Hey you.
Jeg har de seneste år haft søvnlammelser. De startede ud med at være meget realistiske, skræmmende og fyldt med hallucinationer. Jeg har nu brugt omkring 3-4 år på at stride imod dem og finde løsninger på problemet, men det er nu gået op for mig, at jeg nok ikke kan få dem til at forsvinde. Derimod vil jeg prøve at acceptere dem og omvende dem til noget positivt. Den seneste tid er mine søvnlammelser begyndt at ændre form. De starter nu med en form for fuld bevidsthed, hvor at jeg bliver ramt at den mærkeligste sinds tilstand. Det starter med, at alt føles som om at flyder og kører rundt i hjernen. Min krop begynder også kort tid efter at få denne her flydende, lammende fornemmelse. Derefter springer følelsen fuldstændig i luften og det bliver meget voldsomt. Jeg begynder ofte at miste en form for jordforbindelse her, og begynder at snurre rundt om mit eget hovede, falde ned i sengen eller svæve over sengen. Her plejer jeg somregel at stride imod, fordi det bliver for overvældende. Men når jeg strider imod, er det her, at det begynder at blive meget angstfuldt, og der kan forekomme uhyggelige hallucinationer.
For et par dage siden lå jeg i min seng og slappede af, mens jeg så fjernsyn og lukkede øjnene i. Det gik helt amok med mine søvnlammelser, og de kom omkring 5 gange i løbet af en halv time ca. Den 4. gang ville jeg forsøge at flyde med. De resulterede i, at jeg fik følelsen af, at sætte mig op på sengekanten og kigge ind i fjernsynet, hvor jeg kunne se, hvad der skete, samtidig med jeg lå ned i sengen med lukkede øjne. Den sidste gang prøvede jeg igen. Da tilstanden kom, sagde jeg til mig selv, at det var den bedste følelse, jeg nogensinde havde haft, og jeg prøvede at nyde den og føle mig tryg, imens det hele blev mere og mere forstærket. Til sidst var det som, at min psyke, sjæl (eller hvad fanden, det nu er) blev adskilt fra min krop. Jeg fik en følelse eller nærmere en viden om, at jeg nu befandt mig svævende over min egen krop. Kort tid efter panikkede jeg, og blev ekstremt bange for, at de ville blive adskilt for evigt, og jeg søgte tilbage til min krop og fik det normalt igen.
Jeg har aldrig rigtig troet på, at vi har en sjæl, men denne oplevelse var meget livagtig og indsigtsfuld. Jeg ved godt, at søvnlammelser skal tages med et gran salt, og jeg har aldrig tænkt at man kunne få noget som helst sandt eller vigtigt ud af dem. Men denne her gang, føltes det anderledes. Jeg følte mig åndssvagt meget til stede, og det føltes meget langt væk fra drømmeverdenen. Efter denne oplevelse er jeg sgu begyndt at tvivle på, om der er noget der hedder en sjæl, men denne sjæl er ikke som jeg altid har tænkt en sjæl. Det en samlet energi af en slags, som egentlig ikke har det største at gøre med vores ego, men mere er en del af en større sammenhæng mellem vores alles 'sjæle' og en del af et meget større sammenhæng.
Selvom jeg nok har oplevet en lille ud af kroppen-oplevelse, er jeg næsten sikker på, at disse søvnlammelser ikke er færdige med at jage mig. Jeg fik den ikke levet helt ud, da jeg hurtigt blev for overvældet og for skræmt til at dykke længere ned i oplevelsen. Jeg har altid været meget draget af at få viden om vores verden, men jeg må indrømme, at jeg bliver skræmt, og egentlig nok ikke har det største behov for at opleve en rigtig ud af kroppen oplevelse - endnu i hvert fald. Der er så mange mennesker der stræber efter det. Hvorfor? Det skal lige siges, at jeg er en pige på 18, som er udemærket klar over, at jeg skal passe ekstremt meget på min psyke især for tiden, og jeg ved slet ikke, om det er klogt for en pige som mig med angst at bevæge mig ud i?
Jeg har virkelig brug for at få nogen råd og noget vejledning til dette, da jeg ikke umiddelbart føler, at jeg kan komme udenom denne her.
Senest rettet af Migdenseje 28 dec 2012 16:28, rettet i alt 1 gang.
|