Hej alle jer herinde på Psychedelia, læst et hav af jeres forums(Hvilket jeg er meget betaget af, da jeres sammenhold er unikt i mit øjemed) så har derfor besluttet, at det nu måtte være min tur til at fortælle og forklare, samt uddybe mig omkring, hvordan det hele i min situation har pådraget mig mere smerte end der kan forklares, eller på anden måde blive en påvisning af samme. Alt bør derfor tages op (hvis ønsket vel at mærke) til en dyb seriøs reflektering. Jeg er ikke ironisk, sarkastisk eller igennem anden vej humoristisk - derfor vælger jeg at udfolde mig på bedste vis så ingen misfortolkning sker. Tak. Btw. ved ikke om det det rigtige forum, men ser det passende selv, ret mig gerne.
For at gøre historien mindre psykotisk igennem dette scenarie af dybdegående psykologiske reflekteringer, synspunkter udfra en masse meninger, holdninger, deraf en gennemgribende forståelse af deres såvel som jeres, perception, finder jeg det nødvendigt ikke og bruge for mange vendinger og redegørelser, hvilket i nok har observeret ikke ligefrem er det nemmeste - men gør et forsøg, det jo alligevel en af grundene til jeg skriver herind. Ikke nødvendigvis som en livlinje, lidt måske, men ja fortsættelse på fortsættelse. Nok med pjasken i andedamen, tid til historien. Hotlinen er stadig varm, ikk?
Nu kommer det, ham helt nede i kuld kælderen.
Samtalerne i hovedet, det gør mig sindssyg – mit hoved brænder op af det, kan ikke holde ud og være her længere, siger stop mindst 50 gange om dagen, til mig selv, men intet det nytter – forbliver fanget her i mit eget sind. Et sandt helvede. Sidder her, foran computer skærmen, fortvivler i mig selv og tænker stadig, kan det nu passe det her? Jeg var vel, en ganske almindelig dygtig dreng førhen med mange passioner og drømme, det var vel egentlig det som holdt mig kørende, måske? Sad i 20 minutter, og tænkte at jeg skulle skrive de her ting, før jeg tog mig i, at jeg nok hellere måtte begynde – men blev ført hen af tankerne i stedet, så føler man sig uduelig på mange punkter.
Skælver i kroppen bare over dette. Angsten - uroen, for om dem som en dag læser dette, tror det kan være sandfærdigt eller overhovedet være så slemt. Men det er det, drikker eller ryger for at kunne slappe af, holde mit hoved ud uden at tage den nemme vej ud. Jeg er jo bedre end det, har altid været det, så hvorfor skulle jeg ikke kunne reddes. Ved ikke om det muligt længere, føler mig ikke som mig da det hele virker uvirkeligt, som om jeg bare skal ’snap’ ud af det. Men det kan jeg ikke, bøh næh – intet, selv i den virkelig verden, for i har vel allerede forestillet jer en fiktivdrevet dreng, med et verdensbillede noget så fordrejet. Men jeg har altså stået i lortet, været ude hvor det sker men jeg lader som hele tiden, at intet er galt.
Men når alt kommer til alt, så ved jeg det snart ikke længere, gider faktisk ikke rigtig prøve mere, det nytter jo intet. Føler mig, emotionelt forstyrret rent ud sagt, men logisk set ved jeg det ikke kan passe, det må det ikke. Det ene øjeblik kan jeg vende fra, at holde ubetinget meget af en person, det andet synes jeg bare vedkommende burde holde sin kæft. Men det forkert *****.
Har løjet mere end folk aner, kun få der ved det, mine tryghedspersoner, som jeg også fik til at løbe skrigende væk, næsten, de ved der gemmer sig den rigtige ***** sig et sted, men hvorfor skal de pine mig i denne uvished, de kan jo bare sige det til mig, tage mig med eller lade mig selv tage med, for jeg kan ikke holde til det længere, snakken over hovedet om mig, imod mig. Det også min skyld det hele, men folk har en tendens til det er dem jeg giver skylden, nok fordi jeg stadig prøver at virkelig så iskold, når gråden i sandhed kalder. Jeg vil jo bare gerne gøre mit bedste over det hele, for alle, men oveni stadig have styr på mig selv. Det hårdt. Meget hårdt. Føler mig aldrig udhvilet rigtig, sover ellers det meste af min tid væk her på det seneste års tid eller 2, jagter drømmen men det som jeg aldrig helt kan nå den. Kan ikke huske jeg har haft en rigtig drøm, en hvor der er glæde, smil, god stemning, glade mennesker eller på anden naturligt menneskelig – kun hvor jeg enten falder eller dør. Ellers tror jeg, at jeg drømmer, som du nok vil sige til mig, at det gør alle, nogen kan bare ikke huske dem, jamen søde ven, jeg kan godt huske dem jeg drømmer når jeg drømmer, og det er meget få. 10 cirka.
Kan blive forstyrret bare af og høre min egen stemme, det forfærdeligt så sensitivt det føles, ikke engang, at kunne føre samtaler længere end enkelt stavelser eller indskydelser. Jeg tror tit jeg er træt, lægger mig et stykke tid og finder ud, det er jeg slet ikke – men udkørt det er jeg fra jeg står ud af søvnen. Fungerer ikke længere. Jeg beder om hjælp, men det har aldrig været den rigtige. Når jeg kommer ned til lægen og nærmest lader min krop skrige efter den, så det i deres øjne bare en forstyrret ung knægt. Siger jeg er træt, så skal aktiveres, selvom jeg i forvejen træner meget når energien er til, da min skoliose og scheumermann siger jeg skal. Sørger altid på bedste vis at køre mig naturlig træt, men det bare den samme rumlen dagen efter. Jeg har nok heller ikke taget de bedste beslutninger her i livet, hvem har også det, men de har altid været hensigtsmæssige rettet mod det bedre, for jeg vil i sandhed gerne bare snart have det godt. Og være glad, sådan rigtigt. Tag mig nu for engang seriøs! Selvfølgelig, kan ikke helt bebrejde dem omkring mig, de vil mig da nok det bedste, det bare desværre ikke det der gør mig rask. Jeg er så ked af, at jeg ikke kan vise dem min taknemmelighed. Fordi det er nok den sidste ting jeg vil spille mig til. Ved det ikke er meget af et eksempel for hvad der i virkeligheden sker med mig, men håber det kan give et lille billede af, at det ikke er lyserøde skyer og være indadvendt med en masse selvhad, mistanker, indbildninger, ingen tro til/på/af folk længere.
Fra 12års alderen hang jeg fast, i det her melankolske stemningsleje, som egentlig udviser en masse passiv aggressivitet, men facaden forbliver på, hvorend jeg føler trangen til at råbe og skrige.
Har en tiltro til mange forskellige psykiske lidelser jeg har jeg mig, såsom borderline, skizoid, manio depressiv(mindes vistnok det kaldes noget andet nu, kan ikke lige huske hvad dog) personligheds difussion, og mange mange andre personlighedsforstyrrelser. Ved det farligt i sig selv med selvdiagnosticering, men noget er jeg nød til og begribe mig ud i.
Nu til den lidt mere seriøse del, og info omkring mig som individ af denne afstamning af perceptionsdrevet homo sapiens.
20år. Har efterhånden igennem de seneste 3 år haft en god del med diverse substanser at gøre - MDMA, AMF, COKE, SVAMPE, LSD og 2c-b. Men alt sammen i en god mening, og uden et direkte misbrug, kun af AMF for at holde mig kørende, da jeg som sagt er blevet en meget træt person med et tungt sind. Jeg er udmærket inde i, hvordan både anatomien, biologien forholder sig til i vores kroppe - Ellers tror jeg heller ikke man vil begive sig ud eksempelvis LSD bare uden lidt forstand omkring hvilke transmitterstoffer der bliver udskilt, hvad virkning og for den sags skyld eftervirkning det kan have. Røg min første pind da jeg var 11, begyndte dog første for alvor ved omkring 14-15 års alderen med et par kammerater oppe på et loft, og fortsat endnu mere da jeg flyttet sammen en anden kammerat, hverdag 5-6 joints mere eller mindre, bong osv. Fandt så en kæreste hvor jeg opholdte mig meget af tiden, narkoprinsessen i den by blev hun kaldt. Så der var smæk på til tider fra torsdag til søndag med alskindssager og safter..
Mine forældre, storesøster og jeg flyttet da jeg var 10 år til en lille by, og derfra begyndte det at tage fart med denne jeg ved ikke, indebrændhed, fangeskab, tortur? rent ud sagt et helvede ihvertfald. Jeg har dog fået konstateret HSP i ret høj grad, og kan mærke når en person træder ind i lokalet, mærke vedkommende - hvilket har ført sig til, at jeg kan manipulere med folk som om jeg var clairvoyant. Men vil rigtig gerne hjælpe folk, men kan ikke blive ved og hive folk op når jeg selv falder med høj kurs jo.
Allerede i alderen af 6-7 år løb jeg hjemmefra, flere kilometer, skulle bare væk fra den galninge anstalt vel. Resulteret i smæk som konsekvens, skal siges hjemmet altid har været konsekvent for ens handlinger og ugerninger selvfølgelige. Kan huske så meget fra dengang, faktisk ikke særlig meget længere kun fragmenter intet specifikt rigtigt. Fik konstateret uspecifikke WM læsioner i hjernen da jeg var 17, lægen sagde jeg skulle stoppe med hashrygningen da det kunne få fatale konsekvenser for helbredet, men gad jeg lytte, næh jeg var så dybt begravet og vil egentlig bare gerne væk fra alt, mest sorgen og hadet og det kunne lægge låg på det meste, men som de fleste får man sig sine pauser, hvorefter man rigtig kan mærke hvor ødelagt man er, hovedet spinder med hyper hastighed, og man kan ikke være nogle steder uden en form for destruktiv adfærd overfor sig selv eller ens medmennesker.
Husker da jeg var omkring 12-13 år, at blive truet af min af far(han haft meget stor, negativ indflydelse på mig men mere om det her) blev vækket af ham når mor var kørt på nattearbejde, gerne et par timer efter ved 12 tiden, kom han ind også fik man lige af vide, at hvis man ikke snakkede ordentlig så vil han tæve mig til jeg ikke kun sidde eller gå. Igen ved 15 års alderen (havde fortalt min mor omkring truslerne men hun tog det ikke seriøst, og sagde jeg var skør eller måtte have drømt det - rigtig ligesom i en historie faktisk..) men hun fik øjnene op da hun selv måtte fjerne ham i færd med at tage livet af mig med kvælertag i min seng efter en skænderi.. forfærdeligt virkelig noget der smadre ens psyke.. Turde ikke sidde ved bordet uden og have en bagtanke om han vil klaske mig en på siden af hovedet under maden, uvisheden bliver derfra større og større, og de siger ikke forvejen ikke meget og komunikkere minimalt, ja.. Må selv finde ud af tingene, for hvis jeg spørg om hjælp bliver de visne og irriteret, og som de ikke havde bedre ting at se til - de ser meget tv så vidste det ikke var sandt. Men oftest hjalp de desværre bare med en tilgang til om man var direkte stupid..
Har selvfølgelig haft snakket med diverse psykologer og bedrevinde indefor psykiatrien, men da det stod på dengang(jeg snakker heller ikke meget, og gjorde det absolut slet ikke da det stod på) så fortæller de stort det samme jeg i forvejen ved, og den vej igennem får jeg ikke den nødvendige hjælp, på daværende tidspunkt er det et kæmpe nederlag igen, fordi gik jo med tanken om det snart var over det hele, men måtte igen bide det i mig og spille sød, rar, ydmyg og høflig.. Det blevet en del af mig.
Er udmærket klar over en tvetydighede i meget af det her, jeg er meget atypisk af personlighed.
Der er meget mere til historien men vil gerne slutte af, da det har været lidt af en mundfuld det hele at skulle fortælle, hvordan et udefrakommende set hjem, hvor det fint og fornemt med ærmerne op inden man spiser, kan bag facaderne være et mareridt dag ind og dag ud, for en af dem.
OBS. er pt. igang sammen med en konsulent, at finde den rette hjælp. Hun så straks hvor meget jeg måtte lide. Ser lægen igen d. 25. for en forhåbentlig plads på Aalborg Psyk. med en udredning som første prioritet.
Jeg beder ikke om medlidenhed, men derimod en forståelse om, at det er sandfærdigt hvor traumatiseret èn kan blive under disse forhold. Peace out, big love -
fra ham der bare gerne vil have det godt igen.
(:-
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
)