Af: Georg Metz
Citat:
Hvem vil ikke gerne have mere personlig frihed? Hvem vil ikke gerne være fri for et samfund, der bestemmer det meste? Hvem vil ikke gerne selv bestemme? Hvem vil ikke forme sit eget liv og tænke og mene, hvad man vil? Hvem vil leve i et lommepengesamfund? Hvem vil have, at Anders kommer og taler? Hvem betaler pr. donor et utal af helsidesannoncer, 100.000 kr. stykket, hvori vælgerne stilles netop disse spørgsmål?
Det gør et forholdsvis nyt politisk parti, Liberal Alliance, hvis udsagn får Fogh Rasmussens gamle bog om slavesjæle og minimalstat til at ligne det kommunistiske manifest. Liberal Alliance er navnet. Partiet fremstår som et topstyret bror/søster-firma med målsætninger af den art, man i søgning efter mening bør udsætte for negationsprøven: »Liberal Alliance vil kæmpe for et rigt, åbent, venligt og attraktivt Danmark«. Erstat lige engang substantiverne med deres modstykker.
Når flæsket skæres væk, fremstår en snæver skattenægterinteresseforening og en førstemand med fri adgang til egen indre koleriker, den type, der forveksler lyset fra en tågelygte med solen, og som besidder forrykte ideer nok til at kunne tilfredsstille et passende udvalg af sine medmennesker med dem.
Sløseri
Hvor mange, der lader sig rive med, får stå hen i det forholdsvis uvisse. Lige til hin vredens dag, når Løkke Rasmussen tager sig sammen og nedkalder 54-55 procent af vælgernes vrede over sit hoved.
Et valgresultat, som meningsmålingerne en overgang spåede LA, bliver det næppe, rimeligvis 4-4,5 procent. Det er også nok.
At de fattige i evne og formue bør vare sig for LA’s neoliberalistiske lokketoner om mere velfærd og en skatteprocent som i det vilde vesten, fremgår af partiets fanden-tagerdesidste livssyn.
I et af partiets fem hovedprincipper hedder det: »Det fri samfund skaber stor velstand, og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.« Men et par linjer over: »… [når] man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.«
Hvad dét så betyder: at sløse med sine muligheder? Eller hvad er mon »egen skyld« for en størrelse?
Hvis man nu blot har været uheldig, hvilket kolde hjerner nemt forveksler med sløseri, lyder samme sang fra Nordhavet. Og hvad det vil sige at være ‘uheldig’, holder partiprincipperne for sig selv. Jo ikke uden betydning, hvis man forsøger at danne sig et indtryk af Alliancens menneskesyn.
Vi er alle tossede
Under alle omstændigheder kan man ikke klandre LA for at rutte med den politiske logik. LA vil have færre regler:
»Når vi sætter frihedsidealet højere end lighedstanken, bliver mange ordninger, tilskud, regler og love overflødige. Når staten ikke skal omfordele så store summer mellem det store flertal af velfungerende og selvforsørgende borgere, kan meget bureaukrati afvikles og den offentlige indsats fokuseres.«
Argumentet minder om sporvognskonduktøren i Sven Methlings gamle film Vi er alle sammen tossede, hvor den tossede konduktør i Dirch Passers skikkelse forsvarligt anbragt på den lukkede afdeling betror sin undrende medpatient, hvordan man løser boligproblemerne. Det er enkelt: Alle boliger sættes op til det tidobbelte, så ingen har råd til at bo i dem, og alle flytter. Så bliver der en masse ledige lejligheder, og bolignøden er løst. Ding! ding!
40 procent
Med en dunkel postulatmættet opskrift på befrielsen af den danske ende af menneskeheden afspiller LA som forudsætning for guld og grønne skove bestandigt deres muzak om de 40 procent i skat. Nedsættelsen giver fremdrift og investeringer samt frihed fra at få alt det overflødige fra staten, som man får i dag.
Hvad dét så er, det overflødige. Hvad folk selv skal betale, er vel ikke overflødigt, hvis behovet er stort nok til, at folk henvises til at betale. Hvis folk ikke betaler og det offentlige heller ikke, kan man i hvert fald ikke mere få det overflødige, som LA til gengæld altså ikke betror nogen, hvad er.
LA røber heller ikke, hvad man stiller op med den kvarte million offentligt ansatte, der bliver arbejdsløse ved et så drastisk nedsat provenu, mens ledigheden i det private og oliepriserne stiger.
Men det betyder ikke noget: Det bliver, som det bliver, når det bliver, som vi siger.
»Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor du bliver anerkendt, for den du er«.
LA må være forberedt på at en sådan anerkendelse ikke nødvendigvis dækker partiledelsens danskkundskaber, hvis filosofiske dybder ydermere åbenbarer sig i følgende sproglige træskovals: »Vi tror på frihed til at disponere over sine egne ressourcer«.
»Du er først og fremmest dig selv,« skriver de.
Jo tak, men, hvem er det nu, man er? Ifølge Sokrates og andre kværulanter er det ikke godt at vide. LA’s ledende folk har i deres myldren rundt i partierne jo selv haft besvær med identiteten.
»Friheden er ikke til salg,« siger de, unægteligt en sandhed med modifikationer. De fleste sælger jo dagligt delvis deres frihed og går på arbejde for at tjene penge. Selv lykkens smed må sælge sig selv og gribe til hammeren for ussel mammon. Ellers, og dét må LA erkende, er det vanskeligt ikke at havne blandt dem, der sløser eller er uheldige.
»Liberal Alliance vil give dig ansvaret tilbage,« skriver de i samme åndedrag.
Her kan den uskyldsrene ikke nære sig: Hvem har haft det ansvar, siden vi nu skal have det tilbage? Hvor har ansvaret ligget? Måske LA’s folk ikke har noget ansvar, måske fordi de i sagens og jungleliberalismens natur, som i partiets få udsagn om kulturpolitik tegner sig, i virkeligheden ikke føler ansvar for andre. Men hvorfor skal det gå ud over et helt land?
Personlig frihed, frisind, mindre stat og mere privat, frihed under ansvar, frihed til at disponere. Fem principper eller målsætninger, rygraden i Samuelsen & Co.’s politiske pegas, »en reformstrategi«, som det hedder. Fint skal det være.
‘Os’
Hvis man et øjeblik går lidt dialektisk til værks, må LA’s leder, der ifølge ham selv har humor og selvironi, tilgive én, hvis én mener, at hver af de fremhævede målsætninger rummer sit kontrære modstykke.
LA må i sit sparsomme materiale, i hvis detaljer fanden og hans oldemor ikke desto mindre hytter sig, nødtvungent indrømme begrænsningerne. Partiet har jo bornerte frafaldne konservative og venstrefolk deponeret i vælgerpotentialet.
Under »frisind« bedyrer de, at enhver må søge lykken på sin egen måde.
»Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os«. Hvorvidt dette ‘os’ betyder LA eller ‘os’ i bred forstand, kan man med partiets formulering fundere over. Men forbeholdet afgrænser udsagnet om frisind godt og grundigt. ‘Os’ og ‘skader’ kan jo efter hensigt diskuteres. Parallelle forbehold med seler og livrem ligger således i alle udsagnene, bortset fra de 40 procent. Partiets principper er som våd håndsæbe. Indtrykket af et intellektuelt nøjsomt og selvfedt indholdstomt ikke-program står tilbage. Betale mindre skat, det er, hvad det drejer sig om.
Hvad også står tilbage, er en klam fornemmelse af egoistisk snæversyn, kendetegnende for den vildmandsmentalitet som selv en Fogh Rasmussen måtte moderere for at vinde magten i et samfund, historisk belastet af en eller anden form for social solidaritet trods alt som velfærdens forudsætning.
Derfor opnår LA ikke så mange stemmer, som de går og tror.
Håbet har man da lov at have.
http://www.information.dk/264951
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
