Culpepers skrev:
Takker for links og uddybning.
Det hele minder mig om afsnittet "Cui Bono?" i TiHKAL, hvor Shulgin gennemgår nogle få af alle de mange måder hvorpå den amerikanske stat skaffer sig penge, magt og indflydelse gennem The War on Drugs.
Cui Bono (til gavn for hvem) er altid et godt spørgmsmål at stille, for det afslører aktørernes interesser.
Der er netop kommet en fin bog af professor Peter Høilund,
Frygtens Ret, som er et godt supplement til at forstå de kræfter, der er på spil. Høilund undgår godt nok behændigt enhver snak om narkotikapolitik, men det er utrolig nemt at bruge hans principielle betragtninger som en model til at forstå narkotikapolitikkens udvikling over årene. Det er en fantastisk bog han har skrevet, og den er utroligt nem at gå til trods emnet er "retsfilosofi".
Sagen er at de andre "frygtområder" går hånd i hånd med narkotikapolitikken. I egentlig fredstid er narko det altid tilstedeværende emne at falde tilbage på, men også til at forberede sig på de større ting som krig, terror og andre udefrakommende trusler. For det meste er narko "den indre fjende", men amerikanerne har altid haft et grimt forhold til indvandring og de ser i en vis grad udefrakommende narko som en ydre fjende. Her i DK er det ikke så nemt at formulere samme fjendebillede, da vi ikke grænser direkte op til nogen "narco states".
Ikke blot tillader det en beskæftigelse af militæret i fredstid, men det giver også mulighed for at opbygge mindre baser rundt om i hele verden, og narko vil altid være et godt "diplomatisk værktøj" overfor både allierede og fjender.
I det hele taget er den hvide del af det narko-industrielle kompleks alt for undervurderet. Her tæller vi f.eks. om politi, fængsler, domstole, politikerkarrierer, embedsmænd, vagtværn, drug test firmaer og behandlere. Alene den danske stats direkte offentlige udgifter til området ligger omkring på det, der omsættes for af hash i København (ca. en milliard; og det er, IMO, løse estimater og tallene dækker slet ikke samfundets sande udgifter til området).