Hej.
Jeg har tænkt meget over dette i mange år efterhånden. Findes der personer som bare IKKE kan leve alene? Jeg har svær angst, og meget svært ved at klare en hverdag alene. Altså de mindste ting som at slå min græsplæne eller lave mad, har jeg svært ved at klare alene. Men lige så snart der er mennesker omkring mig som jeg stoler på og holder af går alting som en leg. Det er svært at forklare helt præcis, men føler mig meget lille og skrøbelig når jeg er alene. Min kæreste flyttede fra mig for 2-3 uger siden, og det gjorde det bestemt ikke nemmere. Jeg er egentlig okay med at vi ikke er sammen mere, men savner helt vildt at have en person som jeg kan "beskytte" og være der for. Jeg virker bare ikke alene!! Føler jeg er meget alene, selvom jeg har mange gode venner. Ved ikke om det overhovedet giver mening for jer. Jeg ville gerne lige ud med det, og håber på at få nogle spørgsmål/dialog igang .. Ved ikke hvem jeg ellers skal snakke med. Mine venner og mig snakker ikke om sådan noget .. (det er nok en latterlig mandeting, ikke at gøre)..
Jeg kan ikke lige genkende det der. Mener du, at det virker uoverskueligt, så du ikke kan tage dig sammen til det? Eller er det en følelse af, at du er utilstrækkelig? Jeg har selv ret svær angst, som er nogenlunde konstant, hvilket den altid har været, så langt tilbage, jeg kan huske. Den med, at man ikke snakker om det, kan jeg godt genkende. "Heldigvis" har en del af mine venner også angst i forskellig former, så jeg kan læne mig lidt tilbage i erkendelsen af, at selvom det føles som et meget privat anliggende, så er det noget, jeg deler med andre.
Personligt håndterer jeg lige for tiden min angst ved at presse mig ud i situationer, jeg normalt ikke bryder mig om. Jeg finder ting, jeg ved, jeg godt kan finde ud af - f.eks. forskellige typer af arbejde, og alt andet, jeg falder over - og så springer jeg ud i det. Det har jeg gjort i nogle uger nu, og det hjælper på det hele. Jeg har fundet ud af, at selvom det føles ubehageligt, så giver hver oplevelse lidt "bagage", sådan at lignende oplevelser bliver lettere. Situationen er den, at jeg nu har det bedre, end jeg nogensinde tidligere har haft det, når det kommer til min angst. Det kan godt være værd at investere i lidt ubehagelige oplevelser, for at på den måde ruste sig til livet. Hvis du bare passivt ser til, så vil du nok forblive, hvor du er netop nu, men i værste fald får du det værre. Nu nævner du, at det specifikt er tidspunkter, hvor du er alene, så det er nok lidt sværere for dig at "øve dig" i angsthåndtering gennem tilvænnelse. Men lad være med at flygte fra det. Den eneste vej ud af angst, som for mig at se er en slags indlært situationsafhængig reaktion, er at omskole sig. Det kræver desværre, at man får snavs på hænderne. Har du snakket med en professionel? Jeg har ikke selv gjort det, da det kan føles ret grænseoverskridende (min angst har nærmest udelukket netop det), men det kunne være en mulighed, da du sikkert kan få gode råd til øvelser etc. Held og lykke med det uanset hvordan du forsøger at løse det. 
|
. Det er det hele værd, har selv været der 
Men jeg kan sagtens være alene i en uge, og være glad og tilfreds... Jeg har dog også den der med at jeg er mere flittig omkring de huslige ting, hvis der ligesom er nogen der har nogle forventninger til én, den tror jeg er meget normal. Der er selvfølgelig dem der også bare holder det pænt og ryddeligt for deres egen skyld, thumbs up til dem