Psychedelia.dk

Jeg havde bad-trip igår... det er det hidtil værste jeg nogensinde har været udsat for.

Den uendelige ulykkelighed, jeg græd i stride strømme og følte mig fuldkommen fortabt. Jeg kunne intet se, alt var slør for mine øjne.

Jeg vidste ikke hvem jeg var, hvor jeg var, hvad jeg var og hvor jeg skulle hen... jeg kendte ikke til tid, til de velkendte ting og det gjorde mig uendelig bange.

Jeg spurgte min trip-buddy hele tiden om hvornår det gik væk, jeg havde så ondt, ondt langt ind i sjælen og ondt i maven. Svampenes effekt forstærkede den elendige følelse og gjorde mig meget bange.

Jeg var i et andet univers og min elskede velkendte verden forsvandt for mig. Tiden stod stille og jeg var så bange for at det ville fortsætte i tid og evighed.

Jeg spekulerede på om jeg var ved at blive for alvor sindsyg, og om mit dejlige liv var ødelagt, og jeg nu skulle vandre evigt alene i dette store uendelige tomrum.

Jeg forsøgte at se derhen hvor jeg vidste at der var et ur, men blev i tvivl om det bare var en tanke.. uret, tiden, verden, min bil, har det været en lang drøm, eller er det der. Jeg mistede grebet om hvordan klokken virkede. Jeg kunne se tallene, men jeg forstod ikke hvad det var.

Det var så ubehageligt og skræmmende og jeg var så bange at det fatter man slet ikke. Jeg tror desværre at hvis det var kommet til mig, at det eneste jeg kunne gøre for at slukke det var, at springe ud af vinduet fra 2 sal, er jeg bange for jeg havde gjort det.

Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at der findes noget plateau lægere oppe end det.. for så ville jeg være død, det er jeg sikker på.

Da jeg endelig efter ca1½ time i helvede begyndte at kunne tænke lidt rationelt og fysisk se velkendte ting igen, græd jeg så ufatteligt. Smerten over den forfærdelige oplevelse jeg skulle igennem og fuldkommen lykke over at være tilbage i livet og i den gamle skønne verden hvor alt er velkendt,var så stærk.

Oplevelsen har givet mig alvorlig stof til eftertanke, for hvordan kunne jeg havne derude... så langt væk fra alting ? Jeg er en stærk person og jeg har et fantastisk liv. Jeg stoler på mig selv, og er fuldstædig chokeret over at de kunne drive mig så langt ud.. så langt væk fra alt virkelighed og rationel tænkning.

Mit spørgsmål lyder nu... hvad kan man stoppe svampenes virkning med omgående, hvis man kommer ud i det jeg var ude i igår ?? Der må findes et middel der stopper det omgående hvis man får så voldsomt et bad-trip.

Min tripbuddy forsøgt at fortælle mig at jeg skulle spise en rivotril fordi den ville lukke klappen ned for den oplevelse, men jeg forstod ham ikke dér hvor jeg var. Jeg kunne ikke forstå om det skulle kunne hjælpe mig, og jeg var bange for at den ville forstærke den forfærdelige verden jeg var i. Jeg var ikke sikker på om han kunne hjælpe mig, og om det virkelig var rigtigt at rivotrilen ville hjælpe mig, så jeg turde ikke tage den. Jeg var dybt fortvivlet over at jeg ikke kunne forstå hvad han sagde, og om det var virkelighed det der skete, og om jeg bare skulle igennem det.

Jeg kan ikke bruge det til noget at få at vide at jeg skal lære at håndtere det, for derude hvor jeg var, kan man ikke håndtere noget. Det var simpelthen umuligt. Jeg kæmpede.. det gjorde jeg virkelig, men det var umuligt, og det skræmte mig fra vid og sans.

Mit spørgsmål er til de gamle og erfarne psykedeliske brugere, og alle gisninger om hvad man "tror" der virker bedes holdes langt fra denne tråd. Jeg har brug for facts fra de meget erfarne.

- A

jeg har set tomheden i øjnene nede i et k huld engang, men jeg beroligede mig selv, ved at huske paa alt godt i verden, men det er jo ret cliche og hjælper måske ikke alle i den situation.

jeg tror der er noget ved anders and's tælle til ti teknik. jeg tror man derved indkapsler "intetheden" eller i anders and's tilfælde "vreden" i et nyt højereliggende bevidsthedsplan. man isolerer eller transcenderer "intetheden".

jeg håber du er ok!

Det lyder som om, at du har oplevet "The void", hvilket du burde føle dig heldig at have haft privilegiet af. Jeg er også sikker på, at du vil være glad for at have oplevet det, når du får det på afstand. Det er ingen sjov oplevelse, men det er, efter min bedste overbevisning, en utrolig indsigtsfuld oplevelse.

Hvis det er "the void" du har oplevet, så vil du udentvivl være i stand til at styre bedre ud af det, hvis du skulle havne i samme situation igen, nu da du har været der en gang før. Men du kan evt. låne/bestille Tihkal, hvor Shulgin giver en "guide" til at navigere ud af denne tilstand. Og hvis du kun vil have erfarne psychonauters råd, så vil jeg mene, at han er en af de bedste at lytte til

Håber du har det godt igen i dag og husk, at du vil få det meget bedre og være i stand til at se oplevelsen i et andet lys, når den er kommet lidt på afstand

Og til evt. kommende eksperimenter, vil jeg da anbefale dig at få læst på lidt teori omkring din psyke, og om hvilke "nye" steder man kan havne når man udforsker sit indre. Det er en rigtig god idé at have styr på sit sind, når man ophæver "normal tilstandens" mentale grænser

Er du tvilv om det er en virkelighed du lever i? Eller føles hele dit liv, som en stør drøm en stor løgn?

"the void" ? Ja det var virkelig underligt... jeg tror også jeg ville have kunnet have tacklet det bedre hvis ikke det var fordi det gjorde så ondt.. det gjorde så ondt helt inden i, og i min mave så jeg var i tvivl om det var sundt, og da først tvivlen for alvor begyndte, eskalerede det for mig.. det blev værrere og værrer og til sidst anede jeg ikke hvad jeg var, hvor jeg var, hvem jeg var og hvad meningen var med det hele.. det var fuldkommen sindsygt...

Jeg kunne se rummet jeg var i, og alle tingene, men jeg var ikke klar over hvad de skulle bruges til, min tripbuddy sagde b.l.a at jeg skulle sætte mig ned, men jeg fattede ikke hvad han mente.. sidde.. hvad er det ? Hvad er en stol, o.s.v... jeg havde slet ingen begreb om noget og jeg mærkede bare et kæmpe savn, samtidig med at jeg havde så ondt helt inden i..

Min tripbuddy prøvede alt hvad han kunne at forklare mig at det gik over igen, og at jeg blev normal igen, men jeg fattede det ikke. Jeg kunne ikke regne ud hvordan jeg skulle komme ud af den tilstand igen.. jeg var klar over at der var noget helt galt, men jeg fattede ikke hvad et var... Det er nok det uhyggeligste jeg nogensinde har været udsat for. Så ville jeg sgu hellere se blod op og ned af væggene end at blive opslugt i intetheden.

Da jeg kom til mig selv havde jeg voldsom kvalme og jeg fik ekstrem dårlig mave.. det var nærmest vand der løb ud for neden.

Jeg har hele dagen gået med en følelse af at være ved siden af mig selv. Jeg har myldertanker og jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal opføre mig m.h.t. humør. Jeg er ikke glad, ikke sur, nærmere ked af at jeg fik den oplevelse. Men det kan godt ske jeg bliver glad for at have haft den i længden. Den har i hvert fald fået mig til at fatte hvor meget jeg elsker livet, og den måde alting er sat sammen på. Grå, trist og kedelig ? Nej bestemt ikke... Jeg kan nu oprigtigt sige, at jeg elsker livet, for jeg føler at jeg nu ved, hvordan det ville være at miste det.




Nej bestemt ikke... Jeg ved nu at dette er virkeligheden og jeg elsker den. Mit liv er ikke en stor løgn eller en drøm.. slet ikke.

Hej Agri

vil bare sige at jeg nytårsaften oplevede noget ligende det du snakker om. Jeg var totalt ude af stand til at forbinde mine omgivelser og handliger med mine tidligere erfaringer af disse. Prøvede jeg fx. at lægge mig til at sove, kunne jeg ikke se, hvilket formål det vil have for jeg kunne alligevel ikke huske, hvad det indebar at sove. Samtidig havde jeg også fuldkommen glemt, hvilke stoffer jeg havde taget så jeg havde ideen om at jeg bare var blevet spontant sindsyg. Heldigvis stod dette dog kun på i ca. 30 min vil jeg tro. Alligevel er det en oplevelse, der kan få mig til at gyse lidt. Det positive i det for mit vedkommende er vel at jeg føler at jeg har skrabet noget der ligner den absolutte bund, hvad psykedelisk angst og fortvivlese angår og føler på en eller anden måde at hvis det skulle ske igen vil jeg være forberedt.

Ja det kan du have ret i... som dagen og aftenen idag har skredet frem, og mine myldertanker er begyndt at aftage, har jeg også fået det bedre med det... med at have haft oplevelsen. Jeg overvejer om jeg skal skrive en triprapport om det, men så igen,... jeg ved ikke rigtig om jeg kan overskue det.
Men du har nok ret i at jeg er forberedt lidt bedre til hvis det sker igen.

Du vil helt sikkert opleve efterhånden som oplevelsen kommer lidt på afstand at stenene begynder at flade på plads igen. Tror helt sikkert er det må være noget med at hjernen på et ubevidst plan bearbejder oplevelsen, så det bliver nemmere at snakke om og forholde sig til. Samtidig tror jeg det bedste du har kunnet gøre er at dele det med andre som du har gjort nu, så man finder ud af at man ikke er alene om den psykedelisk angst, som ellers virker meget (meget!) ensom når man sidder i den. Det der gør den så svær at forstå som du også selv nævner er jo netop at den kan dukke op af intet. Den har ikke samme konkrete ophav som de småting der fra tid til anden kan drille i hverdagen og derfor kan det være svært at forstår.

sæt

Det lyder som en rigtig god idé at dele din viden med andre - også for din egen skyld. Men. Vent hellere med at forsøge at danne dig et overblik før det er - ja - muligt at danne dig et overblik. Altså tag en dag ad gangen (derimod digte som MBB skriver, tror jeg er en god idé at gøre i den kommende tid. Hvis du har haft held med den slags før, ellers er det vel aldrig for sent). Du har langt fra fordøjet oplevelsen nogenlunde endnu, hvis jeg følger mit eget eksempel (hvilket selvf. ikke kan overføres 100% - edit: komme reg ind på til sidst). Du vil nok løbe ind i en ret sentimental periode - bare så du ved det.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på noget her, men mener at have oplevet det du har prøvet. Oven i hatten har jeg så også senere oplevet at alt var en løgn, som flæmming nævnte, på trip forståes. Jeg vil selv mene at det sidste er det absolut værste, da tvivlen stadig kan vækkes til livs den dag i dag.
Nu skal jeg selvf. ikke stå og sige at du ikke har været ude for noget særligt eller noget i den stil - for hvem siger at vi har været ude for det samme? Jeg skal også passe på at jeg ikke bare sender aben videre, så når man så i stedet har det sublime helvede når man havner i den anden verden. En verden hvor alt og alles udtalelser forvrides til en bestemt filosofi om at der kun er mig selv og alt er en illusion der tjener til formål at teste mig. Hvem der tester mig ved jeg ikke, men de kan tale igennem alt - stemmerne lader dog til at foretrække de vandte omgivelser, så de taler igennem mine venner fx. De vil altid gerne vide hvordan jeg opdagede at alt er en løgn, hvilket jeg tilsyneladende kun kan på trip.

Den kan også genneskues - det kræver bare kontrol på en anden måde, men det er lidt samme mønster. Jeg har fundet frem til at det for mig gælder om (hvor åndssvagt det så end lyder) at bremse tankegangen stille og roligt ned i tempo. Bare give sig selv masser af tid, for hvem siger at man ikke har det? Udover dit overlevelsesinstinkt altså. Dernæst, når man har en lille smule overblik om hvordan spillet din hjerne har sat op fungerer, så vil man stille og roligt også blive klar over at hjernen bare har udregnet hver en tænkelig fare (som det faktisk også fremgår af første skridt - det er overlevelsesinstinktet). At den kan sætte det sammen i et mønster finder jeg facinerende (men når vi kan konstruere sætninger, så tja, hvorfor ikke?). Man bliver bare nødt til at slappe af og lægge mærke til HVAD det EGENTLIGT er der sker, når man bliver obs på at hvis man fortæller så og så indebære det en fare eller hvis man gør sådan, så får stemmerne deres vilje. Du er klar over det i forvejen - det har altså ikke noget at gøre med stemmerne. Der er mindst én fare i hvad som helst. Det må man indse, for at forstå hvad fanden hjernen har gang i. For det går til tider ret hurtigt hvis man ikke får bremset sig selv og så sidder man handlingslammet med en kniv i hånden el. lign.
Folk der oplever en person udsat for dette må under ingen omstændigheder gå i panik eller pådutte personen nogle valg der skal træffes. Det er ret svært at lade være med at træde vedkommende over tæerne, men handlinger af ren kærlighed plejer man at komme længst med. fx fik en gave mig til at slappe af.

NÅ -Undskyld, det greb mig lige . følte bare at jeg ikke kunne tillade mig at kaste om mig med begreberne uden at forklare hvad jeg har oplevet og hvordan jeg har forholdt mig til det. Hehe, jeg vil jo bare hjælpe.
Jeg blev som sagt lettere sentimental efter at have oplevet intetheden. Altså vdste jeg ikke hvor jeg skulle gøre af mine følelser. Det er vel altid en hjælp at væe forberedt på den slags. Tror ikke rigtigt at jeg kan hjælpe dig mere end det udover at det selvf går over. Og din idé med at sætte en triprapport som milepæl virker som en glimrende idé - når du altså kommer så vidt. I forhold til mig har du iøvrigt et stort forsping er jeg sikker på. Du siger at du har bil, så kan regne ud at du har kørekort (håber jeg da ). Det giver så dig den alder jeg ikke havde.. Tror ikke rigtigt at jeg var gammel nok til at forstå det i sin tid, udover at jeg blev pisse bange for at jeg ville få varige men af det.

Tusind tak for de søde svar fra jer allesammen. Det betyder meget, og jeg var også klar over da trippet var ovre, at det eneste sted jeg havde lyst til at fortælle om det, "søge hjælp", var her på boardet.




Ja jeg har ikke skænket psykedelika en tanke før på mit 22 år hvor jeg prøvede svampe for første gang. Jeg er 24 år idag, og jeg er virkelig glad for at jeg har den alder, for jeg kunne forestille mig, at det havde været endnu mere umuligt for mig at tackle hvis jeg havde været 17 år f.eks.



Vi havde hash og rivotriler men jeg turde ikke tage det, fordi jeg var i tvivl om virkningen.. på det sted jeg befandt mig, så jeg alt hvad man kunne indtage som noget der ville gøre det værre.. jeg drak ikke engang vand, fordi jeg ikke turde. Det var så langt ude...

Jeg var som fanget i en anden verden, hvor jeg kun tænkte på at komme tilbage igen, men alle normale ting som at tænke på sygehus, skadestue, medicin der kunne slukke det o.s.v... anede jeg ikke hvad var, og jeg var i tvivl om det virkelig fandtes. Fordi jeg ikke var sikker på hvad der var virkelighed og hvad der var fantasi.

Som jeg tidligere skrev prøvede min tripbuddy at få mig til at spise 2 rivotriler for at jeg kunne standse det, men jeg kunne ikke forstå hvad han ville have mig til, og jeg blev bange for om det ville holde mig på det forfærdelige sted hvor jeg befandt mig. Jeg kan huske at jeg kiggede op ham intenst og forsøgte at gennemskue om han var virkelighed.. om han var god eller ond, og om han havde ret eller uret, men jeg kunne ikke finde ud af det, så derfor græd jeg bare endnu mere fordi jeg var så fortvivlet over at jeg ikke kunne gennemskue det.

Dosis var 6g. P. cubensis og min tripbuddy havde spist ca 2,5 eller 3g. Jeg har altid taget 2.5 - 3g af dem men fik anbefalet at jeg skulle prøve 5g fordi visuals ville blive kraftigere og det kunne jeg godt tænke mig at opleve, selvom mine visuals plejer at være fantastiske.

Det skal siges at vi havde et fantastisk trip i ca 2 timer inden det gik galt for mig, hvor jeg var fuldkommen blæst væk og havde det enormt fedt. Jeg hallucinerede voldsomt, og jeg plejer ikke at hallucinere, kun se visuals, så det i sig selv var en oplevelse, men det var som om virkningen bare blev kraftigere og kraftigere og da jeg begyndte at få ondt i maven gik det galt.. det var smerten der trickede det til at vælte for mig.

Grunden til at jeg kan fortælle ca tidspunkter er, at jeg altid kigger ofte på klokken mens jeg tripper. Jeg har det godt med at følge med i hvor langt jeg er nået i trippet. Jeg kiggede på uret før det væltede for mig, og efter jeg var kommet til mig selv, og derfor har jeg en idé om at det har varet ca 1½ time jeg har været væk fra virkeligheden.

Exactly how I felt. Det er nemlig en vildt uretfærdig situation man bliver sat i, når man ligepludseligt ikke bryder sig om det og forsøger at bakke ud. Hvad fanden skal man gøre når man stadig holder af sin ven, men ikke kan ane hensigterne? Jeg vil ikke spille for meget på dine oplevelser, eller hvordan det nu kan tolkes, så i al respekt vil jeg bare indskyde at dosis helt sikkert blev undervurderet. Det er også ok, bare man har forberedt sig selv på at man skal ligge ned de næste 3-4 timer. Mere eller mindre udenfor sans og samling. Forstå mig ret. Jeg føler med dig. Det har bare ikke vært optimalt, hvad angår dosis/setting og det med at du har haft en idé om at du kunne anskue tiden. Det er forresten også næsten den samme jeg har nosset i - forholdsvist høje doser af nyt stof med en ukendt person i mit selvskab (selv en sovende person man har mødt 3 gange før!). Det er altid den der goddamn person for mig.

Jeg gjorde forskel på de to før - altså en hvor man var hul inden i og en hvor man var i white room. Det lader til at du har haft en blanding de to imellem når jeg læser det her indlæg, men er ikke sikker. Så modellen holder nok ike helt - altså med at der er så fantastisk meget forskel. Det er bare min subjektive oplevelse. Hvad fanden, vi er alle forskellige og jeg er ikke en fucking professor
men derfor er det jo alligevel interessant. Det har iøvrigt givet mig en dejlig indre ro at nedfælde det jeg skrev først. Er virkeligt glad for at jeg muligtvis kan hjælpe andre.

Natter

Du har virkelig haft det vilde trip, uden at have en vej ud af det, en anden gang vil diazepam eller alprazolam være godt at have med i tasken! Jeg bruger det når jeg rammer et punkt jeg ikke kan lide, en enkelt dosis er nok til man slapper af og kan finde "hjem" igen. I mit tilfælde altså.

Jeg har haft en oplevelse på HBWR lidt i stil med din.. Rigtig, rigtigt lækkert trip i starten, men så begyndte det hele at gå for stærkt til sidst.. Total meningsløshed, intet giver mening, forstår ikke hvem man er, vild frygt var nogen af de ting jeg oplevede.. Ville gerne have haft en sovepille, men min ven ville ikke give mig den da han var bange for jeg skulle brække mig af den.. Jeg er også glad for i dag at jeg ikke fik den, for på comedown fandt jeg også virkelig ud af nogen ting.. F.eks. er mine følelser for min familie og min tripbuddy forstærket meget
Der gik lige en dag eller 2 før jeg var på toppen igen, men jeg kom fint igennem, og tror ikke du har noget at være nervøs for

har selv prøvet det....

engang på en kratig dose dxm. hvilket jeg aldrig rører mere.. der accepterede jeg simpelthen at min hjerne var brændt sammen.. altså var så bange for at jeg havde brændt mit hoved af at jeg simpelthen accepterede det og mere eller mindre sagde farvel..

meget ubehagelig oplevelse men senere hen har den været meget nyttig..

bare slap af.. det er en træls men sund oplevelse du har fået imo.. du er normal igen om et par dage..tal evt. med din trip buddy om det... det hjælper altid på mig hvis jeg har haft et dårligt trip

Jeg har det meget bedre idag.. det har hjulpet at få skrevet det ned og få nogle kommentare til det.. så jeg ikke har følt at jeg stod fuldkommen alene med det.
Jeg er dog stadig ikke kommet helt frem til om jeg vil skrive en trip rapport om min oplevelse. Den er nok stadig lidt for tæt på syntes jeg, og jeg ville nok føle at jeg gennemlevede det igen.
Det der skræmmer mig mest, er nok, at jeg kan huske det hele fuldstændigt. Alt hvad jeg følte og alt hvad jeg så.. hver en detalje kan jeg huske.'

Jeg har dog bemærket at jeg har en meget kort tolerance idag.. der skal intet til før mit temperament stiger, og det undre mig lidt. Det irriterer mig faktisk.

Jeg værdsætter dog mit liv, og jeg må indrømme at selvom jeg var frygtelig skræmt, og havde en idé om at jeg aldrig blev glad for svampene igen, så har jeg lysten til dem igen. Jeg giver dog ikke efter for den lyst det næste stykke tid, for jeg tror liiige jeg skal komme mig ordentligt, før jeg springer ud i det igen.

Har lavet en deal med mig selv om, at jeg ikke tager svampe igen FØR jeg har lavet skrevet den trip rapport. Den bliver nemlig hård for mig at skrive tror jeg.

Jeg undre mig dog stadig over hvorfor min mave reagerede så voldsomt på svampene... Den smerte var slet ikke til at bære, og det var som sagt derfor det hele væltede for mig. Det er først idag min dårlige mave er kommet i bedring.. kan de havde været dårlige - altså svampene ? Jeg har oplevet det før, men det var på danske svampe, og der fik jeg også alt for mange, men der var jeg slet ikke bange på samme måde selvom jeg sad på lokummet under hele trippet.

Jeg har forresten bestilt Tihkal bogen, for at læse mere om min oplevelse. Prøve at forstå den...

Ondt

oxdx

Madblindboy> hvem er det du har citeret? Det er rystende læsning, og jeg håber vedkommende har det bedre.

Agrimush> Det er noget af et trip du har været på! Jeg er glad for, at det har hjulpet dig at skrive om det her på sitet.

Du skrev:


og bagefter skriver du:



Når jeg læser hvad du skriver, tænker jeg at det som gjorde dig ondt, var din kamp, mere end det var hvad du så.
Hvad kæmpede du imod? At din virkelighed som du kendte den, blev nedbrudt? At du følte en sort sorgfuld smerte i maven, som du ikke turde rumme? Den smerte er jo DIG, så hvis du afviser den, får du kamp til stregen! Man kan desværre ikke bare frasorterer i følelserne på trip. Hvad der dukker op, bliver man nød til at rumme og belyse med sin opmærksomhed. Jeg er nok i fare for at lyde ufølsom og arogant her... det er ikke min mening, men jeg ønsker at give dig lidt modspil så du bedre kan se hvilke kædereaktioner man kan sætte igang på trip.

At kæmpe imod et trips bevægelser er en udtærrende og ulig kamp. Jo mere du føler at du må "kæmpe" imod, jo mere må din underbevidsthed svare dig og give dig kamp. Det er en meget udmattende process, som man ikke slipper fra uden skrammer.

De gange jeg har kæmpet mod et trip, har det altid gjort ondt. Det er ikke fordi jeg ikke til stadighed kaster mig ud i kampe(jeg tror man kan bruge et helt liv på at lære at lade være!), men min erfaring siger mig efterhånden, at forløsningen først indfinder sig, når jeg overgivet mig til trippet. Nogle gange har jeg brugt "bønner" eller gentaget et mantra såsom: Jeg hengiver mig til dig, eller jeg vil SE og rumme alt der kommer til mig og det har hjulpet mig til at have tilstrækkeligt mod til at flyde med, uden at gribes af panik-angst når det pludselig går stærkt. Der har været mange som har snakket her på boardet om, at man bør have et formål med på trip og ikke bare bruge det til sjov og ballade.. well, det er en varm diskussion, men din historie her er et bevis på, at psykedeliske stoffer har tænder, og at man ikke bare kan frasorterer i følelser og tilstande som man ikke tør rumme.

Du spørger hvordan man skal standse et trip. Dertil har jeg ingen råd. Hvis du har taget et trip, må du være indstillet på, at verden som du kender den, kan falde fra hinanden. Det er derfor at mennesket har brugt psykedeliske planter og svampe i tusinder af år. Det er for at se bag om det "kendte" og lære noget om hvordan livet virkelig er skruet sammen. Hvis du ønsker at standse et trip, når det begynder at vise tænder, skal du lade være med at tage det. Bedre råd kan jeg ikke give.
Der var en lidt længere oppe i tråden, som rådede dig til at tage på skadestuen hvis du ville ned fra et trip. Det vil jeg råde dig fra. På et trip som har taget en dyster drejning, er man meget åben følelsesmæssigt, og læger og sygeplejersker er ikke trænet i at håndterer folk på trip. Deres følelser (deres associationer til psykoser) og fordomme over for hvad du har taget , kan påvirke dig dybt, og få dig til at blive endnu mere bange, og hvis du ikke vil med lægerne når de kommer og henter dig, vil de tage dig med magt, og det er ikke en situation nogen psykedelisk påvirket person ønsker at komme i!
Derfor... ring hellere til venner som ved lidt om hvordan det er at tage svampe, og prøv at ride den af. Se på din angst, og prøv at rum den også. Det er ok at være bange. Det dør man ikke af. Hvis du kan rumme din angst, er du godt på vej til også at rumme den forandring der sker i din bevidsthed.

Ofte er det som er slemt på trippet i virkeligheden vores egen reaktion på hvad vi ser. For nogen er DEN STORE TOMHED noget de søger hele livet, -for andre er det et mareridt de helst vil være fri for. Om oplevelsen bliver paradisisk eller et helvedesinferno handler helt og holdent om hvordan man modtager oplevelsen. Hvis man stritter i mod eller prøver at "styre" trippet (dvs. forsøger at vende det i en retning ens "lille uvidende jeg" ønsker) kan det gå gruligt galt. At forsøge at styre, er jo at underkende den bevægelse der kommer fra dit dybere selv. Hvis du vil opleve noget dybt om dig selv og den omgivende verden, må du gå uden for dine sædvanlige sinds grænser, og det indebære at give slip på din kontrol af "hvordan virkeligheden er".
Det handler om at give slip. At flyde med strømmen, og føle ærefrygt, -ikke frygt. At erkende at man intet ved, men er her for at lære og SE.

Håber du kan bruge det til noget. Det lyder som om du allerede har fordøjet en god del af trippet, og er ved at vende det til en positiv oplevelse for dig. Bliv ved med det!

Knus, Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

nok.