Psychedelia.dk

Den her stil er meget lang. jeg behøver ikke medynk eller noget, da jeg er ovre min psykose.
jeg vil bare skrive mine oplevelser ned som en slags selvterapi, og for at sætte punktum ved min psykose's æra.



Som så mange unge der ryger hash, røg jeg også hash. Jeg prøvede første gang at ryge hash som 12-årig, og det eskalerede hurtigt. Jeg stoppede igen cirka 10 måneder efter jeg første gang prøvede. Dog kun i en kort periode.
Det blev sommerferie, og jeg begyndte, på grund af en meget traumatisk oplevelse, at ryge en lille pind i ny og næ i sommerferien.

Problemet var bare, at det var sommeferien inden jeg startede på efterskole - og der bliver som bekendt røget hash på efterskoler. Det gjorde jeg også, og jeg holdt mig bestemt ikke tilbage. Jeg fik en pusher på efterskolen, som solgte mig 1 gram for en flad femmer, så jeg købte (naturligvis) meget, og røg tilsvarende lige så meget.

Jeg blev så smidt ud af min efterskole i uge 7, på grund af hashrygning.
Jeg startede på min gamle folkeskole, men skammen i behold, og jeg røg ikke mere end 2-3 gange, indtil jeg var færdig med mine eksamener. Men der blev det så sommerferie, og jeg begyndte (igen) at ryge en joint i ny og næ.

Jeg startede på mit gymnasium efter sommerferien og havde egentlig et rimelig fornutigt forhold til hash. Jeg røg kun i weekender - det var et princip jeg havde, for ikke at blive afhængig igen!
Men ligesom regler, så er principper kun til, for at blive brudt.

Allerede inden grundforløbet var ovre, var jeg enten fuld (ny vane) eller skæv til de fleste timer, og jeg fortsatte sådan indtil jeg havde brug for en pause (jeg uddyber senere!).

Jeg vil for god ordens skyld sige at jeg allerede nu var afhængig af hash, havde store problemer med at falde i søvn, hvis ikke jeg var skæv... og fordi jeg var fattig, fik jeg ikke sovet hver nat.
- Hvis jeg ikke kan sove, når klokken er 4, og jeg skal stå på klokken 7, så gider jeg ikke lægge mig til at sove, bare for tre timers søvn.

Jeg TROR at det hele startede da jeg skulle til en 2x18 års fødselsdag:
Jeg havde ikke noget ryger aftenen inden, og jeg holdt mig vågen hele natten, så jeg var meget træt da vi skulle til fest.
Anyways, jeg mødtes med en ven inden festen og han havde massere røg, så han gav (jeg takkede, som den søde nasserøv jeg var).
Vi er skæve og kommer til festen og alle er i det humør hvor de danser, går rundt og snakker med en masse fremmede og tér sig tosset. Jeg var i det humør, hvor at jeg havde lyst til at koge, og nyde min koger.. ikke rigtig socialisere mig med folk. Vi går ud og ryger flere gange i løbet af aftenen, og vi sidder ved et bord. Mig og rygerne. Men de var ikke for trætte til at danse, og være til fest, så jeg bliver siddende og venter på at folk kommer over og snakker.

Folk kommer over og prøver at snakke med mig, men jeg er for skæv til at de kan føre en samtale med mig (jeg lå ikke og sov eller noget, jeg snakkede bare utrolig usammenhængende, og "pralede" af hvor basket jeg var), så folk opgav at snakke med mig.
Hvilket resulterer i at jeg tager sætter mig lidt væk, tager mig iPod og sidder og hører musik.

Det katastrofale sker! En veninde kommer over til mig og siger, "hey, vil du ikke med ud og danse, du skal ikke bare sidde her alene =)". Jeg prøver at forklare hende, at jeg ikke har sovet hele natten, og at jeg pt. er for skæv, og det har hun forståelse for.

Men jeg bliver siddende. Jeg sidder og vender og drejer det hun har sagt til mig, og jeg får det hele til at lyde som om:
"Du er en wierdo, du er nedern og mærkelig. Der er helt klart noget galt med dig, du er jo syg i hovedet! Du burde danse, og ikke bare sidde alene som en taber!".
Det var den slags badtrips, hvor man er bange for at man virkelig er uden venner, nedern, grim, tyk... Altså, bange for hvad folk synes om en. (Det var første gang jeg fik den slags badtrip)

Jeg sidder jo til festen, afsides, og betragter folk der kan finde ud af at socialiserese sig. Jeg sidder og betragter mig og kommer til konklusionen "Du er virkelig mærkelig!"


Har i set filmen Adams Æbler?
Ham præsten, Ivan, hvis liv sutter.. Big time... Han fordrejer virkeligheden i hans hoved, sådan at den måde han oplever virkeligheden på, er fordrejet så han kan holde virkeligheden ud.
Hvis i ikke har set filmen, så se den! God film! (synes jeg, fordi jeg kunne relatere til den =P)

Hvorfor nævner jeg filmen? Fordi jeg i mit badtrip troede at min hjerne fordrejede virkeligheden.
Hvis man lægger det sammen med min konklusion "du er mærkelig!", så har man stadig et ubesvaret spørgsmål: "Hvad er der galt med mig!?"

Da jeg var blevet normal nok til at jeg kunne være sammen med mine forældre uden at blive busted i at være skæv, ringede jeg til dem. De henter mig, og jeg går hjem og sover min koger ud.

Hvis jeg havde stoppet mig rapport nu, så ville i bare sidde og tænke "Han havde da bare et badtrip, han ville få det bedre i løbet af 2-3 dage - det er sgu ikke en psykose!"
Det ville jeg sikkert også, men i stedet så ringer jeg til min ven fra dagen før, og spørger om han giver ryger, for jeg har virkelig neder på og at jeg skal snakke lidt.

Jeg havde egentlig tænkt mig at ryge en pind og få det godt igen, for selv da jeg vågnede summede tvivlen stadig i mit hoved. Tvivlen om jeg fordreje virkeligheden, eller ej. For teknisk set så kunne jeg jo sagtens fordreje virkeligheden uden at vide det. Hvem ved?

Men jeg tager så ud til mig ven, og vi ryger en pind som det første. Jeg bliver lige så indelukket, og mit badtrip bliver på samme niveau, så jeg tror at han vil grine af him, hvis jeg forklarer ham om min "tvivl". Så jeg tager hjem, lægger mig til at sove, og er pisse fucking bange for at det faktisk er virkeligt!

Jeg burde allerede her have taget en pause, men på grund af at jeg altid har fået det så fedt af at ryge, så bliver jeg ved med at ryge, i håbet om at jeg vil få det fantastisk.

Det gør jeg aldrig, og jeg bliver faktisk ved med at ryge og få badtrips (forbandede afhængighed!).
Allerede her er jeg i "ædru" tilstand, i stand til at se, at det er når jeg er skæv at jeg får de ondeste badtrips. Når jeg ikke er skæv, så er jeg kun i tvivl, men når jeg er skæv så er jeg overbevist om at det er sandt:
At jeg er et misfoster, en mongol som alle griner af, at mine venner kun snakker med mig på grund af at de har ondt af mig, og at jeg hele mit liv bare har bildt mig selv ind, at jeg var normal.

Jeg snakker med nogle venner om det, og selvom de fortæller mig at jeg er normal, så tror jeg stadig de lyver.
Helt ærligt, hvem ville fortælle en mongol at han i virkeligheden er en spasser som alle griner af.

Jeg bliver mere og mere overbevist om at det er sandt, og får ret mange selvmordstanker.
Jeg beslutter mig for at tage en pause, fordi jeg så håber at tankerne vil gå væk. Men det gør de ikke Jeg begynder mere og mere at lægge mærke til hvordan folk de snakker til mig, og jeg får på fornemmelsen at de snakker ned til mig, og at jeg de griner af mig. Når jeg går igennem kantinen, så tror jeg at alle kigger på mig, går og griner af mig og bagtaler mig. Hver gang jeg hører folk grine, så tror jeg at de griner af mig.

Tro mig! På et gymnasium med 1000 mennesker, der bliver grinet meget på gangene, og i kantinen.
Det er ekstremt belastende når man nu tror at alle griner af en!

Det ender med at jeg begynder at trives meget dårligt blandt mennesker, fordi jeg altid stiller spørgsmålstegn ved mit "forhold" til dem. For jeg er fortsat bange for at de griner af mig. Jeg er også bange for at de optager mig på deres telefon imens vi snakker, så de kan gå og afspille andre og de sammen kan grine af mig.

Så jeg begynder at isolere mig selv... Meget!
Det utrolige er faktisk, at jeg kom til timerne på gym og ikke fik mere end 1 advarsel! :O
Men i frikvartere, satte jeg mig altid for mig selv fordi jeg var bange for at være sammen med folk. Jeg skammede mig utrolig meget over hvem, jeg KUNNE være, og det var nok til at jeg ikke turde omgås folk rigtigt.


Da det var allerværst, der kunne en simpel tur med hunden være således:
Jeg begyndte at høre folk grine af mig, selv da jeg sad helt alene i toget... Jeg hørte folk snakke om mig... Så vente jeg mig om for at se hvem det var, og kunne ikke se nogen, og snakken blev til folk der grinede.
Når jeg gik, kunne jeg se silhouetter af folk, og jeg vidste bare at de stod og bagtalte mig! For jeg kunne høre dem hviske. Jeg kunne ikke høre om hvad, men jeg vidste bare at det var om mig.
Hvis jeg så gik over for at se hvem det var, så var de væk. Der var ikke nogen! (for klokken var lort om natten)

Det var nogenlunde her at jeg blev enig med mig selv om at jeg nok bare var blevet meget meget sindsyg.. Jeg så og hørte ting der ikke var der. Folk der pludselig stod og snakkede om mig, og pludselig var de væk. De skal lige siges at jeg bor i en lille by med kun 2-300 indbyggere.. og jeg kunne føle mig forfulgt kl lort om natten.
Så jeg diagnostiserede mig selv til at være paranoid, og lette skizofren.

Det var egentlig meget godt at jeg kunne diagnostisere mig selv, for jeg i nogle tilfælde meget mere tro mig selv! (Stort fremskridt!)
Jeg havde selvfølgelig gode og dårlige dage.. Nogel dage var jeg stadig 100% paranoid, og nogle dage var jeg næsten rask. Flest dage = sindsyg, men det var i det mindste fremskridt.

Men der skete et mirakel!
En af mine venner lokkede mig med til fest hos ham (næsten tvang mig), så jeg tog med. Jeg blev fuld og havde den samme selvtillid og charme som jeg havde inden min psykose - og jeg fik faktisk scoret!
Jeg fik hendes nummer, og vi begyndte at skrive sammen. Vi begyndte at date, men fordi jeg ikke følte mig klar på et forhold ( jeg var stadig psykotisk for helvede) så forklarede jeg hende at jeg havde nogle problemer som jeg skulle have klaret. og at jeg ikke ville kunne være i et forhold.

Det var et enormt selvtillidsboost! Jeg var tilbage i spillet. Jeg kunne jo score en "normal" pige. Ergo, jeg måtte jo være en "normal" dreng.

Det kurerede mig ikke fuldstændig, men det gav mig et meget stort skub i den rigtige retning. Uden den anderkendelse, at jeg var normal, og ikke nogen mongol, så ville jeg nok have taget mig eget liv.

Jeg begyndte at være mere mig selv, og jeg begyndte at omgås folk mere, selvom jeg stadig havde gode og dårlige dage.
Men overall, så fik jeg det faktisk lidt bedre...





Det er nu 1½ års at jeg fik mit første badtrip.. Jeg vil betegne mig selv som 99,99% rask. Det eneste problem, er at jeg ikke kan ryge hash når jeg er sammen med flere end 2-3 personer (alt efter hvor godt jeg kender dem). Jeg kan godt ryge hash med mine bedste venner, men jeg har det bedst, når vi kun er 2 sammen der ryger. Jeg har INTET problem længere, med at være sammen med folk - ligemeget hvor mange det er! og jeg er "my old self" igen

Jeg ryger heldigvis ikke hash til hverdag, så det er langt fra et problem at have en normal hverdag til at fungere - og jeg er glad for at vide at jeg er "normal"!






jeg ved der er nogle stavefejl.. kig på hvad klokken er .. 5:27, og jeg har skrevet hele natten.

Jeg ved godt at der sikkert er massere stavefejl, og nogle meget kryptiske formuleringer... Jeg er for træt, og jeg burde egentlig rette den for fejl. men jeg håber stadig at den er forståelig. Hvis der er problemer med forståelsen, så skriv endenlig =)

Og hvis du synes den har været kedelig at læse, så bare vær glad for at det ikke var dig selv!


og nu, vil jeg sætte punktum ved min psykose . (det er det bedste punktum jeg har sat, i laaaang tid =P )

det var en ordentlig omgang! Er glad for at høre, at du er ovenpå igen. Mit råd til dig skal være, at holde dig helt fra hashen, du kan nemt få et kraftigt tilbagefald, jeg har set det før - det virker som om, at du er ekstra skrøbelig overfor panikangst anfald, så pas nu godt på dig selv

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Hash kan virkelig virke negativt... Hvor fedt synes du egentlig det er at ryge nu? Eller ryger du, fordi dine venner gør det?

_________________
Seriøs leg.

Det var satme en tekst der vil noget. jeg kan relatere til det meste med at man tror folk snakker om en.. Måske ikke i samme kaliber som dig, men det er stadig en belastende følelse.. Super fedt at du kommer over det, samtidig med at du så faktisk scorer en "normal", som du kalder det !

Det er stærkt gået af dig og ønsker dig held og lykke fremover !

jeg har ogsaa haft det paa den maade men det var som du sagde kun et badtrip som varede et par timer..
det lyder som om oplevelsen har gjort dig staerkere og mere selvbevidst og det er jo positivt.
held og lykke frem over

mvh justchill (:

_________________

Luftkaptajnen, jeg ryger oftests når jeg spiller musik med folk. Men jeg har efterfølgende prøvet at ryge med og uden folk, med få og mange, for at finde ud af hvornår det ville blive panisk. Og jeg kan konkludere:
Jeg kan, desværre, ikke ryge når jeg er sammen med mange. Men når jeg er sammen med 1 eller 2 personer, som jeg kender godt, samt stoler på, så er det ligeså chillern som hash bør være =)

Bongmeisteren, jeg tror faktisk at min scorring fik mig videre. Der fik jeg ligesom bevist overfor mig selv, at jeg er cool nok
Jeg er til gengæld ked af at du kan relatere til så mange af tingene... Det er bestemt ikke sjovt! Men vær kun glad for at det ikke var lige så slemt som hos mig

Justchill, trust me! Hvis det udvikler sig, så tag en laaaang pause med den fede! Og helst inden det udvikler sig!

Snoezel, jeg "begyndte" at ryge fede igen i februar. Og jeg har siden "lært" hvor og hvornår jeg har det fedt når jeg ryger, og hvordan jeg undgår angst.
Jeg prøver at begrænse mig, i forhold til hvor tit jeg ryger, og jeg synes faktisk at jeg har røget lidt for meget her i ferien. 1-2 gange om ugen... Det betyder selvfølgelig at jeg godt kan lide at ryge, ellers havde jeg ikke gjort det længere Men jeg trøster mig selv ved tanken om at jeg snart er færdig med ferien. Og når jeg starter i 3.g, så dropper jeg helt at ryge hash =)

Er også glad for at høre at du er kommet ovenpå. Vil dog også advare dig om et par ting: Hvis du vælger at fortsætte med at ryge (hvilket jeg ikke vil anbefale dig) så vær meget obs på hvordan du har det, da jeg selv har oplevet stille og roligt at glide tilbage i angsten. Desuden synes jeg, ligemeget hvor vellykket din selvdiagnose har været, at det er noget du skal være ekstremt påpasselig med. Man kan hurtigt bilde sig selv ind at man fejler alt muligt, specielt i sammenhæng med angst. Sorry hvis indlægget er lidt rodet er virkeligt træt lige nu.

LÆS DET HER! det skal lige siges jeg har røget ca. 2 joints om dagen siden december.
Jeg kan relatere til det meste af det, bare ikke det med toget. tilgengæld så er jeg lige kommet hjem fra en tur på 4 dage, med nogle mennesker jeg ikke kendte. og hvis jeg var (normal) ville jeg have været komme rigtig godt ud med alle, men det er jeg ikke. lang fra! jeg røg 3/4 af en 1,5 smøgs (hvad er en helt normal joint til mig) men ville ikke ryge den hele da jeg ikke ville blive for basket. men så lægger jeg mig ind i soveværelset til de andre og begynder at høre musik for mig selv mens alle andre sidder 3 meter fra mig og snakker sammen, jeg havde en mistanke om at de snakkede om mig (som jeg altid har) så jeg skruede ned for musikken så jeg kunne høre hvad de snakkede om, (men de troede jo stadig at jeg hørte musik for mig selv) så kunne jeg høre de snakkede om mig og egentlig bagtalte mig. Det var en sindsyg oplevelse at få sin paranoia gjort til virkelighed. specielt da jeg var en meget vellidt og udadvendt person før jeg røg, og jeg mener ikke at man kan bagtale en man har kendt i 4 dage. men jeg begynder at ryste på kroppen mere og mere ekstremt, og mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. og menneskerne begynder at lægge mærke til det og undrer sig over det, så en af pigerne begynder at tjekke min jakke da hun tror jeg sover. hun finder den halve joint og fortæller det til de andre. de bagtaler mig mere og mere og jeg kan som sagt stadig høre dem men de ved det ikke. indtil jeg til sidst ikke kan høre musik mere da jeg får det mere og mere nøjern. så jeg lægger høretelefonerne fra mig og ligger bare helt stille. de har så fundet ud af at jeg har lyttet med og grint i stor forsamling foran mig når jeg skruede ned for musikken for at høre hvad de snakkede om. og jeg føler mig så ussel og som et mega misfoster. for altså det er sgu da utroligt at man kan få mindst 10 mennesker til at grine højlydt over en og bagtale en når man har kendt dem i 4 dage. så jeg konfrontere 2 ad dem med det hele og siger at jeg har hørt det hele osv. de afviser det og siger det er noget jeg har drømt. da jeg føler som om jeg lige var vågnet tænker jeg fair nok og så er det sikkert noget jeg har drømt, men tænker stadig at det da ikke kan passe, for jeg er øm i hele kroppen fordi at blodet pumper rundt i kroppen så kraftigt og jeg ryster jo stadig.
det er bare et meget kort resumé over hændelsen men dagen efter var jeg meget indelukket og sagde kun 1 sætning til nogle andre end mig selv hele dagen.
Det var den mærkeligste, underligste, skræmmende nat jeg nogensinde har været udsat for. eller er det bare mig? håber at det her ikke er helt sort snak. skriv endeligt tilbage hvis i har lyst.

og super flot du er på toppen nu igen! bliv ved med det!

Efter at have læst de forskellige posts i den her tråd. Føler jeg, at jeg lige bliver nødt til at sige et par ting.

HVIS IKKE, man passer ekstremt meget på, når man kan mærke på sig selv at man er ved at få en anderledes tankegang, grundet påvirkning af hash. Kan tingene virkeligt eskalere! Og det piner mig virkelig, at trådstarter begyndte at ryge hash igen. Og er så sikker på at han stopper her, om ikke så lang tid når han skal begynde i skole igen. Og samtidig siger at han ryger når han har spiller musik med vennerne. Det kan utrolig hurtigt blive en vane, at man mødes en gang i ugen eller hver 14. dag, for at være sociale omkring musik og hash. Hvor efter det langsomt kan eskalere til et hashmisbrug igen.

Jeg har lært på den hårde måde, at man ikke blot kan vide sig sikker på at hashen "virker normalt igen" blot fordi at ens tankegang har været normal, i længere perioder, for derefter at forsøge at ryge hash med venner og bekendte igen. Og tro mig, det er virkelig en høj hest man skal kravle op på igen bagefter, når man når til det punkt. Hvis man er disponibel overfor psykoser - små som store - så skal man virkelig holde sig fra urten!

På et tidspunkt regner jeg med at skrive en længere "rapport" omkring det. Men det bliver ikke i dag. Men vil blot sige at, I virkelig skal passe på jer selv, og den der indre kamp man kan få med sig selv, om "ej jeg er sgu da stadig normal" og "Jeg får det sikkert bedre hvis jeg ryger en joint mere, som i gamle dage!". Hvis I har haft det sådan, eller oplever at få det sådan. Så selvom man er ude i et dagligt misbrug, er det virkelig tid til at ligge tjalden på hylden. For, det går galt. Der er folk der aldrig kommer op på hesten igen. Og det er altså ikke kun for naboen det sker. Om nogen, så ved jeg at det kan være umådeligt svært at stoppe et dagligt misbrug (med ellers velfungerende mennesker), men hvis man samles om at ryge hash, og fokus er på hvad man laver efter man er blevet skæv. Så er det hårdt. Uden tvivl vil der ryge en, påstået tæt ven eller to i svinget. For når man stopper med at ryge hash, føler dem der stadig har deres daglig joints at man er "hævet over dem" fordi at man ikke er skæv med dem mere. En skam, men sådan er der mange mennesker der tænker. Efter mig og en god ven er stoppet med at ryge hash kan man, som vi har snakket lidt om - tydeligt fornemme hvem der er ens venner. Og hvem der er ens hashvenner, man ryger hash med. Ofte så mangler de folk et sted de kan ryge deres hash, eller blot nasse deres hash. Og hvis man stopper med at ryge, kan man være den sødeste person, men hvis ikke de har samme muligheder er det klart givet at nogle vil falde fra i processen.

Nå, det var nok fra mig i denne omgang. Pas nu på jer selv derude! Hash er altså ikke så ufarligt som alt for mange gør det til!

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Fedt at du er kommet over det! Jeg kan relatere til det meste du skriver. Jeg tror det er utroligt vigtigt at få udryddet tvivlen hurtigst muligt da ens selvbillede kan blive fuldstændig ødelagt eller fordrejet hvis man over en længere periode går og ser sig selv som "sindssyg"
Det "sjove" er at jo mere man spekulerer på om man virker mærkelig udadtil, jo mere mærkelig og fraværende er man. Det kan være utroligt svært at lære at se andre igen, i stedet for kun at se sig selv igennem andres øjne, men jeg tror på at man med de rette valg kan lære bare at være sig selv igen

_________________
"Do the thing you fear most and the death of fear is certain" - Mark Twain

Det er spændende og dejligt at læse hvordan du har lært at håndtere din angst. Det er ikke alle der magter at se deres angst i øjnene og turde arbejde med den. Men ja, pas nu på at du ikke ryger ind i misbrug igen. Jeg vil dog ikke male fanden på væggen og sige at du helt skal holde op med at ryge. Røgen kan lære en mange ting. Bl.a. kan den lære dig at håndtere de følelser du får, når du bliver usikker på dig selv, ved at blæse dem op på et stort lærred foran dig! Det har jeg selv oplevet, og selv om det er møj ubehageligt når det sker, kan man lære meget om sig selv.
De tanker man får når man er angst, er ikke nogen man behøver at tro på. Observer dem, rum dem, men lad være med at tro dem. Det er tanker som alle kan få, når de bliver usikre på sig selv, og de følger alle det samme mønster, at man føler sig udstødt og latterliggjort af de andre. Men det er dig selv der udstøder og latterliggør dig, når du bliver paranoid. Derfor vil jeg give dig det mærkelige råd, at du skal elske dig selv, næste gang du oplever angsten igen. Mærk dig selv med kærlighed, selvom du føler angst, og rum at du er bange, ligesom hvis det er en anden person der er bange, og som du vil trøste. Sig til dig selv, at det er ok at føle sådan, og hvis du kan rumme det (med overbærende selv-kærlighed) så vokser du i mental styrke.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

@Fanny:

Normalt er jeg meget meget enig i hvad du skriver, men synes det er at gå og spille lidt kispus med folks psyke, med de råd du giver i ovenstående post. Til dem som er ved de har, eller som har udviklet en eller anden form for psykose, med den ene klare katalysator, Cannabis. Synes det er moralsk forkert at tro at "P.L.U.R fænomenet" kan skæres over en kam. For hvad med dem der, måske tror at de har den psykiske stabilitet til at kunne gennemføre det ellers gode og velmente tankeeksperiment du beskriver. I dit indlæg nævner du slet ikke om folk burde holde en pause fra hash og andre Cannabis produkter - inden at de bevæger sig ud, på en "mission", som i værste tilfælde kan skade det enkelte individ mere end det nogensinde vil gavne samme person. Synes det er et utroligt farligt spil du har linet op til blandt de brugere, der tydeligvis ikke kan håndtere det, at få et angst/panik/psykotisk anfald. Som er blevet beskrevet i denne tråd, ofte ikke bare et kort kapitel, men et længerevarende problem der kan føre selvmordstanker med sig.
Som en af de mods jeg respekterer allermest, bliver jeg nærmest lidt harm for hver gang jeg læser dit indlæg. Jovist, er det et godt indlæg, men med nogle utroligt vigtigt forbehold og mangler, som du ikke engang har haft fremme på spidsen af tungen. At tro at enhver kan springe ud i det, på beskrevne måde er intolerant.
Hvis man som et tankeeksperiment, er kommet så langt ud, at ens tilstedeværelse og identitet vil blive dramatisk forringet og forvringet blot ved at blive i samme rum med dem man lige har ryget med, og lytte til de subline beskeder man hører under påvirkning af hash, som man hører når man er ramt af paranoia/psykotisk tilstand, kan konsekvenserne af ikke at træffe et valg, og komme væk derfra have potentielt fatale konsekvenser for ens psyke.. En person kan have den stærkeste psyke, og stadig blevet totalt knækket sammen som et lille barn. Der er bange for alt hvad barnet ser og hører.. Hvad skal man gøre hvis man kom til det punkt? Blot fordi at man efter en kortere periode på uger, måske endda måneder har holdt sig væk fra hashen, tror det hele er ovre. Og det så kommer tilbage og rammer en i hovedet med en forhammer 10x hårdere end oprindeligt. Er det så det værd, er den rus, der næsten uden tvivl, vil komme til at forlænge en potentiel psykose - og deraf behandlingstiden så meget mere (enten selvterapi eller professionel hjælp)? Er den hashrus, man oftest har med "ryger-vennerne", der langsomt, men sikkert, er ved at sige farvel til et veluddannet liv, et rigt socialt liv uden indblanding at euforiserende stoffer virkelig en human måde at leve sit liv på. Kort sagt, folk (hverdagsrygere) vil ubevist komme til trække de svage sjæle med dem i hashhullet, først og fremmest fordi der ofte er en "se hvor sej jeg er attitude" i miljøet omkring unge hverdagsrygere, samtidig med at man ikke vil stå udenfor og potentiel blive set endnu mere mærkeligt på, både af andre og ens egen lille stemme i hovedet. Fordi den nu svage psykotiske sjæl føler at det er det eneste sted at personen kan tillade sig at være "sig selv" dog uden at være i nærheden af sit oprindelige jeg, nu står uden lyst/ forsvunden mulighed for total rehabilitering. Simpelthen fordi at disse mennesker er blevet så vant til at deres psykotiske tilstande fylder så meget i deres liv, grundet deres hashindtag (oftest blandet med andre stoffer, for en god ordens skyld!) med oftest folk, der har, eller langsomt er ved at sige farvel til habitjakkerne og de finde sko. Fremfor en vild livsstil, der fortsætter gennem hele deres ophold her på Jorden.

Jeg har set det SÅ mange gange ske. Og helt ærligt, de personer vil være langt bedre tjent med at deres "homies" havde sagt: "lad os spille fodbold, tage på netcafe, i byen osv." Men det sker ikke, fordi at man i et hashmisbrug ofte ikke aner hvad dem omkring sig føler eller tænker, hvis personen har brug for hjælp, men ingen steder at gå hen.

Vil ikke lave dette til et totalt skræmmebillede, men virkelig blot prøve at få de folk, der tidligere har udtrykt lignende psykiske tilstande om at opsøge andre ting. Det er jo altså ikke nødvendigt for "vennerne" at piben altid står fremme når der skal socialiseres. Desværre, så er der utroligt mange unge mennesker der ikke kan give slip på hashen, ikke engang for en enkelt dag for det svage individs skyld. Der er altid en pind med i tivoli, på roadtrips osv osv.. Hvis nogen af Jer der læser det her, har en ven, som I tror der er på vej ud i et eller flere problemer der er større end normale teenageproblemer, grundet stoffer og forvrængede psykiske tilstande, så skylder I personen, at sige "Nej, du skal ikke ryge med" på en ordenlig måde, og ikke sidde 4-5 stærke gutter, mod én svag sjæl. Tag en snak, føl personen an, og ikke kommander hvad personen skal. Men brug sund fornuft. Vi ønsker jo alle sammen det bedste for vore nærmeste!

Nå, den blev lidt længere end jeg lige troede!
Sov godt alle sammen, og også dig Fanny! <3

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Kære Obama,
du lægger mig ord i munden, jeg aldrig har udtalt. Jeg har ikke anbefalet ciddi at ryge løs og så tage udfordringen på spidsen af en hashpsykose. Alt jeg skrev om cannabis var, at jeg ikke ville male fanden på væggen (som en del andre) og sige at han aldrig skulle ryge igen. Den der med "just say no" er ikke min stil, og har aldrig været det. Manden skriver at han ryger lidt igen, og her vælger jeg at vise ham tillid og anerkende hvad han har lært og hvad han vælger at gøre, i stedet for at komme med den store moralske finger. Dernæst har jeg opridset nogle gode egenskaber ved cannabis, som jeg synes bliver overset, nemlig at det kan lære en at håndterer de usikre følelser over for sig selv, ved at blæse dem op på et stort lærred. Der er fandens til forskel fra at skrive det, og så til at anbefale cannabis!
Dernæst kommer jeg ind på hvad han kan gøre hvis han igen støder på angst (og det vil han komme til, cannabis eller ej, for den vil altid ligge i ham!). Læg mærke til at jeg INTET skriver om, at han skal ryge for at provokere angsten frem!

Jeg synes du i dit indlæg gejler dig selv op til en forargethed, der slet ikke matcher hvad jeg har skrevet. Jeg ved ikke hvem du er sur på. Måske dig selv og andre fra din fortid, men tag lige en slapper, og så læs hvad jeg har skrevet igen. Mit indlæg er muligvis ikke liiige efter Netdoktors recept, men jeg har altså aldrig anbefalet manden at tage den store bong frem, ryge sig i hegnet, og så udfordre bæstet der. Jeg har givet ham et godt råd til at heale sin angst og selv-usikkerhed op, og så har jeg valgt at respektere mandens forbrug, som han beskriver det nu. Thats all.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Lige en ting til:
Den angst og paranoia som mange oplever folder sig ud på f.eks. cannabis, er meget ens i tankemønster, og omhandler det samme, nemlig at man bliver bagtalt/grinet ud af de andre, at man bliver anset for at være en freak, et nul, en mongol, en person de andre holder sig fra, ect. og at de blot spiller et skuespil af falsk venlighed, når de taler med en.
Denne angst vil jeg påstå, er ikke blot det enkelte individs problem, men er et kollektivt problem vi har i vores kultur, fordi den er så arketypisk når den udfolder sig i den enkelte.

Social angst er en af de drivende kræfter i vores kultur, og er med til at få os til at ensretter os, så vi ikke falder i øjnene på hinanden.
-Den får os til at strammer os an med den rette uddannelse,
gå med det rigtige tøj,
købe de rigtige materielle ting,
have de rette meninger og politiske holdninger som vennerne er enige i,
får os til at gå efter den rette kæreste (en normal pige/fyr!)
og få et velanset job.

Angsten kommer ind, når vi i virkeligheden har lyst til at følge vores indre impuls, lytte til og italesætte de følelser der river i vores ubevidste og være den "freak" som vi er inderst inde, i stedet for at konkurrere med hinanden om det samme gennem gnaskede kødben.

Jeg vil mene at hele samfundet ville være bedre tjent med at vi alle turde gribe dybt ned i vores egen pose og der finde den helt specielle originale resource vi hver i sær er, frem for at være halvdårlige kopier af det samme idol. Et samfund af mangfoldighed og bevidste individer er langt stærkere end et samfund bestående af en ledende top der ballancerer på skuldrene af angststyrede zombier..

Så ja, det er derfor jeg opfordrer folk til at se deres angst i øjnene. For at vågne op og turde stå ved at være sig selv. Vi skal ikke konkurrere om at være det samme. Vi skal være originaler og hinandens ressourcer.

Social angst er et kollektivt problem, og det kræver mod fra os alle at bryde med den. Så lad være med at føl at jeg hævder mig selv, eller træder på de svage, når jeg forsøger at inspirere jer til at se bæstet i øjnene. Jeg udtrykker blot det jeg ser, og er i den egenskab en original ressource for jer andre, lige som i andre er ressourcer for mig.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Ikke for at starte den helt store diskussion op, men synes du snakker lidt udenom.
Det jeg snakker om, er når at man har krydset den grænse, som der er, fra når man nyder at ryge hash og hygger sig med det. Til når at man ikke blot er angst, men lider af tvangstanker, og er dybt psykotisk. Hvis man, over flere gange har konstateret at de tvangstanker og psykotiske tilstande vender tilbage (som trådstarter også er inde på), selv når at man er ovenpå psykisk. Så mener jeg at det er dybt uansvarligt at blive ved med at udsætte sig selv for det. Jovist healer tid alle sår, men den tid kan være lang. Alle undersøgelser peger på, at når man først har haft en psykose, så er chancen for et tilbagefald mangedoblet. Man skal altid se det dumme bæst i øjnene. Men der findes altså andre måder at gøre det på, end ved at ryge hash.

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Det har du fuldstændig ret i, og som jeg skrev, har jeg heller ikke påstået andet. Men hvis manden vil ryge lidt af og til, er jeg ikke den, der trækker den store forbuds-finger op og slår ham oven i hovedet (det kan du selv gøre hvis det er hvad du føler for ), selvom jeg da nok er enig i, at han bør holde sig fra urten i et længere stykke tid, for at finde et stabilt ståsted i sig selv. Mit råd om hvordan han kunne håndtere sin angst gjaldt både hvis han var i en påvirket tilstand eller var clean.

Jeg mener at det er vigtigt at respektere andre folks frie vilje (så længe det ikke går ud over andre end dem selv) og vise dem tillid, og rose deres erkendelser, hvis de har en plan om, hvordan de kommer videre i deres liv.
At tage den overmyndiges rolle og tale ned til den anden som du gør, ved at fortælle hvordan han eller hun skal gøre, er uværdigt, og er blot med til at forstærke den angst og manglende selvtillid personen har.

Og nej, jeg snakker ikke udenom. Det er dig som drager alle mulige erfaringer ind fra dit eget liv, og vil have at jeg skal have samme holdning til cannabis og angst. som du har. Det har jeg ikke.
Hvad jeg skrev i min sidste post forklarer præcist hvad jeg mener om angst og psykoser, at det er et kollektivt problem og ikke kun den enkeltes. Jeg er temmelig overbevist om, at hvis vi havde et harmonisk samfund hvor der ikke lå denne underliggende angst i alt hvad vi gør, ville angstpsykoser slet ikke komme til udtryk hos cannabis-rygere. En af cannabis´ evner er at synliggør det syge. Når det dukker op, er det på tide at lægge pipen på hylden for en tid, og arbejde terapeutisk med det.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller