Psychedelia.dk

hej allesammen..

Jeg vil godt hører jer som os har en psykisk diagnose om hvordan i har taklet det at få sat en diagnose på de problemer i måske har slås med i mange år og hvordan i har taklet det efterfølgene..

Jeg har altid haft det svært på nogen områder og havde allerede psykolog hjælp i børnehave, og jeg har igennem år som misbruger virket meget manisk, med nogen parioder hvor jeg var meget inactive og bare sad foran bærber og andre omlage jeg mine forældre have og starte firma også vider, i 2005 kom jeg så i behandling og da jeg sener var færdig med det, valgte jeg og finde ud af om jeg virkelig havde en diagnose for dte havde der være snak om i mange år med psykolog samtaler jeg havde haft,

først lød det på manio deprisive, og noget jeg ikke lige kan huske men kom så til samtale på klinkin for bipolar lidelser, og fik afvide jeg bestemt ikke var manisk og det var så efter jeg igennem min fori læge havde fået 4 rivotril om dagen for det var det eneste han ville give mig, selvom han var min læge da jeg bleve sendt i behandling og udmærket viste det var meget dumt for mig,

jeg skifte så læge efter det her, og efter en 5 min samtale fik jeg seruquel af den her læge, og som den fori abslut ikke ville give mig, og det her medicin hjalpe virkelig på at jeg fik ro i hoved og kunne sove om natten,

i forbinnelse med jeg søgte førtid pansion skulle jeg igennem en masse undersøgelse og der kom de frem til af min diagnose lød på ( add ) og ( personlighed forstyrrelse) fordi de ikke viste hvor de skulle placer det måske jeg havde lidt af det hele mente de, jeg fik så concertas men det fik jeg det vildt dårligt af meget svær angst og ubehag, og valgte og stoppe helt med det, så vil jeg hele leve med at havde svært ved nogen ting og prøve og lære og håndter de problem stilliger på en ande og mere naturlig måde..

i dag får jeg kun seroquel og det er jeg tilfreds nok med, jeg er clean og har og nu råd til og få mit medicin og en sund kost og jeg har en bostøtte og det har virkelig hjulpe mig har det bedre end nogensinde før...

nu komme min forspørgelse så til jer, de første år efter de her diagnoser fokuser jeg meget på at jeg var "syg" og jeg bleve mere og mere syg af og gå meget op i det her og snakke hele tid om det, og jeg havde meget svært ved og accepter det her, syns det var urimligt at jeg nu skulle slås med det her os, og var helt uden i at der da ikke var nogen piger der ville havde en med en diagnose også der ud af, men til sidste kom jeg heldigvis frem til at jeg ikke vil se mig selv som syg, jeg er som jeg altid har være og det er jeg enlig godt tilfreds med har bare nogen probleme stillinger som jeg må lære og håndter på en ande måde og erkende at jeg i dag har min begrænsninger...

hvordan har i takle jeres diagnoser og hvordan har det påvirket jeres liv at på sat ord på en diagnose ?

mvh trold

kære trold. Jeg fik stillet diagnosen adhd(samt tidligere depression, flere år tilbage) da jeg var 19 år.
jeg havde i starten meget svært ved at acceptere min diagnose.. Men hurtigt fik jeg et andet syn på tingene..
kort sagt så har hele min skolegang været noget værre rod.. kunne ikke fokuserer eller samle mig om noget.. og da jeg ikke var særlig hyperaktiv, mente de ikke (dengang) at jeg havde adhd... anyways
Det gav mig ro inden i, at vide at jeg ikke bare havde været en 'skidt fyr' og en 'doven rad', men at der var en grund til at det havde været så svært for mig.

Og hey, adhd er en diagnose, men det er også en del af mig, charmebøffen, og det er sgu fint nok

håber du kan bruge mit svar til et eller andet..

_________________
There's a life worth living and it's interesting
there's a calm that's real somewhere

jo det kunne jeg, tror os bare jeg ville hører om det var en reagtion andre kunne kende først og bande den langt væk også få accept på det, livet giver jo kun en det man kan klare tror jeg

hehe ja og man kan mere end man umiddelbart skulle tro! tror der er mange der har og har haft det på den måde omkring deres diagnose.. min veninde har lige fået depression(via. stres over længere tid) og hun havde også svært ved at acceptere det, hun synes hun var svag, fordi hun altid har kunne klarer ærterne selv. det er efterhånden gået op for hende at hun har kæmpet med noget alt for længe, og jo hurtigere hun får hjælp, jo hurtigere kan hun komme på rette spor igen.

pas godt på dig selv!

_________________
There's a life worth living and it's interesting
there's a calm that's real somewhere

Husk på, at en psykisk diagnose ikke er noget nyt. Det er bare et navn de giver til det, der nu engang altid har været dig. Intet har ændret sig, du har bare fået en mærkat. Stress endeligt ikke over det, lad det ikke gå udover din måde at tænke på. Jeg har selv fået diagnosen "kronisk depression", hvilket er en gang forpulet vrøvl, bevist af det faktum at jeg ikke længere er depressionsplaget. Da jeg fik diagnosen, kunne jeg have ladet den slå mig ud, jeg kunne have lænet mig tilbage og givet op, for nu var der alligevel intet håb forude, det havde lægen selv sagt... Det ville have været dumt, det kan enhver se. Samme princip gælder de fleste diagnoser. Tænk ikke over det. Man kan meget hurtigt komme til at "leve op til diagnosen" så at sige, det kender jeg mange eksempler på.

Godt at du spiser sundt osv. Bliv ved med det. Motion + God mad er vejen frem mht. sund mental tilstand, nu mangler du bare at finde et eller andet mål at gå efter. Det kan være skole, arbejde, at cykle verden rundt eller whatever, hvad som helst. Find et eller andet du godt kan lide, plus point hvis det er noget produktivt som du kan leve af.

Held og lykke

Jeg tror det er vigtigt, at du ikke ser dig selv som udelukkende syg, altså at du ikke forveksler dig selv med sygdommen. Du har med garanti helt velfungerende dele af dig, men har problemer på andre områder og det er "kun" det der gør dig syg.

Husk altså, at du ikke er sygdommen, men er meget mere end det og at du på nogle områder er velfungerende. Prøv måske at tænke over og fokusere mere, på de dele af dig der fungerer.

Jeg ved, at mange der har fået stillet en psykiatrisk diagnose går rundt med de samme tanker, så det er meget almindeligt.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Du har jo en diagnose til du får en ny, men du er stadig den samme person... Man lærer efterhånden hvordan man selv eksistere mindst smertefuldt...
Og med hensyn til pigerne så lad være med at fortælle dem om din diagnose, og lad dem i stedet se om de kan leve med din personlighed... har selv haft dem samme kæreste i over 6 år trods skiftenede diagnoser

Din diagnose er bare en label der bliver sat på dig så du kan komme ind i systemet og få noget hjælp. Det er fuldstændig ligemeget hvad de kalder det, men du kan ikke rigtig komme i behandling før der er blevet sat et eller andet mærkat på dig så de ved hvad de skal behandle efter. Folk med samme diagnose er lige så forskellige som folk uden diagnose, men heldigvis har man systematiseret de fællestræk der er indenfor psykiatriske besværligheder og givet dem navne. Tænk ikke over din diagnose som andet end et værktøj der giver dig adgang til den behandling du har brug for. Lad være med at identificere dig selv med din diagnose - du er så meget mere end den.

Gode ord. Man er på røven uden en diagnose i dag. Virkelig. Så selvom det selvfølgelig er noget skidt, at man lider, så er det endnu værre at lide, uden en diagnose og mulighed for at få hjælp.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Jeg "lider" af moderat - svær angst.
Det er bestemt ikke sjovt.
Føler mig overvåget hele tiden, har svært ved at gå ud i store forsamlinger (føler jeg kan læse hvad folk tænker om mig), har svært ved at knytte mig til folk, derfor er jeg det meste af tiden meget alene, tør ikke stole på dem. Har en masse tanker der snurrer rundt inde i mit hoved konstant. Hvis jeg f.eks. sidder til en fest, hvor der er folk jeg ikke kender bliver jeg utryg.
Jeg har dog også nogle "gode" perioder, og det er der jeg er mest social.

_________________
... ... ...

mange tak for alle de fine svar, er glad for og hører det ikke kun er mig, som har blive slået lidt ud i en pariode, jeg har det fint nok med det i dag og tænker ikke så meget over det, men jeg kan da godt mærke jeg er hæmmet i min hverdag, kan ikke overskug så meget som jeg kunne også vider..

men det hele går frem af, to skridt frem og et tilbage sådan er livet jo

Har selv en borderline diagnose med islæt af psykopati... Lider desuden af angst og depressioner. For mig var det en lettelse at få sat diagnoser på, da jeg altid har følt mig markant anerledes end mine klassekammerater. At man har en diagnose betyder ikke, at man er mindre værd som menneske, og at man ikke kan bidrage med noget positivt. Vær dig selv, og fortæl dine nærmeste om din situation. Man møder utrolig meget forståelse og sympati (ikke at forveksle med medlidenhed) for ens situation, hvis man tør vise lidt af sig selv. Det er i hvert fald min erfaring. Alt godt til dig