Tak - og i lige måde. Det er et helt fantastisk skriv du har skrevet. Meget velformuleret. Det er et fantastisk sundt hoved du har siddende på dine skuldre.. Man bliver næsten helt misundelig
Jeg er helt enig i at man efter indsigten indtræder, disintegrerer momentant fra indsigten og at integrationen er ligeså vigtig, hvis ikke af højere betydning end indsigten selv. Andet giver ingen mening, da ”stamfunktionen” til afledningen man oplever kun kan findes gennem integration. Integrationen af indsigten består af det arbejde der skal udføres i den efterfølgende periode, der rent kognitionsteoretisk omhandles på forskellig vis jf. assimilation kontra akkommodation ift. indsigtens karakter relativt til personen. Da indsigten, som både du (plejade) og Fritzie benævner, indtræder som det flygtige nu der forlader en for altid, og at den virkelighed, det sikkerhedsnet man i gennem tiden har konstruereret langsomt smuldre til paniske overensstemmelser, hvis ikke direkte brud, mellem de relationer og associationer man har konstrueret gennem sine erfaringer. Hvilket ikke syntes at være i uoverensstemmelse med punkt 1. i mit indlæg. Da jeg netop forsøger at formulerer forholdet mellem selvrefleksion/metarefleksion og anerkendelse/erkendelse af de gennemgribende ligheder der grundlægger vores relative forståelse af hinanden. Som eksempel kan jeg måske opstille det billedligt;
Den første selvreflekterede tanke der gik gennem det ”første” menneske stående ved strandbredden til ur-suppen, måtte have været; ”Jeg er, derfor må der være andre som mig.
Dette underbygges yderligere ved indsigten af at intet kan opdeles i udelelige dele, hvilket medfører, at der aldrig nogensinde har været noget der kun har været ét af. Hvilket i sig selv er en afledning af stamfunktionen. Så det er på en måde forudsat af den evige ekspansion, kategorisering, derivation og opdeling at alt medfører øgning i entropien.
Det er jo netop sådanne indsigter der har skabt foreninger, forum, samfund og civilisationer.
Så jeg har forsøgt at skitsere integrationsprocessen for indsigter så simpelt som muligt;
Integreringsprocessen består i bevidstgørelse - gennem bevidstgørelsen af problemstillingen vurderer sindet om indsigten skal skrottes eller optages -> accept/afvisning.
Accept: indføring, vedligeholdelse, refleksion, optimering.
Accepten af en indsigt kan medføre varige ændringer i ens perception og adfærd.
Afvisning: Benægtelse, flugt, projicering, distrahering.
Afvisningen af en indsigt kan medføre regredierering,
Som en selvfølge forekommer distraktion i begge grader af integrations arbejdet, selvom det kan siges at afvisningen ikke afføder direkte integration med indsigten, og som derved opretter en ny afledning af den egentlige problemstilling, men som muligt kan være behjælpelig til at nå en ny indsigt.
Integrationsprocessen kulminerer derfor i mekanismen vedrørende bevidsthedens evolutionære progression hvoraf processen er determinerende for evolutionen.
Af samme grund mener jeg at den psykedeliske oplevelse er nødvendig for videreførelse af menneskeheden som helhed, da vi i ”ego tidens” tegn er nødsaget til at indse nødvendigheden i sociale relationer udover de nærmeste relationer.
Så med tidens passage er man nødsaget til at acceptere, og med visheden herom handle i overensstemmelse med ens tilgang til konstateringen.
Af samme grund kan det menes at det derfor er vigtigt at være tilstede og leve sin tilværelse.
Jeg mener ikke selv at mennesket, bemestrer dets sind, og ej heller at det nogensinde vil kunne dette. Da det igen er forudsat tingenes tilstand, og kun erfares materielt. Og som hele tiden er underlagt nødvendige, men dog narcisistiske regulerings og bevaringsmekanismer.
Jeg faldt over en tråd i går aftes, som jeg syntes fortjener en fremhævning. Jeg forlod den i hvert fald klogere.
viewtopic.php?f=85&t=3694&hilit=iboga&start=20