Psychedelia.dk

Hey dude.
ingen kan fortælle, hvad der helt konkret er galt - men min kommentar ville nok være, at hashpsykoser kan komme når som helst, hvor som helst..! og at du bliver nødt til at opsøge læge før du får ro.

Socialangst er noget som kan blomstre op i os alle sammen, og det forsvinder ved at konfrontere sin psyke og rumme de følelser der vælter op. Medicin sløver og gør at du ikke mærker dig selv. Det helbreder ikke.
De fleste læger vil nok kigge efter en medicinsk løsning på folks psykiske problemer, så jeg tror desværre ikke at svaret: "Gå til lægen for en sikkerheds skyld", kan bruges som standard hver gang en person oplever angst. I værste fald kan lægebesøget ganske enkelt gøre det værre, og personen ender op i en offerrolle med en diagnose som sygeliggøre et følsomt sind, og piller der sætter den psykiske udvikling i stå.

Det betyder ikke at man ikke må hente hjælp udefra. Der er masser af psykologer og psykoanalytikere, ect. der netop hjælper folk til at arbejde med sig selv, og turde se angsten i øjnene.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Ja det passer ikke Fanny.. "medicin sløver og og gør du ikke mærker dig selv"

Alle får forskellige oplevelser med medicin.. så fordi du har oplevet at det sløver dig så gør det ikke det ved alle (eller hvor du nu har den fantastiske idè fra).. jeg kan nemt mærke om jeg er ked af det eller ej.. og om jeg går og tumler med noget jeg ikke skal gå med alene.. jeg har gået til psykolog et godt stykke tid.. og har også været ved en psykiater.. det hjalp rigtig rigtig meget vil jeg så også lige sige

MEN da jeg fik medicin for depression og angst dvs SSRI medicin.. forsvandt min angst fuldstændig.. den kan da godt dukke op nogengange men så taler jeg mig selv ned igen og har det efterfølgende normalt og godt.. det er så noget jeg har lært mig selv godtnok.. og nej det er ikke indbildning .. jeg synes du går meget op i at man skal dyrke motion.. og at man skal dykke ned i angsten og se den ansigt til ansigt.. hvilket virker for nogen.. men ikke for alle.. indse at medicin virker for nogen.

Jeg vil så også lige sige at medicinen helbreder selvfølgelig ikke noget.. den fjerner eller mildner bare symptomerne.. man bliver nødt til at snakke med nogen om de ting man går og bøvler med


Og så lige for at få det på rene.. så er jeg ikke efter dig eller noget.. men jeg bliver lidt træt af at læse at du heletiden skal skrive at man ikke skal ta medicin.. nu når det virker for mange.. og lige en ting til.. jeg vil også anbefale folk at prøve andre ting INDEN de vælger medicinen.. eksempelvis:

Se tiden an

Snak ud med nogen du stoler på og føler dig tryg ved

Søg hjælp ved en psykolog (psykiatere går mere op i medicin)

Sig til dig selv at angsten skal satme ikke få mig ned med nakken og jeg skal vise den skal jeg

Gør det ikke værre end det er oppe i hovedet (Kan være svært men bare tro på det så meget du kan og sig til dig selv at du dør altså ikke og du bliver heller ikke sindsyg)

Der sikkert nogen der har andre gode råd men jeg remsede bare lige dem op jeg selv har prøvet i starten.


Måske er jeg lidt efter dig Fanny hehe, men du kan ta det ?

Jeg synes generelt Fannys råd er gode og jeg mener også medicin kan være (i virkeligheden altid er) en direkte hindring for "bevægelse" i den grundlæggende tilstand.

Når det er sagt, så risikerer man at tabe mange mennesker for evigt, ved at kaste alt ansvaret på deres i forvejen meget bebyrdede skuldre. Jeg ville ønske det var så enkelt og at det var nemmere for mennesker at få hjælp, til at påtage sig det ansvar. Det er det ikke i DK i dag og jeg har mistet flere jeg kender på den der med, at det er ens eget ansvar, derfor er der også en slet skjult frustration og vrede i mange af mine indlæg. De banker på døre og fortæller de ikke kan holde ud at leve og selv efter selvmordsforsøg har jeg oplevet, at mennesker bliver udskrevet efter en dag eller to på psykiatrisk afdeling, med en recept i hånden og tid hos en psykiater i næste uge.

Jeg ved godt, at det ikke er det du vil med det du skriver Fanny, men det er den virkelighed mange står overfor. Alene i en lejlighed, med alt ansvaret på sine skuldre og en oplevelse af, at være fuldstændig overladt til sig selv (der stemmer meget godt overens med deres faktiske situation). En psykolog kan tale med dem, måske højst to gange om ugen og for en begrænset periode.

Når systemet er så elendigt opbygget, så mener jeg det kan være bedre, at mennesker tager medicin for at holde deres tilværelse ud, end at forsvinde (som for eksempel min ven, eller en andens søn) for altid.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Fanny's råd er MEGET gode efter min mening det er sgu ikke det, jeg elsker fanny .. men der går sgu bare for meget anti medicin i det efter min mening..man må ikke sige at man ikke skal ta medicin fordi det ikke virker.. da det ikke passer.. .. det er det jeg vil frem til.. med det sagt vil jeg så også sige at man selvfølgelig ikke kun skal ta medicinen alene det skal helst suppleres med nogle samtaler af en art.. problemet er også bare at hvis man vil til en psykolog man selv har fundet.. så koster det mange gange kassen og det er imo lidt for dårligt.. det kan komme til at virke endnu mere uoverskueligt for personen at skulle betale mange penge for noget der ikke er sikkert virker..

Jeg er sgu enig i det du siger arpheus 100%.. psykiatrien i Danmark er noget værre lort min storebror skulle prøve at begå selvmord før de tog ham alvorligt.. jeg vil så også lige sige at jeg vil hellere sidde og gufle medicin end at have angst 24/7 ... det æder en op (det er selvfølgelig ikke det jeg gør, da jeg har hjulpet mig selv godt på vej på egen hånd) Men medicinen for MIG har hjulpet mig rigtig meget, den mildner symptomer sådan at jeg har kunne håndtere problemerne og derved fået et bedre "forsvar" til at få angsten dæmpet ned eller helt forsvinde.

Jeg læser faktisk heller ikke det du skriver negativt, slet ikke. Jeg er helt med på din kritik, men med forbehold. Fanny har ret i, at der bliver udskrevet for mange recepter, men lægerne har ikke ordentlige muligheder for at gøre andet. Derfor burde de også råbe op, så det kan høres.

Idealet må være et miljø, der støtter individet til at tage ansvar, blandt andet med mulighed for daglige samtaler og åndelig og praktisk vejledning. Det miljø er der bare ikke, så jeg er enig med dig i, at det eneste alternativ kan være medicin.

Der er samfund, hvor de ikke engang har mulighed for at få nok mad og vand, men hvor der er et sammenhold og en nærhed, der gør depression og angst til nærmest ikke eksisterende lidelser. Derfor tror jeg årsagen til det høje antal depressioner og angstlidelser i vores del af verden(ikke psykotiske, affektive lidelser) skyldes den måde vi har indrettet samfundet på.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Fuldstændig enig

Jeg tager bestemt ikke din kritik ilde op Godz, og jeg forstår fuldt ud hvad du siger. Jeg er bare blevet noget træt af at høre folk råbe op om "tag til lægen og find ud af hvilken slags medicin du skal have", lige så snart en stakkels gut fortæller han har haft noia på hash.

Jeg er også ked af at læse artikler som denne, om stigningen af ADHD diagnoser med salg af ritalin til følge. Det er børn som bliver diagnostiseret af psykiatere, som burde være der for barnets bedste. Børn, som måske har en anden grund end ADHD til at være "besværlige". Det finder man så ikke ud af. I stedet giver man dem bare medicin.

En anden skræmmende artikel om Ritalin kan læses her.


Klart. Der er måske tilfælde hvor medicin kan være godt en overgang, men medicin produceres også af private firmaer med private interesser. Denne artikel fra den 19. december siger en del om visse medicinalfirmaernes moral.

Og lige på det rene: jeg tager ikke, og har ikke taget nogen piller mod angst, lige bortset fra to gange i mit liv, hvor jeg var meget presset. Der tog jeg en enkelt dosis Diazepam (vist højest 5 mg.).
Men jeg har oplevet venner som jeg mærkede blev sat i stå i deres udvikling, fordi de begyndte på medicin. At det sløver, er nok en forkert beskrivelse, indrømmet. Det jeg mener er, at det sløver følelsen af angst. Ikke at man nødvendigvis bliver træt.



Præcis! Jeg mener at angsten er kollektiv på grund af at vi lever i et meget presset og på mange måder sygt samfund. Nogen mennesker er mere følsomme over for dette, og "flipper" ud, mens andre er mere ufølsomme, men problemet forsvinder ikke bare ved at vi giver de følsomme medicin, så de holder op med at gøre os ilde tilmode, fordi de minde os om, at der er noget galt.
Ansvaret er ikke deres alene. Det er vores alle sammen.

Jeg håber ikke at jeg giver et højrøvet indtryk af at Superwoman fordi jeg taler om at gå ind og face angsten. Jeg VED godt det er svært, og det er ikke overstået på én gang. Tværtimod vil jeg sige, at det er en livsstil og en evig process. Jeg mærker den så godt som hver dag, og jeg må daglig minde mig om at gå ind i den, i stedet for at flygte fra den. Den er min nerve, min gnist og min panik over at være virkelig til stede i denne verden og være i stand til at påvirke den (og skade den!).
Og helt seriøst, jeg elsker den, for den er mit ærlige selv der reagerer på presset fra en overgearet og syg verden, og den stemme har jeg ikke lyst til at tie ihjel.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Det er netop også sådan jeg takler min angst ligepræcis på samme måde som du gør.. eller jeg er ved at prøve at lære at gøre det sån ordenligt.. det tog mig sgu et godt stykke tid før jeg indså at jeg ikke skulle flygte fra angsten men derimod byde den velkommen med åbne arme.. man kan ikke lære at håndtere den hvis ikke man føler den meget tæt på engang imellem.. sådan har jeg ihværtifald gjort fremskridt.. men undskyld for den lidt hårde tone.. det lød bare som du siger lidt superwoman hehe.. men jeg forstår dig godt og jeg er enig i det du skriver

Dette er udelukkende min mening. Jeg synes der er mange andre gode råd, det handler helt om din egen indstilling.

Jeg synes helt klart medicin har hjulpet mig godt på vej. I mit tilfælde ssri mod angst og depression. Medicinen alene er jo ikke en mirakelkur men blot et skridt på vejen. Nogle mennesker har bare ikke kræfterne til at konfrontere sin angst uden lidt hjælp på vejen, specielt ikke hvis man samtidig lider af depression, hvilket jeg gjorde/gør. Hvis man endelig har svært ved at komme ud og få frisk luft, og få en normal hverdag op og stå, er det svært at komme videre, og det var der medicinen hjalp mig.
Personligt havde jeg selv rigtig svært ved at gå til lægen, og snakke om mine problemer. Jeg gik og havde det dårligt i 6 måneder, hvilket resulterede i flere skrækscenarier i mit hoved, jeg gik og bildte mig ind at alt var galt med mig. Mit besøg hos lægen, gjorde at jeg fik lidt mere ro i hverdagen, jeg vidste hvad det var jeg havde gået og tumlet med. Jeg vil sige at det er bedre, at konfrontere sin angst/depression så tidligt som muligt, om det så er medicinsk eller, hvis man kan mande sig selv op til det, jo bedre vil resultatet blive. Jeg selv endte med at droppe uddannelse fordi jeg ikke kunne være der uden at få angst.

Hilsen Tihi

Psykolog etc. = tackle problemerne uden medicin.
Læge = tackle problemerne med medicin..

>Fanny: Jeg er meget enig og synes din understregning af det svære i processen (også for en tilsyneladende superwoman) er god.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.