|
Jeg synes der er lidt for mange mennesker herinde med (undskyld mig min ærlige retorik) pikhud på følelserne, som forventer at vi, der svarer på spørgsmål herinde, er højtuddannede psykologer med perfekte velovervejede svar til disse meget, meget følsomme spørgsmål.
Men måske er sagen i virkeligheden sådan, at I der stiller disse meget følsomme spørgsmål får noget ud af at se på os der svarer, som de uforstående, dæmoniserende sataner, der svarer præcis sådan som I frygter. Og I får mulighed for at tage kampen op imod den indre sønderlemmende stemme i jer selv, ved at projektere den ud i virkeligheden på et board bestående af anonyme mennesker der står til rådighed gennem at give deres ærlige mening til kende, som svar på jeres spørgsmål.
Måske min formulering er lidt lang og kringlet, men så læs den igen og lad den synke lidt ind. Der er ikke noget som gør så godt for ens følelse af selvretfærdiggørende harme, end at finde modstanderen ude i verden, så man kan føle sig rigtig uretfærdigt behandlet, og skælde ud over det.
Langt værre er det, hvis man skal sidde alene med følelsen af mindreværd og utilstrækkelighed, og skal tage ansvaret for at have presset sig selv så godt og grundigt ned i dyndet som man har.
Og ansvar, er måske i virkeligheden det som det hele drejer sig om. Ansvar for sin egen skæbne.
Ikke ens mor og far
Ikke ens kæreste eller samfundet
Men en selv helt og holdent, der er den tyran der holder sig selv nede i misbrug, angst, forstilt vrede, og påtagede løgne,
kun for at undgår at tage det store skridt,
at se at du har skabt det hele selv,
at du har overtaget din mor og fars stemme efter du blev voksen,
og fortsætter med at holde dig selv nede
som de gjorde det, da du var et uskyldigt barn,
og at du har fundet en kæreste, eller en anden situation
som holder dig i den selv samme lås,
som du var i som barn.
Så SE dette,
og aksepter´ din smerte
Rum den, uden at afvis den
for den er efterhånden det eneste ærlige ved dig,
alt andet er dansen om den varme grød
Din smerte er ikke kun i dig, - den er kollektiv.
Tror du det ikke, så SE på din smerte,
den er dine forældres smerte,
den er din søster og broders smerte,
den er samfundet smerte,
-når de flygter fra den og nægter at tage ansvaret for den.
Så prøv noget nyt her i verden,
Prøv at RUM det der gør ondt
uden at flygte ud i misbrug
uden at flygte ud i vrede på andre
uden at skyde skylden på nogen...
og blot fat, at den som bliver bevidst og som begynder at rejse sig op over dyndet,
må se på alle de andres løgne,
fordi de afviser at vågne op, og tage skylden for sit eget liv.
Så tag Sorteper og rejs dig stolt ved at bekende kulør!
Smerten forsvinder ikke gennem fortrængning
men transformeres gennem at blive set.
Ovenstående er ikke møntet på nogen specielt, men er blot noget som man kan vælge at tænke over.
Hilsen Fanny
_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
