|
Hej Psychedelia!
Dette er skrevet søndag middag, 2 dage efter et trip.
Det starter ud fredag aften. En god ven kommer på besøg og vi sidder, som vi som regel gør, og suger nogle bonghoveder.
Jeg har et par 25C-NBOMe mærker til at ligge fra et tidligere trip hvor jeg tog 2 mærker, og trods at have læst på risici vælger vi (desværre) at tage et frimærke hver.
Havde i flere uger før haft et lille dilemma med mig selv om hvorvidt jeg skulle beholde det, eller smide det ud. Og mens jeg skriver dette, smurt ind i skyld og skam, er det åbenlyst at jeg skulle have smidt lortet ud.
Kl. 21.00
Vi sidder med frimærkerne i munden, og den metalliske smag der er kendetegnende ved NBOMe, er egentlig ikke så fremtrædende som jeg mindes den at være, men den er der.
Kl. 21.45-23.30
Vi tager frimærkerne ud af munden, og effekterne lister lige så stille ind på os.
Min ven R begynder hurtigt at trippe og jeg følger langsomt trop. Jeg kan nænsomt høre R's karakteristiske grin, også selvom han ikke griner.
Alting er sjovt og mærkeligt, og vi snakker forbi hinanden konstant. Vi hører musik, spiller PlayStation og ryger bong.
Jeg foreslår en tur ud i sneen, og R er frisk. Han vil bare lige høre nogle sange først.
Kl. 23.45-00.30
Vi går ud, og alt i alt føles trippet forholdsvis mildt. Vi kommer ind i en park jeg aldrig har vist R, og der er utroligt mange harer rundt omkring, spænende i alle retninger. R bliver ligepludselig ramt af en stærk og - ifølge ham selv - mærkelig nostalgi. Jeg spiller lidt med på den. Efter et stykke tid falder han lidt ned, og efter at have forklaret hvor vi egentlig er, sætter vi os på en bænk med en fantastisk udsigt.
R har svært ved at se hvor langt væk forskellige ting er, og han føler at en sti - max 50 meter fra os - er næsten 1 kilometer væk.
Vi begynder at fryse lidt, og vender hjemad.
Kl. 00.30-02.00
Vi sætter os godt til rette i sofaen og tænder tv'et. Vi ryger noget mere bong, og snakker.
Så vidt jeg husker sætter vi en film på, og stener lidt over den.
Trippet stilner af, og jeg bliver mere og mere søvnig.
Kl. 02.00
Jeg føler mig klar til at sove, og spørger R om han er frisk på at gå til ro. R lægger sig i sofaen med sin mobil, og jeg lægger mig i min seng, og føler mig egentlig helt normal og ved ro, mens jeg surfer lidt på min mobil.
Kl. 02.20
Da jeg lægger mobilen fra mig, og lukker øjnene, bemærker jeg at mine knoer kløer, og at jeg har svært ved at synke.
Pludselig stiger min puls drastisk, og jeg sætter mig panisk op og tænder lyset. Jeg gør R opmærksom på at jeg har det mærkeligt, og samtidig begynder hele min krop at ryste. R kigger mærkeligt på mig, og prøver at tale mig til ro.
Jeg slapper mere af, men er skræmt over oplevelsen. Jeg kigger på R og bemærker at han kigger lidt mærkeligt rundt. Han får mumlet "jeg åbner lige døren", rejser sig og midt i bevægelsen bliver han stiv som et bræt, falder stift bagover i sofaen og slår nakken ned i kanten, hans ansigt en halv meter fra mit. Han begynder at gispe dybt og langsomt, og vender det hvide ud af øjnene.
Jeg begynder panisk at råbe på ham, og slå ham hårdt i brystet. Samtidig får hans ben spasmer, og han formår at sparke sofabordet en halv meter væk.
Han vågner pludseligt op med et uhyggeligt smil, og kommer langsomt mere og mere ved bevidsthed, da jeg fortæller at han var bevidstløs i 20 sekunder.
Jeg går i panik og er pludselig klar over at det her er alvorligt. Vi bliver hurtigt enige om at vi ikke kan blive alene i min lejlighed.
Jeg diskuterer højlydt med mig selv om hvorvidt jeg skal ringe 112, eller jeg skal ringe til min mor (som altid er en støtte, trods mine fuck-ups).
Bliver enig med mig selv om at jeg bliver nødt til at skåne min mor, men R insisterer på at vi kontakter hende.
Alt dette sker på 7 minutter, før jeg ringer og forklarer min mor stille og roligt hvad der er sket. Man kan tydeligt høre at hun bliver vildt bekymret, og vi bliver enige om at vi skal på skadestuen, og hun kører med det samme. Jeg husker at jeg føler mig vildt lettet, men da opkaldet er slut, sniger angsten sig ind på mig igen.
Kl. 02.30
R ligger ved bevidsthed i sofaen, men ligner en der kunne besvime, eller få et anfald når som helst.
Jeg insisterer på at vi holder os igang, og begynder at klæde os på, og jeg bliver hurtigt opmærksom på at R forholder sig ret passivt til situationen, og det skræmmer mig lidt.
Da vi står fuldt klædt på, gør R mig opmærksom på at jeg er helt rød i hovedet, og spørger om vi skal gå udenfor.
Kl. 02.35
Vi træder ud af døren, og efter få skridt, får jeg et ubehageligt og intenst rush der føles som om dele af min hjerne kortslutter.
Det er nu 15 minutter siden jeg ringede til min mor, og jeg bliver vildt utålmodig. Vi står på en parkeringsplads, og kulden kan føles helt ind i kraniet.
R foreslår at gå tilbage i lejligheden efter sit sygesikringsbevis, så det gør vi. Da vi træder ind igen, bliver vi enige om at selve lejligheden har en negativ energi over sig. Vi tænder alt lys, får fundet R's pung, og spurter hurtigt ud igen.
Kl. 02.40
Tilbage på parkeringspladsen igen, og R begynder at føle sig sløj. Han nævner hele tiden at han har brug for at sidde ned.
Der er kun sne over det hele, så jeg prøver at holde ham igang til vi kommer ind i en bil.
Jeg ringer til min mor, for at høre hvor hun er. Hun siger at hun er på vej, og en ambulance også er tilkaldt. Vi diskuterer lidt hvor R og jeg skal stå, og bliver bedt om at gå ud til en større vej.
Kl. 02.50
Vi står ved krydset til mit boligareal, utålmodige og kolde. R begynder at ville sidde på jorden, men jeg beder ham lade være.
Kl. 02.55
Efter lidt tid kommer min mor kørende og vi hopper ind på bagsædet. Hun snakker samtidig med en læge (sygeplejer?) i telefonen.
Jeg insisterer på at snakke med lægen, men der går længe før min mor forstår at jeg er ved bevidsthed og kan formulere - Da får jeg røret, og begynder at fortælle lægen i telefonen hvad vi har taget, og hvad der er sket.
Min frygt, nemlig at de ikke aner hvad 25C-NBOMe er, blev virkelighed. De havde virkelig ingen anelse.
Kl. 03.00
Ambulancen kommer og fokuserer på R.
Jeg snakker med ambulanceredderne om hvad der er sket, og hvad vi har taget.
Fortalte at 25C-NBOMe er et research stof, af og til solgt som LSD og med LSD-lignende effekt.
Kl. 03.10
Redderne havde tillid til at jeg var stabil nok, til at køre med min mor til skadestuen.
De tog selv R med i ambulancen, og jeg var vildt bekymret for ham.
Jeg får en skideballe af min mor på turen, og jeg bliver enig med mig selv om at jeg er færdig med at eksperimentere.
Kl. 03.20-04.30
Jeg ankommer på skadestuen, og bliver hurtigt henvist til en stue, og bedt om at lægge mig.
En dame kommer efter et stykke tid ind, og udspørger mig om hvad vi har taget. Hun skriver enten ned hvad jeg siger, eller ignorerer mig totalt.
Jeg får taget puls, temperatur m.m., og alt ser fint ud.
Tænker konstant på hvordan mon R klarer den.
En mand kommer ind og giver mig venligt hånden. Han havde undersøgt R, og jeg spørger om der er sket ham noget.
Hans svar er "Hvad hvis der er?", og en panik farer op i mig, men han afbryder den hurtigt ved at sige at R er okay, efterfulgt af endnu en skideballe.
Jeg får derefter lov til at tage hjem.
Kl. 04.45
R får lov til at tage hjem.
Han bor alene, og har ikke meget familie, så vi overnatter begge i min mors lejlighed.
Kl. 05.00
Hjemme. Vi tager lidt hurtig mad, godt med vand og falder hurtigt i søvn.
Hele næste dag (altså i går i skrivende stund) har jeg rødlige hænder, og en dominerende angst.
Jeg føler en stor skyld og rastløshed, som kun kan dæmpes socialt.
Det er stadig lidt besværligt at synke, og vejrtrækningen føles af og til ubehagelig.
R og jeg kommer hjem i min lejlighed igen i løbet af formiddagen, og snakker lidt om situationen, hvorefter R tager hjem til sin fætter.
Jeg får derefter besøg af en ven, som kommer med kage og en skunkjoint. Jeg falder så i søvn i 2-3 timer under besøget, mens min ven ser tv.
Et stykke tid efter jeg er vågnet smutter min ven videre, og jeg er lige pludselig efterladt i en intens angst og ensomhed.
Bruger det meste af min aften på at bekymre mig om R, og ringe til ham uden svar, hvilket forstærker min angst betydeligt.
Efter at have fået kontakt i R, smutter jeg hjem til min mor for at spise, og overnatte på sofaen.
I morges vågnede jeg og følte mig helt normal, men i løbet af dagen har jeg haft tør mund, besvær ved at synke og en summende rastløshed.
Mine hænder er ikke så røde som de var i går, men det er ikke til at sige om det er kulde eller ej. Har prøvet et enkelt bonghovede, og det forværrer min rastløshed. Jeg er stadig ret bange for om jeg nogensinde kommer til at kunne slappe af igen.
Udfra dette kan jeg konkludere at NBOMe ikke er noget man skal lege med, trods tidligere forsøg.
Det er ikke til at vide hvordan man reagerer gang for gang.
Peace! Pas på jer selv
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
