Psychedelia.dk

Glædesbudskabet om Pia Kjærsgaards marginaliserede position i dansk politik er allerede spredt langt ud over Danmarks grænser.

For hele Europa blev Pia Kjærsgaards ubrydelige samarbejde med Anders Fogh Rasmussen et symbol på, at den yderste højrefløj ikke nødvendigvis må nøjes med at råbe op om deres foragt for udlændinge. Nu kunne holdningerne pludselig omsættes til realpolitik i form af pointsystemer, 24- års-regel og udsmidning af kriminelle udlændinge på røv og albuer.

Derfor var Dansk Folkeparti i 00’erne forbillede for højrepopulisterne Jörg Haider i Østrig og Geert Wilders i Holland, og derfor samler de internationale mediers interesse sig nu om fortællingen om Dansk Folkepartis uomgængelige forfald.

Derom rapportererbåde franske Le Monde, tyske Die Ziet og britiske The Guardian, der betegner Dansk Folkeparti ”det vel nok mest indflydelsesrige højrepopulistiske parti i Europa”.

Den anerkendte amerikanske avis The Christian Science Monitor mener ligefrem, at Dansk Folkepartis isolation i dansk politik vil trække spor igennem Europa. Pia Kjærsgaard bar højrepopulismen ind som realpolitisk faktor i Europa. Nu må hun også selv som den første bære den ud igen.

Om det sker, er endnu for tidligt at fastslå, men for alle, der har græmmet sig over det søle, dansk udlændingepolitik har trukket os igennem internationalt, synes folketingsvalget 2011 at markere et skift. Eller gør det?

Spørgsmålet er nemlig, om Dansk Folkepartis politik i virkeligheden står og falder med Dansk Folkepartis indflydelse. Ligegyldig hvilken regering Danmark får, vil de grundlæggende tanker i Dansk Folkepartis udlændingepolitik fortsat gælde.

Socialdemokraterne og SF har for længst overtaget en borgerlig udlændingepolitik, de borgerlige selv har forladt. 24-års-reglen skærer således i Lars Løkke Rasmussens ”liberale hjerte”, og den skal ikke bevares for evigt, lod oppositionens nye leder forstå i valgkampens sidste fase. Så i dag står Helle Thorning-Schmidt sammen med Pia Kjærsgaard som den stærkeste fortaler for selve symbolet på 10 års skandaløs udlændingepolitik.

Villy Søvndal er efter nogen vaklen i egne standpunkter endt med at garantere vælgerne, at han i fire år vil kæmpe for den 24-års-reglen, han selv og størstedelen af hans parti er imod. Måske er det denne opportunisme, Villy Søvndal betalte prisen for ved torsdagen valg. Danskerne vil have politikere, der mener, hvad de siger. De vil tilsyneladende ikke have politikere, der siger, hvad de mener, vælgerne helst vil høre.

Hvis en ny regering vil lave et reelt opgør med 10 års udlændingepolitik, kunne den passende starte med en nedrivning af Integrationsministeriet. Det var Anders Fogh Rasmussen, der udtænkte og opførte ministeriet i Holbergsgade i København i 2001 med det formål at eksekvere den nye hårde udlændingepolitik. Med den ene hånd skulle ministeriet holde så mange som muligt ude af landet. Med den anden hånd skulle det integrere udlændinge i det danske samfund. De to hensyn har for længst vist sig uforenelige, ikke mindst fordi det blev et selvstændigt mål at finde på nye måder at udvise dem på, der engang var udlændinge. Ministeriet har de seneste år været præget af retsløse tilstande. Det så vi i sagen om de statsløse unge, hvor Lars Løkke Rasmussen måtte fyre Birthe Rønn Hornbech, fordi hun overhørte gentagne advarsler om ministeriets ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge. Det er denne kultur, der bør gøres op med. Lad os håbe, at en ny regering tager fat på det arbejde.

En ny regering må også hurtigst muligt få sløjfet pointsystemet og lempet green card-ordningen, så Danmark igen kan blive et attraktivt land for nødvendig udenlandsk arbejdskraft. Og på Helle Thorning-Schmidts plan for de første 100 dage må også stå en annullering af Dansk Folkepartis sidste aftryk på dansk politik: den tossede grænseaftale, der i Europa er blevet symbolet på alt det, Danmark ikke skal kendes på: lukkethed, intolerance og fremmedfrygt.

Dansk Folkepartis foragtfor udlændinge hænger snævert sammen med partiets angst for globaliseringen. Eller som den tyske ugeavis Die Zeit noterer, så har Dansk Folkeparti og udlændingepolitikken ”forandret det engang så skandinavisk-tolerante Danmark” til en ”xenofobisk grænsekontrolpost”.

Det er måske nok at sætte den på spidsen, men symbolsk er det, at den foreløbige afslutning på Dansk Folkepartis epoke i dansk politik kan føre os over i det globale fællesskab, der er den eneste vej ud af den økonomiske krise. Den kan vi ikke selv fikse, selv om politikerne har forsøgt at foregøgle vælgerne det med alle 2020-planerne.

Danmark må igen åbne sig mod omverdenen i stedet for at møde den med mistro, pointsystemer og 24-års-regler. Det bliver en hovedopgave for en ny regering, og denne åbning til verden står Dansk Folkeparti nu ikke længere i vejen for.

Venstrefløjspartierne er også nationalistiske.

Nationalisme er en ideologi, der anskuer nationen som den primære identitetsskabende faktor for grupper af mennesker. Nationalismen er oftest knyttet til opfattelsen om et 'hjemland', hvor nationen med dennes særlige kendetegn (sprog, levevis-kultur, fælles skæbne) har sin kerne (undertiden mytiske oprindelse), samt ideen om et 'folkeligt' eller etnisk tilhørsforhold til dette land[1]. Det er derfor ifølge denne ideologi vigtigt, at nationens fællestræk (som tolket i den konkrete situation) bevares og styrkes, og at nationalstaten, hvor der er en sådan, har størst mulig suverænitet.

Snoezel: man kan klart skelne mellem flere nationalismer, helt sikkert. Men man må også se i øjnene, at lige med DF så er hænger den form for dansk identitet, som bygger på stolthed af velfærdsstaten tæt sammen med den form for nationalisme som Pia K og venner repræsenterer. Husk, at den netop er vokset frem som resultat af et værd om velfærdsstaten. De er altså ikke uden forbindelse. Man skal også huske at det er "gratis" at være for åbne grænser når man er i opposition, i det man ikke behøver at forholde sig til problemer som f.eks. hvem der har ret til velfærdsydelser, etc. når man ikke har magten.
Jeg deler ikke din (i øvrigt ret konservative, sjovt nok) forfaldshistorie om rodløshed, da der ALDRIG har eksisteret én danskhed, som vi nu ikke har længere. Det er netop den myte, som både venstre og højre deler. National identitet er altid mange forskellige ting, og hvis vi går mindre end et par hundrede år tilbage i tiden så kunne folk knapt nok forstå hinanden indenfor landets grænser (som hashdropz også er inde på).

"Gi' mig Danmark tilbage". Den udtalelse vil jeg ikke anse som nationalistisk. Ved "Danmark tilbage" mener hun bare Danmark, som et geografisk afgrænset sted, som har været anderledes før hen, i en eller anden periode. politikerne snakker om "velfærdsDanmark", fordi det kun er inde for Danmark de har autoritet, hvorfor det er meningsløst at snakke om andre lande?

Der foregår helt klart en kamp om at definere vores kultur, men netop bevidstheden om en kultur der kan defineres og ændres er vel i bund og grund Unationalistisk