Psychedelia.dk

Hmm, lidt i forlængelse af forrige diskussion, men dette er ikke med hovedvægt på det stof der blev brugt til at gasse med, men nærmere politikernes håndtering af og løgne omkring sagen.
Fundet på Informations hjemmeside
http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=135935
"Angreb på civilsamfundet


af Boris Kagarlitsky, 30. oktober 2002




Putin satte sin politiske fremtid over gidslernes liv, en naturlig beslutning for en professionel politiker eller bureaukrat.

Specialstyrker stormede tidligt lørdag morgen Na Dubrovke-teatret i Moskva, og efterfølgende erklærede myndighederne, at operationen havde været en succes. Den første erklæring lød på, at fjenden var blevet tilintetgjort uden tab blandt gidsler eller specialstyrker. Senere blev der talt om 30 døde. Lørdag ved middagstid var tallet nået op på 67, og om aftenen lød det i en officiel erklæring fra sundhedsministeriet, at ’mere end 90 mennesker’ havde mistet livet, hvorefter lægerne fik forbud mod at tale med pressen. Søndag nåede dødstallet op på 117.
Under krisen oplevede man et regeringsindgreb overfor medier, som aldrig set tidligere. Tv-stationen Moskovia fik inddraget sendetilladelsen efter at have sendt et interview med et gidsel, som opfordrede til at stoppe krigen i Tjetjenien. Efter en advarsel fra myndighederne valgte den vanligvis oppositionsvenlige radiostation Ekho Moskvy at holde sig til den officielle linje i deres dækning af gidseldramaet. Det tjetjenske web site Kavkaz.org blev fjernet.
Myndighederne gjorde det samme i Moskva, som de har gjort i mere end tre år i Tjetjenien:
De blokerede informationsstrømmen, de løj og udgav nederlaget for en sejr. Det kan den russiske regering slippe afsted med i en fjerntliggende republik i Kaukasusområdet men ikke i Moskva med en horde af journalister samt tusinder vidner som tilskuere. Offentligheden fik at vide, at man angreb, da gidseltagerne var begyndt at dræbe gidsler. Men selv ledende politifolk indrømmer, at angrebene var planlagt på forhånd, og at man bevidst havde lækket oplysninger til gidseltagerne om det forestående angreb i forsøg på at bringe dem ud af fatning (og dermed provokere dem til at starte en kamp). Det viser sig, at gidseltagerne havde åbnet ild mod gidslerne, men først efter at myndighedernes angreb var påbegyndt, da der gik panik i folk, og nogen efter al sandsynlighed forsøgte at slippe væk.

Forståelig modvilje
Myndighederne var især stolte over deres plan om et gasangreb i en lukket bygning. De har stadig ikke ladet offentligheden få kendskab til, hvilken form for gas der blev brugt. Myndighedernes modvilje mod at informere de læger, som behandler de tidligere gidsler, er dog ikke svær at forstå.
Med det samme var der mistanke om, at de havde benyttet giftige stoffer, som er forbudt under international lov – de selvsamme stoffer som USA påberåber sig for at retfærdiggøre planerne om at bombe Irak. Hovedparten af gidseltagerne blev hurtigt gjort ukampdygtige med gasangrebet, men ikke alle viste det sig.
Nogle befandt sig i andre dele af bygningen og holdt stand i omkring 40 minutter. I løbet af den tid kunne en eller flere af tjetjenerne sagtens have nået at løbe ind i teatrets store sal og sprænge det i luften eller at skyde mod gidslerne. Men det skete ikke.
Gidseltagerne var ikke begyndt at henrette gidsler lørdag morgen, og angrebet mod teatret medførte et stort antal sårede og dræbte. Var det virkelig nødvendigt at storme bygningen? Ja, det var nødvendigt – politisk nødvendigt. Myndighederne havde brug for stormangrebet og alle ofrene for at gøre det muligt at fortsætte krigen i Tjetjenien, for at lægge bånd på den voksende anti-krigsstemning i befolkningen og for at demonstrere Vladimir Putins beslutningsdygtighed og viljestyrke.
Om aftenen før stormangrebet meddelte gidseltagerne, at de ville frigive gidslerne, såfremt den russiske regering gav et entydigt tilsagn om at forhandle. Hvis regeringen havde givet dette tilsagn, så ville de mennesker som befandt sig i teatret i Moskva måske stadig være i live.

Politisk selvmord
Men for Putin ville en sådan beslutning have nærmet sig politisk selvmord. Putin satte sin politiske fremtid over gidslernes liv, en naturlig beslutning for en professionel politiker eller bureaukrat.
Færre og færre russere bifalder krigen i Tjetjenien men presset for en fredelig løsning har ikke udviklet sig til en anti-krigsbevægelse. Men det ændrede sig med gidseldramaet. Mange mennesker, som tidligere kritiserede krigen rent privat, stod frem med deres synspunkter. Slægtninge til gidslerne dannede en anti-krigskommite. Det var ikke et resultat af et ’Stockholm syndrom’, hvor ofre identificerer sig med de personer, som har taget dem til fange, og ej heller et forsøg på at behage kidnapperne. På morgendagen efter stormangrebet understregede repræsentanter for anti-krigskommitteen, at de fortsat ønsker at krigen stoppes.
Myndighederne følte sig truet, ikke af gidseltagerne, men af civilsamfundet. Den første virkelige trussel i Putins præsidentperiode. Der skulle handles hurtigt. Og det blev der.
Krisen bragte klarhed i tingene. Den nuværende regering vil aldrig gå med til fred under nogen omstændigheder. Så længe den nuværende præsident og hans følge er ved magten, vil Rusland føre krig.

Oversat af Runa Trosborg"


-Satori