Altså det er jo svært at arbejde med en, der ikke selv kan indse, at vedkommende har et problem. Han har nok en idé om at det ikke er pissesmart og heller ej normalt at tage det så ofte, ligesom at jeg er klar over mit (dog meget mindre) forbrug er er problem.
Amfetamin har, så vidt jeg har forstået, også en fysisk afhængigheds-dannende side, og det lader til at han på nuværende tidspunk er kommet så langt ud, at hans hjerne ikke kan frigive nok af transmitter-stoffet dopamin uden stoffet, da hjernen har sat udløsningen af dette ned pga. de alt for ofte alt for høje niveauer af det i synapsekløften. Oven i at det hele bliver meget nemmere når man er påvirket og følelsen af at man er "kongen" så er det intet under at det kan være så svært at stoppe.
Jeg er sikker på at han kan se at det er et problem, også mht. jeres økonomi, men trangen til stoffet overdøver al fornuft, og så begynder problemerne. Det værste ved det her er, at han ikke kun bruger det til fest og det er når misbruget bliver hverdagskost, at problemerne for alvor kommer.
Desuden er den nedtur man får af amfetamin, så vidt jeg har forstået, virkelig slem og efter de 2-3 dage synes han sikkert at han har lidt nok og har brug for en belønning. Men efter de 2-3 dage er det jo, at han er på vej til at være på toppen igen, at han tager det i netop disse intervaller gør at han aldrig rigtig oplever andet i sit liv end at være høj og bagefter have det ad helvede til - så kan han jo umulig se at han kan have det godt uden! Man kan under en nedtur godt tænke rationelt: "at man får det godt igen" - men det føles så sandt at man ALDRIG vil få det bedre igen indtil at man pludselig går ud en solskinsdag og indser at livet i ædru tilstand kan være fantastisk, aldrig helt det samme, men fantastisk. Og hvis han i lang tid har kørt denne rutine er det intet under, at han klamrer sig med alle kræfter til stoffet, for han tror jo ikke inderst inde på at det bliver godt igen!
En nedtrapning ville være blidere ved ham, men holde ham "i det". Jeg har en ven som for 5 år siden havde et misbrug som var lidt værre end din mands - han var helt udmagret til sidst og tog det stort set hver dag. Han bor i Norge og rejste op i fjeldene for at stå på langrend, mærke naturen, være væk fra sine narko-venner og ikke mindst være et sted hvor han ikke kunne skaffe noget. Det var hårdt, men han kom ud af det. Han indså at der er mere i livet end det. At komme ud og få rørt sig, være ude i naturen osv. har altid hjulpet mig i mine nedture. Måske I skulle rejse væk? Forsvinde fra det hele, ud i naturen, løbe, cykle, whatever - glem bilen derhjemme, ellers kan han jo køre væk midt om natten i de vilde amf-abstinenser. Og han vil være forfærdelig at være sammen med, men han vil nok værdsætte dit selskab inderst inde, en klippe at støtte sig til.
Men dette kan jo ikke lade sig gøre uden motivation fra hans egen side. Inderst inde ved han det godt, så dum kan han jo ikke være. Han føler det måske ikke, men han ved det. Ved han at han ved fortsat misbrug kan risikere at riste sin hjerne så meget at livet aldrig bliver så godt som det var igen? Er en af de gladeste dage i hans liv ikke jeres bryllupsdag, hvor han endelig fik sin drømmepige og ikke hvor han tog 5 streger i træk og rullede rundt i en sofa af ekstase? Den ægte glæde er langt mere betydningsfuld end den kemiske. Jeg har måske aldrig været så lykkelig i så lang tid i ædru tilstand som jeg har været på MDMA, men det er ikke de dage jeg ser tilbage på. Og det er den ægte lykke han er i fuld gang med at smadre for sig selv - og for dig.
Hvis jeg havde sådan et misbrug ville jeg flippe ud hvis nogen sagde til mig at jeg ALDRIG måtte tage noget igen. Jeg ved godt at alle admins flipper ud på mig ved at jeg siger det her, men en dato for hvornår han må tage noget igen kan hjælpe den helt sindssyge forventningsangst man som stofmisbruger føler når man får at vide: "du må ALDRIG røre noget igen", nu ved jeg ikke om du er en af os kvinder der konstant er på slankekur, men hvad er det man har mest lyst til når man sætter sig for aldrig at spise slik igen? Denne lyst gælder også for stoffer - bare 100 gange stærkere. Sæt en dato - om 100 dage? (klassiker) - hvor han må tage noget igen. Eventuelt et stof som ikke er amfetamin, da det kan risikere at trigge en masse af de gamle følelser frem. En gulerod, du ved. Jeg går ud fra at han på dette tidspunkt er sluppet af med sine abstinenser (også en del af de psykiske, da de er de værste) og kan se, hvor meget han har fucket op, og hvor meget han er endt med at såre dig, hvilke konsekvenser det kunne have haft for hans arbejde og generelt det liv han har kæmpet så meget for at bygge op. Og så vil han være dødsensangst for at røre lortet igen.
At han i den stoffrie periode finder en sportsgren han begynder at gå meget op i vil kun være godt. F.eks. får klatring mig til at glemme alt omkring mig, samtidig udløser det belønningsstoffer som narko gør. At han bliver sportsnarkoman er trods alt bedre end amfetaminmisbruger. Men som sagt - han skal selv ville det her. For det er en lang, lang vej i modvind, regn og op ad bakke på en flad cykel med en rusten kæde - det kræver en ordentlig røvfuld viljestyrke.
Jeg ved ikke om der var noget af det du kunne bruge eller gav mening. Det blev en lidt rodet brainstorm af mine tanker omkring det.
Skriv hvis du vil have noget uddybet, har andre spørgsmål osv.
Varme tanker herfra.
