Det er efterhånden et år siden at jeg først stiftede bekendtskab med heroin. Det har været et relativt kort men overvejende positivt venskab. Det var kun lige i starten - den første måned - at forholdet var decideret usundt, da jeg ikke rigtig fattede dets voldsomme afhængighedspotentiale. Jeg nød at blive omfavnet af den varme, trøstende lykkerus lidt for tit og oplevede milde abstinenser som skræmte mig fra vid og sans. Jeg lovede mig selv aldrig at udsætte mig selv for noget så uudholdeligt igen, og i hvert fald aldrig nogensinde noget
værre, som jeg var udmærket klar over ville blive resultatet hvis jeg blev ved på samme måde. Kort sagt havde jeg misforstået hvor tit man kunne bruge uden at blive fanget. Jeg holdte mig væk i et stykke tid indtil jeg var sikker på at var helt og aldeles rask og begyndte derefter at bruge det en gang imellem. Jeg har ikke haft nogen form for problemer med overforbrug siden og har ikke haft skyggen af abstinenser. Holder det til særlige lejligheder, såsom min fødselsdag og da jeg var nede med influenza nytårsaften og derfor ikke kunne feste... Det har ikke forstyrret mit liv på nogen måde. Jeg klarer mig godt i skolen, er lige så social som altid og fungerer godt. Hvad er så problemet? Dette:
Jeg er
for glad for heroinrusen. Fra starten var jeg lidt for forsigtig og tog små doser over nogle timer i et forsøg på at bygge rusen langsomt op ligesom med amfetamin, hvilket resulterede i en dårlig og bedøvende rus. Jeg forstod ikke hvorfor folk var så ville med det indtil jeg sagde "fuck it" og tog en, for mig, stor bane efter at have været ædru i lang tid. Følelsen var god. Rigtig god. Uvirkelig god. Jeg stenede bare i min stol, checkede nogle computerspils anmeldelser ud og syntes at alt var fantastisk. Vanvittigt fantastisk. Verden var perfekt, intet betød noget. Jeg befandt mig bare i min lejlighed, klokken var tæt på midnat, lavede ikke noget interessant, havde ikke udrettet noget som helst hele dagen, og alt dette var lige som det skulle være. Alt var på dets rette plads. Problemer og smerter eksisterede ikke. Når jeg bevægede min krop kildede det behageligt, jeg følte mig tung og let på samme tid, som at svæve ubesværet i et varmt tomrum. Orgasmiske bølger af ren eufori væltede ind over mig. Jeg var i himlen. Det var FOR GODT. Jeg havde før prøvet en meget,
meget mild udgave af denne følelse på kodein, men dette var... Tusinde gange bedre. Jeg var og er overbevist at intet i hele verden kan komme i nærheden af hvad jeg følte den aften. Nu forstod jeg... Fuck.
Som sagt har jeg ikke haft problemer med at holde mig fra det, men det ændrer ikke på at tanken mere eller mindre konstant er der. Når jeg vågner, når jeg arbejder, når jeg stener fjernsyn med de gamle, når jeg sniffer amfetamin til en fest og prøver at have det sjovt, når jeg spiller computerspil. Hele tiden i baghovedet er tanken om hvor fantastisk meget bedre den situation jeg befinder mig i ville være med lidt dope. Jeg finder naturligvis dette lidt foruroligende, selvom jeg ikke fysisk agerer på tanken. Jeg tænker at det måske har noget at gøre med at der ikke går mere end højest et par måneder mellem at jeg tager lidt dope, og derfor ikke giver mig selv tid til at "glemme" det.
Så, mit spørgsmål til mere erfarne dopebrugere der er, eller har været, clean i et langt stykke tid: Forsvinder disse tanker med tiden? Bliver de i det mindste svagere? Jeg frygter ikke at miste kontrollen over mig selv, det er bare rent psykosomatisk ikke særlig fedt hele tiden at gå rundt og tænke på hvor nederen det er at være ædru i forhold til et hoved fuld af heroin. Det tager meget af glæden fra aktiviteter som jeg tidligere nød, såsom computerspil, læsning, film osv, selvom jeg ikke har abstinenser eller nogen fysisk ændring i min hjerne. Den viden om at noget så godt er der ude, så let at få fat på, driller mig virkelig.
Læste lige min post igennem, og jeg fik det nok til at lyde lidt for alvorligt. Jeg nyder stadig de nævnte aktiviteter, jeg er ikke på nogen måde deprimeret eller noget som helst. Jeg har det faktisk meget godt. Bare de tanker der aldrig viger der generer mig.

EDIT:
Vil lige smide den her ind før det evt sker... Jeg er ikke interesseret i at folk fortæller mig at hvad jeg har gang i er en dårlig idé og at jeg burde stoppe osv. Jeg ved præcis hvad jeg laver. Dermed ved jeg også at den kontrol jeg føler, langt hen ad vejen er en illusion. Den research jeg har gjort er med garanti mere grundig end din, jeg kender farerne, jeg kender konsekvenserne. Dette er mit liv, mine valg, valg som ikke er truffet spontant men efter lang og seriøs overvejelse. Jeg er kun her for at få svar på mit originale spørgsmål. Hvis du føler et behov for at belære mig om noget, så hold det venligst ude af denne tråd. Evt smid mig en privat besked 