Plejadestjerne skrev:
Haha, der er intet galt i projicering, så længe man er bevidst om det og kan grine lidt af sig selv.
Jeg forstår ikke helt, hvad du mener, når du siger at -ismer er en underbevidst frigørelsesmekanisme på kollektiv skala?
Det harmonerer i mine øjne ikke med det du beskriver - nemlig at manden er 'lænket' og indretter sin persona efter de krav, der stilles af den feminine modpart. Eller mener du, at manden bliver frigjort fra sin primale og maskuline side, der tidligere var en nødvendighed for overlevelse, i gennem en kulturel ændring i det post-industrielle samfund, der gør at det modsatte køn stiller nye og anderledes krav til deres partner? I så fald vil jeg stille mig i opposition. Jeg mener ikke at kulturelle ændringer betyder en frigørelse fra nogle sider af væsenet. Det bliver bare nogle andre aspekter af selvet, som undertrykkes og ikke integreres i personaen. Du må meget gerne skrive tilbage med et opklarende indlæg, så jeg måske bedre kan forstå, hvad du helt præcist mener.
Ændringerne i adfærd som du beskriver er generelle og jeg tror, at det er vigtigt at bemærke, at der kan være forskellige mekanismer på spil. Optræning af kroppen og fokus på sundhed og velvære kan lige så godt have at gøre med en dybere respekt for sit 'fartøj', og de 'feminine' træk som nærvær og aktiv lyttende adfærd kan have lige så meget at gøre med en integration af mandens anima. Min opfattelse af den psykedeliske oplevelse er netop, at man for en stund kan træde udenfor overfladeforståelsen af sig selv og 'mærke' de aspekter af selvet, som er blevet forvist til det under- og ubevidste plan (det kollektivt ubevidste lige så vel). Det er her, at muligheden for personlighedsændringer opstår. Jeg er dog enig i, at man er meget sensitiv og kan være meget modtagelig overfor ydre påvirkninger under et trip, såvel som efterfølgende. Driften til videreførsel af generne er så stærk, og kan lede mennesker til de skøreste ting, men jeg er nu ikke enig i den freudianske forståelse, at den driver al menneskelig adfærd.
Med de postmodernistiske briller på, kan adfærdsforskelle kønnene i mellem beskrives som blot et resultat af kulturelle forudsætninger der gør, at vi undertrykker visse aspekter af selvet, og kultiverer andre, for at 'leve op til' samfundets forventninger til os som mand eller kvinde. Det er lidt den opfattelse, jeg fornemmer hos dig, er det helt forkert?
Spændende post, det fik tankerne i gang.
Jeg må nok lige få nævnt at jeg ER både Freudianer og Jungianer, ikke at jeg har studeret deres arbejde i dybden, men jeg tror på, at vi i dag generelt er styret langt mere af sexuelle drifter end vi vil være ved - grunden til at vi ikke vil være ved det, tilskriver jeg hovedsagligt de abrahamske religioners påvirkning som generelt set har en temmelig mandsdomineret forhistorie. Jeg kan heller ikke lade være med at tro, at vi i det daglige er langt mere påvirket af alle de symboler vi, i kraft urbaniseringen og digitaliseringen af vores liv, bliver påvirket af på daglig basis... Så sent som i dag, faldt jeg over en artikel i Metro express der udelukkende handlede om en kvinde der havde en kjole på med en halsudskæring der lignede en pik - det er i mine øjne, et billede på hvor ignorante vi er overfor, hvilke drifter det egentlig i sidste ende er styrende for vores adfærd.
Jeg taler på ingen måde om lænker her, kan godt se at det kan forståes sådan, det er dog kun påvirkninger alt sammen og med arbejdet med selvet kan vi, over tid, slippe fri fra disse lænker. Der er nemlig MANGE mekanismer på spil og derfor postulerer jeg også, at selvom vi har en gennembrudsoplevelse med de psykedeliske stoffer, meditation eller anden åndelig praksis, kan vi stadig blive vildtledt, netop p.g.a af at mængden af mekanismer og påvirkninger er så overvældende i dag, at vi simpelthen ikke formår at navigere I dem med psykedeliske stoffer uden en vis aktiv afstandtagen fra den kultur vi er en del af. Hvis ikke vi gør det, skal vi gøre arbejdet med selvet til en fuldtidsbeskæftigelse eller i det mindste samle os i mindre decentraliserede grupper hvor dialogen om disse mekanismer er i højsædet.
Det sprog vi taler er i høj grad præget af dualiteter - os og dem, op og ned, frem og tilbage - men disse dualiteter relaterer i mine øjne i sidste ende kun til en subjektiv opfattelse af hvilke følelser vi forbinder med dem. For at komme med et tænkt eksempel kunne jeg for eksempel spørge: Hvornår er en hjemløs person hjemme? Eller: Hvordan kan det være, at man kan føle sig "rodløs" når vi allesammen på et biologisk plan har rødder I Afrika? Med sprog og symboler italesætter vi altså den virkelighed vi selv har lyst til at leve i og i takt med individualismens fremmarch har ALLE pludselig en forskellig virkelighed der er en lille smule anderledes end den næstes. Som jeg ser det, kan den udvikling kun føre til at vi i sidste ende kommer til at stå et meget ensomt sted og dermed enten distancerer os fra tanken om, at vi er kommet fra det samme, eller omfavner den på et kollektivt plan.
Jeg mener at både manden og kvinden er ved at distancere sig fra deres primale drifter, dette mener jeg i høj grad er et resultat af samtlige former for erkendelse. Grunden til at jeg har taget udgangspunkt i feminismen er, at vores vestlige samfund er præget af en maskulin "magt" som stræber efter en form for højere enhed, men samtidig ikke vil erkende, at denne enhed ikke kan nåes uden en feminim intention, så at sige... Ved godt at det er temmelig langhåret og flyvsk det her og jeg forsøger heller ikke på nogen måde, at vi skal opnå enighed (eller enhed..) Det er måske bare en måde, for mig, at intellektualisere new age tankegangen på, så jeg ikke skal fyre floskler af som f.eks.: "vi er alle én" og at "der kun er to valg, frygt eller kærlighed". For mig at se, er kærlighed nemlig ikke nogen følelse, det er en idé som vi har opfundet for at kunne holde frygten for døren. Før i tiden, da vi var underkastet elementernes og naturens love var dette en super smart idé, men selv nu hvor vi med teknologiens fremkomst har frigjort os fra naturen, sætter vi stadig kærligheden op på en pidestal som dét der skal skabe sammenhængskraft...
Ville det give mere mening for dig, hvis du skiftede ordet kærlighed ud med Gud og frygt ud med Satan?
Damn, jeg er på dybt vand her
ragamuffin skrev:
Jeg forstår det ikke. Er du en af dem som mener manden er under pres fra feminismen?
Jeg mener fint der er plads til manden i feminismen. Mine nosser hænger, og det har jeg aldrig oplevet som et problem.
Jeg mener som udgangspunkt at alle er påvirket af den kultur de lever, men det er ikke nogen negativ ting i min verden - det er vigtigt for mig at pointere.
Nogle mænd føler et pres fra feminismen, det er veldokumenteret, men det er ikke pres jeg taler om her, det er små påvirkninger og hvad de gør ved os over længere tid på et kollektivt underbevidst plan. Du skal ikke tænke så meget over hvem jeg er "én af" - jeg er lidt af det hele og jeg også lidt feminist - men du må da indrømme at f.eks. idéer som kvoter for, hvor mange kvindelige bestyrelsemedlemmer der skal være i en organisation, kunne være et tegn på at vi allesammen, på et eller andet plan, higer efter et mere harmonisk samfund. Det harmoniske samfund behøver ikke bestå lige dele mænd og kvinder, men snarere lige dele maskulin og feminim påvirkning...
kaptajn_kaos skrev:
Jeg har en anden hypotese som bygger på, at mange mænd definerer sig selv, som alt det som kvinder ikke er eller står for:
- Mænd viser ikke følelser
- Mænd drikker ikke kulørte drinks
- Mænd bryder sig ikke om heste
- Mænd kan ikke lide pink
- find selv på flere.
Hvis selvforståelsen bygger på, at for at være accepteret i flokken, skal man hele tiden lade sig begrænse og rette ind i den kasse som hedder 'mandighed', ur-gamle regler som alle i flokken holder hinanden op mod, og følger dem nidkært. Alt hvad der falder uden for reglementet er bøsset, eller i bedste fald suspekt. Den lille kasse kunne jeg på ingen måde affinde mig i, at andre har ret til at begrænse mig, bare fordi jeg er mand - så det har bevirket at jeg dyrker farver, mønstre og følelser på fuld smadder, og har lov til at date hvem det passer mig M/K. Jeg har aldrig haft det så godt efter jeg er blevet smidt ud ad 'mandeklubben'.
Så har du vel også på et eller plan, ladet dig "feminisere"? Eller hvis vi skal bruge et bedre og mere præcist udtryk - du har accepteret menneskets (og vel egentlig alle organismers...) androgyne natur - hvilket kun er naturligt i en verden uden grænser for hvordan kærligheden skal se ud
For mig er maskulinitet og feminimitet langt mere metafysiske begreber, end det er ting som relaterer sig til, hvordan vi handler eller hvordan vi er sammensat rent fysiologisk og biologisk. Drifterne ER ved at miste magten over os, til dels på grund af det fodfæste vi som race har fået på planeten og dels p.g.a de erkendelser vi har gjort os, inden- eller udenfor fastsatte tankesystemer.
Jeg er lidt træt lige pt. så jeg modsiger højst sandsynligt mig selv indtil flere gange og taber lidt tråden... Pointér endelig de steder hvor det sker, så jeg kan finde bedre ord for den idé jeg prøver at føde her
- Snoezel