Jeg blander mig lige kort:
@rylle;
Citat:
Hvis man nu fik en ordenligt bid land, fx Sverige eller sådan noget... Og man afskaffede alle love og politi osv, ville sådan et land kunne fungere dags dato?"
Det gør det efter min mening allerede.
Tog man et lille samfund og sagde som du foreslår, så ville de med detsamme finde ud af hvem der var deres leder. Om gruppen så kun består af 2 individder, så vil de med detsamme finde ud af hvem der er føreren og hvem der er følgeren.
Og sådan fungerer det svenske samfund, og alle andre samfund også for den sags skyld, efter min mening allerede: Alt er tilladt, hvis ingen andre har magt nok til at standse dig (det her er naturligvis helt basalt set)
Men så kommer kollektivet ind i billedet, fordi, som jeg tror vi alle er enige om, så er en gruppe af 10 individder tit mere magtfulde end det enkle individ. Derfor går mennesker sammen i fællesskaber (det er hverken kapitalistisk eller kommunistisk, men bare noget der er sund fornuft), da de håber det gi'r dem selv bedre individuelle chancer.
Partiet venstre er feks også en kollektiv gruppe med fælles ledelse (Uha det lugter allerede af socialisme, hehe)
Så lige meget hvor man starter, så ender folk med at gå sammen i fællesskaber, og vupti så er individdet pr definition undertrykt (af fællesskabet)
Så det det ultimativt gælder om, er at tilhøre det rigtige fællesskab, nemlig det med magten (medmindre man selvfølgelig har en anden tilgang til livet, eller en anden forudsætning, end den traditionelle, for så gælder andre logikker naturligvis)
Alt dette betyder, i min bog, at individuel frihed _uden_ kamp mod hinanden, kun ka' forekomme hvis den samlede mængde resourcer (mad og energi osv) deles mellem individderne (i en eller anden grad, men ideelt set; helt lige)
Hvis det at være menneske _i sig selv_ er noget værdifuldt, så ka' en grad af harmoni skabes. Men sålænge kun produktion er værdifuldt, vil nogen mennesker altid blive trådt på.
Kapitalismen skaber en kunstig skævhed, for at skabe dynamik. Det virker, men gavner kun den halvdel der vinder.
Socialismen skaber en kunstig lighed, men gi'r istedet en langt større individuel frihed for de fleste (en frihed kapitalister ikke mener et individ i sig selv fortjener, da de jo ikke mener et menneske i sig selv har værdi, men kun produktion har værdi. Derfor er kapitalismen notorisk egoistisk)
Kapitalismen er som et kæmpe bjerg, hvorpå der kravler en masse mennesker der slår og sparker hinanden for selv at være dem der når toppen.
Socialismen er som en mark, hvor levestandarden automatisk finder det naturlige leje jorden ka' bære.
Så dit valg må næsten være; er du vigtigere end dine medmennesker, så bliv kapitalist (og nak dem i konkurrencen, eller bliv selv nakket)
Er du ikke vigtigere end dine medmennesker, så blive socialist (og acceptér at du ikke har ret til mere end din nabo, men også at din nabo ikke har ret til mere end dig)
Socialismen kræver naturligvis enighed, hvilket er svært at opnå og bevare, mens konkurrence-kapitalismen bare er de stærke's ret, hvilket er dejlig let og ansvarsløst.
Der er ingen nemme løsninger

Jeg synes egentlig det går ganske godt i verden, og jeg synes retningen vi alle går i er ganske ok. Det synes jeg primært fordi folk er blevet meget mere bevidste om disse problemstillinger, og derfor også begynder at ta' aktivt stilling til hvad de mener. Netop spredningen af viden er spredningen af magt, og spredningen af magt, er den bedste vej til retfærdighed. For så snart flere har magt, er det sværere for den enkelte _selv_ at opnå eksklusiv magt, og eksklusiv magt (altså ultimativt set en diktator) er sjældent af det gode.
Og så har jeg lige en ekstra-kommentar til visse personer, og det er:
--->
Min målsætning for de fantastiske politiske debatter jeg synes vi har, og har haft, her på psy, har altid været at argumentere for en spredning af magten til så mange individder som muligt, istedet for en koncentration.
Jeg selv, som individ, er totalt ligegyldig i denne sammenhæng, og derfor forstår jeg ikke den nysgerrighed nogle har udvist for min person.
Hvis nogen med magt føler sig truet af det jeg si'r, så er det måske fordi disse grupper er mere magt-liderlige end de vil stå ved.
Jeg har ingen ambitioner om selv at få magt over andre, eller at vælte samfundet, men udelukkende at få folk til at indse at _de selv_ har magten (og jeg leger gerne djævelens advokat i den forbindelse, og si'r gerne provokerende ting hvis det ka' få folk til at interessere sig for vores/deres samfund)
Jeg gætter på det er den sædvanlige menneskelige jante-lov der gælder, men hvis nogen har ondt i bagdelen over at jeg er en kedelig bistands-klient (der modta'r 6,676 kr udbetalt hver måned) så er der ikke noget at gøre ved det. Mine meninger er ikke formet af det, men af noget helt andet, og jeg ville sige detsamme om samfundet (og de højre-orienterede partier i folketinget) om jeg så tjente 1 million kr om dagen.
Grundlæggende er jeg dog ked af den opmærksomhed psy har fået det seneste års tid, fra folk der ikke har narko inde på livet, da jeg selv kom hertil for at være i fællesskab med ligesindede narko-brugere, og ikke for at ændre samfundet eller spille super-helt.
Jeg debaterer her kun fordi jeg synes det er sjovt, så jeg forstår overhovedet ikke at nogen føler sig truet (hvis nogen virkelig tror jeg er istand til at vælte statsministeren, eller korrumpere samfundet...så er det vist ikke længere mig der er mest mentalt Uligevægtig, men dem selv)
PS (bare lige for at prikke til nogle bestemte paranoide); jeg har evnen, via årsager jeg ikke vil komme ind på, til at slukke solen, og modet til at gøre det hvis det bli'r nødvendigt.
Og sku' vi så prøve at la' emnet være det interessante, istedet for al den person-fiksering?
(Til alle der stadig ikke er blevet raplende vanvittige; selvfølgelig ka' jeg ikke slukke solen!!! Og selv hvis jeg ku' ville jeg naturligvis aldrig gøre det.)
<---
(Til alle på psy vil jeg beklage dette lille ovenstående afsnit, men jeg er så træt af at man ikke må åbne munden i samfundet, bare fordi man ikke er et perfekt menneske)
dankdawg skrev:
det jeg helst ville have, var at alt var baseret på frivillighed
Det mener jeg selv allerede alting er.
Man er som individ fri til alt. Dvs alle mennesker er frie til at gå sammen og danne en politi-styrke der anholder dig og smider dig i spjældet hvis de vil og kan. Det danske politi har feks kun magt, sålænge de selv er de største. Det øjeblik der tropper 20,000 individder op, med endnu større pistoler end policen's, så har policen ikke længere noget at sku' ha' sagt.
Dem med magt _ta'r_ ikke din frihed. Det er bare dig der ikke er stærk nok til at forsvare din egen selvbestemmelse.
Sådan er den frie kapitalistiske konkurrence; Æd selv, eller bliv selv ædt.
Solidaritet er en by i rusland, og et menneske's egenværdi findes slet ikke som begreb i kapitalismen. Kun et menneske's produktions-værdi taler kapitalismen om, og derfor vil et menneske i kapitalismen være uden værdi hvis det's produktions-værdi er nul.
Ergo=kapitalisme og næste-kærlighed er hinandens modsætninger.
dankdawg skrev:
hvor funktioner som ordenshåndhævelse og lignende var noget private tog sig af og folk betalte frivilligt til.
Det mener jeg også sagtens man kan idag. Principielt er der ingen forskel på om man udfordrer Arla eller politiet, de vil begge forsvare sig indtil enten de eller du har vundet konkurrencen.
Kapitalismens frie marked kan kun ende i undertrykkelse af konkurrencen's taber.
Eller sagt anderledes; konkurrencen's vinder bestemmer over taberen.
Konkurrence er og bli'r derfor; et asocialt spil med tabere og vindere, hvor alle i sidste ende bli'r hinandens potentielle fjender.
Alt dette gælder kun for konkurrence hvor livet er indsats. Dvs en håndbold kampe mellem danmark og norge er selvfølgelig ikke ond.