Hej med jer derude
Jeg har i næste måned haft med at stoffer at gøre i 2 år.. Det startede med hash og amfetamin, det seneste år er det blevet til MDMA, GHB, ketamin og kokain.. Jeg har igennem de sidste 7-8 måneder gået fra hver/hver anden weekend til maks én gang hver 6-8 uge.. Jeg kan tydeligt mærke forskellen i min krop, fysisk såvel som psykisk og jeg elsker det. Men fristelsen... Fristelsen er der altid. Jeg er flyttet til den anden ende af landet, næsten 300 km væk fra min sædvanlige omgangskreds og det har hjulpet meget, da jeg ikke bliver "lokket" hver weekend. Jeg startede i skole for 3 måneder siden og i løbet af den første uge, havde jeg en klar idé om hvem jeg gerne ville bruge min tid med af de nye klassekammerater. Desværre søgte jeg folk med de samme tendenser som jeg selv og fristelsen begyndte igen at tikke så stille, men jeg er blevet bedre til at lade være med at overhovedet tage med i byen. Jeg mødte min nuværende kæreste til en blæserfest for et års tid siden, kemien var der fra start af, men vi stod forskellige steder i vores liv og det blev egentlig ikke til så meget og vi mødtes kun til få fester efterfølgende, da vi ikke rigtig var i den samme kreds af venner.. Vi fik spontant øjnene op for hinanden for 4 måneder siden, han kom hele vejen over til mig en weekend og vi blev forelskede som aldrig før.
Vi fik en ny, "ren" opfattelse af hinanden - vi har trodset distancen og været sammen siden. Der er ingen tvivl om at han er kommet meget længere i sit liv ligesom jeg selv, men han tager stadig en sjælden gang en ordentlig tur på en 2-6 dage (hvilket er meget fjernt for mig den dag i dag) Jeg bilder mig selv ind, gang på gang, at jeg har rygrad til at sige nej og lade være.. Men det er svært når man ikke kan være i byen en enkelt aften uden at føle at der mangler noget og især hvis jeg er i vante omgivelser med mine gamle venner.. Jeg ved udmærket godt at jeg selv er herre over mit liv og mine valg, men det jeg søger er nogle redskaber til at komme igennem det (er kommet langt, men jeg vil gerne helt ud af det) og prøve at påvirke min kæreste i samme retning, jeg ved at han stadig ikke er helt klar til at give slip på det og det respekterer jeg til en vis grænse (hans udvikling det sidste år melder om en fungerende fornuft bag om det hele) - jeg er sikker på at nok skal komme en dag for han har også en klar idé om hvordan han gerne vil leve hans liv med familie osv. Han støtter selvfølgelig min kamp med at lade være og fortæller mig at jeg er en idiot når jeg skuffer både ham og migselv.. Han tager kun på planlagte ture og jeg har det med at falde i når jeg har et svagt øjeblik, også selvom jeg ved at dagen derpå bliver et helvede..
Er der nogen af jer, der har stået i en lignende situation? Eller kan relatere til det? Og hvordan vil I råde mig til at håndtere den situation jeg står i? Det er frustrerende at skuffe sig selv gang på gang.. Det er mit første indlæg herinde nogensinde, så hvis jeg har ramt helt forkert forum, må I lige skrige højt..
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
