Jeg har fulgt debatten et stykke tid, og det mest fornuftige jeg har læst er af Christopher Arzrouni:
http://borsen.dk/nyheder/politik/artikel/1/220631/leder_taberfabrikken.htmlCitat:
01-12-2011 06:21 LEDER - For en gangs skyld har Danmark fået en interessant debat om fattigdom. Det fortjener folketingsmedlemmerne Øzlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsen (LA) stor tak for.
Debatten er ikke længere abstrakt og makroøkonomisk, men konkret og personlig. Hvad kan en kontanthjælpsmodtager leve af – oven i købet en, der er omfattet af det stærkt udskældte “loft” over kontanthjælpen? Er godt 15.000 kr. efter skat tilstrækkeligt? Og kan man få dagligdagen til at hænge sammen med et rådighedsbeløb på 5.000 kr. efter boligudgifter og andre faste udgifter? Den slags størrelser er til at forstå for i en debat, som ellers har været præget af snak om statistisk ulighed og såkaldte “Gini-koefficienter”.
Strengt taget burde sagen være eksploderet allerede i fredags under Folketingets debat om at afskaffe loftet over kontanthjælpen. Her stod beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) hånligt med himmelvendte øjne, mens Ulla Tørnæs (V) spurgte hende om de skadelige effekter af SRSF-regeringens initiativ. Ministeren erkendte frejdigt, at det ville koste job. Sådan var det bare. Men hun gjorde det jo “for at styrke kampen mod fattigdom og for demokrati”.
For nogle år siden udtalte daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V), at det ikke gjorde noget, at uligheden steg, hvis bare de dårligst stillede fik det bedre.
Straks blev hun beskyldt for at ville øge fattigdommen. Og da Kjer forsøgte at tage debatten – overbevist om, at hun kunne forsvare sine påstande – fik hun mundkurv på af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Så meget kulturkamp skulle der trods alt ikke føres.
På den baggrund er det ikke underligt, at SF og Socialdemokraterne længe har været overbeviste om, at de havde en klar vindersag. Sig “ulighed” og “fattigdom,” og straks kryber de borgerlige ned i et musehul. Ja, på nær dem, der som Joachim B. Olsen er så nye i politik, at de er upåvirkede af gamle traumer.
Olsen tog med ud for at møde en fattig. Men forinden gjorde han noget fornuftigt. Han tog imod et godt råd fra erfarne mennesker, der har oplevet den psykedeliske debat om fattigdom gennem mange år: Sørg altid for at se et budget.
Da Øzlem Cekic viste “Fattig-Carina” frem, faldt eksemplet til jorden. Mange har efterfølgende haft travlt med at lægge afstand til Cekic. Det var et dårligt valgt eksempel, lyder påstanden. Aldeles ikke. Cekic havde fundet en kontanthjælpsmodtager, der får præcis det samme som andre i hendes situation.
Det illustrerer, hvor dårlig en sag SF og S egentlig har. De skaber desværre en “taberfabrik” ved hjælp af offentlig forsørgelse.
Nu forsøger socialminiser Karen Hækkerup at redde, hvad reddes kan. “Vi har brug for en debat om det normskred, som jeg på nogle stræk kan se i Danmark, hvor vi i alt for lang tid har været fokuserede på, hvad vi kan få,” siger Hækkerup. Sagde hun det i fredags, da regeringen ville afskaffe loftet over kontanthjælpen?
En bedre socialpolitik hviler ikke på højere ydelser. De sociale ydelser i Danmark er generøse. Lavindkomstgruppen består hovedsagelig af SU-modtagere, selvstændige, deltidsbeskæftigede og starthjælpsmodtagere. Ikke af førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere.
De største sociale problemer i Danmark handler om misbrug og om uoverstigelig gæld. Narkomaner, der ikke kan fungere. Familier, der har gældsat sig til fattigdom. Det er hér, man må sætte ind.
Derfor fortjener regeringen såmænd ros for at ville tillade fixerum for narkomaner – et lille, men vigtigt skridt. Man kunne gøre mere endnu for misbrugere. Og man kunne gøre mere for at hindre mennesker i at havne i gæld. F.eks ved at tillade grundigere kreditvurdering.
“De fattige har I altid hos jer,” siges det. Men det er faktisk muligt at mindske social nød, hvis man tager fat, hvor den er størst.
Hele debatten har været en hån mod de som virkelig lider og de mennesker der hver dag står tidligt op og trodser den bidende kulde for at tage på arbejde, til en mindre udbetaling end de kontakthjælpsmodtagere der får fjernet "loftet" inden længe. Det siges fra de borgerlige at "det skal kunne betale sig at arbejde" hvilket lyder fornuftigt nok i sig selv - men hvad ligger der bag det? For mig at se, må det aldrig blive sådan, at de som arbejder i netto, går med post eller henter vores skrald, føler at andre nyder over behov for deres surttjente penge. Det tærer på den solidaritet der død og pine må være før det lader sig gøre at omfordele på en meningsfuld måde - Så bliver alle ydelser pludselig en hån, alle der modtager skal bære skyld og politikerne ender med ikke at turde og hjælpe de som virkelig er i nød. Julegaver er ikke en nødvendighed for nogen i det her land, det er ren og skær feelgoodpolitik, det samme er begrebet "fattigdomsydelser" som man har yndet at kanalisere al sin emotielle foragt over alskens umiddelbar uretfærdighed over i, og selvom man godt ved at vi hverken får flere arbejdspladser, bugt med den sociale arv, bugt med misbrug og dysfunktionalitet i lavindkomstgruppen, af at tage flere penge fra nogen og give dem til andre, så er det det man nu vil gøre - fordi det føles rart! Det ses også på både EB og BTs aftemninger og A4s undersøgelse om danskernes holdning til kontanthjælp, hvad det er for en stemning man er ved at skabe. Hvis man er bekymret over manglen på solidaritet fra middelborgeren, så må man se i øjnene hvem det er der pisser dem i hovedet.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
