Nå, nu er jeg klar til en opfølgning på dit tidligere indlæg baldr:
Sådan som jeg ser det, så er alting vævet ind i et stort drømmetæppe, og når man så færdes rundt omkring, så kan man mærke om andre er "på", lidt ala en fælleschat. Folk der er på "lyser" og er for mig at se som engle, for de har noget godt til en, og man kan give dem noget godt. For at komme med et eksempel, så var jeg ude i byen i sidste uge og min scooter var brudt ned, så jeg måtte op og tage bussen. På bænken sidder der en mand, og jeg kan allerede fra starten mærke at der er noget med ham, og da jeg sætter mig bliver det forstærket. Hvad der næsten kunne føles som usynlige tentakler springer ud fra os begge, og forsøger at binde os sammen. Imidlertidigt sidder vores fysiske kroppe lidt generte, og forsøger ikke at få øjenkontakt - det var mit indtryk at vi begge kunne mærke "noget". Så der sad vi begge, og forsøgte at undertrykke en pludselig interesse i hinanden, som ihvertfald hos mig gjorde mig vågen og levende.
Det begynder så først at blive mærkeligt, når det foregår over længere afstande, som når man feks har tænkt meget på en en dag, og pludselig skriver de til en, eller omvendt. Eller når ting bare går i hak, man laver én ting og når man er lige ved at være færdig, så pludselig før man får set sig om, så kommer der noget nyt, som man glædeligt giver sig i kast med. Sådan kan livet pludselig udfoldes foran en, hvis man ser og gør det rigtige, iforhold til ens mavefornemmelse, uden nogen egentlig asen og masen. Lykken står den kække bi, som man siger. Jeg oplever at hvis det lykkedes mig at tune ind på den frekvens, og gøre det rigtige, så føles verden næsten som om at ting sker for min skyld. Og hvis det er for mig, så er det for alle, så jeg tænker at det må betyde at verden er for alle, og alle har en plads og berettigelse uanset hvem de er. At alle vores liv på en måde er kædet sammen, og ønsker at vi skal være lykkelige hvis vi blot lytter, og ikke bliver egoistiske, og begynder at ville bestemme over livets udspil.
Ting som virker umulige ellers at forklare, som at man ser den samme dame på vej til skole hver dag, ca samme sted, fuldstændig uafhængigt af hinanden, eller at vi begge tager afsted på præcis samme tid hver dag. Ting som at man kommer ind i en butik, og er i nød, og de så lige præcis har én tilbage af det man skal have. Ting som at folk alle har sovet godt eller dårligt i nat, har haft mareridt eller gode drømme, god eller dårlig dag. Det virker næsten umuligt at vi ikke alle er bundet sammen på et dybere plan, end som så. Det nærmeste jeg har været på det på skrift, er noget jeg engang læste om at hekse mente der var nogle gennemgribende paradigmer i alle vores bevidstheder, eller simpelthen en kollektiv bevidsthed.
Om det bare er en måde at forklare almen kemi mellem folk, ubevidste signaler og bølger vi sender til hinanden gennem spejlneuroner, eller blot mig der har boet for længe i en bobbel af angst, og det så er mit eget kompas der forsøger at guide mig ud, eller måske bare et forsøg på at puste lidt mystik ind i en ellers tilsyneladende grå hverdag, det ved jeg ikke. Men et eller andet, det er der derude... Jeg kalder det gud, kollektiv bevidsthed, eller blot kærlighed.
Jeg ved ikke om du fangede hvad jeg mente med biiip baldr, for at uddybe så reagerede jeg meget kraftigt på din besked forinden, kæbespændinger, bevidsthedsudvidelse, koldsved, intensitet, jordforbindelse, varme, mening med livet, og en pudsig små-kildren på et ganske bestemt sted i panden varierende i flere timer. Samt en masse vigtige tanker fra hjertet og op. (Jeg røg en del bonghoveder for at ridde bølgen ud må jeg hellere tilføje
)
Vil lige supplere med den her: