Citat:
Havde aldrig troet at hashen kunne sparke en SÅ langt væk. Jeg halvpsykotiske tanker, og under rusen fik jeg er snært af nærdødsoplevelsen. Det skræmte mig røven ud af bukserne, og det tog rigtig lang tid før halvt til et helt år før at jeg overbevist om at jeg ikke havde total knald i låget.
Det er nu over 2 år siden jeg har rørt hashen.
Ganske enkelt, jeg tør ikke at prøve igen. Er bange for at ryge ind i samme tilstand, eller en værre tilstand. Læste så bogen "Den Tibitanske dødebog", den gav mig svar på det som jeg manglede, og fik løst nogle af mine problemer på denne måde.
Jeg har bare ikke nosser til at møde "den anden virkelighed". Det har jeg ikke. Det er nok også grunden til at jeg holder mig til stimulanser, da jeg vil tro at psykedeliske stoffer vil "tricke" den ubehagelige tilstand.
Jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg mærkede ingen trang overhovedet. Havde i mine tidligere år røget en del hash gennem 7-8-9 klasse. Men trangen har aldrig været der, kun lysten.
Det var faktisk lidt en lettelse at læse dit indlæg. Efter min kærestes voldsomme tur med alkohol og hash, så er han ikke blevet helt "normal", selvom det 4-5 (?) mdr. siden. Han fortæller mig tit, at han aldrig skal røre det igen, og at han lige for nylig først er stopet med at tænke over livet, døden osv. Han kunne (indtil for nylig) ikke se nogen mening i det hele, og for at være ærlig skræmmer det mig lidt. Han fortalte mig det først, for et par uger siden, da han ved at sådanne tanker skræmmer mig, og at jeg bliver meget bekymret for ham, og jeg har meget svært ved at finde ud af, hvad jeg skal svare på disse ting- hvordan jeg skalo opmuntre ham?
Derfor er det faktisk lidt en "lettelse" at læse, at du er kommet over det.

Men, hvad hjalp dig på det tidspunkt? Hvordan ville du mene, jeg ville kunne støtte min kæreste bedst muligt?