Psychedelia.dk

Minder meget om det jeg gør, men jeg har nok glemt at vende direkte til konklusionen og bruger alt for meget tid på at trevle det hele op igen, hvilket jo er fuldstændigt meningsløst.
Nå men i går da jeg var ved åen lavede jeg gennemgang og konklusion på en ny som irritere mig (lang historie) nu vil jeg holde fast i konklusionen (at det er lige meget glem ham), næste gang han forstyrre min sindsro.
En af de gamle dukkede op igen og ham lukkede jeg ned med han er sku for dum glem ham sætningen, som jeg er konklusionen på et langt væveri over vores historie sammen.

Mvh

Fedt du har udviklet værktøjer til at tackle det
Håber konklusionen på "den lange historie" skræmmer plageånden væk, hvis han vover at forstyrre dig igen.

Mvh

"Så vi tog kontakt til misbrugscentret og den lange dans ud af min gamle virkelighed begyndte, mere om det senere."

Så er det vidst på tide at samle op herfra
Jeg var pænt vælte og kom til ambulante samtale både i hjemmet og på dagscentret, hvor omdrejnings punktet var stof reduktion.
Udfra hvad jeg misbrugte, efter ulykken og indlæggelserne var der sket det "positive" at jeg ved en fejl var blevet godt og grundigt over medicineret med noget stærkt antipsykotisk, hvilket gjorde jeg ikke tænkte så meget over tingene, og derfor blindt troede på/gjorde,hvad der blev sagt fx de havde bildt mig ind at suboxone ville gøre at jeg ikke fik nogen effekt af meth.
Dette gjorde at jeg holdt mig til kokain, ketamin, lsd, benzoer og hash.
Det var ihvertfald disse jeg skulle køre reduktion forløb på. Konkret gik det ud på at hver uge eller hver anden uge skulle jeg ligge et stof, som jeg så ikke skulle tage mere.
Til sidst da jeg havde lagt alt det andet røg jeg et sted mellem 5-10 g god ryger om dagen. Så da dette skulle reduceres sagde jeg stop. Nu kunne jeg ikke mere selv. Jeg skulle i døgnbehandlig, for derhjemme kunne jeg ikke gøre det.
3-4 uger senere kom jeg af, det skal lige siges jeg var trappet ud af det antipsykotiske og havde kun min elskede hash tilbage, hvilket behandling så tog udgangspunkt i. Nemlig at jeg var en simpel hash misbruger og det kunne da ikke være så svært at slippe.. Fnis.
Jeg blev indstalleret på et lille værelse hvor der lige kunne være to senge, med en snorkede værelseskammerat, som bonus.
Efter 5 dage uden søvn, hvor de blev trætte af at finde mig rundt i diverse sofaer eller vandrene hvileløs rundt i huset. Forbarmede de sig over mig og jeg fik allernådigst bevilliget en indslumrings pille. Men det var jo noget farligt stads jeg kunne blive afhængelig af så efter et par uger endte det med truxal så jeg kunne få opbygget en søvnrytme.
Selve "behandlingen" fik jeg egentlig ikke ret meget ud af andet end jeg lærte formen i at snakke på selvhjælpsmøderne, som var kopieret fra tolvtrinsgrupperne. Dette var en hjælp senere da jeg begyndte at gå til møder.
Derudover fik jeg 4,5 mdr cleantid med mig og en modstand mod stedet i og med at de kørte differentieret regler - dvs nogle måtte mere end andre alt efter hvor meget de suttede røv på ledelsen.
Ikke noget jeg var god til, så jeg fik en del modstand på stedet, hvilket resulterede i jeg glemt, hvad jeg egentlig ville.
Så da jeg blev ringet ud efter behandlingen tog jeg direkte hjem åbnede en pils og sagde skål.
Meget af tiden havde de brugt på at køre på min antisociale side. Jeg skulle opgive mine venner og finde er nyt netværk.
Glem det tænkte jeg og tænker jeg stadigt det er folk jeg har kunne stole på igennem misbrug og hvad der følger med.
Den slags smider man ikke på gaden, hvilket jeg den dag i dag er glad for jeg ikke gjorde. For har stadig de samme venner - dem som stadig er misbrug har valgt hele vejen og respektere mit valg. Ellers var det jo heller ikke rigtige venner. Dem som kun kom fordi jeg havde poser, dem ser jeg selvfølgelig ikke mere, men det er jo naturligt og logiskt.
Jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg havde kommet fra behandlingen med som minimum en med en viden om hvad mit absolut foretrukne stof meth på sigt gjorde ved mig fysisk. Den psykiske del havde jeg jo oplevet, men det ville også have været godt og få snakket igennem, så jeg havde haft nogle stopklodser senere, men sådan skulle det ikke være.

Springer lige frem til nutiden synes det er lidt svært at bevare fokus pt. Fiskesæsonen er slut og min overgang til motionscentret er ikke kørt optimalt pga ryg bøvl.
Ryg bøvlet sammenholdt med jeg stoppede med at ryge cigaretter gjorde jeg havde næsten en uge hvor jeg var påvirket 6 ud af 7 dage - dumt at lege med min afhængelighed på den måde.
Har heldigvis ikke flere tramadol tilbage og vil ikke anskaffe nogle foreløbigt.

Istedet for at gøre det sure og lave en længere tvungen pause, har jeg for at komme vinter kedsomheden i møde besluttet mig for at det er ok med 2 dage i ugen med nogle joints.
Det bliver interessant og se om jeg kan holde det uden at tankerne om at være skæv kommer til at fylde for meget i dagene imellem. Samt om jeg kan holde det på max to gange i ugen - ellerom jeg bare udskyder den sure pause

Tak for updaten

Det med rygsmerterne lyder som en ærgelig ekstra belastning/svær ting at skulle forholde sig til.
Hvordan ser du på den medicin der evt. er nødvendig for at holde dig smertefri? Tæller det med i "rusmiddel regnskabet" sammen med tjalden osv?

Det er lidt svært for mig grundet min historik, at forholde mig til medicin som giver en virkning (rus) udover smerte dækning uden at tælle det med i regnskabet.
Det er også disse tanker som gør at jeg ikke er meget for at gå til lægen, for et eller andet sted vil jeg gerne have piller, men jeg ved jo også godt hvorfor og det handler jo ikke kun om smerte.
Så heller lade være, min misbruger vil jo helt vildt gerne have lov "jamen det er jo noget lægen siger... Jeg skal" gu fanden er det ej, så heller ryge lidt og eventuel prøve om jeg kan klare det med thc olie når det gør for ondt til at ibumetin og paracemol gør tricket.

Jeg ved jeg vil blive for glad for opiat medicin, så den udvej må vente til, hvis det bliver for slemt. Sidste uge trænede jeg helt uden vægte og passede på ikke at lave dumme løfte med min datter, hvilket faktisk gik godt.
Så den bygger jeg videre på i den her uge.

Ryge tankerne fylder lidt for meget, men det er faktisk primært nikotin det handler om, hvilket jeg ser som positivt.

Jeg angriber tankerne med hvorfor? Det er jo en latterlig rus, det ender altid med at blive en dyr fornøjelse og heldbreds mæssigt er det noget lort. Det lukker tankerne rimeligt ned, og så har vi ikke tobak herhjemme, og langt til en købmand, så tror på jeg vinder kampen

Mine historier er ikke videre dramatiske. Har en meget stor forkærlighed for opioider. Det startede med kodein-ekstrakter for cirka 5 år siden, og udviklede sig ret hurtigt. Kunne godt lide rusen fra kodein, og blev derfor nysgerrig efter at finde ud af, hvad de stærkere opioider havde at byde på. Prøvede oxy, elskede det. Prøvede derefter heroin, hvilket jeg også elskede. Det gik hurtigt hen og blev til fysisk afhængighed i mild grad, da jeg brugte disse stoffer 2-4 dage om ugen. Besluttede mig for at stoppe i en periode, da min tolerance blev for høj, jeg brugte for mange penge, og jeg i det hele taget ikke var specielt begejstret for at have det af helvede til, når jeg ikke havde stoffer i blodet.

Denne forestilling gentog sig et par gange, indtil jeg gik hen og fik et decideret dagligt forbrug. Kørte løs indtil der ikke var flere penge, hvorefter det blev tid til min første virkelig svingom med opioid abstinenser. Det var ikke sjovt...

Fik penge igen, og det skete igen. Yay.

Fandt endelig ud af, at det er en fucking dum ide at fylde sig med diverse morfinlignende præparater dagligt, når man på ingen måde har penge nok til finansiere det. Det var sådan set mit største, på mange måder eneste, problem. Fungerede 100% mens jeg var på dope: Klarede uddannelse, kom på uni osv... I de seneste år har jeg gjort mit bedste for at holde mit brug på et niveau, hvor fysiske abstinenser ikke kommer ind i billedet. Overordnet set går det meget godt, men en gang i mellem fucker jeg naturligvis op, og så er det koldsved og mega-depression fra helvede og søvnløshed og eksplosiv diarré igen igen...

Udover en masse brugte penge (Penge som jeg havde - har aldrig brugt mere end jeg kunne undvære) og en del smerte, har jeg ikke oplevet nogle negative ting som følge af mit [mis]brug. For mig er rusen det hele værd -- jeg har dog nogle meget ukonventionelle prioriteter. Jeg har intet ønske om at leve mit liv uden "hård" narkotika. Hvis jeg var millionær, ville den stå på heroin til både morgen, middag, og aftensmad... Dette skal dog på ingen måde læses som en romantisering af disse stoffer. Jeg anerkender fuldt ud at jeg er hooked; der går sjældent en eneste time hvor jeg ikke tænker på at blive skæv - selv når jeg ikke har rørt stoffer i uge/månedsvis. Det har en kæmpestor pris at lege med dope, og den er, for langt de fleste mennesker, ikke det værd. Hvis du betragter dig selv som et normalt menneske, for hvem personlige relationer, kærlighed, venskab og alt det der er essentielt for et godt liv, så er du nok også højst sandsynligt typen der vil fortryde det bitterligt, hvis du prøver dope og finder ud af at du kan lide det. Hvorfor? Fordi det "stjæler" din fokus; du udvikler tunnelsyn, trangen er som en besættelse, det hijacker din hjerne. Dit livs kærlighed vil komme som nr. 2 i rækken efter moder morfin...

Ifølge min erfaring, er den bedste måde at holde sig "clean" på, at holde sig beskæftiget. Personligt læser jeg en helvedes masse bøger. Kan også nikke genkendende til personen der sagde, at man kun kan holde sig fra stofferne, hvis man faktisk ønsker det. Dette kan umiddelbart lyde lidt mærkeligt efter hvad jeg ellers har skrevet her, men jeg har faktisk et ønske om ikke at ødelægge min fremtid; det er min motivation - jeg ønsker at bruge opioider, men jeg ønsker samtidig at gennemføre mit studie, at få mig et godt job, at leve et komfortabelt liv med resurser nok til at forfølge min hobbyer osv... Jeg har et inderligt ønske om ikke at smadre mit liv.

Jeg håber det går. Statistisk set har jeg dog nok ikke oddsene med mig...

Nu skriver du at dope stadig fylder rigtigt meget i dine tanker efter uger/måneders pause, hvilket jeg godt kan følge dig i, jeg skulle have over et år fra meth, før det begyndte og gå den anden vej.
En ting som gjorde det lettere for mig var at jeg havde brændt fingerne så meget at jeg gik ind i det med aldrig mere tanken, så behøvede jeg ikke gå og bruge en masser energi på at drømme om dagen, hvor jeg gav mig lov.
Efter 3 år afprøvede jeg det så sidste sommer i en lille dosis og uden redosering en 4-5 gange, jeg mærkede rusen og kunne godt mærke det var usundt fra mig og lod være med at tømme posen før jeg kom i tanke om den i sommers hvor jeg hældte den ud i lokummet.
Dine tanker om din fremtid og hvilke konsekvenser dopen kan få for denne lyder til at være det som holder dig i rimelig kontrol, det farlige er bare når livet pludseligt bliver for svært/krævende og det er for let at afhjælpe dette ved at tage noget som er let tilgængeligt.
Men det er jeg sikker på at du kender alt til

Illegal jeg ville søge professionel hjælp inden det går galt. Heroin og andet stærk morfika er den sikre vej til kisten har mistet de fire første venner som alle var i uddannelse og fra velfungerende hjem på den bekostning. Lige pludselig går det stærkt. Hvad siger din kæreste til dit misbrug?

Så er det vidst tid til et lille sidespring igen
Det som jeg har brugt mest tid på at arbejde med efter jeg kom ud af misbruget, har været det som de i behandlingen kaldte for min antisociale side.
Sjovt nok var det ellers primært kva mit misbrug følgevirke at jeg havde social omgang.
Sådan følte det i hvertfald for mig, når jeg var rundt og forsyne folk med alt hvad de måtte ønske sig.
Jeg savnede/savner stadig følelsen af at være manden som kunne skaffe alt og dermed være uundværlig i andres liv.
Problemet herved var bare at jeg ikke kunne stå for presset og holde de mange bolde i luften uden selv at påvirket.
Stressen og paranoiaen gjorde verden kold og ret så ensom.
Ofte var jeg bevæbnet, både af frygt for at blive rullet, men også ud fra tanken om at politiet ikke skulle fange mig levende.
I min semipsykotiske parallelverden virkede dette velbegrundet - jeg ville heller dø end miste det jeg havde knoklet for at opbygge.
Stofferne, bilerne, våbene og de tomme værdier blev det jeg målte mig selv på.
Jeg opbyggede omfattende samlinger af alt i mine foretrukne stoffer, sten, værktøj, frimærker, porcelæn, våben, smykker og designerting.
Som alt sammen fastholdte mig i i min rolle som en der er havde et mål og en plan med livet, men i virkeligheden var denne samlemani et udtryk for lige det modsatte - for jeg havde jo ikke styr på en skid.
Alle disse ting fastholdte mig i min gamle rolle og jeg blev nød til at give slip i disse, hvilket har været en lang og til tider hård proces.
Selvom jeg i dag er kommet af med langt det meste, så fastholder det stadigt en del mental energi.
Når jeg fanger mig selv i at tænke de gamle "usunde" tanker så lukker jeg dem ned ved at genhuske stressen jeg levede med.
Tiden er helt sikkert min ven i dette, men jeg havde ikke drømt om at det ville fylde så meget i mine tanker så længe.

Nu er det vidst blevet min tur til at joine denne tråd. Da jeg pt er ret træt grundet just overståede fysiske abstinenser fra et opioid, navnligt tramadol, bliver det måske lidt kortfattet i starten.

Som kan ses på min tilmeldelsesdato herinde har jeg i over 10 år været optaget af rusmidler - startede med den psykedeliske verden, fascinationen af "de andre virkeligheder" det var muligt at opleve som en flugt fra den sterile, åndsløse, kristne opvækst og barndomshjem jeg kommer fra. Nogle år inde overtog cannabis de fleste af mine synapser da jeg dyrkede selv i min have. Langsomt blev der længere mellem de psykedeliske. Jeg havde svært ved at finde "min plads" i denne verden, var enormt negativt stemt over for alt der foregår rundt omkring, tog afstand til 'middelklassens skyklappe-forbrugerrotteræs' og gjorde i min egen lille verden med venner på landet.

For et par år siden vender det da jeg bliver tilbudt at blive optaget på min drømmeuddannelse. Op til har jeg døjet med stress/depression/mild angst som har gjort det svært at fungere - derfor grunden til min manglende evne til at fuldføre noget som helst som krævede min viljestyrke og stabile fremmøde i længere tid. Sommeren op til studiestart på mit 'drømmestudie' opdager jeg dolol/tramadol gennem et familiemedlem som er tidl. misbruger og får dem for rygsmerter. Hun giver mig en pakke da hun ikke selv behøver dem og jeg indløser i et års tid dololen på hendes recept.
Pludselig er det muligt at fokusere intenst på de interesser jeg har i forbindelse med uddannelsen (jeg er musiker) og al "støj" fra omverdenen - pligter, bekymringer, socialfobi, selvhad osv osv - er pludselig sorteret fra. Det eneste jeg er i stand til at fokusere på er mine egne projekter under påvirkningen af stoffet. I starten tager jeg et par om ugen, det bliver så til hver anden dag og en morgen står jeg med et par i hånden og tænker "hvordan mon livet kunne se ud hvis man konstant kunne være sådan her?"
Der slog det over og mit deciderede mis-/overforbrug startede. Jeg kørte i de 1½ år på en overmenneskelig energi jeg altid har manglet, jeg fik udrettet så mange ting og fik ros på uddannelsen. Dette gjorde det enormt svært at få øje på negative konsekvenser af mit forbrug: "det gør mig jo mere velfungerende og i stand til at klare presset fra dette samfund"!

En dag ryger min kilde til medicinen på psyk og får taget al morfika og benzo medicin fra sig. Jeg er nu tvunget i udtrapning. Dette er et år siden. Jeg ligger i sengen i 2 måneder, først med de mest utålelige abstinenser, bedst klassificeret som en rigtig grim influenza med søvnløshed, angst og dyb depression. Min kæreste hiver mig til sidst til lægen, som jeg har enormt svært ved at gå til, og han udskriver venlafaxin / effexor. Det hjælper mig nogenlunde på benene men stressen der har været lagt låg på og presset, alle tankerne fra før jeg begyndte kommer nu tilbage og de er mere dystre og insisterende i min psyke.
Efter et par måneder ender jeg med at tage til lægen og bede om nogle dolol for "rygsmerter" og så starter mit forbrug igen. Jeg er supermand, bekymringsløs, den bedste udgave af mig selv. Ingen dårlige dage, der er intet den pille ikke kan klare eller ordne. Mit forbrug stiger i takt med tolerancen og jeg begynder at opleve abstinenssymptomer om morgenen. Jeg tager nu ikke længere stoffet for at få noget men for at fjerne ubehaget, jeg er afhængig. Fysisk og psykisk. Jeg løber hurtigere tør for medicin og må konstant kontakte lægen for at få mere. Dette i sig selv gør at forbruget ikke er det værd - de negative har opvejet de positive og jeg vælger at trappe ud til denne juleferie hvor jeg nu har droppet tramadolen helt.

Det var en uge i helvede, nu er jeg ude på den anden side.
Men jeg står nu med samme tomrum som inden, bare forstærket. Jeg føler mig handlingslammet og socialfobisk, konstant mindet om hvad jeg nu ikke er. Føler at jeg har bygget et 'falskt liv' op omkring den falske energi jeg fik foræret af dololen. Jeg kan stå op og tage tøj på, tage en opvask måske eller stige på en bus. Men inden i har jeg et hul efter mit 'gamle liv'. Jeg tørster efter den eufori og energi til de ting der gjorde mig glad. Min hobby - musikken og kunsten. Det er den jeg savner allermest. Jeg håber sådan den en dag vender tilbage naturligt, men når jeg så tænker mig om så har den aldrig været der naturligt.

De viseste erfaringer jeg har fået med er følgende:
Så længe jeg sammenligner den nuværende tilstand med den påvirkede tilstand, vil jeg konstant blive mindet om hvad jeg mangler og ikke hvad jeg har. Acceptér at den ædru energi altid vil være lavere end den påvirkede, så kan man kun blive positivt overrasket. Stress og sorg er en naturlig del af livet, der skal naturlige mentale værktøjer til at behandle dem. Et stof vil altid kun være en kortvarig løsning som man får regningen på senere.
Faktisk er det det sværeste ved min situation: jeg glorificerer stoffet og glemmer de negative ting der har været, jeg kan kun mindes alt det gode det gav mig. Det eneste jeg kan holde mig fast ved, er at jeg ønsker at være fri og uafhængig af en pille - at kunne gøre de ting der gør mig glad uden at afhænge af et stof i et par timer for at kunne gøre det. Det er det jeg klynger mig til for ikke at ryge i igen. Jeg ønsker at kunne være i stand til at gøre de ting jeg elsker uden at skulle være påvirket. Når jeg så læser at man er nødt til at skifte sit gamle liv ud med et nyt for at slippe sin afhængighed til stoffet man forbandt med det, så tænker jeg så: er jeg nødt til at sige farvel til mine kreative projekter jeg forbinder med påvirkningen af mit drug og choice?

Tanker fra et søvnigt sind.

Mine tanker efter at læse ovenstående:
Jeg tænker lidt, det kan være du har brug for mere tid, til at finde glæde og kvaliteter i din stoffri tilværelse.
Da det lyder som om det stadig er tæt på. For mig selv kommer klarsynet med tiden, fx har jeg flere gange lavet noget bindegalt, og først erkendt det som sådan 2-3 måneder senere.
Hvad med de psykiske ting - nu hvor du kan mærke dine skavanker, har du måske bedre mulighed for at arbejde med dem?
Kan ikke følge dig i at du nødvendigvis skal sige farvel til kreative projekter? Du skal sandsynligvis sige farvel til at forbinde din kreativitet alene til dit "drug of choice", hvilket også er en anden og mere attraktiv udfordring?

For to års tid siden gik mit "funktions misbrug" (man kan altid diskutere om det nu også var et funktionsmisbrug eller ej!) til et nyt stadie. Begyndte at skyde stoffer IV. Og derfra gik det rigtig rigtig hurtigt ned af bakke for mig. Hvilket resulterede i at jeg endte i døgnbehandling 20 kg lettere end jeg er idag i december 2013. Efter at jeg først var blevet opereret for fejlfix ikke blot et sted, men hele 3 steder på mine arme. Og mens jeg så lå inde på sygehuset på 120 ml metadon og 400 mg risolid + ukendt mængde fenemal. Mente jeg da at jeg skulle udnytte at jeg havde drop i hånden, så ringede efter min cokepusher fra sygehusets telefon og han kom med et gram til mig. Det sidste jeg husker er at jeg lige skraber lidt mere af stenen, trykker stemplet i bund, hvorefter jeg så vågner op inde på intensiv og er ved at dø af hjertestop med en helveds masse læger, sygeplejersker og grædende familie.
Og utroligt nok var det første jeg spurgte efter, var hvor min mor havde smidt min coke hen!? For jeg havde jo styr på det nu, selvom jeg stadig lå på intensiv med døgnvagt på..
Det resulterede i at jeg endte i døgnbehandling for anden gang. Og smed 80 ml metadon første dag. Nu skulle det være slut med at leve på kanten..
Og her den 22 januar har jeg været både stof, alkohol og medicinfri i et år!
Selvom jeg savner den gamle livsstil ved jeg også bare at jeg ikke kan holde til lige at tage en snit, ryge en pind eller æde et mærke mere.. ffs... Jeg kan ikke engang nøjes med ét stykke chokolade når jeg åbner en plade, eller bare spise en skål chips.. Min indre stopknap er forlængst smadret, så har bare måtte tage konsekvensen af det!

Nu bruger jeg bare en hulens masse tid på styrketræning og løb!
Satser på som minimum at løbe én halv marathon til sommer, og måske ender det også med en hel marathon.

De sidste par år var det ikke mig der styrede stofferne, men stofferne der styrede mig. Så selvom jeg har fantastisk mange gode minder med det, så ved jeg også bare at det ikke er en vej jeg kan gå ned af igen. Mistede mig job, mistede min familie, mine venner, uddannelse, kørekort og ja... Alt hvad man egentlig kan miste.. Og er udmærket klar over at jeg er et ekstremt tilfælde, men ja.. Skal begynde på uddannelse igen om en uge, er begyndt at få opbygget et forhold til familien og de gamle venner igen, aldrig været i bedre fysisk form, og ja... Kan mærke at det har været det rigtige for mig at sige helt farvel til stofferne.

Er faktisk begyndt at skrive på et indlæg jeg tænker jeg vil smide ind i "bagsiden af medaljen" hvor der er noget mere livshistorie og sådan.. For jeg er sgu ikke frelst den dag idag
Jeg laver sgu stadig fucked up ting, men laver bare ballade på en anden måde idag end jeg "plejer" at gøre!

Go weekend fuckers!! <3
Nu vil jeg ned og pumpe ben i centeret!

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Sindsygt spændende læsning! Det er nogle vilde historier! Det glæder mig at høre når man kommer ud på den anden side

I tre år der var jeg helt vild med MDMA. Jeg glemmer aldrig følelsen, første gang jeg prøvede det. Jeg har altid undersøgt og læst om de stoffer jeg har taget. Jeg husker tydeligt, at jeg læste at man skulle vente 3-4 uger imellem de gange man tog det, for ikke at blive psykisk eller fysisk afhængig. Hvilket er ALT for ofte. Fandt jeg ud af. I takt med jeg begyndte at tage til psy-trance arrangementer. Så lærte jeg en masse nye mennesker at kende. MDMA fik mig til at føle mig som kongen af dansegulvet.
Det forandrede mit liv. Jeg jagtede kilden i maven, som MDMA giver. Jeg havde styr på det. Det tænkte jeg i hvertfald den gang. Nogle gange gik der kun 2 uger i mellem.

Engang der kom jeg til at sluge 0.5 gram MDMA. Det skull ske hurtigt, og jeg købte en bombe af én tilfældig. Jeg var i byen med nogle venner, og én pige som jeg havde set lidt til, og jeg havde sagt at det var slut imellem os.

Jeg var så blæst at jeg troede jeg havde været ude og danse. Sandheden var at jeg havde siddet og kampsvedt i 1 1/2 time. Jeg endte med at sove hjemme hos pigen. Jeg troede at var forelsket i hende, og undskyldte over for hende. Trippet gjorde et så stor indtryk, at jeg var kærester med hende i 3 måneder.
Til sidst gik det op for mig. At jeg slet ikke kunne lide hende. Jeg krummede tær da vi skulle kysse. Jeg prøvede at undgå hende. Der fandt jeg ud af at jeg skulle gøre det forbi. Desværre på en meget uheldig og dramatisk måde. Hun troede vi skulle hjem til mig og sove, da jeg hentede hende i bilen. Med sin taske og dyne, stod hun parat. Hun satte sig ind i bilen, hvor jeg fortalte hende at det var slut. Den eneste måde jeg var i stand til at ende det på.

De sidste nogle gange jeg festede så, så var jeg glad for julemix. Jeg kunne snildt suge 2g selv. Jeg var så ristet at jeg nærmest ikke fik noget ud af festen. Det tog mig ca 5-7 dage, før jeg kunne mærke mig selv.

Inden jeg vidste det så havde jeg været deprimeret i halvandet år. Èn tid hvor jeg har været væk fra mig selv, og alting har været galt. Jeg vidste at den var gal, da jeg var ked af det uden nogen grund. Jeg kunne sætte mig og græde uden jeg vidste hvorfor. Jeg havde helt sindssygt svært ved at koncentrerer mig i skolen, og jeg var meget rastløs. Symptomerne mindede om ADHD. Det var bivirkningerne af MDMA’en, og min hjerne var helt tør for serotonin.
I en periode var jeg overbevidst om at jeg havde ADHD. Jeg fik en recept på ritalin, de virkede opkvikkende. Jeg havde dog ikke brug for dem.

I den her periode, boede jeg med en kammerat i en lille 2 værelses. Vi blev uvenner, og som 25 årig, røg jeg hjem til de gamle og bo.

Jeg fik endelig min bachelor. Der er ingen job at få. Så jeg var arbejdsfri, og på a-kasse.
Jeg havde styrketrænet i 9 år på dette tidspunkt. Jeg var stærk, bortset fra jeg havde manglede en masse protein i min kost. Da jeg begyndte at spise ordenligt så tog jeg overraskende mange kilo på.
Jeg havde en masse tid nu, og jeg var kommet tilbage til mit lokale gamle trænings center. De andre sagde at jeg burde stille op til konkurrence. Jeg havde meget svært ved at tage dette valg, for jeg havde ikke forestillet mig selv gå denne vej, selvom jeg havde 3 kammerater der havde gjort det.

Hvis jeg skulle stille op til konkurrence, så ville jeg ikke kunne feste. Selvom jeg vidste jeg skulle væk fra festerne, så var festerne det der betød mest for mig.

Jeg besluttede mig for at stille op til konkurrence. Jeg fik en kostplan jeg skulle gå efter, og jeg skulle spise efter den i 4 måneder. Jeg vidste jeg ikke kunne tage nogen stoffer i den her tid. Alligevel så tog min kammerat og jeg en spontan tur til Frederikssund.

Turen gik fuldstændig galt! Vi gad kunne at tage af sted, hvis der var nogle hætter, og det var der så. Det skulle være kort tur. Min kammerat, som har det med at overdrive blev hentet med ambulancen den aften.. Han havde åbenbart suget nogle kæmpe amf streger, og jeg har aldrig set ham have det så vildt før. Vi har ingen skruelåg til at måle hætter op med. Vi er så ivrige efter at være blæst, at vi mener at vi kan måle dem op, ved at hæle en lille sjat op i bunden af glasset. Det går udmærket i starten. Vi tager tid og tager kun én i timen. Sidst på natten så ser jeg min kammerat stå og drikke af vandflasken med hætterne i.
Jeg tager den ud af hånden på ham. Han aner overhovedet ikke hvad han laver. Det sidste jeg husker er at trænger til frisk luft. Jeg går uden for. Jeg havde kun drukket hætter, men jeg kunne mærke at jeg var meget blæst.
Uden for så står en pige foran mig. Hun kigger på mig. ”Er du okay?!”. Jeg kigger på hende og kan ikke forstå hvad hun snakker om. ”HVAD HAR DU TAGET” siger hun imens hun står og rusker i mig.

Jeg vågner op. Jeg aner ikke hvad der er sket. Jeg er forvirret. Inden jeg kommer helt til bevidstheden. Jeg hører en masse stemmer. ”Hva fanden er det i har gang?”. Jeg åbner øjnene og jeg har siddet og knækket mig. Jeg sidder på bænken og der er kommet en ulækker sort opkast ud af mig. Det er her jeg får fortalt at min ven er blevet hentet af en ambulance. Senere hen så har finder jeg ud af at han har været uden puls 2 gange.

Jeg tror ikke at vi forstod alvoren af dette, før senere. Det var på tide at stoppe.

Jeg fandt en anden måde at have det vildt på. Jeg fulgte mit mål om at stille op til Athletic Fitness. Jeg fik det vildt af at træne. Jeg endte med at dyrke en masse konditions træning og jeg styrke trænede hårdt 5 gange om ugen.

Jeg erstattede fest med min træning. Mit mål var ret ekstremt. Det var som om at der skulle meget til at lave om på mit liv. Jeg tilbragte meget tid i mit træningscenter. Min omgangskreds skiftede automatisk.

Jeg havde tilbragt det meste af mit liv som single. Jeg vidste ikke hvem jeg selv var længe. I desperate forsøg på at finde en kæreste, så har jeg set mange kvinder. Kvinder der overhovedet ikke var noget for mig. Det var egentlig dem der valgte mig. Dem der scorede mig. Det gik altid galt. Jeg troede at det hele ville blive godt, hvis jeg fandt mig en kæreste. Sandheden var anderledes. Jeg skulle lære mig selv bedre at kende.

Jeg havde altid været dårlig til at kæmpe for mig selv, og det jeg gerne ville have. Jeg gik meget op i at tilfredsstille andre. Da jeg var 19 år så gik jeg ned med stress. Jeg havde et elendigt job på en tankstation i ca. 7 måneder. Jeg var meget pligtopfyldende og kunne ikke sige fra. Det udnyttede arbejdspladsen. Det var skiftende arbejdstider. I weekender der drak og røg jeg mig helt ned. Weekenderne gik hurtigt, og jeg nåede nærmest at blinke med øjnene og det var mandag igen. Jeg kunne ikke huske en skid af hvad jeg havde lavet. Jeg havde MEGET kort lunte. Når jeg kørte bil, så håbede jeg nærmest at der var nogen der ville lave noget dumt. Så jeg kunne stige ud af bilen og smadre dem. Jeg vidste godt at der var noget rigtig lort.

Fra 19 og så ca. 5 år frem. Så røg jeg en del hash. Jeg havde nogle pauser. Det gjorde det bestemt ikke lettere for mig. Det lagde et slør af røg hen over mine følelser og jeg blev endnu mere forvirret over mig selv. Til tider så blev jeg alt for paranoid. Jeg fandt ud af at jeg kunne nulstille dette med svampe. Jeg havde angst. En angst der var slemmest når jeg skulle kører i bus. Jo tættere på jeg kom på der hvor jeg skulle af, desto mere stramt fik jeg. Jeg stoppede mit daglige forbrug da jeg fandt ud af hvad det gjorde mod mig og mine venner. Inden den første joint var færdig, så tænkte jeg allerede på den anden.

Mit mål om at stille op det tvang mig til kæmpe for mig selv, og kæmpe for mit mål. Det er en meget egocentret sport, og det hele handlede lige pludselig om mig. Jeg fik en masse selvtillid, troen på at jeg kan præstere. Jeg fik en masse bekræftelse og opmærksomhed.
Måske var det det, der havde gjort mig så hook på at tage til fester og arrangementer.

Jeg beklager hvis det er meget rodet skrevet ☺ Det blev meget længere end hvad der var meningen.

Dagen i dag der jeg fundet en vidunderlig kæreste. Jeg kender mig selv meget bedre nu og har fundet mere ro. Efter min mening, så har jeg bedre forhold til stoffer. Jeg er blevet glad for svampe, og gør det engang imellem. Jeg har lært at tale om mine følelser og sige min mening. Jeg føler mig som en mand. En følelse jeg først har fået inden for det seneste år. Jeg er ikke ligeså ambitiøs med min træning, og det er langt fra det der betyder mest for mig.

Det er så vigtigt at finde sig selv og lære sig selv at kende. Jeg har altid haft svært ved at finde min plads. Jeg er halv dansk, og jeg har senere fundet ud af at, jeg er mere asiatisk end dansk. Tidligere så har jeg svævede mellem to miljøer. Mine håndværker venner og så det mere akademiske miljø. Det er vigtigt at finde ud af hvorfor man gør som man gør, og hvorfor man er som man er. Jeg fandt ud af at der var en masse ting mine forældre ikke havde lært mig. De ting dem føler jeg at jeg kan nu.

Når man fokuserer på noget, så bliver alt andet sløret.

_________________
“I think of going to the grave without having a psychedelic experience is like going to the grave without ever having sex. It means that you never figured out what it is all about." - Terence McKenna

Søvnigt sind skrev :" Når jeg så læser at man er nødt til at skifte sit gamle liv ud med et nyt for at slippe sin afhængighed til stoffet man forbandt med det, så tænker jeg så: er jeg nødt til at sige farvel til mine kreative projekter jeg forbinder med påvirkningen af mit drug og choice?"

Nu kender vi jo ikke hinanden ud over herinde, men jeg er ret sikker på at din musikalske interesse kom før din opiat passion?
Jeg har jo også fisket i perioder imens jeg var i seriøst misbrug, men lysten til at være påvirket og alt det arbejde der er i at være fuldtids narkoman tog fuldstændigt fokuseret herfra.
Hvordan går det for dig i dag?

Er ked af jeg ikke fik svaret dig før, men har haft lidt dårlig samvittighed mht den her tråd for mit ryg bøvl gjorde til sidst at jeg gav slip og begyndte at ryge 2 pinde om aften når den lille blev puttet, hvilket jeg stadig gør.
Føler mig lidt svag pga dette, men nu hvor ryggen har det bedre ved jeg jo godt hvad der skal til hvis jeg beslutter mig for at det skal være slut igen.
Motivationen er der dog ikke helt endnu, men mon ikke den kommer her når jeg må fiske herhjemme i åen igen...
Jeg er lidt i tvivl for jeg oplever som sådan ikke noget negativt i min daglig dag, og jeg har kva mit langt bedre fundament (liv) ikke så let ved at blive fanget i negative tankloops. Faktisk bliver jeg ikke fanget af dem længere, jeg behøver bare og tænke på den lille brumbasse og lykken spreder sin varme i mig.

Tak for jeres historier! Jeg sætter virkelig meget pris på at læse dem, og de fylder mig med en varme, fordi I er så helvedes menneskelige og ærlige, at man ikke kan lade være med at forstå jeres bevæggrunde bagom alt det i gør!

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Tak Fanny

MrPlanter skrev:"Sindsygt spændende læsning! Det er nogle vilde historier! Det glæder mig at høre når man kommer ud på den anden side "

Den anden side den er svær, som sådan synes jeg allerede jeg er der.
Jeg ryger godt nok om aften, men det er noget jeg selv vælger og ved jeg vil kunne stoppe med uden at det vil kræve hjælp.
For mig har processen med at få udskiftet al den kriminelle tankegang, med mere almindelig tænken. Fx når jeg køre bil nu kan jeg nyde omgivelserne uden at jeg kronisk søger efter gode tingfinder.
Når jeg ser en p-plads er det bare en p-plads og tanken om de streger og den handel der er foregået der popper ikke op som det første længere.
Jeg har det godt psykisk og er ikke længere fanget i en cyklus, hvor mit stof indtag er lig med angst, paranoia og selvmodstanker - livet er blevet den gave der er hensigten det skal være.

Det kan godt være jeg ikke er kommet ud på den anden side, men jeg er ganske godt tilfreds med den side jeg er landet på

Det vigtigste er at du har det godt med det du gør Godt at høre !

_________________
“I think of going to the grave without having a psychedelic experience is like going to the grave without ever having sex. It means that you never figured out what it is all about." - Terence McKenna

Så må det vist være på tide med en opdatering.
Jeg er inde i en skidt periode med ryggen, hvilket har gjort at mine tanker er blevet mere negative især når jeg ryger, hvor tankerne ligesom automatisk kredser om alt muligt negativt især fra fortiden.
Så jeg har fået fat i nogle 100 mg tramadol retard for ligesom at slå to fluer med et smæk. Både i forhold til smertedelen, men også til at lave en blid overgang i rygestoppet.
Længden af min pause har jeg ikke bestemt, måske det kun bliver et par uger, det vides ikke. Her i starten er det en dag af gangen, hvor jeg får lavet mine øvelser for ryggen, og ellers prøver og få slappet af.
Efter en klassisk svedig nat er jeg ved godt mod, har max lyst til en fisketur, men den må vente til ryggen bliver bedre, for at komme lysten lidt i møde, så vil jeg gå en tur langs åen og snakke med de fiskere som jeg møder.

Så også en opdatering herfra.
For tiden har jeg hverken tanker om eller lyst til hash. Til august/september er det 1 år uden siden rygestoppet. Og det bliver minimum til nytår (for tiden kører jeg til jylland ca. 1 gang om ugen - og skal under ingen omstændigheder risikere kørekortet, så i hvert fald ingen røg mens det står på). Så opgaven for mig pt er ikke så meget at "holde fokus" på rygestoppet, da rygningen og det der fuldte med ligesom er ude af fokus. Nu er fokus mere at tage nogle klare valg, og så bruge tid/kræfter på en dertil passende måde. Har aftalt en samtale med psykolog næste uge netop om det med at fastholde sin motivation og koncentration - som stadig er en svær ting for mig.