Ja så blev det sgu desværre min tur til at berette om mit bekendtskab med medaljens bagside.
Ved ikke helt hvorfor jeg skriver det her, men føler lidt for at få skrevet mit forløb ned. Så kan jeg bedre få overblik, reflektere over forløbet og mine bevæggrunde og muligvis er der nogle der kunne få noget ud af at læse min historie.
For det første så slog det mig at min sidste post på psy var i start 2012, og der siden er sket meget i mit liv. Mine comeback posts i denne tråd
farer ved køb af heroin, opium på gaden? taler lidt for sig selv. Det beskriver et erfaringsgrundlag jeg dengang ikke troede jeg skulle stifte bekendtskab med. Man kan vel kalde det for dyrekøbte erfaringer som kostede tillid fra folk, selvværd, en ikke ubetydelig pengesum, et forhold og følelsen af IKKE at kende til opioidernes uhyggeligt dragende natur.
Har oplevet misbrug/afhængighed før, men aldrig på den her måde. Og aldrig før oplevet "rigtige" fysiske abstinenser.
Har i mange år haft et lidt halv sketchy forhold til alkohol og drukket mere end hvad godt er, men det tog først for alvor fart i slutningen af 2017. Drak når jeg var hjemme, drak når jeg var på skolen på toiletterne eller udenfor skolens matrikel, drak som det første jeg gjorde når jeg stod op og drak som det sidste før jeg gik kold. Mødte seriøst op på skolen med en pose der bare klirrede højlydt når jeg gik pga flasker.
Det var en sort periode, og kan egentligt ikke huske så meget. Det hele endte i et (heldigvis) mislykket selvmordsforsøg og så for alvor hvordan mit misbrug påvirkede folk rundt omkring mig. Har nu ikke rørt alkohol i snart et år og jeg føler mig stadig ikke klar til at reintroducere det i mit liv. Det er nu ikke noget problem idet jeg ingen trang har til det, har det perfekt uden så ser ingen grund til at begynde igen. Det eneste negative er at alkohol på visse måder er en grundsten i vores kultur så kan ikke rigtigt 'være med' som alle andre mennesker i sociale sammenhænge. Sådan er det, er en billig pris at betale alting taget i betragtning.
Derudover har jeg haft et dagligt misbrug af hash i årevis nu, men selvom det er en vane jeg gerne vil lægge fra mig har jeg lidt svært ved at se mig få et fornuftigt forbrug af det lige for tiden af flere årsager. Min erfaring viser mig at jeg ikke kan styre weed. Har holdt flere pauser, succesfulde og fejlede pauser. Men fælles for disse er at så snart jeg får fat i cannabis igen ryger jeg DIREKTE ind i samme mønster med røg hver dag. "Hvad så med at stoppe?", ja det er et godt spørgsmål men har det stramt med at skulle lægge røgen på hylden for good, specielt fordi jeg ikke drikker længere.
Det er et problem jeg skal få løst på en eller anden måde, men som det ser ud nu er der vigtigere ting at fokusere på. Selvom jeg ryger stort set hver dag er det ikke 'fra jeg står op til jeg går i seng' misbrug længere, så for mig har det ikke første prioritet at få det helt under kontrol (målet er et weekendforbrug).
Derudover har jeg taget en del andre forskellige substanser men ingen har været et problem. Prøvet forskellige stimulanser, men det er (måske heldigt nok) en stofgruppe der udover MDMA aldrig rigtigt har fanget min interesse. Dog prøvede jeg freebase coke 1 gang, og før jeg tog det sagde jeg til mig selv det udelukkende skulle være en engangsoplevelse for ligesom at se what the deal was. Den kan jeg godt se hvorfor folk bliver fanget af, så er ikke noget jeg vil røre igen. Tror det er nemmere for mig bare at sige at det ikke er noget jeg skal have i mit liv på nogen måde, istedet for at risikere at prøve at få et fornuftigt forbrug. Det er nemmere at åbne en dør der står på klem, if ya know what I mean. Kan simpelthen ikke se hvad værdi det kan give.
Det samme gør sig faktisk gældende med benzoer, idet det er noget jeg er bange for jeg godt kunne gå hen og blive rigtig glad for. Dog har jeg nogle liggende, men har sagt til mig selv at de udelukkende skal bruges til 2 formål (tripkillers og til lindring af opioid abstinenssymptomer) og de er ikke til at lamme sig i eller til selvmedicinering.
Til sidst har jeg en STOR forkærlighed til de psykedeliske substanser, men har ekstrem respekt for disse så ser dem ikke som noget problem i mit liv (på visse måder gør det modsatte sig gældende, muligvis de eneste stoffer der virkelig har givet mig noget positivt). Ser super meget frem til den næste rejse, men vil gerne lige stabilisere mig selv før jeg tager en tur til.
Har dog noget ketamin liggende og det, af alle de psykedeliske stoffer, er det eneste der har misbrugspotentiale for mig, så det er jeg MEGET opmærksom på. Jo længere tid imellem des bedre, helst mange måneder. Det skræmte mig helt da jeg fik fat i det hvor meget det kriblede for lige hurtigt at tage en tur til, og det blev da også til en 2-3 dages binge og en enkelt tur ugen efter før jeg fik taget mig sammen og sagt 'nok er nok'. Konsekvenserne ved et keta misbrug er for vanvittige (blære problemer, K-pains, de mere subtile men skræmmende personlighedsændringer, Olney's lesions) til at jeg tør risikere at push the limit so to say. Forstår udemærket hvorfor visse folk kalder det psykedelisk heroin.
Min historie med opioider minder sikkert om mange andres, i har hørt den før. Engang imellem bliver til oftere bliver til hver dag og så hænger man i den. Var heldigvis ikke 'på' i lang tid, vi snakker måske 4 måneder hverdagsforbrug hvoraf de 1½-2 sidste var på suboxone. Mit DOC var heroin,
by far.. Ikke bare pga rusen og prisen men også pga selve ritualet med at ryge det, rulle et rør, jagte klatten op og ned af sølvpapiret og bare mærke varmen, bedøvelsen og euforien tage til. Samtidig var der noget dragende over gademiljøet, og af en eller anden grund var der noget over at indtage et SÅ tabuiseret stof der gjorde alting lidt spændende.
Men det holder jo ikke, det blev dyrere og dyrere og forsømte skolen. Hvis jeg overhovedet mødte op sad jeg bare og koksede og fik NADA med af undervisningen, svigtede folk i gruppearbejde osv. Sad på et tidspunkt og tænkte over min situation - blev snart hjemløs, var ved at fucke skolen op, havde et heroin misbrug, brugte mere tid på gaden, idéen om at tage det intravenøst virkede mere og mere tiltalende (havde nu kanyler/værktøjssæt liggende til 'hvis det nu skulle være'), havde gæld og kriminalitet virkede som en bedre og bedre idé(var allerede begyndt at smårapse lidt, b.la fik jeg fem finger rabat på sølvpapir når jeg var ude og ikke lige havde mønt).
Fremtiden så kort sagt uhyggelig ud hvis jeg ikke snart ændrede mit liv.
Så besluttede mig for at nu blev jeg sgu nødt til at tage hånd om mine problemer, ikke flygte fra dem. Min studievejleder havde hjulpet mig da jeg havde problemer med alkohol (gik semesteret om) og var altid ærlig omkring det for hende. Kunne sidde stanghamrende stiv foran hende og sige at jeg drak i skolen osv, hun var meget forstående så følte mig tryg ved at åbne op omkring mit misbrug. Er glad for at jeg var så ærlig selvom det måske indebar visse risici, hun hjalp mig med at få overblik over de lavpraktiske ting specielt i forhold til skolen, hjalp mig med at få kontakt til et misbrugscenter og gav emotionel støtte.
Blev startet op på 10mg Suboxone (misbrugeren i mig ville hellere have Metadon men det ville de ikke give mig), og for helvede hvor var det dog rart at blive rask igen! Følte mig på toppen. Følte mig ikke påvirket men havde ingen cravings, og vidste at nu kunne jeg blive stabiliseret og få styr på studiet. Jeg ville faktisk hellere have taget en kold tyrker, men problemet var at der rundt om hjørnet ventede 3 eksamener i streg med hver 1 uges varighed. Kunne ikke overskue at skulle indhente alt det lort jeg havde misset+eksamener, samtidig med at skulle tage en kold tyrker så blev bare stabiliseret på sub indtil jeg følte mig klar til at trappe ned.
Hele forløbet gik også fint, men det var besværligt at skulle hente medicinen hver evig eneste dag. Idet jeg ingen adresse havde kunne jeg ikke få det med hjem så blev nødt til at troppe op, og specielt under eksamenerne hvor tiden i forvejen var lidt presset var det røv at skulle spilde tiden for at møde op. Heldigvis havde jeg fri hver dag fra skolen kl 12 og medicinudlevering lukkede kl 14 så kunne godt få det til at hænge sammen. Desuden smagte det af LORT, fuck den der citrus smag blev mere og mere træt af det lort, synes ellers ikke det var så galt i starten men som tiden gik synes jeg bare det blev klammere og klammere. Smagen mindede mig om mit misbrug, at jeg stadig var afhængig. Var sgu ikke clean selvom det føltes sådan. Det er faktisk først nu her at jeg rigtigt kan se hvor påvirket jeg egentligt gik og var. Er jo for helvede stadig et opioid, endda et super potent af slagsen. Skræmmende egentligt.
Nåh men kom igennem eksamenerne, og hold kæft en lettelse det var. Fik 'kun' 7, men tingene taget i betragtning var jeg tilfreds så nu var jeg klar til sidste semester, skulle bare finde en praktikplads. Der var bare lige det der med at jeg var hjemløs så skulle hente medicinen hver dag. Var allerede mega sent ude med at finde en praktikplads, så stod i en lidt nederen situation. Hvordan skulle jeg få en praktikplads når jeg blev nødt til enten at møde senere eller smutte midt på dagen for at hente medicin? Skulle jeg sige til dem hvorfor? Var allerede så sent ude med at lede at jeg kunne ikke risikere at skulle finde den perfekte praktikplads med den flexibilitet/forståelse. Så for mig var der kun 1 vej ud, og det var en kold tyrker. Skulle først starte på praktik d.14 Januar, så min plan var at tage den kolde tyrker og samtidig lede efter en praktikplads.
Så ~2 dage før nytårsdag tog jeg min sidste dosis Suboxone - 10mg. Havde ikke aftalt det med misbrugscenteret eller noget, lod bare være med at møde op igen (men kom stadigvæk til møderne med min behandler da jeg stadig så værdi i dette). Brugte ingen præparater udover Cannabis og havde endda stadig opioider liggende (dumt, men det gik, tog ingenting).
Føj for helvede en tur. Det var fandme ikke sjovt, glemmer jeg aldrig. Kunne til tider næsten ikke holde det ud, og tanken om at relapse var SÅ fristende. Men fuck no - og jo længere jeg kom ind i forløbet jo mere åndssvagt ville det være at relapse, for så at skulle igennem det smertehelvede igen. Det hjalp at tænke på det som at 'smerte er fremskridt', og at det ville få en ende selvom det gik aaalt for langsomt. Der var en pris der skulle betales, kunne jeg ikke løbe fra. Måtte bare bide i det sure æble. Følte mig så ussel og vidste mine valg havde såret og skabt bekymring for de dejlige folk som nu engang holder af mig. Så fortjente den smerte jeg gik igennem.
Min behandler fortalte mig at indenfor de sidste 1½ år var der, af de personer der var tilknyttet det givne misbrugscenter, kun 1 anden person der havde klaret en kold tyrker på sub, langt de fleste trappede langsomt ud og jeg forstår udemærket hvorfor. Fuck den lange halveringstid.
Anyways, det lykkedes mig at få en super lækker praktikplads selvom den første uge på arbejde var rimeligt shitty pga abstinenserne så gik det. Var mødestabil fra dag 1, hvilket gjorde mig virkeligt glad idet jeg seriøst ikke kan huske hvornår jeg sidst har været mødestabil (enten blev jeg væk eller kom for sent/gik tidligt).
Tingene så langsomt lysere og lysere ud og selvom abstinenssymptomerne kom lidt i bølger blev det bedre. Kunne efter ca 2 uger holde ud at være i min krop og mit sind, så vidste at nu var det snart overstået.
Slutningen af januar kom og havde stort set ingen abstinenssymptomer tilbage. Frøs stadig hele tiden (men kunne langsomt mærke at jeg blev varmere), min krop var øm, min nattesøvn var ikke den bedste, vågnede hver dag fucking badet i koldsved, havde stadig lidt ubehagelig uro, maven var skummel, rysteturene/muskelkramperne var milde, var depressiv og min sociale angst var høj. Men når man lige har været sådan en tur igennem var det fandme næsten som at være rask igen.
Og så ramte tanken mig....
Mon ikke et lille forbug kunne lade sig at gøre.. Bare engang imellem jo. Et lille uskyldigt forbrug.. Havde jo taget opioider før, også heroin, uden at have (store) problemer med at lægge det på hylden igen. (Det skal lige siges at det faktisk kun var aller aller første gang jeg fik fat i heroin at jeg kunne have det liggende uden at tage det indtil der ikke var mere. Det er nu over 1 år siden. Derefter var det seriøst totalt umuligt for mig).
For helvede, det var et indre dillemma.. Har så meget at miste, men savnede det så forfærdeligt meget. Specielt mit forhold (som jeg slet ikke er kommet ind på, kan love jer for at opioider har skabt STORE problemer i det forhold) kunne blive TOTALT ødelagt hvis jeg tog det igen.
Det at jeg havde taget det lort igen og blevet totalt hooked, selvom jeg havde lovet aldrig at røre den stofgruppe igen var et kæmpe knæk for vores forhold. Kunne have risikeret at miste AL kontakt til hende, men hun valgte at give mig en chance (igen igen), selvom det tydeligt har markant ændret noget mellem os at jeg var blevet narkoman. Hun tog afstand. Ville forståeligt nok tage tid at gøre godt igen.
Og nu var jeg fandme ved at smide det hele væk igen. Sad på arbejdet og kunne ikke tænke på andet end heroin. Fik fri og havde et møde med min behandler hvor vi fik en snak om mine cravings. Det hjalp, kunne godt se hvor helt igennem åndssvagt og farligt det var, kom på lidt bedre tanker. Indtil jeg trådte ud af døren fra behandlingsstedet og det FØRSTE jeg gjorde var at ringe for at skaffe dope. Sørgeligt men sandt.
"Ej det skal nok gå, har styr på det. Når jeg får fat på det så venter jeg til imorgen før jeg tager det." Både pga at det var weekend dagen efter, men mere for at bevise for mig selv at jeg faktisk har kontrol... haha...
Anyways jeg kommer hjem og sidder nærmest i samme splitsekund med heroin, sølvpapir og rør klart. "Hvad fanden har jeg gang i mand?!". Sad længe og debatterede med mig selv. Skulle jeg smide det ud? Skulle jeg vente som jeg nu faktisk havde lovet mig selv at gøre? Jeg mener.. Skulle jo for helvede kun vente 1 dag, fandme sørgeligt hvis jeg ikke bare kunne vente en enkelt sølle fucking dag.
Jeg tog det uden at vente... Og dagen efter.. Og dagen efter igen... Og købte mere, og så kørte det ellers i halvanden til 2 uger med heroin 24/7 på arbejdet og derhjemme. Lysten til IV blev større og større. For helvede hvor er det dog fucking usselt og sørgeligt. Havde INGEN kontrol OVERHOVEDET. Det var ikke engang sådan at forbruget langsomt tog til igen, det var bare straight to everyday abuse, derhjemme og på arbejde. Og det var endda kun første dag at jeg fik et lille rush ud af det.
Så nu sad jeg der igen, fysisk og psykisk afhængig. Det kunne fandme ikke passe, for helvede hvor var det sygt. Følte mig så fucking nederen og ynkelig.. Men jeg vidste jo godt hvad der skulle til, desværre. Jo før - jo bedre. Så jeg prøvede at time det så de værste abstinenssymptomer ville ramme over weekenden.
Såvidt jeg husker var sidste indtag en onsdag. Tog 5mg Diazepam torsdag aften, og 15mg da jeg kom hjem fra arbejde fredag eftermiddag.
Det var heldigvis ikke nær så slemt som mine sub abstinenser, hvadenten det var pga benzoerne eller den korte tid jeg havde taget heroin, sikkert en blanding.
Jeg er nu over det allerværste, fryser stadig, lidt øm over det hele, dårlig søvn, vågner BADET i koldsved hver dag, er lidt depressiv og min sociale angst er en bitch. Har nu fundet ud af at jeg nok aldrig kommer til at kunne tage opioider igen. Kan jeg simpelthen ikke styre. Kan godt være jeg ville kunne få et kontrolleret forbrug engang langt ude i fremtiden, men hvorfor overhovedet risikere det. Har ingen voldsomme cravings eller lyst til opioider ligenu, og selvom jeg gerne ville sige at jeg aldrig tager det lort igen (for sådan føles det ligenu), så ved jeg desværre bare at lysten måske viser sit grimme ansigt igen. Håber jeg til den tid er klog nok til ikke at lade mig blive styret af lysterne, og derfor gør jeg hvad jeg kan for at sørge for at styrke mit fundament. Altså - færdiggøre uddannelsen, spise ordenligt, få sovet, troppe op til møderne med min behandler, holde mig beskæftiget, styrke forholdet mellem venner/familie, finde en lejlighed osv. Prøver at sørge for at der er så meget mere værdi i mit liv, at opioider enten ikke virker tiltalende eller at jeg har alt for meget at miste ved at risikere at tage dem igen.
Håber inderligt jeg aldrig tager det lort igen. Gør mig så ked af at havde såret folk. Ked af at ødelægge forholdet med min ex, en person jeg seriøst VIRKELIG holder af. Faktisk ingen anden person i hele verden jeg holder mere af end hende, og det gør mig så fucking ked af det og bange at jeg var klar på at smide det væk (samt mit studie). Nature of addiction I guess.
Alting taget i betragtning er jeg sluppet billigt, er stadig i live, er ikke blevet stukket ned af en desperat junky, har stadig alle mine venner og familie og studiet, har lært mig selv bedre at kende og har ikke erhvervet mig en sygdom.
Har dog en okay seriøs gæld jeg ikke rigtigt kan se mig ud af, det er super stressende, kommer sikkert i inkasso. Har tandpine jeg ikke har råd til at fixe, og ved ikke om jeg får råd til indskud til lejligheden. Og så var det sgu på en måde lidt et knæk på mit selvværd at skulle se i øjnene at jeg faktisk er narkoman. Og af en eller anden syg grund er der stadig en del af mig der er voldsomt interesseret i at vide hvordan det føles intravenøst. Har også mistet al kontakt til mine studiekammerater, og ødelagt mit forhold.
Hænger bare i, undgår triggers, cuttet AL kontakt til miljøet og er ved at pleje de sunde positive relationer i mit liv. Holder fast i mine møder med behandleren idet der stadig er værdi at hente der. Hun er dygtig, kompetent og forstående. Ikke noget jeg kan sige om alle folk jeg har mødt i systemet (hvadenten det er psykiatrien eller folk der arbejder med socialt udsatte). Skal lære at være god ved mig selv, og ikke være så selvdestruktiv(unfortunately a common theme in my life).
Glæder mig til det bliver sommer hvor jeg forhåbentligt bliver færdiguddannet datamatiker, og hvis jeg er rigtig heldig har fået job ved min praktikplads. Glæder mig helt vildt, det er en KÆMPE ting at jeg færdiggør den her uddannelse. Måske nok den største bedrift i mit liv idet jeg har gået i flere år og kæmpet med en crippling depression/social angst. Startede på studiet efter flere år hvor jeg bare gik derhjemme i misery, studiet var min billet ud af et lorte liv, og var ved at smide det væk op til flere gange. Har endda fået topkarakterer de semestre jeg ikke har haft (seriøs)misbrug. Så det er en massiv milepæl i mit liv, og er tættere på end nogensinde.
Desuden har hele denne oplevelse med relapse og det totale kontroltab gjort at jeg har ENDNU mindre lyst til at lukke alkohol ind i mit liv igen. Tør jeg ikke. Det er simpelthen skræmmende at miste kontrollen på den måde.
Vil lige her på falderebet sige at selvom jeg ikke rigtigt er kommet ind omkring heroin miljøet, så har det
BY FAR været det aller værste ved alt det her. Det er simpelthen SÅ fucking usselt og beskidt, har ikke engang lyst til at uddybe. Helt igennem forfærdeligt miljø, hold jer langt væk. Ingen venner, værdi eller noget som helst positivt at hente der. Kun misery, svigt, bedrag, kriminalitet, vold og problemer. Trust me.
[EDIT: Det passer ikke helt, selvfølgelig er der også positive ting, men det er et.. lad os bare sige anderledes miljø end det de fleste nok er vant til. Negativerne ved det miljø er i sidste ende simpelthen ikke det værd, og for mig gælder det specielt nu hvor jeg er blevet hooked for real.]
Pas på jer selv folkens. Håber min historie kan være til gavn for nogen af jer hoveder derude, selvom den bestemt ikke er unik. Siger ikke at i skal holde jer fra opioiderne, men for satan pas nu på og vær for helvede fucking ærlige overfor jer selv.
Peace out
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
