Psychedelia.dk

Hej igen. jeg har tidligere oprettet et par emner. hvis i føler i har tiden og lysten til og læse det hele, ville jeg være taknemlig.
viewtopic.php?f=4&t=49972
viewtopic.php?f=85&t=50256
viewtopic.php?f=4&t=50820

For at du kan forstår hvad jeg skriver, er det nødvendigt at læse de indlæg jeg har lavet.

ved godt det er lidt meget at forlange, men håber du vil give dig lidt tid til at læse det ordenligt igennem så du kan forstå min situation..

hmm, hvor skal jeg starte.. sådan som tingene ser ud i dag er med lidt blandede følelser, som nager mig mere eller mindre vær dag, nogle gange værre end andre. For ikke at skrive alt for meget vil jeg prøve at forkorte det en del, da der er nok læsning med mine andre indlæg i forvejen..

I alt synes jeg det går fremad for mig, jeg prøver på at indse det drejningspunkt mit liv tog den ene aften for mig. som nævnt i mine andre indlæg har jeg selvmedicineret mig selv, sidste dag fik jeg fat i diazepam "Dak" 2mg, og spiser nogle små dosiser.
mit "problem" er her dog stadig, men er formindsket en del siden alt det lort startede. jeg har stadig en konstant følelse i kroppen, som er MEGET svær at beskrive synes jeg. mit eget gæt er at det er en form for angst. jeg har svært ved at have øjenkontakt med folk i længere tid, får en lidt form for mindre adrenalin følelse, idet jeg fjerner mit syn fra personen, forsvinder det lidt igen. det resultere i at jeg har fået svære ved at koncentrerer om hvad vedkommende siger til mig, da min hoved tænker alt for meget over "hvad det er galt" siden jeg har det sådan, jeg har sådan en konstant "trykkende" fornemmelse. det er faktisk begyndt at irritere mig at jeg ikke bare kan have det normalt som jeg engang havde. havde også på et tidspunkt som om at der stod nogle bag mig, selvom der selvfølgelig ikke gør, men det følelse er mere eller mindre væk igen..
problemet ligger også i at jeg tænker for meget over tingene, og har lidt svært ved "bare" at ligge det bag mig og komme videre.

Jeg har selvfølgelig overvejet at finde en psykolog, og snakke med det hele om. jeg ved bare ikke om det vil hjælpe, jeg har min tvivl.
jeg vil gerne videre i mit liv og ligge det bag mig alt det der er sket, jeg synes bare det er utrolig svært.
jeg søger lidt råd fra jer som måske kan genkende lidt af det hele her, og give lidt vejledning til at komme videre. da jeg er ved at være træt af det.

Det hele virker måske lidt rodet, men håber det er forståeligt nok...

Hej tpms:)

Jeg har læst dine tråde igennem før og nu igen. Og jeg er ked af at høre, at du stadig har det svært.

Sådan som jeg forstår din situation, kæmper du lidt med dig selv, og i realiteten er der intet andet i vejen, end angsten for at der er noget galt. Hvilket selvfølgelig også er rigeligt:)
Jeg er selv ikke af den overbevisning, at benzodiazepiner (diazepam) hjælper på angst, men holder bare angsten på afstand, da man bliver så beroliget, bedøvet, fraværende osv. at man ikke formår at registrere angsten og andre ting der kan nage en. Altså er det bare en pause knap, der ikke løser nogle problemer i sig selv.
Hvis jeg forstår dig rigtigt, er dette noget du har lidt skam følelser over, og har ikke fået åbnet op omkring det overfor dine nærmeste eller andre. Du skal ikke bære skam over at du har det sådan, det er bare sådan det er og i realiteten er der intet unormalt idet, da mange mennesker kæmper med angst. Du er ikke den eneste:) Hvis du får åbnet op omkring din tilstand til nogle dejlige mennesker der vil forstå dig, vil det muligvis forsvinde helt af sig selv. Den største angst er ofte bare, hvis andre finder ud af at man har det som man nu har. Den angst vil opløses hvis du så vælger at fortælle det ligesom det er:)
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at finde frem til hvor angsten kommer fra, istedetfor at abstrahere væk fra den. Jeg ville starte med at smide pillerne, og hvis angsten bliver for voldsom, ville jeg muligvis opsøge mig noget terapeutisk hjælp istedetfor.
Jeg mener selv, at psykologien er lidt begrænset, men alligevel er den meget god til problemer som depression, stress, angst osv. hvis forholdet imellem psykolog og patient er godt.

Jeg har selv haft nogle ting, som jeg har været nød til at arbejde med på det sidste, så jeg kender lidt til den fornemmelse "om der nu er noget galt". Men bare det at jeg har fået fat på de rigtige mennesker at snakke med omkring tingene, har hjulpet mig næsten helt til perfektion.
Hvis jeg havde valgt at bedøve mig med benzodiazepiner, var jeg ingen vegne kommet:)

Skriv endelig igen hvis der er noget du vil spørge om, eller hvis du synes, at der er noget jeg kunne hjælpe med;)

Vh Ø !

Hej Ø tripperen. først og fremmest, tak for dit svar, er glad for at du gider at bruge tid på at svare
du har fuldstændig ret i at benzo'er ikke hjælper på selve problemet, men der i mod som du selv nævner, så beroliger det på en måde, som er rart.
jeg synes ikke rigtig at jeg bære skam over min situation. jeg har både snakket med min far om det, og de venner som jeg var sammen med på den aften hvor det skete.
heldigvis kan jeg snakke med min fatti om alt, og han har prøvet rigtig mange ting i hans liv, og har en del erfaringer, også hvad angår stoffer og alt det "sjove". da jeg for lang tid siden fortalte om det hele, sagde han at han tror jeg tænker alt for meget over det der skete. og han nævnte også at "tro flytter bjerge" hvilket jo på en måde er rigtig. da jeg har en tildens til at tænke over det alt for meget, og mere eller mindre "bilde" mig selv ind at der er noget galt.
Men igen, det er utrolig svært at sætte ord på, den aften hvor bægeret kogte over, Det var fra det ene sekund til det andet det skete, ikke noget med at jeg begyndte og føle anderledes på tingene, Det kom bare med det samme, den 'uvirkelige- angst' lig følelse. jeg har igen tit tænkt at der sku nok skete noget oppe i hjernen på mig den aften som gjord jeg har taget skade. jeg ved det sku ikke...

Jeg ved mere eller mindre godt hvor min angst stammer fra, fordi dagen efter den nat, havde jeg det jo faktisk okay. jeg tænkte selvfølgelig lidt over hvad fanden det var det skete "i går". dagene efterfølgende gik, og jeg havde det fint. en uge senere skulle jeg nogle ting i weekenden, og der oplever jeg så at se syner, som virkelig skrammer mig på daværende tidspunkt. fordi jeg tænker ' hvad fanden sker der'?. jeg er vandt til at når man er kogt af, kan man godt se lidt syner osv, det har jeg det helt fint med, men det der skræmte mig var at det kom en uge senere, altså synerne. og jeg tror faktisk i bund og grund det er det som sætter fast i mig, fordi alle mine problemer er kommet efter det. så som 'tankemylder, "angst" - jeg ligger mærke til at for mange ting.

jeg vil også gerne smide pillerne væk, og det kan jeg også sagtens, stoppede også med at spise rivotril. men jeg må jo selvfølgelig indrømme at jeg savner den følelse af at være brændt af, af mdma eller e for den skyld, da jeg jo godt kan lide det. så på en måde kan man vel godt sige at grunden til at jeg æder de benzo'er er fordi jeg savner rusen af noget. selvfølgelig hjælper i også i en mindre grad med angsten, da man ikke ligger mærke til det hele.

Jeg håber og tror på at jeg nok skal komme videre, men synes bare efterhånden at det har taget lang tid, for lang tid.. alt er jo blevet bedre end som i starten hvis jeg husker tilbage, det er helt sikkert. men Det er bare stadig ikke som jeg gerne vil have det. måske er det også bare et spørgsmål om at acceptere at sådan er tingene, acceptere at jeg måske har fået et ændret syn på alt. spørgsmål er så om jeg er villig til at acceptere det, det ved jeg ikke. tanken om at " kommer jeg til at have det sådan her resten af mit liv" er det også, og den er lidt svær at arbejde med, da jeg jo bare gerne vil have det som jeg havde inden det sagde "klik" på øverste etage.

Hej tpms, godt at høre fra dig igen.

Træls at du stadig skal døje med angsten. Det kender jeg alt for godt, desværre.

Med hensyn til din selvmedicinering. Angst opstår i det autonome nervesystem, og det er klart at en depressant som diazepam (og andre benzoer) dæmper midlertidig for det. Men at selvmedicinere med den type medicin er rent ud sagt som at pisse i bukserne for at holde varmen. Som det fremgår af denne her artikel, som du evt. kan læse, så kan længerevarende benzo forbrug faktisk holde dig fast i din angst. http://benzoinfo.dk/sp/s289601.php
Det er også min egen personlige erfaring, efter nogle år med angst ind på livet, at rusmidler generelt er super skidt og ikke gavner. Måske i det korte øjeblik rusen slører, men det kommer tilbage og bider dig. Så mit råd til dig er seriøst at overveje at trappe ud af din diazepam.

Jeg var helt nede og skrabe bunden for et års tid tilbage og gik også i flere måneder med en skræk for, at det aldrig ville blive bedre. Det var først, da jeg kom i et forløb med en dygtig psykolog, at det begyndte at gå den rigtige vej. Ikke lige med det samme, men jeg fik nogle redskaber til at håndtere både angstfølelserne og de mange invaderende tanker, der kom med. Det kan være dyrt med psykolog, så se om du ikke evt. kan få tilskud hos din læge. Det ville være min førsteprioritet, hvis jeg var dig.

Hvis du har behov for at tale med andre, der har haft det svært, kan du evt. prøve at se om der er en SIND-Ungdom gruppe nær dig. Der er folk i alderen 16-35 der alle har haft forskellige ting at bokse med psykisk og ved hvordan det er. http://sindungdom.dk

For mig personligt har et af de bedste redskaber til at få det bedre mentalt været yoga (kundalini) og meditation! Ved ikke hvordan du har det med det 'alternative', men det er anbefalelsesværdigt hvis du er åben for det. Det har i hvert fald gjort en kæmpe forskel i mit liv. Og 'yoga high' er en reel tilstand, der for mig har udfyldt de psykedeliske stoffers plads når det kommer til lysten til bevidsthedsudvidelse, apropos din lyst til rus.

Vil gerne dele den her mantra meditation med dig. Den har været min redning ved mange angstanfald og følgesvend siden min lærer delte den med mig.
http://youtube.com/watch?v=GiKkM9VywzE

På den ene side handler det om at acceptere angsten, men det betyder ikke et 'nederlag'; det handler om at blive bevidst og lære strategier til at tackle den.

God aften, med håb om du får det bedre
Plejade

Det er godt at høre at du kan snakke med din far om det, det betyder helt sikkert meget. Og det er også godt at høre, at jeg tog fejl vedrørende skam følelsen, det fører jo ingen vegne;)

Når du siger, at du ved hvor din angst stammer fra, nævner du tidspunktet når det begyndte, mener du så ikke mere, at du ved hvornår det begyndte, men ikke hvorfor? Når jeg spørger efter hvor angsten stammer fra, mener jeg årsagen til angsten, hvad det er der har forårsaget den, og ikke hvornår den startede. Om det var dagen efter, eller en uge efter, er nok lidt underordnet. Det der er interessant er hvad der har katalyseret den, og hvorfor den ikke går væk i sig selv.

Du siger, at du også gerne vil smide pillerne, og at det kan du sagtens også, men at du savner rusen. Jeg vil bare lige pointere, at man kan ikke alt på samme tid her i livet, man bliver nød til at tage en ting ad gangen. At ønske sig en beruselse af benzodiazepiner, imens man ønsker at bearbejde angsten væk, lyder som en umulig opgave i mit hoved. Det er lidt selvmodsigende, og muligvis er det der hvor problemet ligger.
Du ved, at du burde smide pillerne, men gør det ikke pga. at du er blevet glad for rusen, så sker nemlig det som Plejadestjerne er inde på, at du låser dig selv fast i både angsten, og et misbrug. Hvilket ikke er særlig smart, hvis du ønsker at få det som du havde det engang. Dernæst er der accepten af din situation, der kan være meget nyttig. Du bliver nemlig aldrig igen præcis den person som du var engang, det er umuligt da vi alle udvikler og forandrer os heletiden, men du kan få det endnu bedre end du havde det dengang:)
Og som din far selv har sagt til dig, kan tro flytte bjerge, det er ihvertfald sandt. Dog sker det ikke af sig selv, man skal også arbejde lidt for det.

Det var blot nogle fif, som forhåbentlig kan hjælpe dig lidt på vej, jeg ønsker dig ihvertfald alt det bedste:)

Vh Ø Tripper