Psychedelia.dk

Jeg har igennem tiden opdaget en tendens hos den gængse heteroseksuelle mandepsykonaut, som arbejder med sig selv ved hjælp af psykedeliske stoffer. Det er yderst projicerende dette, så bær over med mig.

Tit og ofte når vi opnår en form for gennembrud i vores arbejde med os selv, går vi straks igang med at pynte på de ydre værdier, sundhed, træning af muskler og krop, en hjælpsom attitude og aktiv lyttende adfærd overfor potentielle mager - tilføj selv flere.
Dette er ikke så mærkeligt igen, hvis man godtager argumentet om moderne kvinder, i takt med feminismen fremkomst, signalerer højere og højere standarder hos deres mandlige modstykker. Når man som aktiv (måske overaktiv) psykonaut jævnligt åbner sit sind for nye inputs vil man uundgåeligt komme til at opfange de her signaler henad vejen. Den mest basale af alle vores drifter: videreførelse af arten, kommer derfor op at slåsse med den næstmest basale drift: flygt eller forsvind. Dette gør sig selvfølgelig kun gældende hvis man som jeg, på et intellektuelt plan, har overbevist sig selv om, at "børn er der ikke brug for flere af i denne her sindsyge verden vi lever i"
Når det så er sagt, så mener jeg også, at vi som samfund blevet en flok frygtsomme individder, der ikke tåler ligeså meget smerte og modgang som vi i præ-industrielle tider oftere blev udsat for, derfor vinder frygten utroligt let, når vi gang på gang møder modgang i vores par-mageri - og alle der har set star wars ved jo godt hvad frygt leder til

Min hypotese går derfor på, at alle -ismer men specielt feminismen, er en slags kollektiv underbevidst frigørelsesmekanisme for hele menneskeheden - med andre ord oplysningstiden er langt fra ovre endnu, selvom dens sidste krampetrækninger alligevel synes mere formørkende end oplysende for vores sind. Selv den udskældte kapitalisme har blandt dens fortalere og udøvere efterhånden antaget en sådan form, at flere og flere vælger at frigøre sig fra den på bedst mulig vis...

Debatér folkens - og hav en god tirsdag

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Jeg forstår det ikke. Er du en af dem som mener manden er under pres fra feminismen?

Jeg mener fint der er plads til manden i feminismen. Mine nosser hænger, og det har jeg aldrig oplevet som et problem.

Jeg har en anden hypotese som bygger på, at mange mænd definerer sig selv, som alt det som kvinder ikke er eller står for:
- Mænd viser ikke følelser
- Mænd drikker ikke kulørte drinks
- Mænd bryder sig ikke om heste
- Mænd kan ikke lide pink
- find selv på flere.
Hvis selvforståelsen bygger på, at for at være accepteret i flokken, skal man hele tiden lade sig begrænse og rette ind i den kasse som hedder 'mandighed', ur-gamle regler som alle i flokken holder hinanden op mod, og følger dem nidkært. Alt hvad der falder uden for reglementet er bøsset, eller i bedste fald suspekt. Den lille kasse kunne jeg på ingen måde affinde mig i, at andre har ret til at begrænse mig, bare fordi jeg er mand - så det har bevirket at jeg dyrker farver, mønstre og følelser på fuld smadder, og har lov til at date hvem det passer mig M/K. Jeg har aldrig haft det så godt efter jeg er blevet smidt ud ad 'mandeklubben'.

_________________
HUSK: Fjenden læser med.

Haha, der er intet galt i projicering, så længe man er bevidst om det og kan grine lidt af sig selv.

Jeg forstår ikke helt, hvad du mener, når du siger at -ismer er en underbevidst frigørelsesmekanisme på kollektiv skala?
Det harmonerer i mine øjne ikke med det du beskriver - nemlig at manden er 'lænket' og indretter sin persona efter de krav, der stilles af den feminine modpart. Eller mener du, at manden bliver frigjort fra sin primale og maskuline side, der tidligere var en nødvendighed for overlevelse, i gennem en kulturel ændring i det post-industrielle samfund, der gør at det modsatte køn stiller nye og anderledes krav til deres partner? I så fald vil jeg stille mig i opposition. Jeg mener ikke at kulturelle ændringer betyder en frigørelse fra nogle sider af væsenet. Det bliver bare nogle andre aspekter af selvet, som undertrykkes og ikke integreres i personaen. Du må meget gerne skrive tilbage med et opklarende indlæg, så jeg måske bedre kan forstå, hvad du helt præcist mener.

Ændringerne i adfærd som du beskriver er generelle og jeg tror, at det er vigtigt at bemærke, at der kan være forskellige mekanismer på spil. Optræning af kroppen og fokus på sundhed og velvære kan lige så godt have at gøre med en dybere respekt for sit 'fartøj', og de 'feminine' træk som nærvær og aktiv lyttende adfærd kan have lige så meget at gøre med en integration af mandens anima. Min opfattelse af den psykedeliske oplevelse er netop, at man for en stund kan træde udenfor overfladeforståelsen af sig selv og 'mærke' de aspekter af selvet, som er blevet forvist til det under- og ubevidste plan (det kollektivt ubevidste lige så vel). Det er her, at muligheden for personlighedsændringer opstår. Jeg er dog enig i, at man er meget sensitiv og kan være meget modtagelig overfor ydre påvirkninger under et trip, såvel som efterfølgende. Driften til videreførsel af generne er så stærk, og kan lede mennesker til de skøreste ting, men jeg er nu ikke enig i den freudianske forståelse, at den driver al menneskelig adfærd.

Med de postmodernistiske briller på, kan adfærdsforskelle kønnene i mellem beskrives som blot et resultat af kulturelle forudsætninger der gør, at vi undertrykker visse aspekter af selvet, og kultiverer andre, for at 'leve op til' samfundets forventninger til os som mand eller kvinde. Det er lidt den opfattelse, jeg fornemmer hos dig, er det helt forkert?

Spændende post, det fik tankerne i gang.

Jeg må nok lige få nævnt at jeg ER både Freudianer og Jungianer, ikke at jeg har studeret deres arbejde i dybden, men jeg tror på, at vi i dag generelt er styret langt mere af sexuelle drifter end vi vil være ved - grunden til at vi ikke vil være ved det, tilskriver jeg hovedsagligt de abrahamske religioners påvirkning som generelt set har en temmelig mandsdomineret forhistorie. Jeg kan heller ikke lade være med at tro, at vi i det daglige er langt mere påvirket af alle de symboler vi, i kraft urbaniseringen og digitaliseringen af vores liv, bliver påvirket af på daglig basis... Så sent som i dag, faldt jeg over en artikel i Metro express der udelukkende handlede om en kvinde der havde en kjole på med en halsudskæring der lignede en pik - det er i mine øjne, et billede på hvor ignorante vi er overfor, hvilke drifter det egentlig i sidste ende er styrende for vores adfærd.

Jeg taler på ingen måde om lænker her, kan godt se at det kan forståes sådan, det er dog kun påvirkninger alt sammen og med arbejdet med selvet kan vi, over tid, slippe fri fra disse lænker. Der er nemlig MANGE mekanismer på spil og derfor postulerer jeg også, at selvom vi har en gennembrudsoplevelse med de psykedeliske stoffer, meditation eller anden åndelig praksis, kan vi stadig blive vildtledt, netop p.g.a af at mængden af mekanismer og påvirkninger er så overvældende i dag, at vi simpelthen ikke formår at navigere I dem med psykedeliske stoffer uden en vis aktiv afstandtagen fra den kultur vi er en del af. Hvis ikke vi gør det, skal vi gøre arbejdet med selvet til en fuldtidsbeskæftigelse eller i det mindste samle os i mindre decentraliserede grupper hvor dialogen om disse mekanismer er i højsædet.

Det sprog vi taler er i høj grad præget af dualiteter - os og dem, op og ned, frem og tilbage - men disse dualiteter relaterer i mine øjne i sidste ende kun til en subjektiv opfattelse af hvilke følelser vi forbinder med dem. For at komme med et tænkt eksempel kunne jeg for eksempel spørge: Hvornår er en hjemløs person hjemme? Eller: Hvordan kan det være, at man kan føle sig "rodløs" når vi allesammen på et biologisk plan har rødder I Afrika? Med sprog og symboler italesætter vi altså den virkelighed vi selv har lyst til at leve i og i takt med individualismens fremmarch har ALLE pludselig en forskellig virkelighed der er en lille smule anderledes end den næstes. Som jeg ser det, kan den udvikling kun føre til at vi i sidste ende kommer til at stå et meget ensomt sted og dermed enten distancerer os fra tanken om, at vi er kommet fra det samme, eller omfavner den på et kollektivt plan.

Jeg mener at både manden og kvinden er ved at distancere sig fra deres primale drifter, dette mener jeg i høj grad er et resultat af samtlige former for erkendelse. Grunden til at jeg har taget udgangspunkt i feminismen er, at vores vestlige samfund er præget af en maskulin "magt" som stræber efter en form for højere enhed, men samtidig ikke vil erkende, at denne enhed ikke kan nåes uden en feminim intention, så at sige... Ved godt at det er temmelig langhåret og flyvsk det her og jeg forsøger heller ikke på nogen måde, at vi skal opnå enighed (eller enhed..) Det er måske bare en måde, for mig, at intellektualisere new age tankegangen på, så jeg ikke skal fyre floskler af som f.eks.: "vi er alle én" og at "der kun er to valg, frygt eller kærlighed". For mig at se, er kærlighed nemlig ikke nogen følelse, det er en idé som vi har opfundet for at kunne holde frygten for døren. Før i tiden, da vi var underkastet elementernes og naturens love var dette en super smart idé, men selv nu hvor vi med teknologiens fremkomst har frigjort os fra naturen, sætter vi stadig kærligheden op på en pidestal som dét der skal skabe sammenhængskraft...

Ville det give mere mening for dig, hvis du skiftede ordet kærlighed ud med Gud og frygt ud med Satan?

Damn, jeg er på dybt vand her



Jeg mener som udgangspunkt at alle er påvirket af den kultur de lever, men det er ikke nogen negativ ting i min verden - det er vigtigt for mig at pointere.
Nogle mænd føler et pres fra feminismen, det er veldokumenteret, men det er ikke pres jeg taler om her, det er små påvirkninger og hvad de gør ved os over længere tid på et kollektivt underbevidst plan. Du skal ikke tænke så meget over hvem jeg er "én af" - jeg er lidt af det hele og jeg også lidt feminist - men du må da indrømme at f.eks. idéer som kvoter for, hvor mange kvindelige bestyrelsemedlemmer der skal være i en organisation, kunne være et tegn på at vi allesammen, på et eller andet plan, higer efter et mere harmonisk samfund. Det harmoniske samfund behøver ikke bestå lige dele mænd og kvinder, men snarere lige dele maskulin og feminim påvirkning...



Så har du vel også på et eller plan, ladet dig "feminisere"? Eller hvis vi skal bruge et bedre og mere præcist udtryk - du har accepteret menneskets (og vel egentlig alle organismers...) androgyne natur - hvilket kun er naturligt i en verden uden grænser for hvordan kærligheden skal se ud

For mig er maskulinitet og feminimitet langt mere metafysiske begreber, end det er ting som relaterer sig til, hvordan vi handler eller hvordan vi er sammensat rent fysiologisk og biologisk. Drifterne ER ved at miste magten over os, til dels på grund af det fodfæste vi som race har fået på planeten og dels p.g.a de erkendelser vi har gjort os, inden- eller udenfor fastsatte tankesystemer.


Jeg er lidt træt lige pt. så jeg modsiger højst sandsynligt mig selv indtil flere gange og taber lidt tråden... Pointér endelig de steder hvor det sker, så jeg kan finde bedre ord for den idé jeg prøver at føde her

- Snoezel

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Frygt er i øvrigt også en idé på et vist plan, men den er født langt mere af vores instinkter end af vores intuition. Med andre ord, synes frygten at være mere indefra kommende hvorimod kærligheden synes at være noget vi får ind udefra. Tænk over det på denne her måde - det er allesammen ting som vi har fået ind udefra, i det mindste på et sprogligt plan. Et nyfødt barn har ingen koncepter/ord for hverken frygt eller kærlighed og må derfor i høj grad basere sit erkendelsesgrundlag på hvad der påvirker dens krop. En person som har været udsat for meget smerte og frygt i sit liv har dermed, i mine øjne, præcis det samme grundlag for frisætte sig selv med den rette "kærlige" påvirkning så at sige... Det var muligvis et sidespor, men det er egentlig bare for at påpege, at jeg i sidste ende mener at vi igennem erkendelse er i stand til at frisætter os fra selv de mest invaliderende af traumer, måske ikke i livet, men så måske i døden... Og hvad er erkendelse så, andet end en ydre påvirkning? Et samspil med vores miljø...

Hvor er Odden når man skal bruge ham?

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Snoezel.. det første især, læser jeg som et rigtigt interessant emne, som jeg har tænkt meget over de sidste par år..
Jeg personligt, kan ikke se feminismen som andet end problemer..

Med alle de kussekommunister der blevet ansat inde for det offentlige, bliver en hver form for maskulinitet slået hårdt ned på af fissefascistiske stormtropper. Jeg ved ikke hvor mange knægte jeg har mødt der ikke ved hvordan de skal opføre sig som mænd fordi de er vokset op kun med deres mødre og en par nye "fædre" i gennem deres barndom som de så får at vide bare var nogle dumme svin når deres mødre ikke længer kom sammen med dem.
Jeg tror jeg stopper her ellers ender det bare med jeg forarge nogle, eller være gør dem "ked af det" hvilket nu er blevet en dødssynd.

Nu forstår jeg bedre, men holy cow, det er mange forskellige bolde du kaster i luften.

Jeg er ret enig med dig, når det kommer til sexdriftens rolle i hverdagen - den spiller en meget større rolle end vi vil kendes ved, netop pga. de skamfulde konnotationer som er knyttet til den i vores samfund. Jeg er også MEGET enig i den store problematik ved det senmoderne samfunds dyrkelse af individualisme som et nærmest religiøst ideal.

Så feminismen er altså en kollektiv ubevidst frigørelsesmekanisme, i dét den forsøger at skabe lige vægt mellem det maskuline/patriarkalske, der i tusindvis af år har præget vores samfund, og det feminine? Synes det er en meget interessant tanke og kan sagtens følge logikken i det.

Din kategorisering af kærligheden/det ideelle/gud/whatever som et menneskeskabt ideal, der fungerer som en forsvarsmekanisme, er meget nietzscheansk i mine øjne (han fremsætter samme synspunkt i Moralens Genealogi). Ikke at der er noget galt i det, jeg er skam meget enig i, at det er realiteten for størstedelen af religiøse/spirituelle mennesker. Jeg synes dog, at hele problemet med 'Gud er død'-tankegangen er, at Nietzsche synes at holde klar ressentiment overfor religion (for at bruge hans egen terminologi).

Kærlighed behøves nemlig hverken at være blot et menneskeskabt begreb eller et ideal, der transcenderer den menneskelige tilstand. Kærlighed er for mig accepten af de undertrykte aspekter af selvet. I gennem vores personlige udvikling kommer vi på et eller andet tidspunkt til at møde skyggeselvet. Det er dét, som enhver transpersonlig eller 'religiøs' oplevelse er - det infantile ego står overfor selvet som helhed. For de fleste mennesker er den naturlige reaktion at møde denne med angst og frygt, men det er ikke før vi kan omfavne vores skygge, at vi kan begynde at 'elske'. Al frygt og angst, på nær den primitive fight-or-flight response, stammer fra inaccepten af os selv som helhed. Vi projicerer vores egen indre 'satan' ud i omverdenen i frygten for at acceptere den som del af os selv. Når det forviste materiale kommer til overfladen og omfavnes, kan vi give slip på projiceringerne og møde verden med lethed og humor.

I virkeligheden er dét, hvad alle religionerne og mytologierne beskriver på et allegorisk plan (ja, jeg er en Common-Core fag). Den alkærlige Jesus på korset, der 'påtager sig' eller accepterer den menneskelige smerte, eller Buddhaen under bodhi-træet, der forvandler dæmonen Mara's pile til blomster. Kærlighed er altså ikke et ideal, der ekskluderer angsten fra menneskets væsen. Den ligger sig under dynen med angsten og laver the hanky-panky.

Det er naturligvis en proces, og det er selvfølgelig derfor vi ikke ser massevis af Jesus-figurer slentre rundt i indre København. Men det er et idealbillede, der giver mennesket et præg på, hvilken vej det skal gå. Vi har siden sprogets oprindelse haft tendens til det mytologiske, og jeg synes det er en skam at skære den del af os selv væk, fordi vi i dag kører en form for profan monoteisme, hvor den sokratiske metode er den eneste vej til viden og erkendelse. I stedet mener jeg vi bør reorientere vores syn på myterne, så de ikke er beskrivelser af en a priori idealverden, men metaforiske fingerpeg til de indre mekanismer, der på kollektivt plan er ens for mennesket.

TLDR; Frygten er ikke iboende, men et resultat af undertrykkelsen af aspekter af selvet, der finder sted i gennem den kulturelle 'indoktrinering'. Kærligheden/letheden er iboende i os. Som børn kunne vi møde andre mennesker uden forudindtagethed og fordømmelse.

Jeg kan dog sagtens se idéen i at intellektualisere new-age tankegangen, da man således kan have mere ethos blandt nutidens fornufts-fascister.

Selvom bonderøv måske ikke er ment negativt, kan det opfattes som sådan, og derfor slettede jeg lige indlægget - forsøg at hold tråden til debat og ikke kald enkeltpersoner navne. Sympatiske beskrivelser af træk og fællestræk som vi mistænker hinanden og befolkningsgrupper for at besidde er ok, men gør det konstruktivt.

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Netop, og her kunne vi jo passende trække en parallel til visse muslimers sårede følelser og dermedfølgende terrorhandlinger - jeg nævner kun muslimer her fordi det er deres "frigørelseskamp" der generelt er fokus på - jeg tror at kristne og jødiske organisationer har begået og begår en langt værre terror end den vi beskylder muslimerne for.



Som sagt, mener jeg at alle ismer er en frigørelsesmekanisme, men feminismen er speciel fordi den har sejret ad helvedes til, men alligevel føler folk at vi stadig har brug for den, men de kan oftest kun retfærdiggøre dens anvendelighed udfra en personlig erfaring og derfor møder man også individder som er blevet decideret militante i deres feminisme og har stillet en stor fed tyk testosteronmur op foran deres væsen. Jeg mener dog stadig at dette er en frigørende mekanisme I og med at disse individder kan få fred fra det maskuline overfald de føler.



Yes yes yes!! Jeg forholder mig personligt videnskabeligt panteistisk til omverdenen og har gjort det I i hvert fald en 3-4 år. Og, som jeg nævnte før med testoteron muren, så kan en forsvarsmekanisme også være frigørende over tid, når forsvaret er blevet så stærkt at det ikke kan lukke nogen ind, så ender man det der ensomme sted som jeg omnævnte tidligere.



Igen, jeg kunne bytte ordet kærlighed ud med Gud i denne sammenhæng og det ville give den samme mening for mig, at udøve kærlig adfærd er på mange måder det samme som at missionere, hvis du ikke har mødt og lært at elske og omfavne hele dit selv, så dukker den indre satan op - igen terrorisme... Eller måske mere generelt og nede på jorden, stigning i skilsmisser og voldelige parforhold samt den såkaldte "rape-culture"s fremfærd.



Nu bruger du ordet "fag" om dig selv, har du tænkt over hvorfor du gør dét?

nej, det eksluderer ikke angsten, men det holder den for døren og skaber sammenhængskraft, angsten er vores fjende, og man skal holde sine venner nære men...jadda jadda jadda Fanny beskriver rigtig godt angstens væsen i hendes tråd "den udefinerbare angst" så her er en henvisning nok passende.
Jeg kan ikke sige så meget mere til dette afsnit for jeg er egentlig grundlæggende enig med dig i resten af det du siger

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna