Psychedelia.dk

mand, 21 år

Erhverv: kokkeelev, 3. måned

Personligt problem: Jeg er ikke glad - ikke "rigtigt" glad, jeg har et "godt liv".

Er vokset op i en "fucked op", men samtidig rar og dejlig familie. - men det føles stadig underligt at skrive det…
Er vokset op med mange minder, både vildt gode og dårlige traumatiserende oplevelser hovedsageligt i forbindelse med min far som jeg både elsker og afskyer. Vi har få rigtig gode "feel good" minder sammen, mange ok "fint nok", og en del virkeligt stygge.
Det at jeg elsker ham og min mor, er først "gået op" for mig for nyligt i takt med at jeg er blevet voksen, moden, ældre.
Og min reaktion på min fars dødelige sygdom er som vores generelle distancerede forhold.
Alt "drastisk" omkring dette formidles kun til mig gennem min mor. Hun fortalte han havde sygdommen, at han skulle indlægges, osv.

Well, han gør sit bedste, det er bare ikke hans stærke side. Generelt er han ok, hyggelig og rar - men ind imellem stadig det største svin, han kan suge al livskraft, energi, glæde og kærlighed ud af et rum, samt min mor og jeg på et splitsekund - og han fanger det ikke.

Han kan kigge og snakke til en, mens man tudbrøler, og være fuldstændig egoistisk og brændende ondskabsfuld - her burde enhver der elsker kone og barn da kunne se hvor meget hans opførsel sårer og skærer i en.

Disse episoder har altid endt på samme måde - jeg har isoleret mig fra ham i 1 - 3,4 timer. Hvorefter han forstår sine fejl og bla bla bla.

Mit voksne og reflekterede forhold til disse oplevelser er at han måske lider af et ikke diagnosticeret tilfælde af asberger syndrom, eller en anden psykisk lidelse.
Et eller andet ubehandlet psykisk problem har han ihvertfald.

Denne tanke har helt klart givet mig et mere afslappet forhold til ham.
Vores forhold i mine teenageår vidste jeg ham en stor afstand.
Har jo ikke som barn kunne forstå ham.

Og når han knækker, er det helt uventet, utilregneligt, og altid ham selv som kører noget op, . men han ser det slet ikke, det er som om han ikke forstår.

Jeg ønsker flere gode moments generelt, også med min far!
Håber at denne tekst måske kan give ham skubbet til behandling.

Og at vi kan nyde den sidste tid af hans liv så godt som muligt.

Kan ikke huske særligt meget fra min barndom, men er under en snak med min mor for 4-5 måneder siden blevet oplyst om at jeg som fucking 8 årig, har slæbt hende op i drivhuset for at fortælle hende at det var ok hvis blev skilt, og at jeg ville bo hos hende.

Det havde jeg totalt glemt, eller undertrykt er nok et bedre ord…

Er vokset op i en verden hvor min far og tildels måske mig selv har lært at leve livet med en "glad maske" på altid, også i hjemmet, når jeg intergere i sociale sammenhænge - selv mine venner, skjuler jeg helst sandheden fra, og det er sjælendt jeg har moments hvor jeg åbner bare lidt op, mine venner ved jeg har op og nedture og søvnproblemer, og kender kun i grove træk til alt det jeg tumler med inde i hovedet.

Den glade maske, er nu generelt min reelle personlighed, bare meget overfladisk, omdrejende og hemmmelighedsfuld for hvad der sker inde i mit hoved.

Har åbnet mig lidt op for nogle få gode venner, og min mor.

Dette er første gang, jeg har besluttet mig for at gå første skridt i en kamp, prikker hul på bylden der har ulmet og kun lækket en lille bitte smule i mit 21 år lange liv.

Mine problemer startede, eller begyndte at berører mig ved 14-16 års alderen, og jeg svarede igen ved at skubbe problemerne væk, ofte med hash som værktøj.
Jeg blev præsenteret for hash i 15 års alderen, jeg var ikke hooked med det samme, men ret hurtigt fandt jeg ud af at hashen var en lækker måde at aflaste og slappe af, det gav mig mulighed for kun at se nuet, det blev hurtigt mit weekendfix, og langsomt og sikkert steg forbruget, men hele tiden kunne jeg klare mig igennem skolen, og bibeholde min problemfrie glade maske på. Men hoppede dog for det meste over hvor gæret var lavest

Da jeg ramte 17 års alderen kom jeg ind i en rigtig skidt periode, havde det skidt og dulmede det med meget hash, men aldrig på "De kalder mig Bent Bongslam ude i byen" måden og siddet bag nedrullede gardiner og røget store mængder fede hverdag, men har dog haft perioder der har lignet.

I stedet gjorde jeg weed til en engageret hobby og mit fortrukne rusmiddel i stedet for alkohol. Som engageret rekreationel bruger røg jeg så meget jeg kunne mens jeg samtidigt kunne bibeholde masken.

Men jeg bliver ramt af en stor nedtur, mens jeg gik på HF - var pisse træt af hf og det gav mig ikke nogen glæde, jo selvfølgelig igennem andre stofinteresseserede unge.

Har været del af en blød forbruger kreds, hvor man altid har kunne kigge på staklerne henne i rygerklubben, og tænke "jeg er i det mindste ikke ham der"

Tror måske jeg var ramt af af en let-moderat depression 18-19 års alderen om den var hjulpet på vej af af mit hash forbrug ved jeg ikke, men det er da muligt. Men den eneste medicin jeg kendte var hash - så perioden endte bare i et større forbrug der kulminerede da jeg gennemførte hf, og røg mig intensivt i gulvet i 3 måneder i streg derefter tog jeg på højskole i 3 måneder hvor jeg skruede drastisk ned for forbruget - til gengæld byttede jeg det nok lidt ud med alkohol.

Har i mit liv siden 15 års alderen holdt rene pauser fra weeden 2-3 gange på op til 5-6 måneder, de sidste par år har jeg indset, at det for mig ikke fungere at ryge hash alt for ofte, derfor haft et mere moderat forbrug, og også haft nogle med bedre oplevelser med stoffet.

Men de gange jeg har holdt pause er jeg blot blevet mere klar i hjernen, men ikke fået det bedre psykisk.

Er vokset op med at min far har lært mig at problemer der vedrører ens følelser er noget man holder for sig selv. Når jeg har åbnet for problemer der gjorde ondt indeni viste han ingen medfølelse, og jeg blev blot bedt om at stramme balderne sammen og fik at vide at mange havde det dårligere end mig, og det var en hård kendsgerning - men det satte sig fast og blev måden jeg behandlede mine smerter med stramme balder og et skævt sind har ladet mig gå nu i siden jeg var 15 og gemme alting væk, og så lige koble af med noget hash indimellem.

Tanken "at jeg ikke har det hårdt i forhold til mange andre" har gjort at jeg ikke har søgt hjælp før nu.

Jeg er blevet temlig sikker på at hvis jeg møder den rigtige terapeut/psykolog så kan jeg få et bedre liv, og hvis jeg er heldig et bedre forhold til min far den sidste tid.

Han har lunge fibrose, og mange med sygdommen dør indenfor 1-2 år, få kan dog overleve med et sæt nye lunger - men det indgreb er heller ikke noget alle overlever eller overhovet har mulighed for.

Det har endu ikke rørt mig rigtigt, fordi at jeg ikke rigtigt føler jeg har noget at miste. Men er jo glad for min far når vi en sjælden gang har en god oplevelse sammen.

15-17 års alderen var jeg fuldstændig sikker på at alt kærlighed i min familie var en illusion, at vi levede på falsk kærlighed, og at den verden jeg så når min far freakede var virkeligheden.

Har altid slået problemerne ned med "ta dig sammen, mange har det dårligere end dig" og så længe jeg har kunne få lov til ryge mig en fed helst et par gange om ugen - og samtidig kunne give mig en falsk overbevisning om at mine problemer var små ved hjælp af tanken om at jeg hele tiden har holdt fast i skolen og holdt de mere eksotiske stoffer på et eksperimenterende plan der startede efter 18 års alderen.
Er fandeme glad for at jeg ikke hoppede med på den bølge da jeg var 15, havde en god del af vennegruppen der ofte tog hårde stoffer allerede i den alder. Dengang var det dog udelukkende hashen der havde min interesse, og det var en måde fortynde mine problemer.

Men nu - NU … nu gider jeg sgu ikke finde mig i det mere, jeg vil ha hjælp.
Sender denne tekst til min læge, med et ønske om en tid hos en psykolog.

Tanken har strejfet mig mange gange, er også blevet anbefalet det.
Men har lyttet mest til dem der siger "psykologer fatter ikke en skid, de kan ikke hjælpe en" … Nu må jeg se, der er jo tydeligvis nogen der får noget af det.


Tak for at du gad læse mine tanker.
Orker ikke at rette teksten til
Håber ikke den har været alt for slem at komme igennem.

Alt i alt, har jeg det jo ikke sindsygt dårligt, men håber at kunne få det bedre.
Mit liv er præget af mange op og nedture, og lavt selvværd - håber at kunne lave om på det med noget proffessionel hjælp
Vil også igang med at får noget motion og lave noget mere kreativt.

********Bonus******** til de som har læst sig helt igennem
Den første halve time af mine skriblerier:

Shiiiit ved ikke hvor jeg skal begynde, folk der møder mig ville de nok spørge "Er du glad for det?" altså min position som kokkeelev og ja, jeg er glad for "det" altså at kører, men jeg brænder ikke "truely" for det, måske . altså jeg synes faget er super fedt. Men måske mere på entusiastisk hobby plan.

Fuck det er sygt for mig at skrive det her ned - totalt . fucked .
huuuuuhhpuurh *stor vejrtrækning* og hjertebanken..

brb "chunky monkey<3 mums"

Keep playing, or find a job that feels like playing

det er fedt at du erkender det, jeg er sikker på at du langt fra er den eneste her på boardet der har haft "faderlige" problemer Jeg kan i hvert fald selv genkende mange af de scenarier du beskriver - har så bare været så heldig, at hjælpen kom til mig uden at jeg skulle spørge, hvis den ikke havde gjort det, er det ikke sikkert at det var gået mig så godt som det er i dag. Held og lykke meed det, jeg er sikker på at du nok skal få det bedre, alene beslutningen om at ville det bedre, er et første skridt i den rigtige retning

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Hey GimpSuit

Godt du har fået det hele ned på skrift og fået reflekteret over din situation. Det scenarie med at "der er altid nogen der har det dårligere" det er lort, når det kommer til ens psykiske tilstand er sammenligninger virkelig no go, selvfølgelig er det altid nogen der har det værre, men der er også altid nogen der har det bedre, og det er den vej man skal sigte. Det virker som om, at du har mistet din vej lidt, og ikke kan finde ud af hvad du helt konkret skal med dit liv og hvor det skal føre hen. Du er stadig 21, og har flere år foran dig end bag dig, du har oplevet nogle ting i dit liv som du selv kan beslutte dig til, om de skal tynge dig eller styrke dig. Brug de dårlige år som reminder om, at det ikke skal ske igen, og hold tanken om hash som en udvej væk, for det er en rigtig dårlig udvej og kan bunde ud i afhængighed nu hvor du ikke har det så godt.
Du har bare været uheldig i forhold til familiekærlighed I guess. Det aldrig godt at holde problemer vedr. ens følelser inde, og hvis du ikke kan snakke med dem der har været dig nærmest, så er psykolog udvejen, jeg har selv gået til en, og jeg har været rigtig heldig og haft en som har hjulpet mig utrolig meget. De ved trods alt hvad de gør og skal nok være en hjælp for dig, de er værktøjet, du kan ikke forvente de vil fikse det hele, det handler om hvordan du bruger de redskaber de giver dig, og hvor villig du er til at sige "ok. Jeg har haft en forholdsvis fucked up opvækst, men det skal ikke påvirke mit nuværende liv og holde mig tilbage."
Du forstår slet ikke hvor meget skønhed der er i verden, både i mennesker og steder, og du er heldig nok til at være i live til at opleve det, dine forældre er også mennesker og laver også fejl, og det fucking hårdt når de fejler, for de skal forestille at være vejviseren for os og stedet hvor vi netop kan tale om hvordan vi har det og følelser.
Lav en kop kaffe og tænd en cigaret (hvis du ryger) lav noget æg og bacon, og tænk på hvad du elsker at lave, og hvordan du kan blive ved med at lave det, også fokuser på det, brug din energi på din uddannelse og gør hvad du kan for at du kan lave det du elsker. Du ved godt selv at du godt kan.
Jeg ønsker dig al held i fremtiden og håber du får styr på det hele

Dejligt at høre at nogen viser forståelse for de tanker jeg har inde i hovedet.
Ved godt at "mange har det dårligere end dig" er en lorte indstilling, bare det jeg har fået kastet i hovedet gang på gang.
Så det er ligesom blevet min måde, at tage mig af problemerne. Ligesom om det er "skamfuldt" at ha det dårligt i min familie.

Nu har jeg haft det ok/fint nok i et års tid, men uden nogen flamme, uden rigtig glæde og kærlighed.
ikke i hverdagen ihvertfald - men har da haft dejlige oplevelser

Og jeg er blevet så moden at jeg kan se at jeg fortjener hjælp, ligeså meget som folk der har det dårligere.

Det at min far har været så utilregnelig, har gjort at jeg har svært ved at knytte mig til nye bekendtskaber.
Jeg kan godt finde ud af at være høflig og smilende, samtidig med at jeg er rar og flink.
Men kan slet ikke finde ud af at åbne op, og dele mine tanker, - som jo ligesom er det venskaber/social interaktion går ud på hvis der er ønsker for et dybere aspekt.

Jeg er altid meget kortfattet, siger sjældent noget når jeg ikke bliver snakket til.

Og når jeg siger noget for at starte en samtale, tænker jeg så meget over hvad jeg skal sige og hvad personen vil tænke.
At det som regel ender med at lyde underligt eller mumlende, og hvis de ikke forstår siger jeg hurtigt at det var ligemeget / ikke vigtigt.


edit. det er første gang, jeg prøver at åbne op for mine tanker og problemer vha tekst - det fungere sgu ret godt for mig, har ihvertfald ikke lukket så mange tanker ud før omkring mine problemer

Nu skal jeg til læge på fredag, ringede til min læge idag, og det var nødvendigt at fucking overtale hende om at læse de ting jeg har skrevet. Hvad fanden er det for noget pis, i starten ville hun slet ikke.

Men..

Nu skal jeg til en samtale med hende på fredag, håber at blive sendt videre til en psykolog, og at hun har sat sig ind i mine tanker.

Hej du

Jeg vil bare sige at din far lyder som min til forveksling. Det ene øjeblik sidder man i stuen og griner og har det sjovt og pludselig kan man næsten mærke temperaturen skifte. Så ved man det kun er et spørgsmål om tid før han begynder at køre nogen ned. Jeg blev ikke bevidst om at min fars opførsel var unormal, før jeg var 19-20 år. Siden da er der kommet virkelig mange grimme ting frem, også i relation til min tre andre søskende. Jeg har valgt ikke at konfrontere min far direkte med det. Dels fordi han er tudsegammel, og dels fordi han i virkeligheden er ret skrøbelig, og at han godt inderst inde ved, at han er roden til, at vi er tre fuck-ups ud af fire børn. I stedet har jeg sagt fra over for min bror, som er ved at udvikle de samme træk.

Hvad angår psykologhjælp, er det virkelig vigtigt ikke at give op, selvom du føler din første psykolog, eller anden eller tredje, ikke er til nogen hjælp. Altså, du kan godt beslutte dig for at finde en anden måde at takle det på, fordi det er for dyrt og sådan - det har jeg. Det er bare så skideærgerligt, hvis du står tilbage med en følelse af, at det er dig selv eller selve det at søge hjælp den er gal med. Der er mange andre muligheder, og jeg tror at med den slags her, er det om at få sagt alle de usagte og fortrængte ting. Få det proppet helt ind i hovedet på dig selv, at det ikke var normalt og at det aldrig var din skyld.

Mange professionelle steder får ofre for psykisk vold faktisk samme behandling som ofre for fysisk vold. Her var jeg lige ved at skrive ofre i anførselstegn, fordi jeg også selv sidder fast i den tankegang om, at det jo ikke 'er lige så slemt'. Men fakta er at det i vid udstrækning har ligeså store konsekvenser. Oven i det er det endnu sværere at blive taget seriøst med, fordi det er sværere forklare, at man følte sig nedgjort og ydmyget end at man havde ondt i kæben som følge af en kindhest. Så fuck din læge, hvis hun bliver ved sådan, er det fordi hun er inkompetent. Så synes jeg du skal prøve at finde en ny.

Stor hilsen fra L