Hey kære Psychedelia-venner
Jeg håber virkelig I kan tilgive mig, at jeg laver en ny tråd?!
Normalt ville jeg finde en gammel én jeg kunne bringe til live, men hvis ikke jeg laver denne hér, så får jeg måske aldrig taget hul på bylden.
Sagen er den at for ca. halvanden år siden fik jeg konstateret ADHD.
Det var i forbindelse med en virkelig crazy tid som kulminerede i, at jeg gjorde det som en del havde foreslået mig:
At tage til en læge for at snakke om det dér "DAMP".
Det gjorde jeg så, og efter en ret grundig psykiatrisk udredning, hvor bl.a. min far deltog, og hvor jeg følte at vi fik sat ord på en million problemer i mit liv, fik jeg så den dér diagnose.
Det var befriende. Det var lettende. Det gav mening. Det var... ja, det var sgu ret fantastisk!
For selvom jeg altid har været en virkelig elskelig, livsglad og energisk dreng, så har jeg samtidig haft et fuldstændig vanvittigt temperament. Ja, alle de ting som passer i ADHD-kassen.
Min klasselærer i folkeskolen (jeg er i dag 29 år, og er jo derfor vokset op i 90'erne) sagde altid til forældremøderne, at jeg sad og drømte i samtlige timer osv. Og hun prøvede at forstå hvorfor jeg forlod klasselokalerne for at snige mig ned til trommesættet i musiklokalet, osv osv.
Der er tusindvis af den slags historier.
Og jeg er ikke i tvivl om at jeg passer ind i den dér ADHD-kasse, selvom at jeg på en måde kun tror på at ADHD eksisterer i kraft af den måde, vores samfund fungerer på.
Jeg er virkelig splittet i forhold til hvordan, jeg skal forholde mig til det.
Meget hurtigt blev jeg sat på "medicin", dvs. Ritalin.
Og det virkede jo afsindig godt, og hver gang jeg er til kontrol (=jeg bliver vejet og mit blodtryk bliver målt, osv) vil psykiaterne gerne sætte min dosis op.
Ved sidste tjek - jeg er en mega-glad og meget ivrig person - sad jeg og svarede på nogle spørgsmål, og i al min iver kom jeg til at hælde en sjat kaffe udover væggen (I know, ret utjekket og "ADHD"-agtigt).
Og umiddelbart efter det kaffe-spilderi sagde hende psykiateren så: "...hvaaaeee Benny... Hvad siger du til at blive sat op i dosis?".
Jeg nåede faktisk ikke engang at tage stilling til spørgsmålet, før hun stod ved sin computer og var i gang med at udskrive 2X30 MG Ritalin Uno dagligt, i stedet for de 2X20 MG, som jeg i forvejen allerede syntes var en rimelig stor hverdags-dose.
...Og hey, det fungerer jo for fanden ret godt det dér "medicin".
Altså, 2X40 MG eller mere, ville garanteret "normalisere" mig endnu mere. Min mor synes jeg er totalt rar og chilleren at være sammen med når jeg tager de Ritaliner.
Men jeg er bange. Jeg er seriøst bange for hvad det gør ved mig på lang sigt.
Jeg holdte i år nytårsaften sammen med min far, stedfar & mor. Og de er sådan nogle gamle Christiania-hippier osv, og vi røg lidt pot sammen og sådan.
Vi plejer altid at kunne snakke sammen om dybe ting, så ved en 2-tiden tog jeg den så op:
Mit issue med mit nylige psykofarmaka-indtag.
Jeg havde virkelig troet at de ville være på min side, men jeg følte at de totalt negligerede mine bekymringer.
På det tidspunkt havde ikke taget pillerne et par dage, og fordi de ikke anerkendte mine problemer med Ritalin-indtaget, endte det med at jeg i min frustration rejste mig op og råbte ting som:
"HVAD FANDEN, ALTSÅ? FÅR I LØN AF MEDICIN-INDUSTRIEN FOR DET HÉR, ELLER HVAD?" "JEG TROEDE FANDEME I ELSKEDE MIG, MEN HVEM ER I EGENTLIG I LOMMEN PÅ???", osv.
Det var sgu ret voldsomt.
For jeg følte et klarsyn, som ikke bliver forstået af ret mange andre end Scientology og andre folk som nægter at ADHD overhovedet eksisterer (hvilket de muligvis har ret i - For jeg er sgu ikke syg. Jeg er fandeme en helt fucking OK fyr, jeg sejler bare ret meget nogle gange - hvilket jeg virkelig gerne vil arbejde med på alle mulige måder)
Jeg ved ikke...
Jeg går rundt i øjeblikket og tænker rigtig meget over min diagnose/medicinering.
Faktisk ikke kun MIN diagnose/medicinering.
Men hele konceptet bag. Samfundets incitament til at sætte nogen med bestemte handlemønstre i bås.
Problemet for mig, er bl.a. at jeg er sindssygt bange for at blive fastlåst i diagnosticeringens & medicineringens tankegang.
Altså, vi får jo for fanden ikke løst vores ADHD-problemer ved at klamre os til samfundets kriterier for hvem vi er, og hvordan vi skal passe ind i puzzlespillet ved at kunne sætte "TJECK" ved en række kriterier. (Som 'man' jo så "heldigvis" kan medicinere os fra...)
Min frygt er at vi derimod bliver fængslet i deres labyrintiske puzzlespil, som vi pludselig ikke kan slippe ud af...)
For: "vi har jo ADHD".
"Og...hvis du tager det hér medicin, så hey, så bliver du måske en del af første-holdet igen..." 'Ish!!
Og ja ja, Ritalinen VIRKER jo. Jeg bliver skarp, rolig, mindre impulsivt hidsig osv... og jeg forlægger ikke mine nøgler i fryseren og alt det dér.
Men seriøst, jeg er FUCKING bange for langtidsvirkningerne ved den statsnarko!!!
Jeg ved godt at den kan være virkelig god for min hverdag hér og nu;
-det ER den!!
. Klart, jeg & min familie har det vildt fedt når jeg tager mine statsordinerede stoffer hver dag.
Men jeg er altså ikke tryg ved at indtage det lort hver dag. Altså på lang sigt.
Ville I være det??
Methylphenidat/Ritalin Uno er jo et off label-præparat, som vel egentlig slet ikke er godkendt til voksne, eller hur?
Dvs, der er ingen, der kan garantere sikkerheden ved daglig indtagelse af dette præparat?
Jeg falder konstant over troværdige artikler der stiller disse spørgsmål.
Men der er ingen svar. Alle artikler slutter nærmest af med, at der endnu ingen svar findes.
Jeg synes det er skræmmende.
Samtidig med at jeg omfavner den stabilitet, de hér drugs giver mig, så bliver jeg også mere og mere kritisk overfor dem.
Jeg ville være SÅ lykkelig for jeres mening herinde.
I er i bund og grund de eneste, jeg stoler på!!!!
Kærlighed & undskyld mit åndssvagt lange indlæg
/B