I en alder af 10 vandt jeg adskillige yoyo-konkurrencer i mit daværende lokalområde. Da hacky-sacks (dengang Footbags) blev introduceret, tog jeg det op, blev fandens go' og vandt ligeledes diverse konkurrencer. Jeg var en utroligt habil, teknisk fodboldspiller, og basketball ligeså. I sidstnævnte brillierede jeg ALTID de one-on-one-matches jeg blev udfordret til at tage. Som 13-årig kastede jeg mig over skateboardet, og jeg blev hurtigt én af de bedste i nabolaget, og folk samledes tit når gutterne og jeg indtog ingangspartiet til den lokale banegård, som dengang var perfekt til street-sessions. Rollerblading faldt mig nærmest lige så naturligt. Jeg var altid klikens skarpe, humoristiske midtpunkt, med hang til ret gode imitationer. At få folk til at grine var nemt og befriende. 14 år gammel fik jeg en guitar i hånden, og der gik ikke længe før jeg 'mestrede' denne. Så blev det bassen, så trommerne. Så begyndte jeg sågar at synge, endda med en vis flair (alt er jo relativt). God var jeg i hvert fald. Jeg blev introduceret til skuespil i teateropsætningerne i folkeskolen, og var altid dén der gik derfra med kommentarer som "du skal simpelthen være skuespiller" og "det var så pisse godt, dét du præsterede". Det var fedt.
Så kom alkoholen.
Fede fester, søde piger og sjov og spas. Helt igennem befriende. Men langsomt tog det overhånd med blackouts og 'drunken rampages' (ja, selv som 16-årig). Vennerne begyndte at se en side af mig som ikke skulle have været kommet til udtryk på denne måde. Jeg vendte ryggen til, og så bort fra dette - jeg fortsatte bare som om intet var hændt. Jeg gjorde mig selv til grin på alle tænkelige måder i offentlig sammenhæng, og jeg begyndte simpelthen at tilsidesætte ALT. Alle mine talenter gik i forfald, og jeg mistede interessen for disse ting. Eller de nærmere druknede i min besættelse af at være en hård gut på party-scenen. Venner faldt fra, og kærester lige så. min familie forsøgte at nå ind til mig, men de vidste ikke hvordan. Eller dvs, nogen af dem vidste godt hvordan, men jeg kunne ikke tage imod det, kunne ikke acceptere det som værende kærlighed og bekymring fra deres side. Jeg var blevet ligeglad. Fuldkommen LIGEGLAD. Jeg var vred og frustreret, uden selv at kunne sætte ord på det og forholde mig til det. En sur og vred ung mand, som havde forsømt alt det gode i hans liv, var hvad jeg nu var blevet.
Nu sidder jeg hér, 27 år gammel, og kæmper med en dagligdag præget af drukture, abstinenser, vrede, frustrationer, selvmordstanker, angst og så videre. Jeg er en del af systemet, da jeg ikke har kunnet acceptere at skulle varetage et ganske 'almindeligt' erhverv. Jeg skulle jo FOR FUCKING HELVEDE have arbejdet videre med mine talenter, og arbejdet hen mod de ting jeg altid havde drømt om. Jeg hænger altid i tanken om dét der kunne have været, hvis jeg bare havde taget mig sammen. Jeg er nu en fucking bums. Ar på krop og ikke mindst sjæl. Isoleret og ensom. Har ikke fået en ordenlig søvn i flere år.
Jeg er nu nået til et punkt hvor jeg reelt tænker at drikke mig selv ihjel. Eller på anden måde tage mit eget liv. For livet skulle have set anderledes ud, og jeg kommer aldrig hen til det jeg havde engang. Aldrig.
Jeg skriver dette indlæg, da mange omkring mig simpelthen er blevet trætte af at høre på mit shit. Det er ynkeligt, det ved jeg...
|
