Ja så må det vel være min tur, trods jeg altid har haft tanken at hash ikke har skadet mig nogensinde har det vel nok på et eller andet plan.
er ADHD barn og får 60 mg ritalin uno om dagen, tog det for lang tid siden som jeg skal og det hjælper meget på psyken, har ikke en indre vrede når jeg er på dem og min temperament er normalt men jeg kan ikke spise når jeg er på det så henter bare æskerne hver måned og lader dem stå i en pengeboks for ikke at misbruge dem til fester
. Hash ahjalp også vreden/tankerne men gjorde mig samtidig fjern fra verdenen og mennesker.Bare lige for at sige det, hvis i ikke tror på man kan holde så stort et misbrug og passe sin skole så lad være, men er man ligeglad nok og kender de rigtige mennesker kan der ALTID laves penge nok til at passe et misbrug, dermed ikke sagt det er smart eller noget jeg har lyst til at blive ved med, vil gerne tilbage til et NORMALT liv og være som "alle de andre".
er 17 år og bor alene, har røget fast siden jeg var 13-14 år og prøvet det første gang da jeg var 12 år, har holdt "pauser" fra det store misbrug men aldrig stoppet helt som jeg er nu. Det er kun 2 uger siden jeg tog en kold tyrker da og det er sku hårdt! Jeg har gennem årene opbygget en tolerance og røg omkring 5-10g 120´er om dagen, ikke at det gav nogen mærkbar effekt mere men det var mere blevet til en fast vane og psykisk selvhjælp, eller rettere en flugt fra virkeligheden. Men det sidste lange stykke tid har hashen nærmest sat mig ind i virkeligheden.
Den første uge var et helvede, rystede, svedte, spiste intet, sov ikke overhovedet de 3 første dage og generalt den værste oplevelse jeg har haft - ved godt det ikke gør dig afhængig på samme måde som mange andre stoffer og jeg syntes sku folk der har holdt op med at tage stoffer efter længere tids misbrug er for seje, tror ikke selv jeg ville have psyken til det efter at have mærket de "svage" abstinenser fra hash. Har heller ikke haft det lige så hårdt som andre da jeg har haft en super familie der stod med åbne arme ligeså snart jeg lagde hashen og venner der sørger for at min hverdag ikke går med at sidde stille og tænke på hvor meget jeg har lyst til en joint igen, for lysten er der sku!
Nå men det jeg ville høre om kan ahjælpes er at verdenen stadig virker fjern for mig. Jeg ser og høre alting men det giver ikke mening, jeg kan ikke lave en sætning i mit hoved i den rigtige rækkefølge for tiden og det kan nok også ses på teksten her, glæde har jeg følt i et par år nu og tænker på om den nogensinde kommer tilbage? Jeg kan huske da jeg var mindre og fik noget eller oplevede noget følte jeg en indre glæde og smilte/grinte. Jeg har ingenting der gør mig glad mere, kan da godt grine men føler det intet indeni. Jeg er egentlig mest ligeglad med alt og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv, kan meget nemt blive sur og jeg er desværre typen der kommer hurtigt op og slås og selv små ting kan pisse mig af, sådan har det altid været men det er 100 gange være lige nu. I sidste uge kom der en smartass fra området hvor jeg bor og mente jeg stod på hans teritorie (ventede på toget....) hvorefter jeg gik helt amok og han har sku nok lidt ondt endu.
Ved ikke hvad jeg ellers kan skrive og føler mig virkelig fortabt, har de mærkeligeste følelser og har mest af alt bare lyst til at sætte mig i et hjørne og græde over ingenting.
Med venlig hilsen en fortvivlet dreng, håber i forstår teksten på trods af den er meget rodet, kan godt se det selv man kan virkelig ikke se hvordan det rigtigt skulle stå.