|
Jeg har længe (alt for længe) indtaget oxycodone(deport) dagligt. Det er ikke nogen som jeg får af lægen. Har ganske enkelt haft, for nemt adgang til dem. Det begyndte for en del år siden. Jeg begyndte at tage 20 mg, når hvis jeg gerne ville yde lidt mere, følte mig frisk og glad. Det gik jo hverkem værre eller bedre end de 20 mg hurtigt blev til 40 mg, og engang i mellem blev til hver eneste dag.
Føler de skide piller gør mig frisk, føler faktisk ikke at jeg kan udrette noget uden de piller. Det er så langt ude. Alt glæde er forbundet med de gule(som jeg kalder dem, det skyldes at 40 mg deport har farven gul) I nogle perioder har jeg været oppe på 2 *40 mg om dagen(engang i mellem også mere) men får altid stoppet mig til selv, fordi jeg bliver bange, for at ødelægge mig liv fuldstændig.
Det her helvede har stået på så længe. Jeg er så forbandede træt af, at tænke på de piller, at jeg ikke magter det mere.
Min nuværende rutine er følgende: Jeg vågner og har lyst til en pille, bare for at komme igang, men jeg gør det ikke(mere) .Jeg tager derimod de 40 mg og deler pillen i to lige store dele. Den ene del tager jeg lige inden middag, og den sidste del mellem 14:00 og 15:00. Det kan virke fuldstændig latterligt, at jeg deler en deport pille . Men psykisk gør det en forskel for mig. Bare det, at jeg ved, der er en halv pille til om eftermiddagen gør så meget. Er udemærket selv klar over hvor sindsygt det lyder. Men min hjerne har altså en opfattelse af, at de piller nærmest er årsagen til, at jeg fungere og kan klare mine forpligtelser.
Hvis jeg så kunne nøjes med at spise den ene pille og alt var fint, kunne jeg måske leve med det. Men jeg er jo nærmest blevet besat af tiden, og glæder mig til mit lille fixs(det vil jeg faktisk kalde det). Det fylder Alt for meget. Jeg har en kæmpe træng til at tage flere piller, men samtidig er jeg også pisse bange for det går helt galt. Jeg har jo virkelig et stort ønske om, at stoppe, derfor holder jeg mig til en enkelt pille (selvom jeg slet ikke burde have den)
Jeg har forsøgt at stoppe helt. Jeg har læst om andre i min situation, de fleste andre beskriver jo et fysik ubehag, der er voldsomt. Jeg har lidt uro i benene og får det varmt. Men det er ingenting, derimod den psykiske del- hold nu op. Det er helt galt. Pillerne og tanken om, at tage "bare" en mere fylder det hele. Jeg skrammer mig så meget og er pisse skuffet over mig selv. Det er fandme så langt fra hvem jeg engang var. De piller har ødelagt min egen selvopfattelse og selvbillede. Jeg føler mig så svag og ingenting værd samtidig med, at jeg har en hemmelighed, der ikke kan deles med nogen.
For 12 år siden stoppede jeg et amfetamin misbrug. Jeg havde brugt min ungdom på, at være "på" i et par år. Jeg fik nok. Cyklede til lægen fortalte om min situation. Forklarede at jeg ønskede at aflægge urin prøver(for min egen skyld) foruden disse prøver klarede jeg det helt selv. Jeg var så forbanede syg. Det var sgu en Christiane F. Men jeg klarede det. Tog aldrig noget igen. Tog mig sammen, begyndte på HF. Og senere på jura studiet. Her sidder jeg 12 år efter og har på papiret et godt og "rigtigt" liv. Og alligevel er jeg havnet i samme situation som for 12 år siden. Denne er gang kan jeg ikke cykle til lægen. Jeg kan ikke opsøge en misbrugsvejleder. Det er ikke en mulighed. Der er alt for meget, at midste også selvom jeg er bekendt med tavshedspligten.
Jeg ønsker at trappe helt ud, få min hjerne tilbage og mit liv. Det er virkelig svært alene.
Kan det virkelig passe at man bliver frisk af oxycodone eller der det noget min hjerne bilder mig ind?
Har jo nærmest følelsen af, at idet jeg spiser pillen kan jeg mærke den. Til trods for jeg ikke er helt idiot, og er klar over, den skal opløses først (det siger jo noget om hvor langt ude det er)
Hvordan trapper jeg bedst ud?
Er det muligt at snakke og skrive med nogen herinde i processen, så man bedre kan komme igennem det?
De bedste hilsner fra en' der drømmer om, at blive fri igen
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
