en bevidsthedsmæssig forandring, og det eneste disse bevægelser ofte gør er at stille krav om at bevidsthedsløse institutioner skal finde en løsning på det hele. Men vi er løsningen. Vi har muligheden for selv at kunne forandre verden, ved at forandre os selv, og opnå et højere bevidsthedsniveau, for kun herigennem kan vi finde de løsninger som skal til for at løse vores udfordringer.
Som Einstein er krediteret for at udtale; “Ingen problemer kan løses med det samme niveau af bevidsthed som skabte dem.”
Vi er nået til et punkt i evolutionen hvor biologien ikke længere alene driver værket, men vi nu, som selvbevidste væsner, selv skal investere os i den forsatte udvikling.
Tiltrods for de allestedsnærværende kriser der involverer ethvert system ligefra naturens økosystemer til samtlige af de menneskeskabte systemer er der ingen grund til frygt.
For i et historisk, altomfattende perspektiv er intet nogensinde gået galt.
Alting er lykkedes. Lige fra universets opståen og frem til nu. Alting kan spores tilbage igennem "tid" og forklares i forhold til kausalitet. Årsag og effekt.
Selv i hele menneskets historie, med al vores såkaldte "fri vilje" har vi på intet tidspunkt i vores evolutionære historie begået et eneste fejltrin, et udsagn baseret på den iøjefaldende konklussion - at vi er stadig i live. Vi har ikke udryddet os selv - tiltrods for de fantastisk mange muligheder vi har haft herfor.
Som en effekt af den fri vilje har vi mulighed for at observere og på ethvert givent tidspunkt gribe ind i reaktionskæden - i mellem årsag og effekt - og derved udøve massiv indflydelse på reaktionskæden ...
Vores griben ind på dette tidspunkt i historien, er et griben ind i os selv, for at finde en ny vej.
En af de opgaver, jeg ser at vi som samfund har, er at oplyse os selv og forsøge at videregive eller måske rettere tilgængeliggøre vores viden og visdom til den efterfølgende generation.
Blandt andet viden om hvilke stoffer der er værd at indtage, og med hvilket formål, samt hvilke der ikke er. Et problemet som jeg beskrever i indledningen er at vi imidlertid henviser til alle psykoaktive stoffer med tomme begreber såsom "narko-tika" eller blot “stoffer” og det gør det næsten umuligt at have en intelligent diskussion om de psykologiske, medicinske, etiske og juridiske aspekter vedrørende deres brug. Fattigdommen i sproget er kun blevet afhjulpet svagt ved bl.a. at indføre begreber som "psykedelisk" der er med til at differentiere visse psykoaktive stoffer, der kan frembringe ekstraordinære bevidsthedstilstande af ekstase og indsigt, fra andre klassiske substanser såsom amfetamin, kokain og heroin.
Stofmisbrug og afhængighed er naturligvis reelle udfordringer, som afhjælpes gennem oplysning og behandling, ikke fordømmelse og indespærring. Folk har brug for at blive oplyst grundigt omkring brugen og virkningen af psykoaktive stoffer, og narkomaner har brug for behandling og hjælp til selvhjælp.
Jeg er i den heldige position at have en fantastisk nevø, min søsters barn, en herlig knægt der i skrivende stund er 11 år gammel. En dag vil han også møde “stofferne”, og jeg vil gøre alt hvad der er rimeligt, anstændigt og indenfor mit omfang af indflydelse for at han kommer til at vælge sine stoffer med omhu, men et liv uden stoffer er hverken forventelig eller ønskelig.
Jeg håber at han en dag vil nyde en kop te eller kaffe så meget som jeg har gjort og til stadighed gør. Og skulle min nevø have lyst til at drikke alkohol som voksen, hvilket han sandsynligvis vil, vil jeg opfordre ham til at gøre det på en sikker måde. Skulle han vælge at ryge hash, vil jeg opfordre til mådehold, selv tobak som jeg mener bør undgås, vil jeg ikke forhindre ham i at stifte bekendtskab med, jeg kan kun forsøge at oplyse ham omkring de positive og negative effekter af de enkelte stoffer og stole på hans fornuft og beslutningsevne. Men hvis han ikke mindst én gang i sit voksne liv, stifter bekendtskab med den psykedeliske verden, eksempelvis gennem psilocybin eller LSD er jeg bange for, at han vil være gået glip af et af de vigtigste overgangsritualer et menneske kan opleve.
Med det mener jeg ikke at sige, at alle og enhver skal tage psykedelika, på egen hånd.
Der er utvivlsomt folk det ikke tjener at udforske denne dimension af livet på egen hånd, psykiske ar på sjælen kan være medvirkende til at skabe så voldsomme oplevelser at det kan være svært for den enkelte at tøjle denne kraft alene. Som vi er klædt på i dag, er det min oplevelse at mange slet ikke vil være i stand til at håndtere de pus som underbevidstheden kan spille.
Mit personlige møde med de psykedeliske stoffer var i en alder af 21 år og når jeg kigger tilbage på tiden der er passeret siden er det for mig tydeligt hvordan psilocybin og de andre psykedeliske stoffer har været en uundværlig kilde til indsigt og selvforståelse, og hvordan nogle af de mest betydningsfulde timer af mit liv er blevet tilbragt under deres indflydelse. Jeg tror aldrig jeg ville have opdaget, at der var et indre landskab i sindet værd at udforske, uden først at have stiftet bekendtskab svampene.
Den blotte eksistens af psykedelika synes at skabe det materielle grundlag for et åndeligt liv, hævet over enhver tvivl. Det er muligt, hvis ikke faktisk plausibelt, at gribe denne påstand an fra den anden ende og argumentere, som Aldous Huxley gjorde, at den primære funktion af hjernen kunne være eliminativ: At et af hjernens formål er at forhindre bevidstheden i at blive oversvømmet, således at væsner som os selv, kan færdes på vores vej i verden uden at blive overvældet af de visionære fænomener og blive forvirret af den enorme viden og indsigt, der måtte være irrelevante for vores umiddelbare overlevelse. Huxley mente, at hjernen var en slags "reduktionsventil" for "Universets Sind," dette ville forklare effekten af psykedelika: De kunne simpelthen være et værktøj til at åbne for hanen.
Desværre kan man sige, operede Huxley udfra den fejlagtige antagelse, at psykedelika mindsker hjernens aktivitet og imidlertid har moderne teknikker til hjernescanning vist, at de psykedeliske stoffer har en tendens til at øge aktiviteten i mange områder af hjernen.
Ikke desto mindre bliver et ekstraordinært stort antal oplysninger fra vores sanser filtreret fra og ligesom mange der har taget psykedelika kan jeg bevidne at psykedelika helt bestemt åbner portene og tillader helt andre indtryk end normalt at få plads i oplevelsen.
Der er ingen tvivl om, at sindet er større og mere fleksibelt end vores almindelige, vågne bevidsthed antyder. Og som følge heraf er det også umuligt at formidle dybden i den psykedeliske tilstand til den, der aldrig selv har haft sådanne oplevelser.
Mange mennesker stiller spørgsmålstegn ved forskellen mellem meditation (og andre kontemplative praksiser) og psykedelika. Er psykedelika en form for snyd, eller er de det ene, uundværlige værktøj til autentiske opvågnen? De er hverken eller. Mange mennesker glemmer, at alle psykoaktive stoffer modulerer eksisterende neurokemi i hjernen, enten ved at efterligne bestemte neurotransmittere eller ved at få neurotransmitterne til at være mere aktive. Der er intet, man kan opleve på psykedelika, som ikke på et eller andet niveau, er et udtryk for hjernens potentiale. Derfor, uanset hvad man oplever efter indtagelse af et psykedelikum som LSD er det sandsynligvis blevet oplevet af en person, et eller andet sted, uden brug af LSD.
Det kan dog ikke benægtes, at psykedelika er et unikt potent middel til at ændre bevidstheden. Selvom en person lærer at meditere, bede, synge, lave yoga, eller lign., er der ingen garanti for, at personen vil opleve noget sindsoprivende. Afhængig af vedkommendes egnethed, interesse osv., kunne kedsomhed være den eneste belønning for indsatsen. Men hvis en person indtager 100 mikrogram LSD, er der absolut ingen tvivl om, at noget vil ske. Hvad der vil ske, vil afhænge af en række faktorer, men der er absolut ingen tvivl. Resultat er garanteret. Og kedsomhed er simpelthen ikke en mulighed.
Inden for en time, vil betydningen af vedkommendes eksistens komme væltende ned i hovedet på vores helt som en lavine. Som Terence McKenna aldrig blev træt af at påpege, så er denne garanti for dybtgående virkning, hvad der adskiller psykedelika fra enhver anden metode til åndelig fordybelse. Det er imidlertid en forskel, der medfører visse konsekvenser.
Indtagelse af et kraftig psykedelisk stof er som spænde sig til en raket uden styringssystem. Man kan være heldig at flyve til storslåede destinationer som er de færreste forundt. Afhængigt af stoffet og ens "set og setting," er visse destinationer da også mere sandsynlige end andre, men uanset hvor systematisk man end forbereder sig til rejsen, kan man stadig blive slynget ind i sindstilstande så smertefulde og forvirrende, at de ikke kan skelnes fra psykose.
Jeg har besøgt begge ekstremer på det psykedeliske kontinuum. De positive erfaringer har været af mere sublim karakter end jeg nogensinde havde kunne forestille mig og end jeg retfærdig kan genkalde. Disse substanser afslører et lag af skønhed, som al verdens kunstformer er magtesløs i forhold til at indfange. Det er én ting at være overvældet og fyldt af ærefrygt ved synet af naturvidundere som de majestætiske himalaya bjerge. Det er noget helt andet at tilbringe en tilsyneladende evighed i ego-løst samvær med dem.
Positive psykedeliske oplevelser afslører ofte, på fuldstændig forunderlig vis hvor fuldkommen tilpas og samhørig et menneske kan være og føle sig i universet - og for de fleste af os, kan den normale vågne bevidsthed ikke tilbyde så meget som et glimt disse dybere muligheder.
Men ligesom toppene er høje, er dalene dybe. Mine "dårlige trips" har uden tvivl været de mest sindsoprivende timer jeg nogensinde har oplevet, og de gør begrebet helvede, som en metafor, hvis ikke en destination, enormt rammende.
Omend alting er der stor lærdom at hente i disse oplevelser, og om ikke andet, kan de pinefulde oplevelser tjene som en kilde til medfølelse. Jeg tror, det er umuligt at have nogen fornemmelse af, hvad det vil sige at lide af reel sindsygdom uden selv at have berørt dets kyster.
I begge ender af kontinuumet opfører tid sig på måder, som ikke kan beskrives, bortset fra at sige, at disse oplevelser kan virke som at strække sig for evigt. Jeg har haft oplevelser, hvor enhver viden om at jeg havde indtaget et stof, og alle minderne om min fortid var væk. Fuldstændig nedsænkning i nuet, i den grad, er synonym med følelsen af, at man altid har været og altid vil være, i netop denne tilstand.
I begyndelsen var mine erfaringer med de psykedeliske stoffer så positive, at jeg ikke kunne tro en dårlig tur var muligt. Begrebet “set og setting," syntes at være ganske tilstrækkelig i forhold til at tage højde for dette. Min mentale tilstand var nøjagtigt, som den skulle være, jeg var en seriøs psykonaut (græsk: psychë: sjæl/ånd & naútēs rejsende/navigatør) ind i mit eget sind.
Jeg kan ikke redegøre for hvorfor mine eventyr med psykedelika var så ensartet fantastiske, indtil de ikke var det, men da portene indtil helvede endelig åbnede sig, synes de at været blevet efterladt permanent på klem. Derefter, uanset om et trip samlet set var godt, medførte det generelt nogle usikre afsnit på vejen til toppen. Det vidner om at jeg stadig har aspekter inden i mig at arbejde med, ting at give slip på, men det er en sej kamp.
Selv om stoffer som LSD er biologisk sikkert, er potentialet for ekstremt ubehagelige og destabiliserende oplevelser den medfølgende risiko. Jeg tror, jeg var positivt påvirket i uger og måneder af mine gode ture, og ligeledes negativt påvirket af de dårlige.
Men når alt kommer til alt vil jeg ikke, om jeg så havde muligheden for det, fjerne en eneste af mine psykedeliske oplevelser, god som dårlig.
Hvilket også betyder at jeg ikke er bleg for at anbefale folk at stifte bekendtskab med de psykedeliske stoffer, dog altid med en anbefaling om at udvise stor ydmyghed, respekt og omtanke på deres rejse ind i dem selv.
Som fodnote vil jeg dog notere at psykedelika ikke garanterer visdom. Og visionære oplevelser, betragtet i deres helhed, forekommer mig at være etisk neutrale. Både mayaerne og aztekerne brugte psykedelika, samtidig med at være entusiastiske udøvere af menneskeofring, hvilket gør enhver idealistisk sammenhæng mellem psykedelisk shamanisme og et oplyst samfund en smule naiv. Dermed ikke sagt at jeg mener at psykedelika ikke spiller en rolle. Psykedelika afslører nemlig ofte i løbet af blot et par timer dybder af ærefrygt og forståelse, der ellers kunne undvige os i en menneskealder.
Min tidligere udtalelse om at psykedelika synes at skabe det materielle grundlag for et åndeligt liv låner på betragtninger af den kendte psykiater Carl Gustav Jung, der bl.a. udviklede dybdepsykologien, koncepterne omkring den udadvendte og indadvendte personlighed, arketyper og det kollektive ubevidste.
Stanislav Grof, en anden psykiater og en af grundlæggerne af området for transpersonlig psykologi, forsker i brugen af ikke-ordinære bevidsthedstilstande med henblik på udforskning, healing, og personlig udvikling og indsigt i den menneskelige psyke referer Jung i sin bog "Fremtidens psykologi", s.220 (dansk udgave 2001): "Den bedste behandling mod dipsomani (et arkaisk begreb for alkoholisme) er religiomani".
På samme side fortæller Grof, at Jung havde en patient, der var alkoholiker og at Jung efter flere års forgæves terapi, rådede patienten til at tilslutte sig et religiøst samfund og håbe på en dyb spirituel oplevelse. Med henvisning til samme patient skrev Jung i et brev: "Hans higen efter alkohol svarede, på et lavt niveau, til vores væsens spirituelle tørst efter helhed, udtrykt i middelalderens sprog: "foreningen med gud". Jung påpegede også, at på latin dækker begrebet spiritus begge betydninger - alkohol og ånd. Grof skriver også, at alkoholisme og narkotisk stofmisbrug er "en misforstået søgen efter transcendens" (s.150).
En søgen efter at blive forenet med den verden, der kan synes langt væk i den normale livsproces, der går sin sikre gang mod det endelige nederlag værende døden.
Grof udvikler Jungs pointe om at rusmidler blot er en overfladisk erstatning for en sand religiøs søgen til, at mene, at alkoholisme kan behandles med psykedeliske stoffer, som vil kunne give oplevelser som alkoholikeren underbevidst higer efter.
Jeg sidestiller behovet for religion og spiritualitet, med behovet for en højere mening og sammenhæng. Jeg mener, at årsagen hertil er menneskets evne til at forholde sig til sig selv. Det virker logisk for mig, at denne forholden sig til os selv, vil fordre spørgsmål om hvorfor vi er her og hvad er meningen er.
Det er min oplevelse at der er en tendens til, at behovet stiger i styrke jo mere vi nærmer os døden, eller når vi pludseligt konfronteres med den. Det ses særligt, når vores biologiske rolle udspilles og behovet for mening og sammenhæng trænger sig på. For mange mennesker udløser det ofte en voldsom krise, f.eks. når børnene flytter hjemmefra, eller hvis de ikke kan arbejde mere, eller når deres kære blive syge eller dør, netop fordi vores biologiske rolle er udfyldt og vi forholder os til det.
Men hvis den psykedeliske oplevelse faciliterer en sand spirituel oplevelse, hvorfor er de så stadig så omgærdet med så megen tabu? Burde de ikke i stedet omfavnes af de religiøse institutioner og integreres i den rituelle praksis? Anvendes som katalysatorer for vores slumrende spiritualitet, usynlig for de fleste i vores almindelige bevidsthedstilstand omringet af det evigt ekspanderende supermarked?
Den psykedeliske/buddhistiske relation
Hvorfor skal der opstilles en parallel mellem psykedelika og buddhisme? Og kan de overhovedet betragtes i forsamling?
For det første synes jeg at psykedelika og buddhisme behandler den samme udfordring: befrielse af sindet, opløsning af illusion.
For det andet er buddhister i Vesten af en eller anden kombination af årsager ofte opstået ud af rækkerne af psykedeliske opdagelsesrejsende. Derfor er det at forstå denne forbindelse elementær til at forstå buddhismen i Vesten. At denne forbindelse er så ofte overset er til skade for forståelsen og for dem, der ønsker at studere den vestlige buddhisme.
Jeg vil inden jeg forsætter med at behandle emnet anbefale bogen Zig Zag Zen af Allan Hunt Bardiner og Alex Grey som behandler emnet “buddhisme og psykedelika” igennem en række essays af forfattere, kunstnere, munke og forskere.
Personligt ville jeg selv ønske at buddhismen i Vesten ville tilnærme sig psykedelika, meget på samme måde som den oprindelige religion eller spirituelle tradition i Tibet, Bön, gjorde det ved mødet med buddhismen, som en iboende del af miljøet, der skulle integreres, snarere end skubbes til side.
Taget i betragtning af i hvilket omfang den psykedeliske oplevelse henvender sig til spirituelle, naturreligiøse og shamanistiske strømninger ville buddhismen på denne måske i sandhed kunne finde sin fulde styrke. Mulighederne Vesten repræsenterer for, at den rå shamanistisk energi, kan fusioneres med buddhismen er enorme, og bør være af ekstrem interesse for enhver med interesse i den vestlge verdens skæbne og den menneskelige civilisation som helhed. Hvis et samlingspunkt mellem den iboende medfølelse og ekstatiske udforskning kan findes og smedes, vil det kunne gavne både praktiserende og verden som helhed enormt.
De fleste af de undervisere og forskere, der er blevet kendt i den psykedeliske bevægelse er også erfarne indenfor buddhistisk filosofi og praksis. Men alt i mens at psykedelika lurer i Vestens første-generation af buddhistiske læreres personlige historie, finder vi i dag mange lærere som fraråder at forfølge den sti de engang selv rejste. Kun få holder ved påstanden om at brug af psykedelika er en sti i sig selv, og mens andre hævder at det er en legitim indgang til buddhismen, er der andre der føler at buddhisme og psykedelika er uforenelige.
Men som en sen Terence McKenna bemærkede så var han oprigtig overrasket over i hvilket omfang buddhismen har udforsket dimensioner, han havde været fast besluttet på, udelukkende var dimensioner opnåelig igennem brugen af psykedelika. "Den er mig en gåde, hvordan buddhismen opnår alt dette uden psykedelia, ikke kun hvordan, men hvorfor, da disse dimensioner af erfaring synes temmelig nemt tilgængelige gennem hallucinogene stoffer og planter, men ulideligt sjældne og usædvanlige på nogen anden måde."
Psykedelika kan anvendes på mange forskellige måder med vidt forskellige formål, og resultaterne afhænger i høj grad af den praktiserendes erfaringer, intentioner, viden, færdigheder og åndelige parathed. Kritisk undersøgelse og analyse, og friheden til at gøre disse opdagelser for sig selv er et vigtigt grundlag for buddhismen og findes så langt tilbage som i Kalama Sutra hvori Buddha opfordrede folk til at praktisere for sig selv og ikke tage hans ord for gode. Alan Watts som var en af de første og fremtrædende vesterlændinge til at følge den buddhistiske lære, betragtede buddhisme og psykedelika som værende en del af den samme individuelle filosofiske eller spirituelle søgen. Han var ikke interesseret i at buddhismen skulle defineres på en sådan måde, at man skulle undgå at blande ens tænkning eller interesse i ting såsom kvantefysik, gestalt terapi eller psykedelika sammen med buddhisme. Tværtimod mente han at enhver undersøgelse af det menneskelige potentiale ville udforske og opdage de forskellige og overlappende synspunkter, til fordel for en bredere forståelse.
En anke oplevet fra det buddhistiske samfund lyder dog at "i buddhismen søger vi forståelse, ikke ekstase." men mens der dog ikke noget galt med ekstase som sindstilstand, peges der i stedet på de faldgruber der er forbundet med hvad der bliver betegnet som en hurtig vej til ekstase og ekstreme visionære oplevelser, "Hvis man har brug for at gentage en oplevelse, er det at styrke tilknytningen til denne oplevelse. Når en person føler, at de har brug for psykedeliske stoffer til at uddybe deres spirituelle rejse, styrkes tilknytningen til disse særlige tilstande af bevidsthed og en særlig dyb grad af tilknytning skabes."
Jeg vil dog tilføje at sige at afhængighed af enhver art skaber lidelse, det samme gælder afhængighed til enhver form for praksis. Jeg har i min omgangskreds venner hvis dag tilnærmelsesvis ødelægges eller stærk forværres hvis ikke de mediterer på bestemte tidspunkter. Aghængighed eller tilknytning skaber lidelse. Balance og uafhængighed synes at være nøglen, om så man anvender psykedelika eller tantriske praksisser.
Kernen i spørgsmålet synes dog at være hvad der sker som følge af den åndelige oplevelse faciliteret af psykedelika. Bruges den til at åbne endnu mere op for verden, og derved fornemme dens lidelser og forsøge at lindre dem? Eller bliver det til en nedadgående spiral der tillader en falde længere og længere væk fra virkeligheden? De buddhister der er hængt op på bagatel fortolkninger af dharmaen er ikke mindre udsatte end den psykedeliske opdagelsesrejsende, hvis største bekymring er blevet det næste trip. Den midterste sti ser ud til at undgå disse forvrængninger, udgøre ægte åbenhed og styre én tilbage på at forblive udsat og ydmyg overfor verden.
Et uundgåeligt biprodukt af åbenhed er medfølelse. Hvis man virkelig er åben og udsat overfor ens miljø, i et sådan omfang at man tydeligt kan opfatte hvordan ens selv ikke ender ved ens hud, bliver medfølelse en naturlig reaktion.
Et andet biprodukt af den psykedeliske oplevelse synes at være en bevidsthed om forbundetheden af tilsyneladende seperate objekter og modsætninger. Måske populariseringen af både buddhisme og psykedelika har flyttet det kulturelle sind fra en overvejende konceptuel og liniær opfattelse af verden til en bevidsthed der er mere økologisk og holistisk. Mens en overvejende del af befolkningen formentlig altid vil tænke liniært er bevidstheden om at denne form for bevidsthed er relativ og en menneskelig konstruktion og ikke en afspejlning af “objektiv virkelighed” voksende.
Sikkert er det at psykedelika leder til en form for åbenhed. Udfra mine egne oplevelser med psykedelika, og den åbenhed eller eksponering de skabte hos mig, kan jeg med sikkerhed sige at de førte mig i retning af større medfølelse. For det er jeg mine psykedeliske oplevelser uendelig taknemmelig.
Dog som jeg også gjorde det klart i begyndelsen af denne tekst er udfaldet af den psykedeliske oplevelse afhængig af sindstilstand, livshistorie og faktisk alt andet hvad du bringer med dig ind i trippet. Den unikke sammensætning af information du besidder former trippet, og personligt har jeg den tro at man altid vil få nøjagtig det ud af et trip man har brug for for at forsætte sin personlige transformation, hvis blot man er villig til at kigge dybt ind og foretage selvransagelse på oplevelserne.
Så en smule tøvende vil jeg påstå at alle veje gennem psykedelika i sidste ende fører til åbenhed i en eller anden form. Og åbenhed til kærlighed. For er der en ting som både den psykedeiske oplevelse og spirituelle praksis har til fælles, er det kærlighed.
Kærlighed
- er alt du behøver, lyder en strofe i en velkendt sang. Og det er sandt, alt, hvad vi behøver, er kærlighed. Men ved vi egentlig hvad kærlighed er? Kærlighed er et ord, der synges om i sange, skrives om i digte, tales om en masse og det er noget mange mennesker længes efter, på den ene eller den anden måde, for det meste i form af en partner. Vi hører det en masse i disse dage: "Vær i hjertet" og "Vær Kærlighed", "Kærlighed er svaret, fordi kærligheden vinder altid!", "Send kærlighed og lys!" og så videre. Folk bruger det afslappet i samtaler i deres dagligdag. Mange ser det som løsningen på alle verdens problemer. Alt du behøver er kærlighed!
Hvis det er så nemt, hvordan kan det så være, at intet fundamentalt set er forandret på planeten Jorden, på trods af de åbenlyse teknologiske fremskridt? På trods af visdommen om at kærlighed er svaret på alting er blevet overleveret i årtusinder?
Vi ser fortsat folkedrab, undertrykkelse og krige. Hundredtusindvis af børn og civile er døde i Mellemøsten og rundt om i verden på grund af krigsmaskinen der kontrolleres af psykopatiske ledere, der er ligeglade med folk, der bærer et fredstegn med en proklamation om kærligheden er forandringens kraft.
Ser man på det lidt mere nøje, kan vi se at »kærlighed« er et af de mest misbrugte og misforståede ord i menneskets historie.
Vi misforstår ting som tilfredsstillelse, sentimentalitet, forpligtelse, passion, begær og andre overfladiske følelser, ideer og konditionerede begreber for »kærlighed« i et forsøg på fylde det tomrum vi føler i vores tilværelse. Disse fordrejninger bruges for det meste ubevidst som stødpuder for at undgå at se virkeligheden som den er, ved at se på verden med rosen-farvede briller, i stedet for at se sig selv og verden mere objektivt, hinsides de overfladiske fremtoninger.
Men som Niccolo Machiavelli udtalte;
"Det store flertal af menneskeheden er tilfreds med fremtoninger, som var de realiteter, og er ofte mere påvirket af de ting, der synes, end af ting, som er."
Som gennemgået i indledningen er der personlig kærlighed mellem mennesker, moderlig kærlighed, kærlighed til familien, til samfundet, kærlighed til sig selv, kærligheden til noget større end sig selv, kærlighed til gud og endda kærlighed til menneskeskabte ideologier og begreber som »nation« og »land«.
Så hvad er kærlighed? Hvordan kan vi beskrive eller definere sådan en magtfuld kraft? Ord er meget begrænsende og kan kun pege på det, men er det ikke. Måske kan vi starte med at undersøge, hvad kærlighed ikke er.
Når det kommer til mellemmenneskelige forhold, ser vi ofte kontrol-dramaer, jalousi og misundelse, det er naturligvis ikke kærlighed, men udtryk og adfærd baseret på frygt og nød, en form for misforstået kærlighed. Kærlighed er relateret til følelser, men følelser opleves fysisk i kroppen gennem kemiske reaktioner i hjernen og resulterer i en "rus", der kan danne grundlag for psykisk eller følelsesmæssig vampyrisme. Følelsesmæssig vampyrisme er hvor vi på et plan, lever på og tilfredsstilles af de forskellige kemiske cocktails der produceres af bestemte følelser. Som enhver anden rus kan vi blive afhængige af den “selvskabte rus” og derfor blive afhængig af at opleve bestemte følelser, eks. er folk der konstant skaber drama og intriger, ret basalt set, afhængigt af deres følelser.
Mange mellemmenneskelige forhold er baseret på denne mekanisme, som intet har at gøre med kærlighed, men er et parasitisk behov der resulterer i en negativ indbyrdes-afhængighed. Seksuel tiltrækning forveksles også til tider med kærlighed. Mange mennesker kommer til at indgå i forhold af de “forkerte årsager”, det være sig for at undslippe deres ensomhed, til at udfylde et hul i deres liv eller for at leve af den anden persons fysiske og psykiske ressourcer. For det meste sker dette ubevidst og af den årsag har folk en tendens til at lyve overfor sig selv om kærlighed og deres forhold, og på mange måder ikke se den anden person, som han eller hun i virkeligheden er, og end ikke engang se sig selv som de er.
Folk overbeviser dem selv om deres egne løgne, og bliver ofre for deres egne opfindelser, i det de begynder at indrette deres liv efter normer for opførsel, ideer, følelser eller instinkter, som ikke svarer til deres indre virkelighed. Hvad der er virkelig alvorligt i denne sag er, at den enkelte mister alle referencepunkter til, hvad sandhed omfatter, og hvad løgn omfatter. Han bliver vant til kun at betragte det der er sandt, som det der er bekvemt for hans interesser, alt, hvad der er i opposition til hans selvværd eller i konflikt med allerede etablerede fordomme, anser han for falsk.
– John Baines
For virkelig at elske en anden person, er vi nødt til at se den anden som han eller hun er, uden at forsøge at ændre denne person. Det er grundlaget for ubetinget kærlighed, men for at det kan ske, må vi også kende os selv og se os selv som vi virkelig er. Det handler om accept og hensynstagen, at kunne give og modtage, at være hensynsfuld og ikke forvente noget. Men ud over personlige relationer, er tanken om kærlighed også blevet fordrejet og brugt overfladisk som slogans. Kærlighed sidestilles også ofte med at være positiv, åben, venlig, ikke at sige eller fokusere på noget som helst "dårlig" eller "negativ", og altid at være munter. Selvfølgelig er der intet galt med venlighed og positivitet, men det skal være baseret på sandhed, ikke løgne, rationaliseringer eller undvigelse, herunder politisk korrekthed, som kun fører til selvtilfredshed.
Nogle mennesker siger, at vi skal være mere hjerte-centreret, kærlige og medfølende.
Ja, selvfølgelig har vi alle brug for at forbinde os mere til vores hjerte, udvise medfølelse, og især udvide vores empati til at gælde hele verden, og ikke udelukkende vores nære venner og familie. Men hvad betyder det egentlig? Mange mennesker synes at knytte kærlighed til følelser eller venlighed, men er det ikke mere end det? Er kærligheden ikke rettere som en højere tilstand af bevidsthed og Væren? Vi synes at forveksle “kærlighed” med mange ting og endda nogle gange dømme intellekt som værende "dårligt" og derfor foreslå, at vi skal "tænke" med vores hjerte og gøre, hvad vi "føler" lyst til at gøre , som for det meste blot resulterer i selvbedrag og mangel på kritisk tænkning. Det handler om at tilpasse hjerte med intellekt, intuition med logik, mystik med videnskab.
(...... mere følger ......)
.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.
Stærke, Smukke og Ekstraordinære!
Som den notoriske sorte profet, stand-up komikeren Bill Hicks engang udtalte så gør pot dig ikke mere doven, det gør dig bare mere klar over på hvad der i virkeligheden er værd at bruge tid på.
(noter: stoned ape-theory, spejlneuroner, frontallapper, transdencering, medfølelse, empati, altruisme, kærlighed, vejen til enhed, kritik af fejlopfattelser hos visse new age forgreninger, misforståede kvantemekaniske implikationer, overforsimplinger af Alt-er-en osv osv osv ... )
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
