Psychedelia.dk

Hej psychedelia.dk

Sorry for Wall of Text. Blev bare lige grebet af et øjeblik af klarsyn over mit problem.

Baggrundsinfo:
Ligeså længe jeg kan huske, har jeg haft ENORMT svært ved at definere hvem jeg var helt præcist. Jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder, men jeg var god til at "please" folk, og opfinde en ny personlighed for hver person jeg mødte, for at give det bedste indtryk. Sådan har jeg egentlig levet hele mit liv, og det resulterede også i en del angst i sociale situationer, men jeg har aldrig været en "genert" person. Jeg har altid været meget angst ift. piger specielt, jeg kunne stå og være meget nervøs over mine næste ord hvis jeg var sammen med en pige, og 5 minutter efter stå og plapre løs med min bedste ven om alt og intet. Jeg elskede fester, og jeg elskede musik, og var bare generelt tilfreds, udover mine identitetsproblemer.

Jeg er idag 17. For 2 år siden røg jeg cannabis for første gang. Det var på en festival og jeg var MEGET fuld. Kan egentlig ikke huske så meget om selve oplevelsen, men har fået fortalt at jeg brækkede mig, var ved "hospitals" teltene, og jeg kan huske, i meget små glimt, at jeg hørte stemmer og troede der var folk der bankede på min teltdug.
Jeg kan huske at jeg følte mig "underlig" i hovedet efter oplevelsen, og mener ikke jeg kan huske jeg blev "normal" igen.

Efter jeg kom tilbage fra festivalen begyndte jeg at ryge hash ca. 1 gang om ugen med min bedste ven. Fik en del angst hver gang jeg røg, men jeg ville jo være sej så jeg udholdte det.
2 måneder efter skulle jeg på efterskole. I starten skete der det samme som der altid skete med sociale situationer; jeg lod som om jeg var "on top of it", selvom jeg var rimelig bekymret for hvad folk tænkte om mig.
Nogle dage gik, og i de dage skete der noget fantastisk; Jeg kunne mærke at noget begyndte at ændre sig ved mig. Jeg begyndte at føle mig ægte, jeg var den samme person som jeg var ved alle mennesker.
For allerførste gang i hele mit liv følte jeg mig normal. De mennesker jeg havde set op til i folkeskolen virkede lige pludselig ikke så "gode". Jeg elskede mig selv.

Jeg var ikke genert ved piger mere, og jeg kunne snakke med alle mennesker om alt. Jeg havde det som om jeg var blevet et menneske. Jeg var så lykkelig, jeg var 100% sikker på jeg havde fundet svaret; jeg havde fundet den hellige gral. Jeg var langt fra arrogant. Jeg satte pris på alle mennesker og alle menneskers mening, inklusive min egen. Jeg følte mig spirituelt forenet, jeg havde fundet min ægte identitet. Jeg kunne nemt beskrive mig selv, og havde lige pludselig et billede i hovedet om hvem jeg egentlig var.

Lidt tid går, og jeg føler ligeså stille jeg ryger tilbage til mit "gamle" jeg, begynder at få social angst igen, føler mig underlig osv. osv.
Tager en masse drugs for at have "undskyldninger" for at være underlig.
Får nogle vilde "trips" på hash, hvor jeg føler jeg er i en eventyr-verden.

Jeg begynder nu at bekymre mig. Jeg er så opsat på "at være mig selv" at jeg har glemt hvem jeg egentlig er; også før jeg tog på efterskole. Lige pludselig er det som om jeg "mister" min bedste ven. Jeg skammer mig så meget over ikke at være mig selv, at jeg ikke har lyst til at være sammen med nogen.
Gør nogle virkelig retarderede ting for at "cover-up" det faktum at jeg ikke er mig selv mere. Jeg prøve at lade som om jeg stadig er mit ægte jeg.

Sådan går resten af mit efterskole år, og jeg formår ikke at få min ægte identitet tilbage, selvom jeg forsøger hver dag, MEGET ihærdigt (tænker ikke på andet). Efter jeg kommer tilbage fra efterskole skal jeg i gym, og dropper ud efter 6 måneder.

Citat:

Nutid:

Har helt opgivet tanken om at få min identitet tilbage. Jeg er fuldstændig isoleret fra omverdenen. Har så meget skam og social angst jeg ikke kan gå uden for min dør. Jeg tør ikke besvare telefonen. Har ingen kontakt med nogen som helst mennesker. Hver gang jeg bliver tvunget til at snakke med nogen, har jeg intet at snakke om. Jeg har ingen tanker i mit hoved, jeg har ingen moral, ingen idealer, ingen meninger. Jeg har ikke lyst til noget, intet i mit liv stiller mig tilfreds, jeg hører ikke engang musik mere, tager ikke til fester. Hver gang jeg har været tvunget til at gå udenfor min dør, har jeg det som om ALLE kigger på mig og dømmer mig ekstremt negativt. Jeg kan ikke lade være med at føle at ALT hvad jeg gør/siger/udstråler, bare er pinligt og skammeligt. Jeg har et håb om at jeg kan flytte ud på en øde ø, og ALDRIG være i menneskelig kontakt mere. At jeg kan fake min egen død, så jeg kan blive i fred fra alle andre mennesker.
Jeg kan ikke huske at jeg på et eneste tidspunkt de sidste 2 år har følt mig oprigtig glad. Har ingen motivation til noget som helst.

Jeg spilder mit liv hver dag og jeg er fuldstændig bedøvende ligeglad. Jeg vil ikke dø, fordi et eller andet sted har jeg stadig et håb om at jeg en dag er cured fra ikke at have en identitet.

Har aldrig fortalt denne historie til nogen. Efter at have lavet noget research er jeg kommet frem til at nogle folk som har røget cannabis har oplevet det samme som mig; at miste sin personlighed.
Jeg ved ikke hvem jeg er mere.

Anyways, ville bare lige fortælle det i "håb" om at jeg ikke er alene med det her problem

Du skriver at du er 17 år, og i så ung en alder er det meget normalt at opleve identitetskriser, så forhåbentlig og sandsynligvis vil problemerne stille og roligt tone ud som du bliver ældre og får flere forskellige erfaringer. Selv er jeg 21, og jeg er sgu heller ikke sikker på hvem fanden jeg er, men efterhånden som jeg har prøvet at lave andet end at være skoleelev og er endt i fremmede situationer er jeg i hvert fald kommet tættere på

Dog kan dine kvaler også skyldes programmering der ligger langt tilbage i din barndom, og selvom det kan være en vanskelig og tidskrævende proces at finde ind til problemets kerne er det langt fra uopnåeligt. Jeg døjer selv med socialangst og har mine panikanfald på CV'et, så sent som i går oplevede jeg et af mine værste til dato og hvor mine stakkels kolleger endte med at måtte køre mig på skadestuen.
Jeg kan forestille mig at du i dagligdagen en stor del af tiden fokuserer på dine identitetsproblemer og oplevelsen af at være socialt akavet og "udenfor", både på bevidst og ubevidst plan. Det er sundt at være klar over hvilke problemer man har, men så snart man begynder at tænke for meget over dem kan de blive ren gift for dit psykiske velvære. Herfra vil man have tendens til kun at fokusere på de negative sider af en selv og på alle de fejlslagne forsøg, eksempelvis vil én person som ikke synes om dig overtrumfe de 50 andre som giver udtryk for at du er en kanon fyr. Desuden har tanken en forbløffende evne til at skabe sine egne sandheder; punker du dig selv bevidst eller ubevidst, eller siger du ofte til dig selv "Nåh ja, det er også fordi jeg ikke ved hvem jeg er / er uattraktiv / er dårlig til at socialisere" bliver det til sidst en endegyldig sandhed du ubevidst tror på og lever efter, og herfra går det videre ned ad bakke.

Mit råd til dig er at prøve at tage den lidt med ro og huske at være god mod dig selv, jeg ved godt hvor kropumuligt det virker. Læg især mærke til når din indre stemme nedtaler dig, selvom du måske ikke lægger mærke til det er den derind eet sted, og når den begynder på sit lort må du enten ignorere den eller overdøve den med positive modsvar. Og husk at alle andre i forskellig grad deler dine tanker og usikkerheder.

Bare rolig, du er kun 17 år, det ville være kedeligt hvis man mestrede livet lige fra start

Forestil dig et lille barn, som du egentlig ikke vil give slik, men hver gang barnet spørger, så giver du det alligevel. Det er hvad du gør ved din frygt lige nu, du lystre den, bukker under for den, og "fodre" den. Det er rigtig hvad de siger med face your fears, du skal ud og prøve dig frem, gang på gang, lidt af gangen, nedbryde din frygt for andre mennesker. Lær hvad du er bange for, hvor du har problemer, og prøv så lige så stille at udrydde dem en efter en.

Jeg har selv været der hvor du er, og for mig hjalp det virkelig at komme på højskole, her blev jeg accepteret, og fik plads til at genudfolde min personlighed, fordi folk ikke forventede noget af mig, og fordi de gav plads til at jeg kunne, og det tænker jeg også kan være hvad du har brug for. Kom til at snak med nogen, og tænk på at hver gang du snakker med nogen, så hjælper det en lille smule, med feks akavetheden. Lær at undvige den, ved at sige noget der backer dig op ol., gør det til et projekt at se fremskridt i dig selv, det giver en masse livsglæde.

Selvom det lyder lidt trist, så tænker jeg tit på livet sådan, at det er nederen, det handler bare om at beskæftige sig så meget at man glemmer det. Få mening i din tilværelse, ved at give dig selv mål. Når du når dine mål, får du selvtilliden til at stå ved den du er, og være som du vil.

_________________
Tilgiv Tilbliv