Hej,
Jeg vælger at skrive dette indlæg med fuld anonymitet og håber i vil acceptere dette.
I min hverdag er jeg rigtig dytig til det jeg laver, jeg er autodidakt iværksætter og har sucessfulde virksomheder og har tjent den gode side af 5.000.000 trods min unge alder under 25. Hverdagen og mit arbejde er mit liv og har altid været.
Jeg fungerer rigtigt godt til dagligt med det jeg laver, og det gode ved mit arbejde, er at jeg kan arbejde hjemmefra og ikke være forpligtet til noget, da jeg er min egen boss.
"Desværre", har jeg i en tidlig alder mange venner som tog stoffer hver weekend og det skulle man selvfølgelig også prøve. Jeg startede med at ryge hash og røg hver dag i 8-9 klasse men stoppede ca nogen måneder efter folkeskolensafslutning pga. hashpsykose. Jeg begyndte så senere at lave mit livs største fejltagelse - nemmelig, at tage en bane speed som blev begyndelsen på en evig spiral som ikke kan slippes.
Det var bare det fedeste man kunne - at tage stoffer med sine venner og snakke hele natten om ingenting. Det var jo som sendt fra himlen. Jeg begyndte at blive populær (vil jeg selv mene), i den by jeg opvoksede i, og snakkede med alle og kendte alle - også de "store i byen". Jeg havde både en drøm om at blive successfull iværksætter, men samtidig, synes jeg, at det kunne være sejt, at være "den der bestemte i byen" og få respekt. Jeg kan tydeligt huske da jeg var yngre, at jeg rent faktisk spurgte mig selv og overvejede hvilken vej jeg skulle gå - kriminal og smart i en fart, eller succesfull iværksætter. Min sunde fornuft talte dog for sig, heldigvis.
Jeg har jævnligt taget speed hver weekend og gerne flere dage i træk fra jeg har været 14 år til nu, hvor jeg er under 25. "Har man først prøvet stoffer én gang, så stopper man ikke igen!", noget ansvarlige forældre plejer at sige, og det har de ganske rigtigt ret i for det meste. Vi vil bare ikke selv indrømme det.
Nå, som jeg blev ældre skulle man jo også prøve andre stimulanser mm. og det var jo let tilgængeligt og det fedeste i verden - man var flyvende, selvsikker mm. ved venner og bekenedte - og dengang, piger! Jeg tror jeg pr. d.d. har taget følgende (har garanteret glemt en masse): Cannabis, Amfetamin, Methamfetamin, Heroin, 4-flour-amph, ketamin, (Apoteksnarko: dexofaner, marzine), natskygger, LSA, Mephedrone, Methylone. Det er pænt mange når man kigger tilbage - og på alt det lort man har fyldt i hovedet i årenes løb.
Som alle andre guldstråle historier, vare alting jo ikke evigt i sin rus. Jo, jeg havde da et par kærester her og dér, men jeg følte ingenting for nogen eller noget mere - jeg var kold. Jo, jeg har haft mine vilde nedture med mit arbejde og iværksætterliv, men for 2 år siden udviklede jeg Socialfobi/Angst overfor andre mennesker, og mit ellers selvsikre sind trak sig ind og blev det modsatte af alt det jeg var før hen. En stille person, som slet ikke kunne finde noget interessant at snakke om - fordi jeg netop er pisse ligeglad med andre folk - ærligt talt - og hvem gider høre om mit lort, som jeg de sidste 5 år har sagt "Jeg skuffer ikke denne gang, denne gang skal det nok lykkes". Jeg har fejlet rigtigt mange gange i mit liv, og endda oplevet meget store bump på livets vej, bl.a. tæt på at blive smidt ud af lejlighed, mistet alle mine venner - mistede min bedste ven i en tragisk bilullykke i en ung alder, mistet mig selv og den jeg var engang, mistet glæden ved at leve. Jeg føler mig tom og samtidig ulykkelig.
Jeg kom i behandling for mit socialfobi og angst og begyndte på antidepressiva, og det gik rigtigt godt, trods jeg sked på lægernes rådgivning om at tage stoffer samtidig med ville være livsfarligt. Igen, skide ligeglad med alting omkring mig, og vi tager jo ikke bare én streg, det skal helst være hele posen der er tom før vi overhovedet overvejer om vi skal gå til ro! Mere vil have mere, nok er ikke nok.
Jeg har ikke længere angst, så de har da hjulpet på det, men at fylde mig med stoffer, det gør jeg stadigvæk. Jeg føler stadig at de kan give mig "den gamle"/"den rigtige" af mig selv tilbage. Jeg savner mig selv og føler mig som et udskud rent socialt, selvom jeg har prøvet - og dagligt prøver at forandre mig. Måske er min personhed bare ikke sådan som jeg ønsker? Tager jeg fejl af mit eget billed af hvordan jeg skal være - eller er det sådan jeg helst ser andre personer skal være, at jeg efterligner deres levemåde og personlighed, pga. usikkerhed? I don't know.
Problemet er, at jeg gerne vil være den der "business type of man" der har venner som laver det samme som jeg gør og jeg har noget til fælles med. Men jeg ender altid op med udskud som kun sidder og fylder lort ud hele aftenen og begår kriminalitet. Jeg tiltrækkes på en mærkelig måde via. dem, selvom det er det jeg prøver at flygte fra. Måske føler jeg, at jeg har noget til fælles med dem? At jeg føler mig selvsikker i deres selskab, fordi jeg er mere "normale" end dem? Igen, ved det ikke. Jeg vil gerne væk med dem, men føler mig alene hvis jeg ikke engang i mellem ser andre mennesker - og det ender jo self. altid med de dårlige selskaber. Men jeg er jo ikke bedre selv - jeg vil mere sige, jeg er en af de værreste til at sniffe narko, om jeg vil se det i øjnene eller ej.
Men mit livs nedtur kom rigtigt først da jeg udviklede mani for at spille - også kaldt ludomani. Jooo, så hvordan kan man dog blive afhængig af spil? Ja, godt spørgsmål - det er svært at forholdre sig til når man ikke selv har spillet. Jeg startede, sidst i mine teenage år med at spille for sjovt, og vandt en jackpot på nettet på næsten 200.000. Det var rigtigt mange penge for en knægt som mig - jeg ønsker stadig, sidder med vild tømmermænd og rammer og råber efter min mor og vi krammer hinanden.
Dejlig følelse, men det gjorde jeg fik ekstra meget blod på tanden, for hvis jeg nu satser 10 gange mere, kan jeg jo vinde 10 gange mere? Der jeg vandt pengene, kunne kun udbetale de €24K i €3K rater så i mens de blev udbetalt, stod resterende penge tilgængelig på min spillekonto. Jeg blev fristet og har altid haft en lyst til "be rich quick", så jeg gik ind på de store poker-borde og spillede en masse penge op. Jeg husker tydeligt jeg gik i seng - helt tom inden i over at have mistet 42.000 på 3 timer, selvom det principelt var penge jeg havde vundet. Jeg vågnede dagen efter og skulle jo selvfølgelig vinde det tabte hjem - i poker, som jeg kun havde spillet i ca 1 år og overhovedet ikke på prof. basis. Også fortsatte det så. Jeg fik ca. udbetalt 42.000 i alt og resten spillede jeg op.Men det har udviklet sig langt værre, og jeg spillede for alle mine penge jeg fik i løn ved mit daværende arbejde, ca. 10.000 om måneden. Det rørte mig egentligt ikke. Sådan fortsatte det så i 2-3 år, hvor jeg i den periode har tabt over 2.500.000 (dog for egne penge, ikke kriminalitet mm.).
Da jeg har mistet min kæreste gennem 5 år med vores fællessøn (Skal siges jeg er en god far, og er der 100% for ham når jeg har ham, bare så vi ikke får sure anfaldt i debatten!), føler jeg kedsomhed og tomhed, og efter en tur på amfetamin i dårligt selskab og sætter foran computeren med mange penge på kontoen, frister det "bare at sætte 1000 kr ind" - for at få tiden og ens dårlige psyke til at gå. Det skete d. 22. december, at jeg gik fuldstændig amok i min rus, og ikke kunne lade vær med at sætte flere og flere penge ind. Jeg nåede at tabe 60.000 på den formiddag hvor jeg sad med amf-tømmermænd, og nedturen blev bare værre og værre og min hjerne VILLE ikke stoppe selvom jeg sagde til mig selv, "nu stopper du fandeme!!" - for det kunne jo være, at de næste €500 jeg satte ind kunne vinde det tabte hjem - det er jo sket før!?
Jeg har mange penge nu, faktisk flere end de fleste - men kan alligevel ikke stoppe med at spille, selvom jeg har sagt til mig selv "Hvorfor spiller du? Du mangler jo ikke pengene?". Jeg nåede at tabe 100.000 på den ene dag og vågnede op til juleaften dag med den mest ulykkelige følelse. Sidder man i siturationen og spiller, tænker man ikke over hvad der sker omkring en - og man sætter jo ikke bare 100.000 ind én gang, men over flere gange, så man ikke har tal på beløbet. Da jeg så min bankudskrift, blev jeg gal på mig selv. Selvhad, raseri og en sindssyg følelse af at man SKULLE vinde pengene tilbage, selvom man inderst inde godt vidste, at de bare tager ens penge fra en, som fattige sultne. Jeg tror - for ikke at lyde for sindssygt, at jeg har spillet over 3.000.000 op i alt. Også er gevinsten jeg vandt på 200.000 pludselig peanuts ifht tabet!
Nå, jeg ved ikke hvor langt jeg er i min historie her eller hvad jeg vil frem til eller om den overhovedet giver mening/om der er hoved og hale i det,
Jeg har løjet for min familie, pga. mit spil og "misbrug". Jeg har følt det var sjovere at være ude hele weekenden med de sædvanlige mennesker der snakker om de samme historier igen og igen, fremfor med min lille egen familie hjemme i vores hjem. At få dem til at føle sig trygge og sørge og passe godt på dem.
Min familie har hjulpet mig efter jeg har spillet alt op, har betydet de gamle stakler skulle arbejde ekstra for at jeg kunne overleve, mens jeg bare sidder og skider på deres hjælpsomhed og spiller flere penge op. JEG SKAMMER MIG! De har måtte optage lån og knokle pga. deres møgforkælet søn ikke kan håndtere sit spilleproblem. Tænkt at noget så simpelt kan forsage så megen dårlig atmosfære. Jeg føler skyld, at jeg skylder dem alt hvad jeg ejer.
Mine gøremåder og omgivelser har aldrig påvirket min evne til at oprette selskaber og få dem til at vokse. Det er min passion og min lidenskab. Det er egentligt utroligt nok at jeg har klæbehjerne hvad det angår, uanset hvor meget lort jeg har fydt mig med.
Konklusion og mål i 2015!:
* Jeg har taget alt for mange stoffer og kan ikke styre doseringerne - for hvilken nytte? Jeg vil kvitte alt! Men det betyder jeg må kvitte min omgangskreds, for ALLE gør det!
* Jeg har udviklet depression og angst og dårligt selværd pga. overnævnte - det som princippet var årsagen til jeg tog stoffer, nemmelig at få mere selvtillid. Karma. Det er IKKE det værd! Jeg vil give alt for min gamle personhed. Og jeg ved mange andre også ville!
* Jeg har udviklet stærk ludomani og spillet alt hvad jeg ejer op næsten og det udløses ekstremt ved amfetamin comedown!. Jeg har stadig en god sjat penge på bogen og vil fremtidigt få, men de skal IKKE gå til spil!!!!
* Jeg vil have min kæreste igen, flytte i hus og samle familien igen!
* Jeg gider ikke omgås tabere og samfundsnassere, det passer ikke til den person andre ser mig ude fra. Og desuden er jeg træt af at låne folk penge, bare fordi man selv har penge.
* Jeg vil fokusere 100% på mit arbejde nu, selvom jeg egentligt selv mener jeg har gjort det, de sidste par år.
* Jeg vil tabe mig 10-15kg og se om det hjælper på selvtilliden igen.
Det er mine mål i 2015 og håber at, hvis du er ny bruger og vil eksperimentere med stoffer, måske vælger at tage udgangspunkt i negative konsekvenser ved langvarigt brug. Husk, at selvom du ikke selv bemærker, at du ændre personlighed, gør alle andre det.
For husk nu, hvad nytter det, at have success, når man ikke har nogen at dele det med?
Jeg ved ikke om denne åbenbaring giver mening, synes nemmelig ikke selv jeg kan finde start og slut på min historie eller om jeg har sagt alt jeg har brug for, ellers bær over med mig. Føler jeg har meget mere at skulle komme ud med, men det er så svært at udtrykke følelser på tekst.
Pas godt på jer selv derude og må i have et fantastisk godt nytår.
Jeg har et bileld af hvordan jeg skal se ud, udefra, og føler, at det jeg gør nu med de mennesker jeg omgåes, kun vil ødelægge det. Min hverdag passer bare ikke til at hænge ud med kriminelle og folk uden mål i livet. Kender i følelsen?
Jeg havde godt set at han var smuttet da jeg skrev mit sidste indlæg, men at leve den her filosofi ud er nyt for mig, og jeg vil derfor gerne udfordres gennem diskussion, så for mig giver det mening på den måde.