Psychedelia.dk

Hey kære Psychedelia-venner
Jeg håber virkelig I kan tilgive mig, at jeg laver en ny tråd?!
Normalt ville jeg finde en gammel én jeg kunne bringe til live, men hvis ikke jeg laver denne hér, så får jeg måske aldrig taget hul på bylden.

Sagen er den at for ca. halvanden år siden fik jeg konstateret ADHD.
Det var i forbindelse med en virkelig crazy tid som kulminerede i, at jeg gjorde det som en del havde foreslået mig:
At tage til en læge for at snakke om det dér "DAMP".
Det gjorde jeg så, og efter en ret grundig psykiatrisk udredning, hvor bl.a. min far deltog, og hvor jeg følte at vi fik sat ord på en million problemer i mit liv, fik jeg så den dér diagnose.
Det var befriende. Det var lettende. Det gav mening. Det var... ja, det var sgu ret fantastisk!

For selvom jeg altid har været en virkelig elskelig, livsglad og energisk dreng, så har jeg samtidig haft et fuldstændig vanvittigt temperament. Ja, alle de ting som passer i ADHD-kassen.
Min klasselærer i folkeskolen (jeg er i dag 29 år, og er jo derfor vokset op i 90'erne) sagde altid til forældremøderne, at jeg sad og drømte i samtlige timer osv. Og hun prøvede at forstå hvorfor jeg forlod klasselokalerne for at snige mig ned til trommesættet i musiklokalet, osv osv.
Der er tusindvis af den slags historier.

Og jeg er ikke i tvivl om at jeg passer ind i den dér ADHD-kasse, selvom at jeg på en måde kun tror på at ADHD eksisterer i kraft af den måde, vores samfund fungerer på.

Jeg er virkelig splittet i forhold til hvordan, jeg skal forholde mig til det.

Meget hurtigt blev jeg sat på "medicin", dvs. Ritalin.
Og det virkede jo afsindig godt, og hver gang jeg er til kontrol (=jeg bliver vejet og mit blodtryk bliver målt, osv) vil psykiaterne gerne sætte min dosis op.
Ved sidste tjek - jeg er en mega-glad og meget ivrig person - sad jeg og svarede på nogle spørgsmål, og i al min iver kom jeg til at hælde en sjat kaffe udover væggen (I know, ret utjekket og "ADHD"-agtigt).

Og umiddelbart efter det kaffe-spilderi sagde hende psykiateren så: "...hvaaaeee Benny... Hvad siger du til at blive sat op i dosis?".
Jeg nåede faktisk ikke engang at tage stilling til spørgsmålet, før hun stod ved sin computer og var i gang med at udskrive 2X30 MG Ritalin Uno dagligt, i stedet for de 2X20 MG, som jeg i forvejen allerede syntes var en rimelig stor hverdags-dose.

...Og hey, det fungerer jo for fanden ret godt det dér "medicin".

Altså, 2X40 MG eller mere, ville garanteret "normalisere" mig endnu mere. Min mor synes jeg er totalt rar og chilleren at være sammen med når jeg tager de Ritaliner.

Men jeg er bange. Jeg er seriøst bange for hvad det gør ved mig på lang sigt.

Jeg holdte i år nytårsaften sammen med min far, stedfar & mor. Og de er sådan nogle gamle Christiania-hippier osv, og vi røg lidt pot sammen og sådan.

Vi plejer altid at kunne snakke sammen om dybe ting, så ved en 2-tiden tog jeg den så op:

Mit issue med mit nylige psykofarmaka-indtag.

Jeg havde virkelig troet at de ville være på min side, men jeg følte at de totalt negligerede mine bekymringer.
På det tidspunkt havde ikke taget pillerne et par dage, og fordi de ikke anerkendte mine problemer med Ritalin-indtaget, endte det med at jeg i min frustration rejste mig op og råbte ting som:
"HVAD FANDEN, ALTSÅ? FÅR I LØN AF MEDICIN-INDUSTRIEN FOR DET HÉR, ELLER HVAD?" "JEG TROEDE FANDEME I ELSKEDE MIG, MEN HVEM ER I EGENTLIG I LOMMEN PÅ???", osv.

Det var sgu ret voldsomt.

For jeg følte et klarsyn, som ikke bliver forstået af ret mange andre end Scientology og andre folk som nægter at ADHD overhovedet eksisterer (hvilket de muligvis har ret i - For jeg er sgu ikke syg. Jeg er fandeme en helt fucking OK fyr, jeg sejler bare ret meget nogle gange - hvilket jeg virkelig gerne vil arbejde med på alle mulige måder)

Jeg ved ikke...

Jeg går rundt i øjeblikket og tænker rigtig meget over min diagnose/medicinering.

Faktisk ikke kun MIN diagnose/medicinering.
Men hele konceptet bag. Samfundets incitament til at sætte nogen med bestemte handlemønstre i bås.
Problemet for mig, er bl.a. at jeg er sindssygt bange for at blive fastlåst i diagnosticeringens & medicineringens tankegang.

Altså, vi får jo for fanden ikke løst vores ADHD-problemer ved at klamre os til samfundets kriterier for hvem vi er, og hvordan vi skal passe ind i puzzlespillet ved at kunne sætte "TJECK" ved en række kriterier. (Som 'man' jo så "heldigvis" kan medicinere os fra...)
Min frygt er at vi derimod bliver fængslet i deres labyrintiske puzzlespil, som vi pludselig ikke kan slippe ud af...)
For: "vi har jo ADHD".
"Og...hvis du tager det hér medicin, så hey, så bliver du måske en del af første-holdet igen..." 'Ish!!

Og ja ja, Ritalinen VIRKER jo. Jeg bliver skarp, rolig, mindre impulsivt hidsig osv... og jeg forlægger ikke mine nøgler i fryseren og alt det dér.
Men seriøst, jeg er FUCKING bange for langtidsvirkningerne ved den statsnarko!!!
Jeg ved godt at den kan være virkelig god for min hverdag hér og nu;
-det ER den!!
. Klart, jeg & min familie har det vildt fedt når jeg tager mine statsordinerede stoffer hver dag.

Men jeg er altså ikke tryg ved at indtage det lort hver dag. Altså på lang sigt.

Ville I være det??

Methylphenidat/Ritalin Uno er jo et off label-præparat, som vel egentlig slet ikke er godkendt til voksne, eller hur?
Dvs, der er ingen, der kan garantere sikkerheden ved daglig indtagelse af dette præparat?

Jeg falder konstant over troværdige artikler der stiller disse spørgsmål.
Men der er ingen svar. Alle artikler slutter nærmest af med, at der endnu ingen svar findes.
Jeg synes det er skræmmende.
Samtidig med at jeg omfavner den stabilitet, de hér drugs giver mig, så bliver jeg også mere og mere kritisk overfor dem.

Jeg ville være SÅ lykkelig for jeres mening herinde.

I er i bund og grund de eneste, jeg stoler på!!!!

Kærlighed & undskyld mit åndssvagt lange indlæg

/B

Som det så ofte er med mange fra vores generation herinde på boardet, kan jeg på mange måder genkende din historie fra min egen.. Jeg er lige selv gået i gang med et et diagnosticeringsforløb og er også bekymret for hvad det munder ud i - samtidig med at jeg ser frem til at få det "afklaret". Jeg tror det er vigtigt at man forsøger at tage styringen med ens behandling og insisterer på, at tage det på den måde man selv fungerer bedst med det... Huske på, at deres behandling udelukkende er medicinsk, det er dig der kender til omstændighederne i dit liv og hvordan de påvirker dig, så sig fra med en stille mine, næste gang de prøver at pådutte dig noget du ikke har lyst til. Du er allerede bevidst om, at du ikke kan eller vil passe ind i samfundets rammer som de er pt., så må du handle ud fra det præmis, alt andet vil gøre dig ulykkelig på længere sigt.

Jeg tror egentlig bare, at dine forældre ønsker dig det bedste... Ritalin har et overvejende godt rygte, netop fordi det virker afsindig godt, når det endelig virker... Alle er glade, patienten, omgangskredsen, lægen og medicinal industrien... Win win win win.... Så hvorfor betvivle sådan et medikament? Det er vel bedre end så meget andet man fylder i bøtten for at holde sig selv eller verden ud? Min pointe her er nok, hvis du virkelig ikke mener at Ritalin er godt for dig på længere sigt, så tag dine forbehold - opsøg alternative behandlingsmetoder, find ud af om det er noget for dig f.eks..

Jeg ved ikke hvordan jeg ville have det med Ritalin på daglig basis, der sker jo en tilvænning efter noget tid, sikkert også derfor de vil sætte dig op i dose - hvilket er enten misforstået hensyntagen, eller slikken røv på industrien, alt efter hvor paranoid du nu lige er... Personligt ville jeg nok også bare selv tage dem, som jeg havde brug for dem - såfremt at jeg kunne administrere dette, ville jeg nok holde det sådan og så arbejde mig stille og roligt henimod at blive fri fra medicinen med alderen.

Det var lige mine umiddelbare tanker, måske jeg vender tilbage med flere...

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Jeg har ikke særlig meget til overs for psykofarmaka. Hvad føler du selv? Mener du at du har brug for Ritaliner? For mig lyder bare som om at du har krudt i røven. Hvorfor fanden prøver man altid at sætte folk i kasser? Dem der ikke lige passer ned, prøver man at få til at passe.

Jeg kan fandme godt forstå hvorfor du bliver skuffet over dine forældre. Specielt når du skriver at de nogle gamle christania hippier. Så ville jeg tror at de var på din side.

Jeg tror at der er en anden vej end medicin. Medicinen sætter dit blodtryk op og koster penge. Se bare den her artikel, hvor man i Frankrig har en helt anden tilgang, og derved færre medicinerede.

http://www.care2.com/causes/why-are-adh ... rance.html

Der er ingen penge i raske mennesker! Lægemiddelstyrelsen og sundhedsstyrelsen de fusionerede i starten af 2012. I 2011 der betalte medicinalindustrien for over 80% af Levnedsmiddelstyrelsens økonomi.

Dvs. at de bliver betalt af dem som de skal overvåge og kontrollerer. Hvordan skal det kun lade sig gøre på en ordenlig måde? Hvordan skal dette ikke påvirke de beslutninger som læger fortager sig.

I stedet for at finde hvorfor man er syg og hvad man kan gøre anderledes. Så får man bare en recept på medicin. Medicinen helbreder ikke! Den lindrer bare symptomerne.

_________________
“I think of going to the grave without having a psychedelic experience is like going to the grave without ever having sex. It means that you never figured out what it is all about." - Terence McKenna

Kender skam godt til den der... Jeg blev også testet som teenager. Jeg havde ikke ADD, men derimod "kronisk depression".

... De gav mig fucking ritalin... For depression. Og blev ved med at forhøje dosen.

Jeg endte med at smide pillerne i skraldespanden og stoppe med behandlingen.

Hej Benny

Skønt du søger hjælp til dine bekymringer.

Jeg forstår dig udmærket, godt pillerne hjælper men det er ikke løsningen på langt sigt, det eneste de kan er at bedøve symptomerne og belaste dine indre organer unødvendigt.

Du skal have hjælp til at finde de virkelige årsager til at du ikke er i balance med dig selv, det er helt normalt at føle sig unormal
Mange lider af et temperament de har svært ved at styre, det kan afhjælpes uden medicin, hvis man gerne vil og er åben for at blive behandlet.
Jeg vil mene det er ret vigtigt for dig at finde andre behandlingsmåder som virker på dine udfordringer, du skal helst ikke gå rundt og være bange for at sidde fast i systemet og deres håbløse hjælp til dig, det vil bare give dig yderligere ubalance at skulle kæmpe med.
Du virker jo ret normal ud fra dit indlæg og måtte trække bredt på smilebåndet da jeg læste om :
sagde hende psykiateren så: "...hvaaaeee Benny... Hvad siger du til at blive sat op i dosis?"

Jeg har selv brugt cannabis til at bedøve symptomerne på PTSD i 19år efter soldatertid i udlandet på 6mdr
Men det er jeg lykkeligt kommet ud af lidelserne uden brug af medicin, blev aldrig tilbudt korrekt korrekt hjælp efter hjemkomsten, egen læge tilbød mig piller, prøvede anden læge men blev tilbudt piller igen, nå ja så er det nok bare mig der er unormal....endte jeg med at tro. Men var heldig at møde en som hjalp mig med at slippe de negative tanker/handlinger/vaner/mm.

Jeg vil gerne hjælpe dig fri af pillerne og tilbage til en velfungerende person, bare send en besked.

Kærlige hilsner Morten.

Hejsa

Jeg ved godt dette er en gammel tråd, men jeg fandt den alligevel interessant af to grunde.

1. Jeg læser til socialrådgiver og er netop i gang med et projekt om stigmatiseringen af psykisk syge voksne og hvordan vores samfund (Danmark) efterhånden har udviklet sig til et diagnosesamfund uden lige - især 'modediagnoserne' som ADHD, depression, stress osv. Når folk reagere på en uhensigtsmæssig måde (fx stress, ked af det eller lign) får de en diagnose og medicin og vupti! Så virker de igen.

Som jeg ser det kan diagnoser både være positive og negative. Positive fordi man kan få en 'grund' til de problemer man døjer med, og fordi en diagnose ofte baner vejen for hjælp.
Samtidig kan en diagnose stigmatisere personen voldsomt og netop det at 'blive puttet i en kasse som syg' kan være et voldsomt overgreb for nogle mennesker. At være ked af det pga et dødstab, skilsmisse eller at have ekstra meget krudt, bør ikke per automatik være sygeligt.


2. Personligt er jeg selv diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse. Jeg blev som 20 år overfaldet voldsomt af en voldelig partner jeg havde været sammen med i fire år (vold, voldtægt og trusler over gentagende gange). Jeg gik helt i stykker og kæmpede meget de efterfølgende år med angst, søvnløshed, flash back og en generel ked-af-dethed.
Som 23 årig fik jeg så en psykose (uden at være påvirket) og blev indlagt. Lægen på psyk sagde at psykosen kom efter et brud med en daværende kæreste som har tricket oplevelsen fra det gamle overfald.
Jeg har ikke siden haft psykoser kun enkelte perioder med depression og afmagt, men i bund og grund et fint liv - jeg har endda fundet overskudet til at bruge min fortid til at holde oplæg for andre unge i voldelige forhold samt jeg tager en uddannelse osv.
Jeg er 26 år i dag og får stadig antidepressiv (50mg sertralin dagligt) for PTSD og jeg har stadig stemplet skizotypisk sindslidelse (på trods af jeg ikke længere er psykotisk)

Jeg har det meget ambivalent med diagnosen. På den ene side gav den mig adgang til en masse hjælp da jeg havde brug for det (psykolog, beroligende medicin, økonomisk hjælp osv) men samtidig har jeg svært ved at forstå hvorfor jeg er skal kaldes syg.
Jeg har været udsat for noget forfærdeligt og det er vel egentlig kun naturligt at kroppen reagerer på det? Og 6 år er jo ikke forfærdelig lang tid?


Tilbage til dig.
I bund og grund kan jeg godt forstå dine tanker og som tidligere nævnt kan du jo prøve at søge alternative metoder (min ADHD veninde har stor gavn af yoga og mindfullnes). Og ellers er du jo en voksen mand, så hvis du er utryg ved medicinen skal du ikke tage den, så det kan jo snakke med din læge om.

Mht til bivirkningerne kan jeg ikke hjælpe dig, udover at jeg har hørt flere gange at psykiske syge mennsker dør gennemsnitlig 20 år tidligere end ikke-psykiske syge. Men man ved endnu ikke hvorfor udover at på en måde påvirker hjertet negativt. Om det også gælder ADHD medicin ved jeg dog ikke.
Umiddelbart tænker jeg at din læge/psykiater måske kan give dig nogle svar?

Held og lykke

Gammel tråd men jeg vil alligevel lige tilføje, at flere har gavn af CBD olie imod deres ADHD.
Personligt ville jeg nødigt indtage Ritalin dagligt.