Psychedelia.dk

Jeg skrev for en uges tid siden et indlæg i NH-tråden efter, at jeg havde et badtrip på svampe, der kastede lys på den tilværelse, jeg har døjet med det sidste lange stykke tid. Blev anbefalet at skrive det i medaljens bagside, så jeg kan fortsat kan skrive min tanker ned, så det gør jeg

NH: At jeg skriver så meget i den her tråd.

Rodet tekst, men jeg har brug for at skrive et eller andet ned. Jeg vil hellere end gerne have feedback. Desværre er jeg ikke sikker på, at teksten er forståelig. Mine tanker kører derudaf med 1000km/t.

Livet er sgu svært. Jeg kan ikke stå op om morgenen og passe min skole. Jeg vågner hver dag klokken 14, står ud af sengen og hader mig selv, fordi dagen nu er gået, og jeg ikke har udrettet en skid. Min skole (produktionsskole, musik) er tilsyneladende ligeglade. Det har stået på i lang tid, men det er kun blevet værre og selvhadet bliver større og større.

Jeg lider af ekstrem insomni, som jeg begyndte at selvmedicinere med hash for lidt over 1½ år siden. Det virkede i starten, men jeg blev hurtigt fascineret af hashrusen og begyndte ligeså stille at misbruge det. I starten havde jeg nemt ved at stoppe forbruget, men det sidste halve års tid, har jeg kørt hårdt på både med hashen og alkoholen. Primært for at slippe for mine problemer, tanker og selvhad. Det har ført til en økonomi, der ikke har hængt sammen med alle de andre ting, jeg gerne vil i livet. En normal måned, vil jeg løbe tør for kontanter omkring d. 15. Alle pengene brugt på cannabis og alkohol.

I fredags havde jeg et slemt badtrip. Jeg forlod mine kammerater, som jeg siden trippet mest har betragtet som narko/fest/druk-venner, og gik ud i skoven og tænkte over alt det lort, der foregik i mit liv. Det var et kaotisk trip, hvor hele følelsesregisteret blev sat på en prøve. Glæde, sorg, vrede, aggression. Jeg indså først der, hvor langt ude jeg egentlig var kommet. Primært fordi at jeg var begyndt at søge tryghed i et miljø, hvor det er helt okay at drikke og ryge sig lam fra morgenstunden, hvis det er det, man føler for.

Jeg har ikke mange venner, men jeg bliver nødt til at forlade de omtalte venner, hvis jeg skal videre med mit liv. I dag har jeg det af helvede til, men jeg har ingen at gå til. Normalt ville jeg tage i parken, drikke 6 guldøl og ryge en fed for at glemme, at jeg har det dårligt, men jeg bliver nødt til at holde mig derfra. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg er bange for min fremtid. Jeg er droppet fra både HHX og IT-supporter uddannelsen. Jeg kan ikke engang passe en fucking produktionsskole. Jeg har nogle timer om ugen hos et computerfirma, men min kontrakt udløber om en måned, så til juli står jeg uden skole, arbejde eller penge.

Min mor giver ikke en fuck for mine problemer. Hver gang jeg forsøger at snakke ud med hende, skal jeg høre på, at det er hårdt for hende. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, men hvem fanden skal jeg snakke med og søge råd hos, når min egen mor ikke engang kan overskue at snakke med sin søn. Min far er dybt alkoholiseret og er sjældent til stede mentalt, så der er hellere ingen hjælp der.. tværtimod. Jeg er 18.

Undskyld...
____________________________________________________
Dette blev skrevet den 16/6, og der er sket lidt siden. Jeg tog til lægen d. 18, hvor jeg forklarede ham hele min situation. Jeg fortalte ham, hvad jeg har gået og foretaget mig det sidste lange stykke tid. En ting jeg lagde særlig vægt på overfor ham var, hvordan jeg havde brugt hashen til at selvmedicinere søvnløshed og tristhed, og hvordan jeg var endt i en ond spiral af hash, alkohol og "dårligt" selskab, samt hvordan mit humør og min døgnrytme var blevet fuldstændig ustabilt grundet dette.

Jeg har sandsynligvis lydt utrolig ynkelig under samtalen. På grund af min ærlighed omkring mit forbrug af diverse rusmidler, ville han ikke udskrive benzodiazepiner eller andet i den dur, da jeg jo nok også ville ende ud i et misbrug af dem før eller siden. Derimod udskrev han 25mg Seroquel/Quetiapin, jeg skal indtage en times tid, inden jeg går i seng. Senere hen kan jeg forsøge mig ad med 25mg om morgenen.
Seroquellen virker sgu 1 pille og jeg er færdig efter 1 time. Dette er en fantastisk følelse, når man de sidste 2 år ikke har kunnet sove før en gang hen ad morgenen. Dog har jeg læst så meget negativt omkring Quetiapin, at jeg er lidt skeptisk omkring det. For det første har jeg hørt, at tolerancen udvikles med lysets hastighed og her på 6. dag med medicin, kan jeg godt mærke, at jeg ikke får en hammer i hovedet, som de første par dage, men fuck nu det - jeg falder stadig i søvn. Men så har det jo også en rimelig ond bivirkningsprofil. Jeg har dog ikke oplevet noget negativt, bortset fra at jeg er lidt i zombie-mode, når jeg har taget pillen. Derfor tror jeg ikke, at det er nogen god idé at begynde på dem om morgenen, medmindre jeg VIRKELIG har en røvdag.
Udover medicinen skrev min læge også en henvisning til psykiatrisk, som jeg skal snakke med først, inden jeg kan komme i kontakt med en psykolog - pga. hash og alkohol. Med ærlighed kommer man længst? I think not.

Desværre føler jeg et tomrum efter hashstoppet. Jeg er meget indelukket, da jeg egentlig er lidt "bange" for at komme tilbage til mine vante sociale omgivelser, eftersom det miljø jeg har færdes i det sidste stykke tid er hårdt præget af misbrug. Dette gælder også, når jeg ikke er sammen med mine "misbruger-venner". Jeg er teenager, og alkohol og hash er desværre en del af teenage-kulturen i dagens Danmark.
Trængen til at ryge mig skæv er der ikke, når jeg er herhjemme, men jeg ved, at hvis en joint passerer forbi mig, bliver jeg nok nødt til at forlade selskabet for ikke at falde i. Øv, det ikke nice at have så svag en rygrad.

Tilgengæld var jeg sammen med min eks-kæreste i weekenden. Wow, hun er sød og dejlig. Lige at være sammen med hende fredag-lørdag var bedre end alle de euforiserende stoffer, jeg nogensinde har konsumeret. Jeg ville ønske, at jeg kunne være sammen med hende hele tiden for tiden, men jeg tør ikke rigtig at tage kontakt til hende, da jeg ikke vil virke desperat. Jeg har desuden en smule angst, og når hun skriver til mig, har jeg har tit en bagtanke om, at hun kun gør det, fordi hun har ondt af mig. Vi slog op for lidt over 1½ år siden, og det slog mig hårdt ud. Dette var måske også en katalysator til, at jeg begyndte at ryge hash i så stor en grad. Hun er den eneste person i verden, hvor jeg rigtig kan være mig selv og være den underlige skid, jeg egentlig er

Det lyder hårdt for dig.
Jeg tror den eneste grund til du ikke kan passe dine ting, er at du ikke har fundet noget der motiverer dig. Jeg gav heller ikke en fuck for skolen, og din beskrivelse passer ret godt på mig fra 8 klasse til 10 + et par grundforløb her og der.
Jeg startede og tænkte: arg nyt skoleår, ny attitude - nakker det den her gang. Spol en måned frem, har ikke været der i 1 uge, og klokken er 14 og jeg suger det første bonghoved, efter at være rullet ud af sengen.
Men, det er helt vendt om nu, efter jeg fandt noget der fangede mig. Det kan være hårdt om morgenen ja, men fuck - sådan tror jeg sku alle har det. Sådan en lille mini-depression på hårde dage, indtil man er vågnet ordentlig op.
Det jeg prøver og sige er at du ikke skal banke dig selv så hårdt i knolden for ikke at være motiveret. Det sku da klart, hvem fanden gider gå på produktionsskole? En eller anden dag, måske om 1 år, måske om 5 år, så får du en ide i hovedet du bliver helt besat af, og selvom det måske er noget der tager 3-5-10 år at gennemføre, så giver du dig i kast med det, fordi du er max motiveret til at gøre det.
Og! så er du ung endnu - og det at du kan beskrive dine problemer som her, er starten på løsningen!

Mht. damen kan jeg ikke hjælpe, men super fedt at hun får dig til at føle sådan. Lad os håbe det er gengældt.

Tak for dit svar Flux.

Jeg fik det pludselig underligt i dag. Lysten til at forsvinde væk i en tåge er fucking stor. Oplever ingen energi eller livsmod i øjeblikket. Føler mig ensom og ligegyldig. Nå, men har fået en tid hos psykiatrisk d. 30.

.

nooo, lad vær me det. du er vigtig for mange. både nu og i fremtiden. giv det hele en chance !

Du bliver nød til at gå igang med et eller andet, som du kan se en ende på. Noget kreativt, noget hvor du kan udfolde dig som du har lyst. Det behøver ikke være stort eller vildt. Bare noget hvor du kan give dig selv et klap på skulderen for at have gjort det til vejs ende.

Det blev til en flaske sprut i går og har åbenbart sendt en besked til pigen, der måske ikke lige skulle være sendt af sted. Pinligt, for jeg kan ikke huske det. Nå, der røg min chance, men det er lige meget. Jeg er bedre end hende
Jeg endte i Pøllemarken, og det var egentlig fint nok. Selvom jeg var i en rimelig hardcore brandert, røg jeg ikke hash, selvom tilbuddet var der.

Jeg skal i hvert fald i gang med et eller andet, men jeg ved ikke lige hvad. Min guitar skal repareres og min cykel skal lappes, så der er da lidt at gå i gang med der

Det lyder som om, at hashen, sprutten og alt andet du nu engang tager, ikke er dit hovedproblem. Få repareret den cykel doubble quick, er det eneste jeg kan sige. Har selv døjet med søvnproblemer, og har fundet, at de nok har været roden til de fleste af mine psykiske nedture. Parret med lidt stress og en masse frustration over alt fra, min økonomi til studiet, kærester og alt det pis. Så jeg flyttede fra storbyen ud til provinsen, hvor en gammel homie stadig bor, og stoppede alt (udover nikotinen og så en øl i ny og næ). Jeg havde helt samme problem med et tomrum som dig. Det jeg fandt ud af mit største problem var, at når jeg ikke festede, pendlede mellem studiet (som jeg kedede mig ekstremt på) og mit job som tjener (hvor jeg var ængstelig og nervøs det meste af tiden, drak og sniffede som et svin resten af tiden), så havde jeg ikke noget "fornuftigt" at lave. Så jeg begyndte at gå lange kedelige ensomme ture. Det hadede jeg også i starten. Men der gik ikke særligt lang tid før, jeg kunne sove igen. I dag er jeg afhængig af lange gåture, og jeg kan sagtens undvære røgen. Jeg har også en helt anden appetit og kan spise ordentligt igen. Den dag i dag ryger jeg fede, men føler nu i modsætning til før, at jeg har fuld kontrol over det. Jeg er ikke bange for, at ende som junkie længere kan man vel sige. Men jeg føler faktisk samme tomrum, som da jeg var holdt op med at ryge. Nu er det bare noget andet mit tomrum er fokuseret på (har ikke haft en at kæreste med i lang tid nu fx). Det tomrum tror jeg altså altid vil være der i en eller anden form. Det kan bare være nemmere, at tackle med weed.

Jeg ved godt det bare en masse åndssvage ord, at sige den her slags selvhjælps idéer til en som er helt nede, men jeg tror virkelig du har brug for fysisk, at aktivere din krop igen. Så sidenhen kan du begynde, at finde nogle svar på de psykiske knuder du har i hovedet. Jeg har i hvert fald nemmere ved, at "glemme problemerne" hvis min krop er helt udkørt. Og så æder lange cykelture vel en del timer, hvor man ellers bare ville side og stirre ind i væggen.

Desuden skal du være forberedt relapses som den du lige har beskrevet. Det er helt almindeligt, og giv dig selv lov til, at i det mindste nyde det når du gør det. Bare prøv, at gøre afstanden mellem dem længere og længere.

håber du kan bruge noget af det. mit råd er, at få dig noget du kan bruge din tid på og som kan gøre det lidt fysisk træt. Og så må du ikke snyde dig selv til, at tro, at det nødvendigvis kommer til, at fortsætte sådan her for evigt. Det er ligesom et trip, man kommer sku næsten altid ud stærkere på den anden side