woodydrn skrev:
Astral skrev:
Det kommer an på hvor langt tilbage du mener, jeg tror at jorden, solen, månen og planeterne engang har hørt sammen og været en enhed, men jeg tror det er noget sludder at tro at man kan gøre sig nogen anelse om hvordan universet begyndte sådan helt konkret, jeg tror der er en vis antal tid som man kan gå tilbage og stadig have nogen forståelse, men hvis vi snakker om hvores univers, så tror jeg engang at det måske først har været varme, så måske senere hen gået hen og blevet mere substantiel, men jeg tror måske den engang har været meget blød og elastisk i det, meget mere organisk så at sige, jeg tror der har været helt andre forhold end dem som naturvidenskaben går og forestiller sig, de kan jo kun gå ud fra en meget begrænset tidsramme og derfra hypotetiseres sig frem til deres teorier
Jeg tænker på "starten" ... der hvor der pludselig opstod (måske) gasser, hvor atomerne blev til - der det hele startede. At tænke på en uendelighed er fint nok, men hvis vi ligger ud med at det må have startet på et tidspunkt, hvad er din tanke til hvordan en ting, ud af intet opstod. Hvis det har startet, har der også været "ingen ting" engang - hvilket er underligt at tænke på "ingen ting", for ingen ting er også en ting vel ...
Intetheden indbefatter også altet kan man sige, de to ting er vel integreret i hinanden, eftersom alt vel også må indbefatte intet.
Men en start og en slutning, tja... det vil under alle omstændigheder kun blive vage gæt i tågen når mennesker prøver at forestille sig hvordan det hele startede, virkeligheden overrasker og overgå nok enhver forestilling.
Men tiden, hvis vi ser på den som en funktion af flere faktorer, et fænomen som indbefatter visse omstændigheder, sæt hvis tiden som vi opfatter den ikke er noget absolut, men at tiden ikke behøver at følge et linært forløb... Altså hvores anskuelsesforhold behøver ikke nødvendigvis at være universelt, vi kan ligesågodt være et produkt at andre omstændigheder som vi ikke selv oplever til dagligt, du har vel også oplevet klardrømme/luciddreaming, så du ved hvor meget tiden forskubber sig, bare imens man sover...
I Johannes evangeliet står der;
I urbegyndelsen var ordet, hvilket får mig til at tænke på at atomer måske i virkeligheden består af vibrationer som svinger i en frekvens med en specifik resonans alt efter dens egenskaber og indre beskaffenhed, derfra kan vi så sige at universet er en slags symfoni, universet udfolder sig og aktualisere sig i sin fysisk udkrystaliserede form, men de kræfter som ligger til grund vil jeg nok betegne som de kraftfelter som virker imellem de forskelige stjernelegemer, som jeg egentlig ser som koncentrationspunkter i universet hvorfra udgår en del af den kreative energi som netop har sin kilde udfra et højere plan hvorfor tiden også kommer fra.... Vi er nød til at tage udgangspunkt i et transcendentalt niveau hvorfra tingene jo har deres ophav, det kausale udgår fra det akausale. Bag stjernerne virker Guderne.