Min kammerats beretning:
"Er ikke sikker på hvornår (og oftest hvor) de forskellige episoder har fundet sted, grundet det ekstreme hukommelses tab, der nu fulgte med denne kæmpe dosis Clonazapam. Som jeg i øvrigt stadig oplever lidt her en uge eller to efter. Historien foregår både i svendborg og 2-3 andre små landsbyer på midtfyn. Så der har været en del bil kørsel. Desvære.
Tror det startede torsdag, hvor jeg blev uvenner med den gamle flamme, og hun blev enig om, at nu var det altså slut. Så... Jeg (i samarbejde med min gode kammerat) fik den brilliante idé, at det bedste at gøre nu, ville være at tage en god gammeldags krydser tur.
Yeah, genial Idé...
Anyways, vi fik anskaffet vores fine, fine pose indeholdende 100 stk Rivotril 2 mg. Vi startede med at tage dem til side der skulle videre i "systemet" og dem vi selv skulle tage. Som blev en 35 stk til os og 65 til... nogle andre. Vi gik igang. Spiste et par piller.
I næste glimt står jeg og skændes med den gamle flamme, i hendes lejlighed foran, vidst nok, en større ansamling mennesker.
Jeg forlader lejligheden i gråd og raseri med tanken "Det var det, nu gider jeg ikke mere..". Jeg sætter mig på kantstenen. Indtager de 65 rivotriler jeg havde i lommen, som egentlig var til de andre, + størstedelen af de resterende 35 piller der var i posen som mig og min kammerat havde spist af.
Min kammerat løber ud og opdager jeg sidder og hælder alle de her piller indenbors, skyldet ned med en form for spiritus menes jeg at kunne huske. Han formår at vriste en 5-7 stks ud af hånden på mig inden jeg æder dem også. Men der var det lidt lige meget. Der havde jeg indtaget omkring 80 rivotriler på 2 mg, højst sandsynligt amfetamin og oxynorm også. Og sikkert også en del sprut.
Det næste jeg husker er at jeg trækker 2 fingre ud af min hals som er smurt ind i blod, hvorefter jeg får konstateret over for min kammerat at jeg ikke kan fremprovokere nogen opkast. Det næste jeg husker er noget med en ambulance og noget hospitals geil.
Aner ikke hvilken dag det er nu. Men har et glimt, hvor jeg sidder ved en kammerat og piller elektroder(eller hvad de nu hedder) af kroppen og forklare at jeg udskrev mig selv. Eller noget i den stil. Det næste jeg husker er at det er mørkt og jeg køre (sammen med min kammerat) frontalt ind i et stort tungt objekt som står på et fortov. I modsatte kørebane.
Kan huske der bliver ringet efter politiet og jeg kan huske at jeg blæser nul i deres alkometer-aparat-tingenot, og vi får derefter lov at køre derfra igen. For jeg var jo ikke fuld
Herefter er jeg kørt hjem til mine forældre med deres nu MEGET kneppede bil. Og forklarede dem situationen.
Pludselig er der en vagtlæge der, som får mig henvist til psykatrisk, hvor mine forældre køre mig ind.
Jeg overnatter et par dage, og bliver pludselig udskrevet.
Lige pt bor jeg hos en rigtig god ven som sørger for mig, og holder mig igang så jeg lige kan komme på benene igen, og samtidig smide mit misbrug af benzodiazepiner og smertestillende (oxycodone is a bitch).
Har lidt af noget mild vinter depression, men aldrig før tænkt de tanker, at jeg ville tage livet af mig selv.
Mit selvmords forsøg var udelukkende fordi jeg var så fuck't på de piller som jeg var, og fordi den gamle flamme er en uforstående, alt ødelæggende og destruktiv møg kost. Men stadigvæk... Havde jeg været ædru i den situation, så var det nok endt bedre.
Har lavet en aftale med mig selv om at lade være med at indtage rivotriler fremover. Og selvom jeg plejer at være dårlig til at overholde den aftale, så håber jeg det holder denne gang."
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
