|
Så længe jeg kan huske, har min mor drukket meget tæt i perioder.
Bl.a. når min far skulle noget med fodbolden, træning, kampe, træningslejre osv.
Kan huske en historie min far har fortalt mig, om den gang min storebror gik med ble.
Hvordan det var at komme hjem efter en træningslejre, til en søn der legede i sin egen afføring og en kone der var døddrukken.
Den gang var jeg ikke født, og fandt først ud af det da jeg var omkring 10 år hvad det ville sige at drikke, ellers har jeg været for lille til at kunne forstå hvad der foregik.
Kan huske de gentagende gange, hvor min mor har gemt flaskerne væk, bag døre, på toilettet og i skabe, som jeg fandt og ikke turde sige videre til min far. I frygt for at de ville gå fra hinanden, for så skulle jeg jo til at vælge hvem jeg ville bo hos. Og det valg vil jeg slet ikke kunne håndtere at tage, da jeg ved at hvis jeg valgte at bo hos min far, ville min mor blive ked af det og drikke endnu mere, og så ville det ville jo være min skyld. Omvendt ville jeg heller ikke bo hos hende, for så ville min far blive sur på mig. En ting jeg ikke vil kunne bærer, at føle skyld/skuffe dem.
Min mors alkoholmisbrug pralede også af på min storebror, som også begyndte at drikke i en alder af 13-14 år. Han blev meget voldelig, truede med at slå os ihjel med en lægte hammer, forsøgte at ’’kvæle’’ mig med en pude, når han passede mig. Selv gentagende gange om fredagen når han ikke kom hjem til tiden, vidste min far at han havde drukket og blokerede døren.
Der er 2 situationer som jeg aldrig glemmer, de gange hvor min storebror har banket/slået min mor. Tror jeg har været omkring 14 år da jeg første gange måtte ringe efter politiet, da jeg kom hjem fra skole og så min storebror slå min mor. Min far var på arbejde, så ham måtte jeg også ringe til.
Den anden situation sker et par år senere, hvilket var den slemmeste af dem, en fredag nat. Jeg havde i den uge været i noget brobygning i forbindelse med skolen, og havde siddet og drukket sammen med nogle af dem om eftermiddagen, da vi aftaler at mødes hjemme hos mig senere. Imens jeg står og bader og gør mig klar, kommer min storebror fuld hjem og leder efter bil nøglerne, som jeg havde gemt væk, i frygt for at han vil låne forældrenes bil. Han truer mig til at aflevere nøglerne, og jeg turde ikke andet. Mine forældre var byen, og kom først hjem senere. Det ender med at jeg vågner om natten ved en 4-tiden, ved min mor græder og min storebror råber. Jeg går ned i stuen og ser min mor liggende grædende i sofaen med blod udover det hele, min storebror der står med en meget truende adfærd og skriger/råber/skælder hende ud. Prøver at kigge efter min far, men han er ikke til at se. Løber grædende op i min seng, og ringer 112. I min egen fuldskab og grædende/hulkende tilstand, kan damen ikke forstå hvad jeg siger, og ender med at knalde røret på. Ringer efter min moster i stedet, da hun bor forholdsvis tæt på. Mere kan jeg ikke huske til før dagen efter, tror jeg faldt i søvn. Min mor endte på skadestuen, med en brækket næse og kæbe, samt trykket ribben. Han blev ikke meldt, fordi min mor som så mange gange før holdt hånden over ham. Ligesom de gange han blev smidt ud hjemmefra, så var det altid hende der fik ham lukket ham ind igen.
Både min mor og storebror har gentagende gange været på antabus + min storebror røg på behandlingshjem for sit alkohol- og stofmisbrug. Min storebror havde det med at når han havde taget sin antabus, så stak han en finger i halsen, så han kunne drikke. Min mor prøvede at drikke imens hun var på antabus, hvilket hun nok fortrød.
Nu er det ikke så mange uger siden, min storebror ringede til mig og spurgte om jeg havde snakket med min far, fordi min mor dagen før havde drukket sig bevidstløs og min far dårlig nok kunne få liv i hende igen. Hvilket min far ikke havde gjort, så blev ked af det, fordi hun er trods alt min mor, og så vælger de at skjule det for mig.
Jeg føler det er min skyld min mor drak, fordi jeg i en tidlig alder, ville på julemærkehjem pga. jeg var overvægtig og blev mobbet i skolen. Min mor blev så ked af det, at jeg droppede ideen og åd mig tykkere. Hvilket resulterede i mere mobning, flytning af skole som ikke hjalp.
Alt det der skete derhjemme og i skolen, gjorde jeg ikke kunne håndtere det.
Jeg begyndte at skære i mig selv da jeg var 13, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Så mig ikke som en person som var noget værd, følte det hele var min skyld. Ønskede ikke at leve mere, græd mig selv i søvne imens jeg tænkte på hvordan jeg skulle tage mit eget liv. Ønskede ikke at eksisterer, hvilket jeg stadig har en del problemer med.
Det er jo ikke fordi jeg ikke vil leve, tror jeg. Jeg kan bare ikke se hvad jeg skulle være her for, undskylder for alt og er alligevel ingen ting værd.
De følelser og tanker har jeg stadig i alder af 24 år, undskylder for den mindste lille ting.
Jeg var omkring 15 år da jeg begyndte at ryge, ville bare væk fra det hele.
Selvom jeg røg, skar jeg stadig i mig selv. At ryge var ikke nok for mig.
Jeg mødte min nuværende kæreste da jeg var 18 år, som godt vidste jeg skar i mig selv.
Hvilket ikke var en del han kunne håndtere, så kort tid efter slog han op med mig, inden vi skulle i byen. Endnu en gang søgte jeg væk, i store mængder amfetamin. Vi fik os en snak om natten, og kunne se hvor meget det sårede ham jeg gjorde det her ved mig selv. Jeg lovede ham aldrig nogensinde gør det igen, hvilket jeg ikke kunne holde. Det skete bare meget sjældent, med lange perioder imellem så han ikke fandt ud af det. Vi festede hver anden weekend når han ikke havde sin søn, store mængder cola, amfetamin og kiks røg indenbords. Det holdte 2 år de weekender, da det gik ned af bakke for ham. Vi cuttede en del af vennekredsen fra, og stoppede med stofferne. Han forsatte dog med at ryge bong, en ting jeg tror han ikke ønsker at stoppe med, selvom han gentagende gange har sagt at han vil stoppe, den dag han ville blive 30 der ryger han ikke mere. Ja right, manden er 32 nu og ryger stadig de samme antal gram om dagen, og hvem betaler. ? Mig.
Jeg har svigtet ham, brudt hans tillid.
For 2 år siden begyndte jeg at få tilbagefald med at skære i mig selv, hvilket jeg har holdt skjult for ham. En dårlig kombination af reductil (slankepiller) som gjorde mig mere ked af det, end jeg var vant til, blandede jeg udvidende pillerne sammen med 5-htp, det skulle jeg aldrig ha haft gjort. Havde sådan set fået det fortalte, men var pisse ligeglad med mig selv. Der gik ikke lang tid, så smed jeg reductil pillerne ud.
Selvom det er 2 år siden, får jeg stadig tilbagefald. Han lå mærke til nogen nye ar, her for et par måneder siden, og valgte at lyve, og han spurgte ikke mere til det. Han har først her for et par uger siden fundet ud af det, ved en fejltagelse. L Hvilket resulterede i at han smadrede sin hånd ind i væggen, gik ud og røg et par hoveder og valgte at gå sin vej. Der gik ikke særlig lang tid, så kom han tilbage, og vi sad og snakkede om det. Han truede mig med, hvis jeg nogensinde gjorde det igen, vil det ikke være væggen men mig det vil gå udover.
Jeg kan godt forstå hvorfor han reagerede sådan, synes bare det er en forkert måde at gøre det på. Jeg turde ikke barbere mine ben den første uge, for hvad nu hvis det gik galt. Så ville han jo slå mig. Har skåret i mig selv siden, og er begyndte at sove med tøj på igen. I starten var jeg bange for at han skulle finde ud af det, og nu er jeg ærlig talt måske lidt ligeglad, selvom han sagde han ville slå mig. Jeg er jo alligevel ingen ting værd, så det fortjener jeg.
Alkohol har aldrig rigtigt sagt mig noget, pga. det skræmmer mig at min mor og storebror ikke har kunne styre det. Er først begyndt at drikke nu, men så drikker jeg mig også selv fuld, da jeg bor sammen med kæresten som slet ikke drikker. Han ryger bong i stedet, og ryger en joint i ny og næ når jeg får lyst til at ryge med.
Hvis i har tænk jer at svine mig til, så lad vær.
Jeg skriver kun det her, for at være helt ærlig omkring mig selv, og for hvem jeg er.
Jeg har skjult mig længe nok, bag indlæg i gæstebogen og hvis jeg kan træde frem og sige det er mig, det er noget der betyder meget for mig, at turde det. For jeg ved godt at folk vil tænke hvilken idiot er hun, jamen så gør det. I dont care.
Senest rettet af Honey 21 apr 2011 03:03, rettet i alt 1 gang.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg virkelig inderligt håber at det hele flasker sig for dig. Du har været nogle fucked op ting igennem, syntes bare du altid skal huske på at din mor drak for sin egen skyld, det kan aldrig nogensinde være din skyld. Og jeg er fuldstændigt
