Psychedelia.dk

Hej.

Jeg sidder her, 19 år, og har det af helvedes til. Nu får i sgu lige min historie

Jeg har det sidste år været igennem et psykolog forløb, og er lige pt. i en gruppe for mennesker med samme lidelse(r) via min psykiater.
Det hele startede for 3 år siden, da jeg blev færdig på min efterskole. Tiden efterfølgende var sløret, og hormonerne var i fuld gang. Jeg var et af de slags mennesker, som elskede at udfordre mig selv, samt mine omgivelser. Jeg var en utrolig social gut, som alt i alt havde det helt fantastisk. Derfor valgte en ven og jeg at sætte os for at prøve LSD. Det gjorde vi så. 3 gange. Mine trips var som sådan egentlig helt vildt gode. Det sidste blev måske lidt for meget, da jeg havde indtaget to mærker, på 100 mikrogram hver, i løbet af én aften. De første to gange, var kun et enkelt mærke hver gang, også 100 mikrogram. Til sidst kunne mine to venner og jeg ikke rigtig snakke sammen, siden vi alle havde det vildeste tankemylder. Det skal siges, at de begge har det helt fint dagen i dag, og bruger LSD relativt tit.
Mit liv begyndte efterfølgende at gå ned af bakke.
Jeg sidder nu her, og er vildt meget i tvivl, om det kan have noget med LSD'en at gøre? Det var jo ikke sådan, at dagen efter mit sidste trip, bare var fuldstændig fatal, og ødelagde mig i øjeblikket. Det var mere gradvist, det vil sige dagene, årene, efterfølgende. Jeg begyndte at blive langt mere panisk og depressiv, kunne slet ikke være i mig selv, når jeg var sammen med andre. Jeg begyndte at få et ekstremt pessimistisk syn på livet. Alt var lort, og jeg syntes at alle var falske og egoistiske. Jeg begyndte på produktions skole, for at fokusere på mit musik, som jeg altid har prioiriteret højt. Der gik jeg i cirkus et år. Og det gik ned af bakke. Jeg blev mere og mere isoleret og ligeglad. Min store omgangskreds blev mere og mere indskrænket, da jeg begyndte at hade at omgås med mine ellers faste og trofaste venner. Min livsglæde var fuldstændig væk. Jeg blev et ekstremt ego-centreret menneske, og troede jeg var bedre end alle andre. Det medførte så at jeg mistede en stor procentdel af alle mine venner. Jeg kom i et forhold med en pige, som heller ikke var helt optimalt. Jeg endte med ikke at kunne fordrage hende. Samtidig med at det skete, begyndte det stille og roligt at gå op for mig, at jeg egentlig savnede at være sammen med folk. At være social, og være glad. Det gik op for mig at jeg slet ikke var den samme som før. Der vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Efterfølgende slog jeg op med min daværende kæreste, og begyndte at isolere mig selv, og fokusere på at komme videre. Jeg tænkte at det hele nok ville gå, hvis jeg bare tog en STX, og tilbragte min hverdag med "normale" folk. Jeg så en del ned på de fleste jeg gik på produktions skole med, da mange af dem var udsatte, og ikke havde det særlig godt. Det skal siges at empati IKKE var en ting jeg følte dengang.
Da jeg startede i gymnasiet, kørte jeg fuldt ud ego stil igen, og endte med at være en kæmpe nar over for den klasse jeg havnede i. Jeg følte at jeg bare fulgte min instinkter og personlighed.Det var ikke nært så spændende at omgåes med folk, som jeg lige havde regnet med.
Efter et halvt år, droppede jeg ud, da jeg simpelthen ikke kunne følge med fagligt, da mit sind var et helt andet sted. Da begyndte det virkelig at gå op for mig, at der virkelig var noget galt. Efterfølgende fandt jeg en rigtig sød pige, som jeg stadig er sammen med til den dag i dag, som heller ikke har det helt vildt godt, og det er helt fantastisk at have en at dele det med.
Hun fik mig til at opsøge hjælp, og fik mig ind i et psykolog forløb. Jeg snakkede på ugentlig basis med to psykologer, og de kom frem til at det nok var grundet min barndom, som er fyldt med svigt, og en alkoholiseret mor, samt en far der skred da jeg var spæd. Nævnte at jeg havde prøvet at tage LSD, men de mente umiddelbart ikke at det var det, der fik mig hen, hvor jeg er i dag.
Jeg har dog tvivlet rigtig meget, og læst en del skrækhistorier rundt omkring på nettet. Det skal siges at de kom frem til diagnoserne Ængstelig Personlighedsforstyrrelse samt moderat depression.
Nogle af de ting, jeg føler jeg har mistet, er evnen til virkelig at føle mig tilstede, samt at fornemme "stemningen". Alle duftene, samt følelserne jeg plejede at have hver dag, svandt væk. Samt lysten til at gøre alle de ting jeg plejede at gøre. Alting var anderledes, og det føltes som om at magien ved livet simpelthen bare var væk. I dag sidder jeg med få venner, en utilregnelig og en sort/hvid hverdag. Nogle gange kommer der nogle udsving, og fornemmer mit gamle jeg igen.
Jeg har det sidste år ikke lavet noget dagligt, end at bo hos min kæreste, og være på kontanthjælp. Starter dog op på en HF her til sommer, og håber det vil hjælpe at komme mere ud.

Jeg gad vildt godt høre nogle mere erfarne mennesker, om LSD kunne være grundet til, at jeg er blevet så dybt ulykkelig? Måske er det bare min stadig unge hjerne, der er på spil?
Eventuelt høre nogle af JERES historier omkring emnet.

Sætter pris på en høflig tone.

De bedste hilsner, M

LSD kan sagtens have udløst det, men som psykologerne siger er grunden og finde i din barndom.
Konen min har også udviklet svær personlighedsforstyrelse pga svigt og misbrug i barndommen.

Som fso tror jeg også godt dine trips kan have virket som en katalysator for at bringe dig i den tilstand du befinder dig i. Men jeg tvivler på, det alene har været pga de gange, du har taget LSD. At trippe i sin tidlige ungdom kan være lidt som at spole den indre tid frem og gøre dig klar over nogle ubearbejdede ting du har i bagagen. Det er nogle ting som du måske først ville blive klar over senere i livet, hvis du ikke havde troppet. Men som vil komme frem før eller siden under alle omstændigheder.

Psykedeliske stoffer kan være ret problematisk i løbet af puberteten da man pludselig kan komme til at tænke på nogle helt andre ting end hvad andre folk på ens alder gør. Så kan man komme out of touch med ungdomslivet med kærlighed og fester og hvad man nu ellers laver i gymnasiet. Og når det så samtidig lyder som om du har lidt narcissistiske træk, så er det ikke en god cocktail. Og det er muligvis derfor du har isoleret dig så meget fra dine medmennesker.

Hvis din barndom har været fyldt med svigt, så er det et typisk handlingsmønster at afvise andre og isolere sig selv. LSD kan være med til at forstærke denne isolation, da det er et skridt væk fra normaliteten og fællesskabet i gymnasiet. På godt og ondt. Summa summarum er, at jeg ikke tror dine trips alene har bragt dig i denne tilstand. Det har nok ikke gjort noget godt for dig alt taget i betragtning. Men på den anden side kan du jo ikke gøre tingene om nu og jeg synes du burde fokusere på femtiden i stedet for at ærgre dig over nogle ting du burde have gjort anderledes. Der er masser af håb for dig og mange mennesker har været nødt til at gå igennem smertefuld bearbejdning af dårlige minder fra barndommen. God vind

_________________
Penalties against possession of a drug should not be more damaging to an individual than the use of the drug itself.

-Jimmy Carter