Psychedelia.dk

Hvem er årsag til et samfund's tilstand: dem _uden_ magt eller dem _med_ magt?

Jeg så lige for et par minutter siden arnold 'governator' schwarzenegger i et interview på cnn, hvor han snakkede om 'health-care' problemer i californien. Han var rimelig skarp synes jeg, og jeg blev faktisk lidt overrasket over ham (på den gode måde , selvom det naturligvis blot er en øjeblik's-oplevelse baseret på et par minutter's tv-optræden i stor sol, høj blå himmel med smukke hvide skyer svævende højt oppe, og flotte grønne bjerge-kæder i baggrunden, hvilket formentlig altsammen er med til, mere eller mindre underbevidst, at farve min oplevelse af det han sagde . Uanset hvad, så imponerede han mig dog i det interview på en go' måde)

Anyways, han havde ihvertfald fat i en kerne, og fik gjort følgende punkter rigtig godt klare sådan som jeg tolkede ham:

#1: Velfærd koster noget (velfærd her defineret som at _du_ har det gode liv, ka' spise dig mæt og sove i en varm seng og den slags)
#2: Det der koster noget ska' betales
#3: Det er kun dem med midlerne der ka' betale.

så derfor:

#4: Ska' alle ha' velfærd, eller kun de heldige der har råd?
(ska' _du_ ku' opleve velfærd selv hvis du ikke har råd?)

Såvidt jeg ka' se er det 1 af hoved-konflikterne i stort set alle vestlige samfund, hvis ikke alle, og dermed også her i danmark (og velfærd var jo også et af slogan'sne i den danske valg-kamp sidste år).

Kort sagt: hvad stiller man op med dem der ikke selv har råd?

Og _hvorfor_ er der egentlig folk, i de vestlige samfund, der jo rent teknisk vel godt ka' siges at være de mest progressive på denne planet, og som man tit hører er de rigeste, der ikke selv har råd?

Er det de 'råd-løse' borgere der er noget galt med? (siden de jo åbenbart ikke opnår at blive 'råd-havende') Eller er det de 'råd-havende', dvs de reelle magt-havere, der er noget galt med? (de misbruger måske deres magt til at opstille regler der reelt hindrer de 'råd-løse' i at få en fair chance (når bush-regeringen feks ønsker at demokratisere irak og mellem-østen med tvang, så er det jo for at undertrykke konkurrencen fra iran. Dvs rent nationalistiske grunde; at forbedre usa's egen chance for velfærd ved at hindre andre i at ku' konkurrere frit (og set ud fra et rent kynisk dyrisk og biologisk egoistisk overlevelses-synspunkt, blottet for moral og etik, er det en udmærket, fornuftig og klog plan). Hvis man overfører denne mentalitet/ideologi/tankegang til enkelt-personer (og hvorfor sku' enkelt-individder tænke meget anderledes end bush og fogh, halvdelen har jo stemt på dem fordi de var enige med dem, så en sådan sammenhængs-antagelse er næppe helt forkert), for at vende tilbage til det med samfund og velfærd, så svarer det til at de 'råd-havende' indretter samfundet så det's love og regler gi'r _dem selv_ de bedste chance for at opnå velfærd. Så det man kalder 'nationalistiske årsager', når man snakker om samfund, bli'r til 'egoistiske årsager', når man som borger i samfundet henfalder til samme ideologi/mentalitet som bush/fogh-regeringen gør på landet's vegne))

Men måske mest vigtigt: hvordan ska' vi indrette samfundet og sam-eksistensen mellem forskellige kulturer (feks det nu, igennem snart 1 helt år-ti, bulldozer-truede, og aggressiv stress-politik ramte, hippie-miljø vi kendte fra blaa CA, og den gode hyggelige fredelige joint-, e- og techno-kultur, der fungerede fint op gennem 90'erne) så folk _har_ råd til at leve anstændige liv? (så hele debatten om velfærd rent faktisk ikke længere er nødvendig) En sam-eksistens der gør at der _ikke_ ses western-opgør og gun-slinger's i kbh's blodige gader så ofte som der ifølge mit tv gør i disse tider. En sam-eksistens der også rækker så langt at det ikke længere vil være nødvendigt med menneskerets-stridige _terror_-love (det er forkert at kalde disse love for _anti_-terror-love når de rent faktisk skaber mere terror i almindelige folk's liv end de fjerner) og hemmelige fængsler og folk de holdes hen i fange-skab og Uvished i årevis som på stress-klinikken guantanamo.

Ja selv palestina-israel problemet er jo på sin vis et slagsmål om _hvem_ der må få lov til at opleve det gode liv og den rare velfærd. Det _ka'_ måske kun være et slagsmål?

Selv er jeg mest tilhænger af den ideologi der går ind for maksimal personlig frihed (dvs feks en legalisering af narko), en slags hedonisme. Hvis folk vitterlig _har_ chancen for at opnå velfærd, så er det lettere, ihvertfald for mig, at acceptere Ulighed i samfundet. Men i et strikst samfund, hvor myndighederne dømmer og bekæmper forskellige kulturer som blaa hippie-kulturen som efterhånden værende anti-demokratiske farlige terror-kulturer på linie med alqeida, og som derfor opstiller regler der reelt _fra-ta'r_ folk fra disse fredelige kulturer en rigtig chance for at opnå velfærd, er det naturligvis grotesk hvis man mener det er udtryk for retfærdighed at de fattige 'råd-løse' er fattige og 'råd-løse'.

Ta'r man chancen fra en person, er det naturligvis ikke længere denne person's eget ansvar at det ikke længere har nogen chancer. Det ka' der vist ikke være meget logisk tvivl om.
Og dermed vil ansvaret jo så havne hos dem der opstiller reglerne, altså dem der med forbud i hånd _ta'r_ chancer fra personer. Og det forpligter dem (magt-haverne) efter min mening.

Herfra bli'r det så meget moralsk hvad man mener: Hvis person A ta'r person B's chancer, igennem feks at forbyde narko, har person A så et ansvar for person B's velfærd?
Eller må person A, Uanset årsagen (om det feks er moralsk anstødelse, eller bare for selv at opnå velfærd), hindre person B i at ku' opnå velfærd, og så bare se stort og flot på dét og være ligeglad?

Altså; når en magt-haver (feks staten) laver love der hindrer folk's frie udfoldelse, feks gennem forbud, er det så befolkningen, den der forbydes noget, der bærer ansvaret? Eller er det magt-haveren?

Hvis narko-forbuddet feks medfører at en narko-bruger dør, eller bare har mangel på velfærd, pga enten dårlig narko, fordi det ikke var til at købe god narko, eller sekundært valgt narko, fordi det ikke var til at købe det primært ønskede narko, er det så den der forbyder narko'en der er ansvarlig for at der ikke findes god eller ønsket narko? Eller er det den der ønsker narko men ikke må for magt-haverne?

Man ka' erstatte begrebet 'narko' med lige hvad man vil. Det ka' være forskelligt fra person til person hvad de ønsker og mener gi'r dem go' velfærd. Det ka' være den dyre bil, eller den store båd, eller at ha' kæmpe hus, eller måske flyvemaskine, eller mange rejser. Hvad-som-helst (nu er det jo bare narko vi interesserer os for her på kanalen, men ønsket om god velfærd er sandsynligvis det samme som hos alle andre, og derfor noget vi nok alle har til fælles ). Så fundamentet er det samme Uanset hvad; om det er tilladt eller forbudt, og hvad der er mest rigtigt og etisk (og det er selvfølgelig ingen hemmelighed at jeg selv mener indadvendte handlinger, som feks at ryge en cigaret i sit eget hjem eller tillade det på en's egen bar/restaurant-ejendom hvor ingen opholder sig af tvang, ikke ka' være forbudte. Det er heller ingen hemmelighed at jeg mener samfund med så få regler som muligt også vil være de mest dynamiske EDIT: jeg er faktisk ikke helt sikker på om mange regler virker effektiviserende eller dæmpende for dynamikken i et system, det ka' muligvis virke begge veje)

Hvordan mener i andre at ansvaret for velfærd ska' defineres?
Er det dem der opstiller forbuddene og lovene man ska' se til, eller er det udelukkende et rent personligt ansvar Uanset samfundet's øvrige tilstand?

(PS: forbuddene behøver ikke kun være stats-organiserede, som narko-loven, men ka' også være regler som private firmaer opstiller, der i en eller anden grad indgriber i folk's liv. Feks forsikrings-selskaber kontra forsikrings-tager, hvor den samme problem-stilling om hvem der opnår mest velfærd jo også ka' findes (hvem betaler hvem, og hvor langt må parterne gå i Uenigheder med hinanden osv). Eller firmaer der tjener på folk's dumhed, som feks private P-firmaer der har opkrævet illegale p-bøder, eller ting som pyramide-spil og online-poker og hvad man nu ellers ka' komme på af alt muligt. Selv IE har problem-stillingen indbygget; må man udnytte sin IE til selv at opnå velfærd (feks sample fra en film man har købt og betalt og står med i hånden, eller feks udnytte lyden fra sin guitar og den's strenge, som andre ganske vist har produceret, men som man selv spiller på) eller er det kun producenten der må opnå velfærd på produktet)

Det ender hver gang med spørgsmålet om _hvem_ der har ansvaret for en person's velfærd. Og _hvor_ de forskellige personer's ansvar over-lapper hinanden.
Er der nogen der har gjort sig nogle tanker om dette?

Ja, undskyld. Jeg har ikke læst resten, nåede ikke videre. Jeg orker det ikke lige nu. Det er for dårligt når nu endelig der kommer et ambitiøst indlæg.

Der er noget galt på begge sider. I et velfærdssamfund vil jeg sige at fejlen hovedsageligt ligger hos de 'rådløse', da de udvikler en dovenskab, og stiller sig tilfreds med at blive håndfodret. Jeg er egentlig tilhænger af nød lærer nøgen kvinde at spinde-begrebet.

Det ligger noget helt fundamentalt i den menneskelige kamp for overlevelse, som er nødvendig for at initiere personligt engagement. Jeg betragter lidelse som en forudsætning nærmest, for egentlig indsigt. Der er mange uudnyttede potentialer i rendestenen, javist, men der er også mange velstillede mennesker, som udvikler en ulækker materialisme der vidner om degenererede mentale tilstande.

Hvorfor er det lige at så mange gangster rappere beholder deres primitive gangster ethos efter deres berømmelse? Det er fordi de værdier er så basale og ægte. The struggle for survival. At det så er en illusion er en anden sag.

Altså, en velfærdsstat kan medvirke til at sløve dit sind, og dine overlevelsesinstinkter. Det kan meget store multinationale selskaber også. Som i fasciststaten, bliver du bare en lille myre i det store maskineri, som fylder dig med teambuilding og ejerskabsfølelses-propaganda, der skal få dig til at yde mere. Den form for liberalisme tillader forretningsmoguler at skabe deres egen ministat, i det teoretisk "frie" samfund.

Frihed er altid risikofyldt, men det er det rigtige. Ron Paul 2008!

Nu har jeg lige skimmet lidt længere ned. Jeg kan bare konkludere at jeg synes du er alt for idealistisk, med hensyn til sam-eksistens osv. Velstand og reguleringer og forbud hører sammen. Det er ikke modsætninger. Lad od nu bare sikre frihed for alle, så vi kan bevæge os rundt uden skygger over vores trætte hjerne.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Jeg vil lige præcisere, så ikke snakken bli'r for snæver eller misforstået, at jeg med 'råd-løse' hentyder til personer der ikke råder, Uanset årsag, over deres eget liv. Dvs alle lige fra naturligt handicappede, til personer der er handicappede af lov-givningen (sidst-nævnte gruppe er mest relevant for spørgsmålet om ansvar, mens den første gruppe jo ikke direkte behøver være hæmmet af andre personer's magt)




Så ha' eventuelt lidt mere tålmodighed næste gang en lignende situation opstår, og vent til du synes du har tid og overskud nok til at læse hele posten fra personen du svarer, istedet for bare at svare halv-informeret fordi det måske ska' gå stærkt. Jeg si'r ikke dette for at være Uhøflig, men fordi jeg er enig med dig i at det er for ringe.




Min erfaring si'r mig at så godt som alting har 2 sider, og at hvert forbud og regulering stort set altid hæmmer nogen mens det styrker andre.

Et eksempel: Dem der stod i boderne på pusher-street, og solgte hash til alle os der gerne vil købe det, har feks ikke oplevet bedre velfærd som følge af intensiveringen af narko-krigen imod dem. Da de feks blev sat i fængsel i omkring 1 år, for et par år siden, tog man jo reelt deres velfærds-chancer fra dem med tvang. Det er en voldsom indgriben i, og velfærds-forværring af, et andet menneske's liv.

Et andet eksempel, også relateret til narko-krigen: Når regeringen forbyder personer der ønsker at bruge feks heroin fra at ku' købe det lovligt og klinisk korrekt fremstillet, og disse personer så istedet køber illegal heroin og måske derefter dør eller ta'r skade fordi det var et enten dårligt eller Uventet potent stof, så ka' man heller ikke ligefrem påstå reguleringer og forbud fører til øget velstand.

Det er blaa grupper som disse 2 jeg refererer til som handicappede af lov-givningen (selvom jeg også nævnte palestina-israel problematikken, da den har samme grund-konflikt indbygget; at nogen med magt opstiller nogen forudsætninger der ikke blot gælder dem selv, men også personer der _ikke_ har bedt om disse forudsætninger, og dermed indvirker på sagesløse's muligheder for at opleve velfærd efter eget ønske (her tales altså ikke om dovne personer, men om personer der udsættes for tvang mod deres vilje)), og hvor jeg undrer mig over hvem man mener bærer det væsentlige ansvar for disse personer's velfærd. Om de selv bærer det fordi de vælger at købe den illegale narko, eller om lov-giverne bærer det fordi de nægter dem at ku' købe det narko de reelt ønsker (hvorefter de så istedet køber det illegale og deraf måske ta'r skade/mister velfærd uden selv at ha' ønske om dette)

Du får det til at lyde som om, at det er behovet for mad på bordet, der har givet de mange skudepisoder, når det i virkeligheden drejer sig om skruppelløse personer, der kæmper om et narkotikamarked. Vi kan godt blive enige om, at narkotika skal legaliseres. Det ville også løse ovenstående problemstilling.

Langt de fleste af de implicerede i skudepisoderne er uden for pædagogisk rækkevidde og kan ikke hjælpes til forbedring ved rundkredspædagogik. Hvis vi virkelig vil varetage vores egen sikkerhed, så må man se i øjnene, at nogle personer er uforbedrelige og som sådan uønskede i samfundet. Danmark er jo ikke plaget af vold og skudepisoder pga., at folk ikke har råd "til at leve et anstændigt liv". En three strikes down pendant ville kunne forbedre voldsstatistikkerne betydeligt: fx 5 voldsdomme og personen modtager en fængselsstraf på 25 år.

Ja, set i 20/20 sku' der nok ha' stået _mulighed_ (for at leve anstændige liv) og ikke _råd_ (da jeg skrev det havde jeg begrebet "råde over sit eget liv" i tankerne, da posten netop handler om hvorvidt det er etisk at folk frata's råde-retten over deres egne liv i forbindelse med feks narko-krigen )




Jeg må sige at jeg for mit eget vedkommende er ligeglad med om forskellige bander render rundt i grus-gravene og skyder hinanden. "Whatever makes you happy", er mit motto. Så det ka' ikke rigtigt genere mig.

Ska' jeg endelig interessere mig for hvorfor folk melder sig ind i disse bander, og underkaster sig den leve-vis, så er det kun for at se på om samfundet på nogen måder er med til at frem-provokere deres adfærd. Og det mener jeg absolut den nuværende højre-regering er.
Og så selvfølgelig også når de ta'r adfærden med ud på gaden hvor de udsætter Udenfor-stående for fare, hvilket naturligvis er Uacceptabelt.

Som du selv er inde på i første halvdel, så ville en legalisering, udover at redde menneske-liv, også, formentlig, føre til færre såkaldt kriminelle opgør (som disse skyderier). Jo mere regeringen øger presset mod en bestemt kultur, jo mere Ulovlig den bli'r, jo flere penge vil der automatisk være at tjene i denne kultur. Derfor er regeringen's krig mod narko, mener jeg, med til at øge indtjenings-potentialet for disse bander, og dermed også med til at til-trække de værste personer (dem der ikke ka' finde ud af at holde deres bande-opgør i lukkede miljøer så vi andre ka' slippe for at komme i fare pga dem). Så som jeg ser det har regeringen et ansvar for at det udvikler sig så forskruet som det gør.

For lige at runde den med 3-strikes-and-youre-out; baseball-politik er jeg personligt imod. Jeg mener at hver individuelle sag ska' vurderes individuelt. Volds-episoder er ikke bare volds-episoder, og intet i sam-eksistensen er bare sort eller hvidt. Noget vold er ifølge loven legal, og noget vold ka' ha' formildende omstændigheder og andre ka' ha' skærpende. Så at opstille en simpel matematisk regel, som baseball-regelen, mener jeg er klart diskriminerende. 3 små lussinger, hvilket klart konstituerer vold ifølge loven, vil med baseball-loven blive takseret som ligeså alvorlig et overgreb som 1 mord, og det mener jeg er forkert.

Baseball-loven vil feks ku' sende en mor, måske presset til nær-vanvid af et hårdt økonomisk system, eller af et hårdt moralsk system (myndighederne truer måske med at fjerne hende's børn fra hende fordi hun nyder en joint i ny og næ, det er jo ikke helt Urealistisk at det ku' ske i danmark med højre-regeringen), i fængsel i 25 år hvis hun 3 gange ses gi' sit barn 1 lussing (og selvom det selvfølgelig er forkasteligt at slå sine børn, så vil jeg stadig mene der er stor forskel på denne mor, og så en eventuel ond morder der med overlæg myrder nogen i koldt blod. Og derfor ska' de selvfølgelig ikke begge straffes med 25 år i skyggen). Så hver sag for sig selv. Man ka' dog godt kigge på ting som historik, og det gør man vist også allerede i dansk rets-praksis, og gribe strengere ind hvis en person igen og igen og igen gi'r sine børn lussinger. Så langt er jeg helt enig med dig

I usa er der iøvrigt set flere groteske eksempler på netop den form for diskriminering, hvor 'små' sager af 3 styks gi'r samme max-straf som for en masse-morder. Vi har blaa i en anden tråd for nogle år siden her på kanalen netop snakket om en sag som var udtryk for denne diskrimination (Jeg ka' ikke huske detaljerne om den, men det var noget med at en person fik livs-tid pga 3 Uheldige bagatel-forseelser der ikke i-sig-selv havde noget med vold at gøre, og som hverken var alvorlige eller person-farlige)

En lille ting som feks at krydse en stats-grænse i usa ka' ophøje en bagatel-forseelse til en regulær forbrydelse der tæller som et strike. Så 2 personer ka' begå den samme forseelse 3 gange, men kun den der har krydset en stats-grænse (feks for at købe 1 gram marijuana hos sin favorit-dealer i nabo-staten, der måske har bedre kvalitet end den lokale dealer (feks hvis en fra newjersey lige er et smut i newyork og køber lidt med hjem, så ka' det gi' et strike. Men hvis samme person køber det i sin egen stat gør det ikke)) får livs-tid. Det er ikke rimeligt, efter min mening, at den reelt samme forseelse ka' gi' _så_ forskellige straffe som det er tilfældet i usa pga baseball-loven.

Lang indlæg ... bare lige et par spredte noter.

Du opstiller alle dine problemstillinger som "enten X eller Y". Jeg vil lidt provokerende nægte at svare på disse og i stedet nævne, at den metafor eller "linse", som man kigger igennem, når man kigger på problemet i høj grad bestemmer selve konceptualiseringen af hvad problemet overhovedet er, og sekundærd hvad dets løsning er.

Du kunne også have anlagt et autopoietisk synspunkt, hvor du ser hele systemet som et "selvskabende system", hvor de rige og fattige begge indgår som spillere med selvskabende kraft. ( http://www.reference.com/browse/wiki/Autopoiesis )

Man kunne også have valgt at se forholdet mellem de to grupper som dialektisk, hvilket igen ville udforske andre sider af emnet (f.eks. ting som gensidig afhængighed og symbiose, og måske en analyse af den nuværende konflikt og kimen til syntesen og en ny tilstand).

Derfor er der heller ikke et nemt svar på dit spørgsmål om, "hvad man stiller op med de fattige"

Moralsk har svaret været meget forskelligt over tid, men ofte er de fattige blevet anset for at være moralsk forkastelig individer, som fortjente enhver form for straf, ejerskab og anden kontrol, som velhaverne kunne udsætte dem for.

Økonomisk teori kan dog ofte forudsige, at det er og bliver dem med de bredeste skuldre, der ender med at løfte den største byrde. Det stiller interessante spørgsmål. Vil man have et sikkerhedsnet for de fattige, da fattige mennesker har den uheldige egenskab, at de ikke bare lægger sig høfligt og dør en sanitær død til glæde for alle os rige, eller vil vi bruge kræfterne på at holde dem nede i håb om at nyde samme fordele?

Selv hælder jeg til de mere pragmatiske løsninger. Jeg kan måske godt følge f.eks. amerikanerne et stykke af vejen med deres liberalisme og konceptet at man klarer sig selv og betaler for sig selv. Men jeg går ikke til deres yderste logiske konsekvens, da det også trækker i mig, at en socialt og økonomisk marginaliseret befolkningsgruppe, IMO, ender med at avle mere af samme og skabe større problemer for de velfungerende. Altså: det er så meget billigere at give folk uddannelse, understøttelse osv. end det er at skabe en politistat, som sikrer at man ikke bliver udsat for vold, indbrud, tyveri, osv. Vi skal ikke langt tilbage i tiden før økonomer troede noget helt andet, men de faktiske observationer har jo vist, at man sagtens kan have velfærd, sociale sikkerhedsnet og store offentlige sektorer _og_ en god økonomi (Danmark er jo et klassisk eksempel på dette)..

For det første synes jeg det er mere humant, og hvorfor ikke vælge den mest humane løsning, når den samtidig giver den mest effektive løsning.

For det andet har jeg også svært ved at ryge op i det røde felt over, at de allerrigeste, der har råd til at spise 10 røde bøffer om dagen (a 400 gram), bliver tvunget til at afhænde nogle af disse røde bøffer til andre for at holde husfreden - for hvor "vampyrisk sulten" og tom indvendig er man egentlig, når man sidder med 10 gange så meget mad, som man nogenside kan spise og så får ondt i hjertet over at de allermest sultne får stillet deres reelle sult? (Jeg er ved at brække mig over de der utilfredse millionærer, der hele tiden siger "nu har jeg fandme betalt 5 millioner i skat, og det kan simpelthen ikke passe at jeg skal betale mere" ... man kan næsten høre hvor ulykkelige den slags mennesker er ... hvor de i virkeligheden kunne have set sådan på det, at de faktisk har tjent den ekstreme sum af 5 millioner kroner til sig selv og derved har det op til 40 gange så økonomisk fedt sammenlignet med de fleste gennemsnitlige danskere).

Jeg er lodret uenig i at det er de rige som bærer samfundet. gu er det da røv. de riges rigdom afhænger da af at der er nogen som gider knokle for ussel mammon. Jeg tømmer containere og løfter mellem 10 og 15 tons pakker manuelt hver dag. Min dag er nøje afstemt med pauser der skal overholdes på minuttet, for at sikre effektiviteten så de rige får deres penge. Hvad har de rige gjort udover at sætte et system igang som sikrer deres egen evigvoksende rigdom? Ikke en skid. Det råder de så delvist bod på ved at betale deres skat selvfølgelig. Så hvem gør sig egentlig mest fortjent til pengene? Det er i hvert fald helt sikkert at de rige ikke gør sig fortjent til så stor en andel. Jeg har løftet 15 tons pakker i dag hvad har du lavet?

Altså, jeg er egentlig ikke modstander af princippet, det kan ikke være anderledes, men det er altså ikke de rige som bærer samfundet.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Givet dig et arbejde.

Hvis du er utilfreds, har du masser af muligheder for at tage en uddannelse eller finde et andet arbejde.

@malkavian; helt enig: en's syns-punkt afgør hvad man ser, og det er selvfølgelig altid vigtigt at ha' med i overvejelsen når man tolker om noget er et problem eller ej

Men så la' mig stille det anderledes op:

Hvordan bli'r man 'herre i eget hus', hvis det er de andre der ejer resourcerne? (og selvfølgelig især hvis der er tale om nogen der ikke ønsker at sælge eller dele deres resourcer, for så har man jo ingen mulighed for at erhverve nogen rettigheder (økonomiske eller andre))

Hvilke minimum's krav har en borger? Ingen krav? (så folk uden midler feks sagten's ka' ende som hjemløse og dø på gaden af sult) Eller findes der minimum's krav enhver borger har ret til? (så folk uden midler ikke trædes under fode)

Set fra en anden vinkel er spørgsmålet om man som magt-haver har pligt til at afgive noget af sin magt til ikke-magthavere (feks gennem skatte- eller territorie-afgivelse) i sit samfund.

Ikke kun økonomisk, men også på andre områder. Feks retten til at leve sin egen kultur (feks at bruge narko).