Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 29 mar 2024 00:33


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 21 indlæg ]  Gå til side 1, 2  Næste
Forfatter besked
Indlæg: 09 jun 2017 14:40 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Med afsæt i diskussionen i https://www.psychedelia.dk/forum/viewto ... =4&t=53567 vil jeg gerne åbne op for en tråd, hvor vi kan tale filosofisk om den psykedeliske oplevelse.

Hvorledes skal vi tænke den psykedeliske oplevelse? Hvad er det overhovedet, der sker med os, når vi tripper? Hvorledes er oplevelsen topografisk struktureret, hvilke delelementer indgår i den psykedeliske oplevelse, og hvordan skal vi tale om dem?
Hvad kan vi få ud af det psykedeliske, hvilken betydning kan det have for vores liv og hvordan integrerer vi de erfaringer vi gør i udvidede bevidsthedstilstande efter vi er kommet ned igen?

Der er mange spørgsmål, og denne tråd er tænkt som et sted, hvor debatten er åben og alle dele af den psykedeliske oplevelse kan diskuteres. I forrige tråd havde vi en spændende debat om erfaringen af egodød og hvordan vi skal forstå den. Hvad er egodød for en størrelse overhovedet? Den debat vil jeg gerne fortsætte, men det er op til alle jer at skifte spor i diskussionen.

I kunne fx. dele, hvad I mener den psykedeliske oplevelse i grunden er, overordnet set.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 09 jun 2017 14:44 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Jordforbindelse skrev:
( citat )
Når oplevelsen af enhed med væren bliver stadig dybere og mere permanent,
kan personen opleve det, der inden for de spirituelle traditioner beskrives
som egodød. Netop tanken om egodød er ofte blevet misforstået inden
for psykologien. De spirituelle traditioner beskriver oplevelsen af spirituel
opvågning som egodød, fordi oplevelsen er forbundet med følelsen af, at
hele den person, man hidtil har opfattet sig som, dør.
I et psykologisk perspektiv er tanken om egodød svær at komme overens
med, fordi egoet ikke blot forstås som en identitet, men også som en
funktion. Det er egoet, der gør, at organismen kan strukturere sin tænkning,
omgås andre mennesker og i det hele taget orientere sig udadtil mod verden
og indadtil mod sig selv. I dette perspektiv er tanken om egodød lig med
ophør af egofunktionen, og det giver ingen mening. Det er derfor vigtigt at
være præcis her: De spirituelle traditioner beskriver ikke egodød som ophør
af egofunktion. Spirituelt oplyste mennesker holder ikke op med at fungere
i verden. Egodød beskriver ret beset en oplevelse af at dø bort fra personlighedens
grundlæggende narcissistiske tendens til at stive sin selvopfattelse
af ved hjælp af identiteten med forskellige selvbilleder. Det er dette identifikationsbehov,
der dør i egodøden, hvorefter egofunktionen underordnes en
anden bevidsthedsform, en kvalitativt anderledes måde at være i verden på.
Egofunktionen kan altså fortsætte, selv om egoidentiteten dør.
Spørgsmålet er så, hvorledes denne udvikling i retning af egodød mere
præcist skal forstås, herunder hvad der sker undervejs, og hvorfor det skulle
være nødvendigt at meditere for at fremme denne udvikling?
( citat slut )


For det første, hvem citerer du fra? Kilder er ikke uvæsentlige i denne henseende.

For det andet er jeg ikke enig i, at spirituelle traditioner som dem i østen IKKE konciperer egoet som andet end identifikation med selvbilleder. Dette er med afsæt i mine egne læsninger af primærtekster. Det er ret tydeligt, at talen om ikke-selv eller værensenhed indeholder en metafysisk dimension, og at der i disse spirituelle traditioner er en vigen bort fra den ontologiske definition af mennesket/jeg'et som en selvberoende entitet, til fordel for en ontologisk monisme eller et metafysisk Intetheds-begreb.

Det er da for så vidt rigtigt, at indiske 'vismænd' ikke er stoppet med at have egofunktion efter deres 'opvågning', det bestrider jeg ikke (det ville være skørt at gøre). Men denne 'anden bevidsthedsform' som egoet subordineres er opnået på basis af en brudserfaring, hvormed selvets faste fundament er blevet rykket op, og det nu forholder sig til sin egen væren med afsæt i en anden ontologi, der rummer en anden logik. At denne 'indsigt' skulle foregå indenfor den sproglige funktion, hvor subjektet forholder sig til sin egen kontingens som et forhåndenværende faktum er IMO (og det er på egen regning) ikke adækvat.

Jeg konciperer egodød sådan som jeg gør 1) fordi jeg indgår i en vestlig kulturel sammenhæng og min begrebsverden er præget heraf (og 'ego' er et vestligt begreb) og 2) baseret på mine egne psykedeliske oplevelser.

Når jeg taler om egodød indenfor mine egne erfaringer med psykedelika, så taler jeg om et momentant ophør af jeg'et forstået som en psykologisk og sproglig strukturel funktion. For det har jeg erfaret (og det er ekstremt, og giver ikke mening at prædikere noget på). Det er da klart nok, i og med at jeg skriver til dig, at det var en momentan hændelse. Ellers ville jeg nok sidde på den lukkede lige nu. :lol: Lige så Ifht. spirituelle vismænd, er sludder at tale om deres ego som definitivt dødt. Men de har måske haft en oplevelse, der har affødt et andet forhold hertil, nemlig som illusorisk, og subordinerer det en enheds- eller intethedsmetafysik. Dette strider ikke med, hvad du citerer.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 09 jun 2017 14:55 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
For at skære ind til benet: pågældende skribent definerer 'egodød' som den vedvarende ophør af identifikation med egoet (til fordel for en anden ontologisk konception) der følger 'opvågningshændelsen'. Jeg taler om egodød som den momentane hændelse, der muliggør sådan et andet forhold. Eller, jeg beskæftiger mig sådan set kun med det som fænomen indenfor den psykedeliske oplevelse, ikke som vej til 'opvågning' fra en illusorisk tilstand. Jeg er hverken til new-age eller hinduisme/Buddha.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 09 jun 2017 18:28 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 21 maj 2016 15:12
Indlæg: 313
Jeg ser din pointe og uddybende forklaring for at egodød er en momentan hændelse, heldigvis, at det afføder en reaktion og et indtryk som bevæger vores fornemmelse af hvad virkeligheden bygger på eller skulle man sige hvad den består af, langt hen af vejen er vi fuldkommen enige om denne flygtige tilstand som vi omtaler, og det vil nok tage mange filosofiske timer at kortlægge præcis hvad der udløser opfattelsen af ego død, jeg sagde tidligere at egoet var fiktiv, det var forkert formuleret, egoet er som i siger jo ægte nok, men det er en illusion det som egoet skaber, vi danner jo vores virkelighed baseret på vores ego's dømmekraft, og det synes at kunne skifte fra dag til dag.

Alle forestillinger er vrangforestillinger, fordi de ikke er virkelige, så alt hvad egoet forestiller sig er og bliver fiktivt ( en illusion )

her er link : https://ojs.statsbiblioteket.dk/index.p ... /8240/6822

Citatet var egentlig bare for at få kontrast til den psykedeliske oplevelse ( ego død ) da citatet jo er religiøst betonet

_________________
Bonzai guru


Top
 Profil  
 
Indlæg: 09 jun 2017 18:43 
Som jeg sagde før, er illusionen virkelig, selvom den kan mediteres væk. Der er ikke noget, der ikke er virkeligt selvom det er en illusion, da illusionen er ægte nok.


Top
  
 
Indlæg: 09 jun 2017 20:16 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Jordforbindelse skrev:
Alle forestillinger er vrangforestillinger, fordi de ikke er virkelige, så alt hvad egoet forestiller sig er og bliver fiktivt ( en illusion )


Ja, ok. Hyg dig med den overbevisning, det er meget kartesiansk. Jeg er bare ikke med på den.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 10 jun 2017 04:40 
Offline
Dedikeret medlem

Tilmeldt: 27 feb 2009 19:21
Indlæg: 1379
Min alkoholiserede hjerne er ikke i stand til at have hele diskussionen i hovedet lige nu, så jeg kommer muligvis bare til at spejle nogle af jer, og skrive noget af det samme i har skrevet, men det er vel ikke det værste der kan ske.

Egodød er som jeg ser det, hunden der stopper med at jagte sin egen hale, og ikke er i stand til at kapere oplevelsen og derfor disintegrere fra oplevelsen. Alle lagene man ryger ind og ud af, er der hele tiden, det ligger i ordet bevidsthedsudvidende. Man bliver bevidst om noget mere, og det var der også før. Jeg tror alle mennesker opleveler nogle af de her lag, som børn, det er derfor det kan føles så nostalgisk og hjemligt. Nok især i drømme, og måske også før end hvor man egentlig kan huske, bare mærke. Det er kaldet mod det autentiske selv, som det var før der blev bygget. Der er det kollektive, det vi endnu har formået at bygge sammen mellem hinanden, mennesker gennem historien. Det er hvad vi får bygget ind mens vi vokser op, og det der skal demonteres, for at komme tilbage til det rene selv. Der hvor der ikke i den gængse forstand er et overjeg, til at fortælle hvad man skal, men hvor det man skal er at være den process man er. Alle gør det på en måde altid, men igennem den linse der er det kollektive, og derfor er det jagten på halen af hunden. Der er kun Nu, resten er process-affald, og det betyder ikke at man skal hade det.

Et trip kan vende sig mod selvet, og det kan vende sig mod nuet, give os en smager på et lag vi har været væk fra for længe. Min destination er en dans af mig, og hvad jeg oplever - konstant egodød, mens det kan kaperes fordi en, fordi en - for en selv - rimelig fyldestgørende forståelse er opnået af sin udgave.

Jeg tror heller ikke rigtig vi kan tale om oplevelsen, men vi kan vise andre, at den er der, og at det er okay at tage derhen og selv erfare den. Og jeg har endnu ikke mødt et menneske, jeg ikke har kunne lære af.

PS: Ser ikke frem til skammen imorgen. Og om liv og død skal være i balance, ved jeg ikke, men for mig er liv det mest interessante fordi det er der arbejder jeg mig hen.

_________________
Tilgiv Tilbliv


Top
 Profil  
 
Indlæg: 10 jun 2017 10:29 
Istedet for at sige at man disintegrere fra oplevelsen, har jeg lyst til at sige, at man integrere ind i oplevelsen, og giver slip på hukommelsen. Altså istedet for at have en hukommelse og en opmærksomhed, som hele tiden arbejder lidt imod hinanden da de er komplimentære, smelter denne adskillelse fuldstændig sammen, til nærmest kun en opmærksomhed. Man integrerer ind i oplevelsen.

Ellers har jeg ikke så meget at sige omkring den psykedeliske oplevelse, da jeg ikke har lyst til at putte den i en boks. Det eneste jeg har at sige om oplevelsen i sig selv er, at den er interessant, ubegrænset og at jeg kan lide den. Det er en herre fed tilstand at være i, og jo mere Syre, Svampe, Aya, Meskalin og Ketamin jo bedre :D

Dog er det ikke en opfordring til at indtage disse substancer, som var det slik. Pas på jer selv :peace:


Top
  
 
Indlæg: 10 jun 2017 16:24 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 13 sep 2014 17:34
Indlæg: 796
Den psykedeliske oplevelse er præcis hvad begrebet antyder at være. En psykedelisk oplevelse; en erfaring hvis oplevelse transcenderer konceptualiseringen af rum og tid ift. den socialkonstruerede begrebsverden man anvender til at videregive sin erfaring.
Den vil aldrig kunne beskrives fuldstændigt, og heller ikke gengives, men kun kunne opleves fra et andet perspektiv.
Den er uopnåelig uden materie, da den er perciperet af materien, hvormed alle stoffer, i det omfang de optræder i universet, konsekvent er livgivende. Den direkte kausalitet ift. til universets eksistens og egeneksistens, figurerer som en forudsætning af at alt der er tilstede i kosmos er nødvendigt for netop dette nu, denne udvikling, vores bevidsthed udspringer af.
Det psykedeliske aspekt karakteriseres ved integreringen af udtrykket da dettes begrebs betydning, angives som det sjæle-vækkende/klarlæggende.
Ego døden og den psykedeliske oplevelse er derfor, for mig, to aspekter af den samme indsigt;
1) Selvindsigten i selvsimilaritetens afgrænsning overstår indsigten i udbredelsen af selvrefleksionen i bevidsthedens fremtoning.
2) Fundamentet hvoraf visheden oprinder, ved at alt eksisterende oplever sig selv og dets omgivelser er at alt essentielt består af samme energi.
3) Jeg er ikke blot er mig, men universet der oplever sig selv fra mit perspektiv.

Universet i dets grundsten er inkommensurabelt hvormed den iboende uendelighed medfører at universet ikke kan opdeles i udelelige dele. Det overgår materiens grænser og er forudsat den kosmiske struktur vi udspringer af.
Alting er ét men alligevel adskilt.


Plejade - Hvad mener du selv den psykedeliske oplevelse er?

Ps. Sig til hvis det er utydeligt.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 10 jun 2017 19:51 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Dejligt indlæg, Alf. Jeg kan godt lide din måde at udtrykke det på: "en erfaring hvis oplevelse transcenderer konceptualiseringen af rum og tid ift. den socialkonstruerede begrebsverden man anvender til at videregive sin erfaring." resten af dit indlæg vil jeg ikke vove mig ud på. Det er tydeligt nok, hvad du siger, men jeg vil ikke selv vove mig ud i sådan noget metafysik.

Men den psykedeliske oplevelse er netop en oplevelse af, at måden man var fortrolig med sin verden, hvordan man havde den ved hånden og benævnede den, glider bort. Det er en erfaring af en bortglidende bevægelse væk fra det værende, man havde et så nært og fortroligt forhold til. Man må altså forholde sig til sin omverden, såvel som sin indre verden fra et perspektiv, hvor det ikke længere har hjemlig karakter. Det kan både afføde angst (hvorfor nogle folk freaker ud) eller en dyb (be)undren.
En af de væsentligste erfaringer, jeg har fået skænket i gennem mine psykedeliske oplevelser (og den videre integrering af dem i min tankeverden og mit liv) er det forhold, at vores benævnelser og tilegnelser af verden, aldrig er udtømmende. At enhver tildragelse af verden, hvormed vi kan forstå den på en meningsfuld måde samtidig er en tilsløring. Eller, at verden så at sige er det, der bestandig unddrager sig en fuldstændig bemestring eller meningsfuld udtømmelse. Det samme med os selv og vores inderlige verden; mit eget væsen er en bundløs sø, og måden jeg forstår og er fortrolig med min egen 'person' er bare som at soppe i vandkanten. Der er bevægelser i mit indre, som forbliver mig ukendte til min ende.
Følgelig har den erfaring affødt et andet og mere socialt orienteret forhold; den sorg over, at vi mennesker bestandigt i vores gøren og laden forstår os selv som i et fuldt fortroligt bemestringsforhold til verden og os selv, og de tankeløse handlinger det medfører. Heri foreligger også en fordring, der gør krav; en fordring til at have agt for det uudgrundelige, eller det andet og mere der unddrager sig i ethvert forhold i vores tilværelse.
Egodøden er nok egentlig blot zenittet af den psykedeliske erfaring; hvor al menneskelig og sproglig kodificering/mening glider bort og opløses. Og hvor man følgeligt må forholde sig til selve de konstitutive meningsgivende elementer ved vores tilværelse - selve sproget og binære koncepter som selv/verden, ydre/indre, rum/tid som kontingente.

Jeg vil gerne stresse det efterfølgende integreringsarbejde som lige så væsentlig en del af den psykedeliske erfaring som selve trippet. Selve oplevelsen er en oplevelse af, at verden man troede man havde ved hånden, slipper ud af fingrene som sand, og man kommer til kort. Det er en oplevelse, der af natur unddrager sig at blive påtalt. Men det er stadig op til os, efter trippet er ovre, at skulle forholde os til det på en meningsfuld og opbyggelig måde. Hvis ikke man formår det, så er faren, at det gabende hul i ens forståelse nager en til forfærdelig ængstelse eller værst - fra forstanden.

Det var, hvad jeg lige umiddelbart kan sige om det; et skud fra hoften. Men ikke udtømmende på nogen måde. Du/I må gerne spørge ind eller selv komme med noget mere eller andet.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 11 jun 2017 14:40 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 13 sep 2014 17:34
Indlæg: 796
Tak - og i lige måde. Det er et helt fantastisk skriv du har skrevet. Meget velformuleret. Det er et fantastisk sundt hoved du har siddende på dine skuldre.. Man bliver næsten helt misundelig ;) ;)

Jeg er helt enig i at man efter indsigten indtræder, disintegrerer momentant fra indsigten og at integrationen er ligeså vigtig, hvis ikke af højere betydning end indsigten selv. Andet giver ingen mening, da ”stamfunktionen” til afledningen man oplever kun kan findes gennem integration. Integrationen af indsigten består af det arbejde der skal udføres i den efterfølgende periode, der rent kognitionsteoretisk omhandles på forskellig vis jf. assimilation kontra akkommodation ift. indsigtens karakter relativt til personen. Da indsigten, som både du (plejade) og Fritzie benævner, indtræder som det flygtige nu der forlader en for altid, og at den virkelighed, det sikkerhedsnet man i gennem tiden har konstruereret langsomt smuldre til paniske overensstemmelser, hvis ikke direkte brud, mellem de relationer og associationer man har konstrueret gennem sine erfaringer. Hvilket ikke syntes at være i uoverensstemmelse med punkt 1. i mit indlæg. Da jeg netop forsøger at formulerer forholdet mellem selvrefleksion/metarefleksion og anerkendelse/erkendelse af de gennemgribende ligheder der grundlægger vores relative forståelse af hinanden. Som eksempel kan jeg måske opstille det billedligt;

Den første selvreflekterede tanke der gik gennem det ”første” menneske stående ved strandbredden til ur-suppen, måtte have været; ”Jeg er, derfor må der være andre som mig.

Dette underbygges yderligere ved indsigten af at intet kan opdeles i udelelige dele, hvilket medfører, at der aldrig nogensinde har været noget der kun har været ét af. Hvilket i sig selv er en afledning af stamfunktionen. Så det er på en måde forudsat af den evige ekspansion, kategorisering, derivation og opdeling at alt medfører øgning i entropien.
Det er jo netop sådanne indsigter der har skabt foreninger, forum, samfund og civilisationer.

Så jeg har forsøgt at skitsere integrationsprocessen for indsigter så simpelt som muligt;
Integreringsprocessen består i bevidstgørelse - gennem bevidstgørelsen af problemstillingen vurderer sindet om indsigten skal skrottes eller optages -> accept/afvisning.
Accept: indføring, vedligeholdelse, refleksion, optimering.
    Accepten af en indsigt kan medføre varige ændringer i ens perception og adfærd.
Afvisning: Benægtelse, flugt, projicering, distrahering.
    Afvisningen af en indsigt kan medføre regredierering,

Som en selvfølge forekommer distraktion i begge grader af integrations arbejdet, selvom det kan siges at afvisningen ikke afføder direkte integration med indsigten, og som derved opretter en ny afledning af den egentlige problemstilling, men som muligt kan være behjælpelig til at nå en ny indsigt.
Integrationsprocessen kulminerer derfor i mekanismen vedrørende bevidsthedens evolutionære progression hvoraf processen er determinerende for evolutionen.

Af samme grund mener jeg at den psykedeliske oplevelse er nødvendig for videreførelse af menneskeheden som helhed, da vi i ”ego tidens” tegn er nødsaget til at indse nødvendigheden i sociale relationer udover de nærmeste relationer.

Så med tidens passage er man nødsaget til at acceptere, og med visheden herom handle i overensstemmelse med ens tilgang til konstateringen.
Af samme grund kan det menes at det derfor er vigtigt at være tilstede og leve sin tilværelse.
Jeg mener ikke selv at mennesket, bemestrer dets sind, og ej heller at det nogensinde vil kunne dette. Da det igen er forudsat tingenes tilstand, og kun erfares materielt. Og som hele tiden er underlagt nødvendige, men dog narcisistiske regulerings og bevaringsmekanismer.

Jeg faldt over en tråd i går aftes, som jeg syntes fortjener en fremhævning. Jeg forlod den i hvert fald klogere.
viewtopic.php?f=85&t=3694&hilit=iboga&start=20


Top
 Profil  
 
Indlæg: 13 jun 2017 05:28 
Offline
Dedikeret medlem

Tilmeldt: 27 feb 2009 19:21
Indlæg: 1379
Ø: Det synes jeg du har ret i, kunne også godt fornemme den sætning ikke var helt i skabet bagefter. Det med børn også, det er nok mest børn der oplever det, men folk i alle aldre gør selvfølgelig. Er også enig med dig i, at det ikke kan betale sig at putte den i en boks, eller noget andet rigtig for den sags skyld. Den eneste måde man rigtig kan gøre det, er at være tvetydig, så får ligesom essensen med, men det er igen en smagsag.

Plejadestjerne: Du skriver man gerne må spørge, så jeg vil gerne spørge dig, om hvorfor du ikke vil snakke metafysik?

I det hele taget er jeg enig med alles betragtninger, også Jordforbindelse (hvis der skulle være tvivl). Det er mit indtryk at de fleste gennemgår en fase, hvor "Alle forestillinger er vrangforestillinger", jeg ser det som et udtryk for at man har opdaget at forestillinger primært er inde i os, fordi man har transcenderet dem, og nu ved at der er mere til eksistensen end hvad man havde troet.

_________________
Tilgiv Tilbliv


Top
 Profil  
 
Indlæg: 13 jun 2017 15:49 
Uskarpe formuleringer kender jeg alt for godt Fritzie, og jeg er også enig med dig i, at alle har fat i noget. Synes også at noget, ikke nødvendigvis udelukker noget andet.

Ellers vil jeg også sige, at det er smukt skriveri fra jer begge Plejadestjerne og Alf´n, jeg må slå fjerde delen af ordene op, for at forstå hvad det er, I mener. Men det gør ikke noget, så kan jeg også få udvidet mit ordforråd, det kommer mig til gode i sidste ende.


Top
  
 
Indlæg: 13 jun 2017 17:50 
Offline
Insane psychedelia user!
Brugeravatar

Tilmeldt: 26 jun 2009 11:55
Indlæg: 2306
Geografisk sted: Casa Tranquila
Jeg tror den psykedeliske oplevelse er ligeså individuel som den normale bevidsthed er det. Derfor må beskrivelsen af denne tage udgangspunkt i vores egne erfaringer. Gennem vores erfaringer kan vi så skabe erkendelser, som vi kan dele og nogle af disse vil være fælles og andre helt individuelle. Mine psykedeliske oplevelser har primært skabt forståelse for min egen livsverden. Jeg har fået erkendelser omkring mine sociale relationer, min uddannelse og det samfund som jeg oplever. Jeg har altså kun lært noget om fænomener jeg allerede havde kendskab til, men til gengæld er den lærdom noget jeg aldrig glemmer og helt anderledes end hvad min normale bevidsthed kan give mig. De sociale relationer der er vigtige for mig er om nogen blevet fremhævet af psykedeliske oplevelser og der er altså kun tale om sociale relationer der har haft med oplevelsen at gøre. Men jeg har fået en taknemmeligheds følelse for mine venskaber, min kæreste og familie. Denne havde jeg også før men den psykedeliske oplevelse har virkelig vist mig gang på gang hvad sociale relationer betyder. Sociale relationer skal plejes og de er altafgørende for en positiv oplevelse af livet. Har også oplevet i ekstrem grad på trips hvordan nogen venner har en form indvirkning på mig og andre en anden. Den psykedeliske oplevelse har vidst mig hvordan både sjove stunder og dybdegående samtaler er altgørende for et venskab.

Herunder har jeg en mærkelig idé om at den psykedeliske oplevelse også handler om at lære at tricke verden. Verden er et kedeligt sted med mange dårlige historier og det kan kun ændres hvis vi bombardere den med kunst og kultur. Selvfølgelig skal der også en lang række systemer til for at det hele ikke bryder sammen. Men psykedelika har lært mig at disse systemer skal indrettes så de skaber den glæde og underfundighed der gør at vi kan holde verdens negative sider ud. Dette bunder måske i min store interesse for interaktionsdesign der på sin vis handler om at designe produkter, der ikke udelukkende har en brugsværdi. Men i ligeså høj grad bliver sat i verden for at skabe social interaktion mellem mennesker (læs: interaktive kunst installationer), nysgerrighed eller på anden måde vækker mennesker op i en kedelig dagligdag. Pointen er psykedelika har givet mig en forståelse for hvordan man kan vække det indre barn i mig. Og dermed håber jeg på at min uddannelse kan vække det barn i andre også. Hvorfor mister man interessen for hverdagens små mirakler? Hvorfor leger vi kun med vi kender? Osv.

Psykedeliske oplevelser er som i siger så store, at ord tit er for småt til at beskrive det. Men for mig er psykedelika en blanding af at finde sit indre barn frem og at observere fremfor at deltage. Fordommene bliver opløst og konstrueret på ny. Venskaber kan blive styrket (eller svækket for den sags skyld). Der bliver sat spørgsmålstegn ved samfundet.

Derudover mener jeg dog også at vi skal huske at overveje at der altså også kan opstå erkendelser i et trip, som udelukkende handler om at hjernens signalstoffer er faret vildt. Der er altså i min optik mindst ligeså mange ubrugbare erkendelser i et trip, som der er brugbare. Derfor mener jeg også man skal passe på at trippe så ofte at man tror mere på erkendelserne fra trips end erkendelserne fra virkeligheden. Personligt tror jeg f.eks. at psykedelika har givet mig et lidt for løssluppent forhold til penge. Penge er selvfølgelig ikke altafgørende, men de er trods alt med i det system som giver mad på bordet.

P.S. Og alt efter set og setting kan man altså også have psykedeliske oplevelser der primært er skidesjove og ikke rigtigt har noget formål. Umiddelbart vil jeg mene at jo flere mennesker der er involverede i en psykedelisk oplevelse, jo mindre lærerig bliver den. Når man er omringet af mennesker bliver man nemmere husket på ens fordomme og dermed slipper man dem ikke ligeså let. Det hænger selvfølgelig også an på dosis. Små doser kan dog bruges til at integrere oplevelserne i den normale livsverden :D

P.P.S. Hvis man vil læse videnskabsteori og ikke kender til fænomenologi, kan det helt klart anbefales inden et trip. Jeg forstod i hvert fald Merleau-Ponty meget bedre efter et LSD trip der foregik umiddelbart efter et projekt hvor han var vores hovedteoretiker!

_________________
«Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.
Det er slet ikke så unyttigt endda.»
HKH Margrethe ll af Danmark


Top
 Profil  
 
Indlæg: 13 jun 2017 19:16 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Super fedt indlæg, Hector! Enig i, at den psykedeliske oplevelse er lige så variabel som den naturlige bevidsthed, og at undersøgelsen må baseres på hvorledes den viser sig og kommer til udtryk i gennem vores egentlige erfaringer - for at koble sammen med det sidste du siger, så er jeg af den optik, at den mest givende analyse af den psykedeliske oplevelse er af en fænomenologisk art. Jeg er bare mere til Heidegger (eksistentialontologisk fænomenologi) end Merleau-Ponty:)

Klart at den psykedeliske oplevelse kan give én et andet blik og en flerfoldig forståelse af sin livsverden - i og med, at man jo i den psykedeliske oplevelse må forholde sig til sine foruddannede vedhåndenværende relationer fra et fremmed perspektiv - at livsverdenen er blevet 'uhjemlig' så at sige.

Sidst men ikke mindst er den altså super super fed din idé om den psykedeliske oplevelse som et 'trick' til at slippe fri af forstenende livs-former, der hører grelle samfundssystemer til. Jeg synes det er fedt med interaktionsdesign forstået som kreationen af objekter, der ikke blot har brugsværdi. Men har du gjort dig nogle overvejelser om, hvorledes den kontekst de implementeres i kan forplumre eller indoptage og herigennem neutralisere deres subversive potentiale? Jeg rækker nok lidt længere tilbage tidsmæssigt i mine tanker omkring de her ting - hovedsagligt situationisterne (som al senere interaktiv kunst relationel æstetik jo forholder sig til) og generelt efterkrigstidens europæiske avant-garde, men jeg ser den moderne kapitalistisk 'billedøkonomi' som et system, der med altædende kraft opsluger alle sociale relationer, så de får tingslig varekarakter. Spektaklet/skuespillets logik må vendes på hovedet og brydes, og der er jeg helt med på det du siger om den psykedeliske oplevelse som en sådan brudshændelse og aktualisering af en mere autentisk frihed, man godt kunne forbinde med det indre barn, som du gør.

Fritzie:

Jeg vil ikke snakke metafysik ifht. den psykedeliske oplevelse jævnfør, at det mest givende som sagt er en fænomenologisk undersøgelse. For det andet fordi, at jeg mener at metafysikken har tendens til at gå på afveje (eller rettere er én stor gåen-på-afveje). Fordi den ikke har blik for den væsensmæssige særegenhed, der hører til det spørgsmål det behandler, nemlig værens mening. Den uudgrundelighed, der ligger i ethvert forhold hvorigennem verden er os givet - selve den grundhændelse hvormed den er os givet, lader sig ikke bestemme som noget 'værende' man kan udsige og pege på.
Jeg kan heller ikke lide det på et personligt plan, fordi jeg føler mig hovmodig når jeg lukker det metafysiske begrebsapparat ud. Hovmodigt er det netop at tro såvel på menneskets højeste erkendelsesevner, at man forsøger at udgrunde det uudgrundelige. Hvorfor er det at Gud altid er forklaret os på måder, der mest af alt er en forstørrelse af den menneskelige neurose? At nærme sig 'gud' og at være egentlig 'menneske' overhovedet forudsætter først og fremmest en helt grundlæggende ydmyghed.

Citat:
I det hele taget er jeg enig med alles betragtninger, også Jordforbindelse (hvis der skulle være tvivl). Det er mit indtryk at de fleste gennemgår en fase, hvor "Alle forestillinger er vrangforestillinger", jeg ser det som et udtryk for at man har opdaget at forestillinger primært er inde i os, fordi man har transcenderet dem, og nu ved at der er mere til eksistensen end hvad man havde troet.


Hehe, der er et fedt sted i Åndens Fænomenologi hvor Hegel netop tegner det op, hvorledes at den 'nihilistiske skeptiker', der tvivler på alt, blot er en skikkelse, som ånden/bevidstheden indtager (med nødvendighed) i en fase i dens udvikling. :)


Top
 Profil  
 
Indlæg: 13 jun 2017 22:46 
Offline
Insane psychedelia user!
Brugeravatar

Tilmeldt: 26 jun 2009 11:55
Indlæg: 2306
Geografisk sted: Casa Tranquila
Plejadestjerne skrev:
Super fedt indlæg, Hector! Enig i, at den psykedeliske oplevelse er lige så variabel som den naturlige bevidsthed, og at undersøgelsen må baseres på hvorledes den viser sig og kommer til udtryk i gennem vores egentlige erfaringer - for at koble sammen med det sidste du siger, så er jeg af den optik, at den mest givende analyse af den psykedeliske oplevelse er af en fænomenologisk art. Jeg er bare mere til Heidegger (eksistentialontologisk fænomenologi) end Merleau-Ponty:)

Klart at den psykedeliske oplevelse kan give én et andet blik og en flerfoldig forståelse af sin livsverden - i og med, at man jo i den psykedeliske oplevelse må forholde sig til sine foruddannede vedhåndenværende relationer fra et fremmed perspektiv - at livsverdenen er blevet 'uhjemlig' så at sige.

Sidst men ikke mindst er den altså super super fed din idé om den psykedeliske oplevelse som et 'trick' til at slippe fri af forstenende livs-former, der hører grelle samfundssystemer til. Jeg synes det er fedt med interaktionsdesign forstået som kreationen af objekter, der ikke blot har brugsværdi. Men har du gjort dig nogle overvejelser om, hvorledes den kontekst de implementeres i kan forplumre eller indoptage og herigennem neutralisere deres subversive potentiale? Jeg rækker nok lidt længere tilbage tidsmæssigt i mine tanker omkring de her ting - hovedsagligt situationisterne (som al senere interaktiv kunst relationel æstetik jo forholder sig til) og generelt efterkrigstidens europæiske avant-garde, men jeg ser den moderne kapitalistisk 'billedøkonomi' som et system, der med altædende kraft opsluger alle sociale relationer, så de får tingslig varekarakter. Spektaklet/skuespillets logik må vendes på hovedet og brydes, og der er jeg helt med på det du siger om den psykedeliske oplevelse som en sådan brudshændelse og aktualisering af en mere autentisk frihed, man godt kunne forbinde med det indre barn, som du gør.


Altså interaktionsdesign er jo lidt en diskussion for sig, men da jeg ofte har overvejet vores interaktion på alle mulige leder og kanter i psykedeliske oplevelser kan det vel godt diskuteres i denne tråd. Kontektsten for interaktionsdesign er alt afgørende. I en kontekst kan personificeret robot virke som et stykke legetøj, mens en anden kontekst vil få forbipasserende til at betragte den som en terrortrussel. Det oplevede mine medstuderende i hvert fald i Roskilde By. Det skal altså klart overvejes hvor man sætter den slags op og om det biddrager til folks hverdag ligesom alt andet kunst. Jeg er enig i at kapitalismens svar på interaktionsdesign oftest handler om at opsluge folks relationer eller tid. Jeg vil hellere skabe interaktionsdesign der vækker folk fra deres normale tankemønstre og det er noget jeg bl.a. har fået som mål gennem psykedeliske eksperimenter. Jeg føler at psykedeliske sessioner har givet mig en viden om at jeg overhovedet ikke er alene. Synes generelt den der tanke om "connectedness" er lidt noget hippie bavl (ikke et ondt ord om hippier), men især forhold til kunst har psykedeliske oplevelser givet mig en tro på at der stadig findes en masse mennesker der arbejder sammen om et mindre kommercielt formål med livet! Der findes jo tusindvis af DIY guides til hvad som helst på internettet. Alle er lavet af mennesker til mennesker uden profit som formål.

Jeg føler jeg er lidt af sporet, men det er bare ting jeg har lært at værdsætte gennem psykedeliske oplevelser. Jeg er blevet dybt taknemmelig for meget mere i mit liv.

_________________
«Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.
Det er slet ikke så unyttigt endda.»
HKH Margrethe ll af Danmark


Top
 Profil  
 
Indlæg: 14 jun 2017 06:16 
Offline
Dedikeret medlem

Tilmeldt: 27 feb 2009 19:21
Indlæg: 1379
Plejadestjerne: Det kan jeg vist ikke argumentere imod, så.. men hvis jeg skal være lidt drilsk; "at det mest givende som sagt er en fænomenologisk undersøgelse" er det her så ikke et lidt metafysisk synspunkt? :D (er ret dårlig til at afgrænse de filosofiske kategorier)

_________________
Tilgiv Tilbliv


Top
 Profil  
 
Indlæg: 14 jun 2017 08:18 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Tja-tjo, metafysik/ontologi er et genstandsfelt, fænomenologi er en fremgangsmetode (hvis genstandsfelt er ubestemt/kan være alt). Og når jeg er ude med riven efter 'metafysikken' er det jo med udgangspunkt i måden, hvorpå dette felt (ontologi) er blevet bedrevet og traderet på, og den tænkemåde, der er forbundet hermed. Det er ikke en særlig original kritik, men jeg foregiver heller ikke at betræde ny grund i filosofien.

Men man kan jo presse citronen og udvide bestemmelsen af metafysik til at have at gøre med selve den måde, vi udlægger verden på. Altså at den metafysiske tænkemåde hænger sammen med et grundtræk ved måden vi forstår og benævner ting på en meningsfuld måde. Det er der også noget frugtbart at hente i, men man er jo lige så kommet i et grundlæggende tavshedsdilemma, hvis man vil udenom den. Altså, så er 'fænomenologi er en givende fremgangsmetode' metafysik, og jeg bedriver metafysik når jeg sidder og skriver til dig. :) På den vis kommer vi jo ikke udenom den metafysiske tænkemåde, men man kunne måske bestræbe sig på at have større lydhørhed overfor den grund/det fundament, hvori metafysikkens træ slår sine rødder, altså lydhørhed overfor spørgsmålet/anledningen til tænkning overhovedet. Det er fundamentalontologi.

Sidespring. Men keep it coming.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 19 jun 2017 21:49 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 13 sep 2014 17:34
Indlæg: 796
Ø Tripperen! skrev:
Uskarpe formuleringer kender jeg alt for godt Fritzie, og jeg er også enig med dig i, at alle har fat i noget. Synes også at noget, ikke nødvendigvis udelukker noget andet.


Jeg er helt enig - og har over den seneste uges tid gået og tænkt over netop det, og det du nævnte med at man integrerer ind i oplevelsen. Hvad jeg er kommet frem til er, at jeg ikke er uenig i at man integrerer ind i indsigten, da man befinder sig i sin afledning op til forståelsen indtræder, men jeg fik differentieret for skarpt ift. begrebets omfang.

Hector: Hvad mener du med
Citat:
Derfor mener jeg også man skal passe på at trippe så ofte at man tror mere på erkendelserne fra trips end erkendelserne fra virkeligheden.
Og kan du måske uddybe;
Citat:
Derudover mener jeg dog også at vi skal huske at overveje at der altså også kan opstå erkendelser i et trip, som udelukkende handler om at hjernens signalstoffer er faret vildt.

Jeg er nemlig ikke sikker på at jeg forstår dig =)


Top
 Profil  
 
Indlæg: 20 jun 2017 21:47 
Personligt ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om, at man skal passe på med at trippe for ofte, da den grænse er individuel, og derfor ikke rigtig til diskussion. Den kan man kun få indsigt i, ved at overtræde den. Jeg har det også lidt svært ved, at kalde den ene bevidsthedstilstand for virkelig, og den anden for et trip. Både høj energis bevidsthedstilstande/trip og den almindelige bevidsthedstilstand er lige virkelige, og derfor er erkendelserne fra begge tilstande af lige stor betydning og lige virkelige.
Jeg kan egentlig slet ikke sætte mig ind i, at det skulle være muligt at opnå erkendelser kun pga. at hjernens signalstoffer er faret vildt. Hvad betyder det egentlig? At de skulle kunne fare vildt, vil betyde, at de havde en forudbestemt retning de skulle bevæge sig i. Det er en illusion i min verden, og det er nemlig derfor vi tager psykedelika, for at bryde den traditionelle bane og lave nogle nye.
Jeg tror ikke, man kan erkende noget, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Alt hvad vi tænker, observerer, sanser, mærker og fantaserer har noget med virkeligheden at gøre, uden at være det endegyldige svar på virkeligheden. Men sammenlagt udgør det en stor del af virkeligheden. Selvfølgelig kan noget som opleves som meget vigtigt på trip, opleves som af mindre betydning i den almindelige bevidsthedstilstand, men det gør det ikke mindre virkeligt af den årsag.
Jeg synes dog, man skal være påpasselig med, at gå for meget op i erkendelser, analyseringer og fortolkninger af ens oplevelser både fra den almindelige bevidsthedstilstand og den psykedeliske. Det kan hurtigt blive til galskab, hvis det kun er logiske og ulogiske filosofier man går efter, og kroppen ikke også følger med. Man skal helst kunne udføre alt det, man er bevidst om kan lade sig gøre. At være bevidst, er for mit vedkommende at være kropsbevidst. Hvordan flyder energien igennem din krop, hvordan er blodgennemstrømningen, hvordan har sener og muskler det, hvor er skellettet stærkt og hvor er det svagt, hvordan afbalancerer man ens styrker og svagheden rent fysisk osv.
Egentlig synes jeg, at erkendelser er noget, der hører starten af den psykedeliske rejse til. I hvert fald erkendelser der kan forklares med ord. Lidt ligesom at du kan læse 100 bøger om meditation, og derefter meditere dig ind i egodøden og Nirvana. Men du kan også vælge at læse 1000 bøger før du starter meditationen, men hvor meget mere har du egentlig lært, af de sidste 900 bøger du har læst? De siger jo alle nogenlunde det samme, bare på hver deres måde, og igennem hver deres fortolkning. Det jeg mener er, at når man først har forstået pointen og hvordan universet er opbygget, er der ikke mere i det. Det er jo ikke raket videnskab.
Ofte synes jeg, at mange af de såkaldte oplyste "mestre", som de selv kalder sig, der har brug for at skrive stakkevis af bøger, med komplicerede tekster om noget, der egentlig kunne formuleres på en A4 ark side, er totalt til grin. Det er for mig at se, bare et udtryk for, hvor usikre de er på deres egen overbevisning.
Det går jo egentlig bare ud på, at leve i et med ens medmennesker, den kosmiske tomhed og nyde det på samme tid. At have det sjovt er af stor betydning.
For mange tekster og for megen snak bare forstyrrer Zen.

Det var måske et sidespor, men sådan er det engang imellem :peace:


Top
  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 21 indlæg ]  Gå til side 1, 2  Næste

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 8 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team