Ashoka skrev:
Jeg sad og havde en ret dyb konversation med en kammerat i aften, der er meget inde computere og den slags. Vi kom ind på den frie vilje og om den overhovedet eksisterer. Og fra det kom vi straks ind på solipsisme, men bare ikke i den gamle forstand.
Teorien er som følger:
Er alt hvad vi laver dikteret af et sæt regler? Altså regler der dikteres af de fysiske love, dem vi kender og dem vi ikke kender endnu. F.eks er vores virkelighed en slags simulation, der bliver krereret af atomernes bevægelser og interaktion - set i kvantemekanikkens lys. Tanken var egentlig at vores bevidsthed er computerprogram af ekstrem kompleksitet, men dog stadig fastsat af regler, der tvinger vores hjerner til at opstille hypoteser om alt vi ser og dernæst prøver at finde forklaringer derpå. Hvis dette var sandt ville den frie vilje være umulig og derfor er det vel solipsisme - eller hvad?
Hjerne forskere og andre forskere i biologien ser hjernen som en slags computer og derfor er tanken om at vores bevidsthed er et computerprogram da ikke helt far fetched.
Hvad er jeres tanker på dette område?
Ps. Et af de problemer jeg ser ved solipsistisk tankegang er at den umuligt kan falsifiseres..
Mvh
Ash
Jeg kan sagtens se idéen med at se hjernen som en computer...
Men spørgsmålet skulle nok nærmere være, hvem betjener computeren?
Og hvem betjener hjernen?
Hvis vi forestiller os at vi ikke er andet end hjernen, så måtte vi jo ikke lyve og sige at vi tænker, for det gør vi jo ikke, hvores hjerne tænker, men hvis bare det er hvores hjerne, så kan vi jo reelt ikke være sikker, for at kunne stille spørgsmålet kræver det netop at der er en afstand imellem ens selvbevidsthed og hjernen, ligesom det kræver en person til at betjene computeren for at han kan skrive en post som denne her f.eks.
Jeg vil give dig ret i at der består lovmæsigheder, derfor er vi ikke frie i den forstand, friheden ligger kun i tanken, så snart man handler så binder de lovmæsigheder en til et bestemt reaktionsmønster, tankerne er associative og knytter det som vi støder på i de ydre omgivelser.
Men det fundamentale det er at vi må fatte de sammenhænge som findes for derved at finde sandheden og hvordan man interaktere med verden for dennes og en selvs fremadskridende udviklings gode.
Hjerneforskere vil gerne have det ind på noget teknisk, men det levende kan ikke forstås udfra det døde, vi må finde tingenes årsager i de fænomener hvor de selv optræder, ikke i en abstrakt vildførelse, mange som kalder sig materialister og praktikere er i virkeligheden, abstrakte og teoretiske.
Man kan forstandigt skille alting i af atomer, elementar-partikler, kvarker, topkvarker, superstrenge etc. I det uendelige...
Man er man ikke fornuftig nok til at kunne SAMLE det igen, så bliver resultatet meget langt fra virkeligheden, det som er det sjove ved det er at det i virkeligheden er en dobbelt process som udspiller sig i naturen, samtidigt med at noget nedbrydes, så opstår noget andet, det som opstår det følger lovmæsigheder som ikke kan forklares udelukkende udfra kemien, det kan det modsatte processer, dvs. dødsprocesser og opløsning, det er dem videnskaben er ved at fatte, det døde, mineralske, men det levende er det som betjener hjernen, som faktisk bare er et redskab for menneskets livskraft som er det der er det egentlige bagvedliggende kraftsfære som holder de forskelige mineraler i kroppen sammen...
Det er dumt at snakke om atomer, det er som at snakke om mursten frem for bygninger...
Det er meget mere interesant at studere selve idéen, dvs. bygningen, for den eksisterer netop i samvær med sit begreb, dvs. den fundamentale idé, den må altså være tænkt, derfor kan vi også finde svaret i tankerne, som netop må være en manifestation af ydre intelligente entiteters specifike formål, hjernen er også en konstruktion som hører under mennesket som vel også kan kaldes for en bygning i den forstand at den fungerer som værktøj for en intelligent entitet af mere subtil oprindelse netop for at kunne interaktere på et lavere svignings-plan.
Ligesom der er en modsætning imellem liv og død, dvs. det levende og det døde, det levende, lever stadig efter at selve den aktualiserede og mineralsk baserede form hendør og forådner, det er der paradokset ligger, eftersom det netop skal forstås som to modsatrettede kræfter, de opløsende kræfter og de opbyggende. De opbyggende kræfter, kan for en specifik tid modsætte sig nogen kemiske forandringer og selv forårsage nogen andre bio-kemisk vækstkræfter som kan opretholde plantens interaktions-mulighed inden for en specifik tids-ramme, hvorefter den efterlades til de modsatrettede nedbrydende/kemiske kræfter, man bør absolit skelne imellem mineralsk og biologisk eftersom det sidste ikke blot er en højere form, men derimod også er en belivet form, belivet udfra noget som er levende i sig selv...
Kan du følge mig?
Mere kan læses af Rudolf Steiner - "Frihedens filosofi" God bog
