Tak for dit svar og råd Fritzie. Efter to doser kan jeg ikke mærke at trangen er nedsat, men det er måske også fordi jeg lige er startet på det. Jeg fik desuden at vide, at med den dosis jeg får lige nu, vil det ikke påvirke eller ændre mine symptomer så drastisk; som jeg kan forstå skal jeg ligesom først testes om hvordan jeg reagerer på medicinen og dens bivirkninger før dosis forøges i fremtiden.
Fritzie skrev:
Jeg bliver også lidt nysgerrig, jeg er selv blevet afvist i psykiatrien fordi jeg ryger hash, så jeg undre mig over, om det er dem hos OPUS der har givet dig den idé til en diagnose? Jeg spørger, fordi selvdiagnosticering kan være noget skidt, især hvis man samtidig ryger hash, eller er på vej ud af et hashmisbrug, da de kan give nogle små psykotiske episoder, som er naturlige, pga skiftet mellem at være påvirket, og ikke at være det. Og det er en træls sti at gå ned af, at få idenficeret sig med alt for meget sygdom, hvis det nu ikke står helt så slemt til.
Det er ærgerligt at høre om din afvisning hos psykiatrien, det har jeg selv været udsat for tidligere i år og det kan virke som noget af et nederlag når man har det skidt. For at prøve at gøre en lang historie kort, så blev jeg henvist til OPUS efter at have været en tur på Bispebjergs lukkede afdeling. Deres læge mente at jeg viste en del tegn på sindslidelser; jeg havde på daværende tidspunkt haft panik anfald i et halvt år, døjet med svært depressive perioder i flere år, oplevet mærkelig og uvirkelige episoder og generelt været igennem en del traumatiske oplevelser som har sat sig på mig. Desuden er de symptomer jeg har blevet værre med årene. Mit misbrug af cannabis har været enormt, men efter at have været hos Modtageenheden sidste år gik jeg fra at ryge store to smøgs til små hjemme rul pot joints. I 6 måneder røg jeg overhovedet ikke, det ændrede dog ikke på min psyke. Nu ryger jeg et par små om dagen hvilke hjælper på humøret og giver energi - dog forværrer det til tider symptomer som f.eks stemmer. På det tidspunkt jeg gik til afvænning mistænkte lægen at jeg havde bipolar sindslidelse og tilbød mig litium, hvilket jeg takkede nej til. Der blev aldrig gjort mere ved sagen. Nu føler jeg at OPUS er det rigtige sted jeg er kommet hen, fordi jeg føler de kan relatere til mig og forstår helt præcis hvilke problemer jeg døjer med.
Og jeg ved godt at jeg skal passe på med selvdiagnosticering, det er mere bare en mindre antagelse og det er ikke noget jeg prøver at hæfte mig i. Tiden vil vise sig om der er decideret noget kronisk galt med mig, men jeg prøver at tage det hele med et gran salt.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
