Hej Psy,
Jeg er ny her, i og for sig, selvom jeg har lurket i tre-et-havlt år eller sådan. Jeg er her, fordi jeg har brug for at skrive noget ud, og få nogle råd. Jeg føler mig som en komplet spasser, men jeg er også træt af at være lammet. Det handler om angst. Eller også handler det om MDMA. Eller også handler det om depression. Det er det, jeg har brug for at finde ud af.
Jeg har aldrig taget særlig mange stoffer. Jeg drikker alkohol, jeg ryger cigaretter som en skorsten. Jeg røg hash i teenageårene, ofte med måneders mellemrum, men så begyndte jeg at få kvalme ved første puff, og så røg det sjove ved dét ligesom. Og så for 3,5 år siden introducerede en ven mig til MDMA. Jeg tog det vel en lille håndfuld gange, spredt ud på halvandet år. Altid med måde, doser under 150mg, mere end tre måneders pause, aldrig fuld, altid med antioxidanter og magnesium og grøn the-ekstrakt og jeg-skal-gi’-dig-skal-jeg. Indtil sidste gang, lidt over to år tilbage, hvor jeg ikke har nogen anelse om mit indtag, men det har været på omkring et halvt gram, i en massiv boblebrandert. Jeg var forventeligt brændt af de næste uger, jeg havde ingen appetit og havde det skidt, men frem for alt var jeg usigeligt bange, og jeg googlede løs (jeg store idiot), og for satan hvor er Doktor Google en dårlig ven i nødens stund når det handler om narkotika. Hjerneskade. Depression. Kognitivt besvær. Hjerneskade. Angst. Hjerneskade. Irreversibel hjerneskade. Hvad har du gjort, tænkte jeg, hvad har du gjort ved din mors datter. Hvad har du gjort ved dig selv.
Efter en måned var det fysiske løftet helt, ud over det angstinducerede; ondsindet mavepine, flimmer for øjnene og sådan. Og angsten i sig selv; den obsessive frygt, frygten for selve livet, for ensomheden, for manglen på glæde. Den blev hængende, og hængende, jeg kunne ikke slippe frygten. Fire måneder senere sprængte mit liv i stumper og stykker - jeg gik fra min manipulative kæreste, der som svar skruede ubehagelighederne op fra 25 til 110, truede selvmord, overvågede mig, hele svineriet. Det var mildest talt ikke godt for mit mentale helbred heller.
Siden da har livet været svært. Ufatteligt svært. Mine følelser er stadig stuntet, blødet af i kanten, og der er altid et bagtæppe af umindelig sorg og ængstelse. Mine forhold til andre mennesker er mere shallow. Jeg har gået til psykolog for at komme mig over mit traumatiske break-up, der fik mig til at evaluere det usunde forhold, der gik forud, og jeg ved, at jeg har en normal reaktion for én, der har været igennem den tur. Alligevel dukker mindet om MDMA op igen og igen som en granat af angst, hvad nu hvis det er derfor du ikke er glad, hvad nu hvis din hjerne er gået i udu fordi du var tåbelig, hvad nu hvis dit serotoninsystem er fucked for tid og evighed.
Nu sidder jeg og har ikke tænkt på det eller læst på det i tre uger, da angsten dukker op igen. Så nu gør jeg noget jeg ikke har turdet før - jeg skriver her. Jeg føler mig latterlig, med et livsindtag af nogen form for “hårde” stoffer på <1 g, fordelt ud over halvandet år. Jeg føler, at jeg spilder jeres tid, at jeg er en lille dum pige. Men jeg kan ikke få tankerne til at dø ned. De bliver ved at gribe mig om halsen. Jeg føler mig så uendeligt alene i frygten; jeg kalder den en vrangforestilling af og til, men er det, hvad det er? Saborterer jeg mig selv? Kan MDMA i grunden frarøve én livsglæden i årevis?
Fannys fantastiske “Den Udefinerbare Angst” har jeg læst og genlæst i et væk. For noget i mig ved at det her er angst. Men noget i mig vil ikke give slip på tanken om, at jeg tog min livsglæde og brændte den af den nat for tid og evighed - at jeg aldig kan få mit tredimensionelle, farverige liv igen. Og den tanke er jo et hallmark for depression, at det føles som om trygheden og glæden er væk for bestandigt. En MDMA-induceret depression? Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget i dag. Jeg er så træt af at være bange.
Har i nogle trøstende ord? Nogle lignende oplevelser?
Pas på jer, Cerberus
|