Psychedelia.dk

Hey, jeg har haft nogle tanker og en del skyldfølelse det sidste stykke tid som jeg ikke rigtig kan finde ud af om er berettiget. Sagen er den at jeg havde en veninde der døde for 2 år siden nu her den 6. november. Det har gjort at jeg har tænkt rigtig meget over nogen af de valg jeg foretog tilbage dengang efter hendelsen. Især nager det mig at jeg efter bisættelsen valgte at drikke og lamme mig selv med diverse stoffer. Jeg er godt klar over at jeg handlede utroligt uansvarligt den dag, men det jeg er mest fortvivlet over er om det var respektløst over for min venindes minde? På den ene side så føler jeg slet ikke at jeg var i stand til at kontrollere hvad der skete den dag, som om det var forudbestemt til at ende som det gjorde. Men samtidig skal der ikke hærske tvivl om at det var forkert, jeg kan bare overhovedet ikke forestille mig hvordan dagen ellers kunne være forløbet.

Mit første spørgsmål er derfor: var det respektløst over for min venindes minde?

Tiden efter var mig og alkohol meget gode venner og jeg var flittig bruger af diverse stoffer. Det var en tid hvor mit liv ændrede sig meget. Noget jeg har brugt rigtig lang tid på at tænke over er hvordan mit liv ville have set ud i dag hvis hun aldrig var gået bort. Det er en tanke der har plaget mig i længe. Selve tabet af min veninde har påvirket mig, men det misbrug som det førte mig ud i har i den grad også forandret mig og jeg har svært ved at skelne mellem det. Det er ikke så meget det der er vigtigt for mig at finde ud af, selvom det også betyder noget, men hvordan ville jeg være som person i dag hvis det aldrig var sket?

Jeg bliver lige nød til at indskyde noget før jeg fortsætter. Jeg prøver så godt jeg kan at give et klart billede og ikke rode for meget rundt og springe mellem de forskellige overvejelser jeg har gjort. Det er bare svært fordi jeg ikke helt ved hvad jeg vil skrive, selvom det giver mening for mig at fortælle noget så virker det urelevant sekundet efter. Nå, men tilbage til det det handler om.

Noget jeg er helt klar over er at jeg uanset hvad ville have bevæget mig ud i eksperimentering af stoffer da jeg allerede før havde prøvet lidt MDMA og amf og røget hash. Men jeg ved jeg aldrig nogen sinde ville være kommet så dybt ud som jeg kom og oplevet det jeg gjorde. I en alder af 16 år var jeg slet ikke moden nok til at håndtere mange af de situationer jeg endte i. Foruden min i forvejen dårlige psyke grundet dødsfaldet og mit heftige forbrug af stoffer og alkohol, blev jeg også konfronteret med andre ubehageligheder. Jeg måtte rede en ven fra at forbløde efter han havde forsøgt selvmord og stå fortvivlende da en anden veninde blev tæsket der hjemme, men man gang på gang fra efterskolens side valgte at sende hende hjem velvidende om hvad der foregik. Hurra for det danske system og dets inkompetente sagsbehandlere. Det hele tog hårdt på mig og gjorde kun mit misbrug værre og hjælpen var slet slet ikke tilstrækkelig, nærmest latterlig.

Jeg var efterladt til mig selv at regne ud hvordan jeg skulle tackle dette oppe i mit hoved og selvom det faktisk er lykkedes så var det et utroligt stort ansvar og byrde at gå rundt med. Selvom jeg egentlig har lært ufattelig meget af det og jeg på mange punkter føler mig urørlig og rustet til alt så har det bestemt nogle konsekvenser. Det virker så hyklerisk når folk går rundt og piver over hverdagens "små" problemer og selvom jeg godt kan li idéen om at det egentlig rager mig og jeg på en måde føler det sådan så vækker det et eller andet i mig der giver mig lyst til at skrige og fortælle hvor ligegyldigt deres problem er, set i det store billede. Paradoksalt nok gør jeg det selv samme, tror jeg nok, men om jeg rent faktisk mener det ved jeg ikke. Måske gør jeg det for at få det bedre med mig selv, give mig selv en undskyldning for at gå rundt og have det skidt? Faktisk så ved jeg godt at det er forkert at tænke som jeg gør mht. dagligdagens små problemer for hvorfor skal man ikke have lov til at beklage sig hvis noget virkelig er et problem for en? Heldigvis oplever langt de fleste ikke så svære problemstillinger som dem jeg har, i hvert fald ikke så tidligt i livet hvor man stadig ikke er "voksen" i den forstand at man ikke er moden nok til at håndtere det fornuftigt. Jeg kan kun forestille mig hvordan dem der sulter i afrika vil se på vores liv og hvad vi brokker os over, for der kan man vidst tale om at være hyklerisk.

Og så lykkedes det mig lige at komme ind på noget helt andet end der var meningen. Jeg håber lidt i fanger hvad det er jeg mener. For at vende tilbage til hvordan mit liv ville have set ud i dag, så er det som sagt noget jeg tænker meget over. Jeg tror at jeg bliver nød til at acceptere at hvad der er sket er sket, eller selvfølgelig bliver jeg nød til det hvilket jeg egentlig allerede har. Men er det ok at spekulere over et anderledes hændelsesforløb i fortiden og samtidig ønske sig dét for ens liv i stedet for det man har, når det man har faktisk på mange måder opfylder ens forventninger?
Jeg vil bestemt ikke klage over hvor jeg står i livet overhovedet, men som person TROR jeg ikke at jeg er som jeg ville have ønsket det fra før min venindes død. Den person jeg er i dag er jeg faktisk rigtig glad for at være, men jeg kan ikke lade være med at spekulere om jeg havde ønsket det samme hvis jeg havde været alt det ubehagelige foruden.
Selvfølgelig ville jeg også ønske at min veninde stadig var i live, vi havde et rigtig godt forhold, men med mange ubesvarede spørgsmål som jeg må sande at jeg aldrig vil finde ud af. Nogen siger at kærlighed aldrig dør, sandt og falsk på samme tid.

Og så tror jeg vi nåede ned til mit andet spørgsmål: Er det ok at spekulere over et anderledes hændelsesforløb i fortiden og samtidig ønske sig dét for ens liv i stedet for det man har, når det man har faktisk på mange måder opfylder ens forventninger?

Håber i kan komme med nogle input, det er rart at høre andres meninger og jeg forventer selvfølgelig at i ikke vil ligge skjul på hvad i mener.

Det er helt forståeligt, at du lammer dig, ovenpå at din bedste veninde dør... der er så mange følelser, at det kan virke umuligt at bearbejde dem allesammen med det samme. Det er en helt normal reaktion, og ikke respektløst overfor din veninde. Du har jo oprigtigt været ked af hendes død, og du mindes hende stadigvæk.

Desuden er det helt normalt at tænke over, hvordan ens liv ville have set ud, hvis man havde truffet nogle andre valg, eller skæbnen havde udspillet sig anderledes for en. Der er kun gået 2 år fra hendes død, jeg tror ikke dit liv har ændret sig i en retning, som du ikke selv kan nå at rette op på. Du virker sådan set meget afklaret, og lader til at have bearbejdet tingene ret godt. Se positivt på situationen: hvis du ikke havde været ude for alt det lort som du har været, så havde du været meget naiv i forhold til hvad du er nu. Du har opnået utroligt meget livserfaring på kort tid - brug den erfaring til noget positivt.

Prøv at se dine problemer i øjnene med det samme, i stedet for at gå og gemme dem væk med alkohol og stofmisbrug. Det udskyder dem kun, med renters rente.

Jeg er enig i at det er forståeligt, men du siger det er en helt normal reaktion? Det kan da ikke være rigtigt at man må ty til sådanne midler for at klare sig igennem, og det er da i hvert fald ikke normen at alle ville gøre det samme. Ganske vidst er der folk der falder igennem og ender i alkohol/stofmisbrug hvis de mister en de har kær, men som du også selv siger så gavner det intet tvært imod. Det var og er egentlig det første dødsfald jeg har oplevet imens jeg har været gammel nok til at forstå vel og mærke af en der har betydet noget for mig personligt. Hvordan man "normalvis" forholder sig til det og bruger dagen på selve begravelsen ved jeg jo så ikke, men er egentlig ret interesseret i at vide hvad andre gør. Som sagt kan jeg ikke rigtig forestille mig hvordan dagen ellers kunne være forløbet. Der er selvfølgelig faktorer der spiller ind alt efter hvor nær man var personen og hvor meget sorg man må opleve. Men min ide om hvordan sådan en dag burde foregå er i hvert fald ikke sådan som min dag udspillede sig. Problemet som jeg vidst har nævnt et par gange nu er at jeg ikke ved hvad den "ide" jeg har egentlig er, jeg ved bare at det der skete ikke er hvad jeg forestillede mig. Derfor føler jeg også at jeg har brugt dagen helt forkert, men det kan selvfølgelig også bare være mig der har en ide om at selve dagen er vigtigere end fx dagen efter.

Jeg er også sikker på at det er normalt at tænke på hvordan ens liv ville/kunne have været. Men da det er noget jeg tænker rigtig, rigtig meget over og måske endda ønsker inderligt selvom jeg egentlig er mere end tilfreds med det liv jeg har nu, er det så ok at tænke så meget over det? Det hele bunder vidst i spekulationer og tvivl om jeg havde ønsket det samme i dag hvis det aldrig var sket.

Jeg vil også lige pointere at jeg ikke har et misbrug længere, faktisk så varede mit misbrug ikke meget længere end et halvt år hvilket jeg kan takke nogle gode venner for. En af de ting jeg lærte som jeg mener er vigtigere end noget andet er at man bliver nød til at tale om sine problemer i stedet for at gå og holde dem for sig selv. Da mine barrikader endelig blev nedbrudt skete der en drastisk forandring i mit misbrug og min evne til at bearbejde tingende.

Det er måske ikke normalt at tage stoffer ovenpå sådan et dødsfald, men vil mene det er forholdsvis normalt at drikke sig i hegnet... jeg er sikker på, at hvis du fortæller din side af sagen, og fortæller at du var så ked af det, at du ikke var i stand til at takle situationen i ædru tilstand, at hvis nogen var forargede over din opførsel, så vil de have fuld forståelse for din reaktion.