Psychedelia.dk

MISBRUGS MYTERNE II

Af Atle

Eksklusivitets myten eller den sociale accept.

I samtlige stof relaterede miljøer jeg har befundet mig i igennem de sidste 15 år, eksisterer der en fælles myte, eksklusivitets myten, som i grove træk går ud på, at man i lige netop det miljø man nu befinder sig i, dels er noget helt specielt, dels er sammen om noget helt specielt og enestående. Det paradoksale er at denne myte findes i SAMTLIGE misbrugs relaterede grupper, fra alkoholikere over hash rygere til kokain misbrugere, og at myten derfor pr. def. burde ophæve sig selv, men det gør den ikke, af flere forskellige grunde, som jeg vil forsøge at belyse her:

Personer forfaldne til afhængighed har et kæmpe behov for at finde på undskyldninger som både kan begrunde deres fortsatte misbrug, gøre det stuerent og samtidig distancere dem fra selv at tage ansvar for deres afhængighed. De ved som oftest godt at de har et problem, og de anvender derfor blandt andet den teknik, at inddrage så mange som muligt i deres misbrug. Dette trick benyttes af alle typer misbrugere: Alkoholikeren der benytter sig af enhver lejlighed til at åbne endnu en flaske vin, rygeren som lader jointen køre rundt og heroin junkien som sidder og siger:
¨Heroin er det værste mand, det værste. Du skal aldrig gøre det!!...Vil du ha´et fix??¨.
På den måde får misbrugeren skabt en lukket ring om sit misbrug, alle er inddraget og deltager enten full on eller stiltiende i misbruget.

En anden teknik er at en gruppe af misbrugere anvender misbruget som et adgangskrav for at deltage i deres sociale kreds. Dette fænomen har vundet større og større indpas efterhånden som brugen af blandt andet kokain og E er blevet mere og mere udbredt, og det er kommet så vidt at man i forskellige brancher, reklame mode og musik industrien især, nærmest bliver betragtet som idiot hvis man ikke vil coke den med de andre. Misbruget er blevet en del af den hemmelige kode for at blive optaget i miljøet, ellers er man ikke ’in’ og ’undergrund’ nok. Joken er, at kokain i dag er blevet så udbredt, at der ikke er nogetsomhelst specielt eller upfront i at ræse en bane op i næsen, og at de mennesker der virkelig får sparket noget røv karriere mæssigt, alle som én, enten er hoppet af vognen eller aldrig har været på den.

Tillad mig illustrere med et eksempel fra mit eget liv:

Eftersom jeg kommer fra en familie med nogen virkeligt grimme misbrugs historier:
lsd relateret skizofreni, lsd relateret selvmord, begge forældre er alkoholikere, to af mine ældre søskende er alkoholikere – eller var da jeg stadig havde kontakt med dem – har jeg altid haft, hvad nogen vil kalde, en naturlig respekt for stoffer. Selv vil jeg kalde det en panisk angst for at fucke mig selv og min omverden op, og ende som endnu en af de tragiske skæbner fra min familie, som i stor udstrækning har været med til at gøre bl. a. mit liv til et sandt helvede i perioder.

Derfor var jeg også godt oppe i årene, før jeg selv indlod mig på at prøve diverse substanser, for jeg skulle være helt sikker på, at jeg ville være i stand til at sige nej tak næste gang jeg blev tilbudt stoffet. Første – og sidste - gang jeg tog en E var i en 150 hestes brandert på en skod klub i indre by. Jeg gjorde det frivilligt der var ikke nogen der pressede mig, tværtimod. Selve oplevelsen var hvad den var, rimeligt vild, til tider decideret ubehagelig, men det er ikke så interessant.

Det er derimod den reaktion jeg fik fra en del af de mennesker, som jeg den aften omgav mig med, og som jeg til hverdag har et ret perifært kendskab til. Straks efter at have droppet pillerne, og inden effekten satte ind, blev der rettet en særlig form for opmærksomhed imod min person, folk smilede mere til mig, jeg blev klappet på skulderen, jeg var ligesom med i kredsen, og set i bakspejlet minder det mest om et optagelses ritual i en kult.
Da pillerne så begyndte at virke, ja så var den første og de mest gentagne bemærkninger resten af aftenen ¨Nåh, nu er du med hva!¨, eller
¨Nu forstår du hvad det går ud på¨, som om at det havde jeg altså ikke fattet før.

Her syns jeg lige at det er på sin plads at nævne, at jeg udover at have været en af de mest hardcore raver hoveder i kbh igennem de sidste 10-15 år, også har været kbh’s førende dj (undskyld kjeld) igennem en længere periode og at jeg er danmarks førende producer indenfor house. Jeg havde på dette tidspunkt lige ligget no. 1 på den amerikanske klub hitliste med et remix, jeg havde produceret for Madonna, så uden for meget falsk beskedenhed kan jeg vist roligt sige, at jeg om nogen har en forståelse for hvad klub musik går ud på.

Jeg er en person med et forholdsvis højt selv værd og var derfor ikke modtagelig overfor det budskab de mennesker ubevidst formidlede til mig: At her var der et fællesskab som jeg kunne deltage i, forudsat at jeg fortsatte med at tage stoffer, og hvis jeg nu havde været et mere ubevidst menneske, haft lavere selvværd eller havde stået midt i en livs krise, ja så var jeg måske hoppet lige i hullet. Med andre ord projecterede de deres eksklusivitets myte over på mig: Vi forstår den dybere mening med det her show, vi er nået videre end du, vi er nået længere end du, men du kan også opnå det, bare gør som os.

Jeg afstod fra at deltage i deres klub, og derfor gled vores kontakt også tilbage til det perifére igen, og deri ligger nøglen til forståelsen af eksklusivitets myten gemt:
For at opretholde illusionen om at man ikke er misbruger, bliver man dels nødt til at omgive sig med andre misbrugere, men hvad der er vigtigst: også undgå kontakten til ikke-misbrugere.

Dette skridt er yderst farligt, fordi misbrugeren efterhånden afskærer sig fra sin omverden, og langsomt men sikkert bevæger sig længere og længere ind i sit misbrug.
Det bliver en ond cirkel af negativ bekræftigelse som i værste tilfælde fører til decideret heroin narkomani, især hvis en person ikke har det fornødne netværk med modet til gribe ind. Og tro mig, jeg har set folk ende dér, og det er ikke spor ’upfront’ smart.

Dette indlæg er også posted på housemusik.dk og trancetunnel.dk

Jeg vil gerne opfordre jer til at komme med kommentarer og til at sende linket til venner der evt. kan være interesserede i emnet.


Mvh

Atle
--------------------------------------------------------------------------------------

Man skulle gerne være noget helt specielt i en hvilken som helst omgangskreds i et hvilket som helst miljø. Hvis man ikke er noget særligt og bliver sat pris på, hvad er så meningen med at være dér? Og alle venner har noget at være sammen om - det kan være et forbrug af stoffer, som det kan være fodbold eller biler. Desuden skal alle mennesker føle, at de er noget særligt, og at de er nærmest uundværlige, selvom de ikke er det. Det er vigtigt for at have et godt liv, at man ikke bare føler sig som endnu en ligegyldig brik i et puslespil. Så bevar illusionen, mennesker!

Hey PsyGoa

Jeg vil give dig ret i alt det du siger, bortset fra dette:



Hvilken illusion? Hvem siger at brikkerne eller puslespillet er ligegyldigt? Hvorfor mener du ikke at puslespillet er betydningsfuldt? Eller hver enkelt brik?

_________________
Der er ingen planet B.

Men er der alligevel ikke forskel på om ens interesse er stoffer eller fodbold?

Kan man sådan uden videre sammenstille det at tage stoffer med enhver anden hobby?

Hey! Jeg kom til at formulere mig forkert med de sidste to sætninger. Jeg mente ikke, at alle brikkerne i puslespillet er ligegyldige. I det store hele betyder én brik jo ikke alverden i et kolossalt puslespil, som hverken kan blive komplet eller ukomplet, men for os er de små ting jo vigtige, da de skaber vores elskede helhed. Det er ikke en illusion, at alle er noget værd, hvis du forstod det sådan (hvilket jeg godt kan forstå, hvis du gjorde).

Der er selvfølgelig forskel. Men det handler i bund og grund om interesse for forskellige ting, vil jeg mene. Kan man lide suset af at score et mål eller spændingen ved at holde med et bestemt fodboldhold og se dem spille, kan man lide at sidde bag et rat og mærke adrenalinen pumpe i kroppen og se, hvor stærkt det kan komme til at gå, eller kan man lide følelsen af, at man kan ændre hele verden spontant (ved at indtage stoffer). Stoffer har så desværre den uheldige side, at de kan misbruges til virkelighedsflugt, og at de kan ændre éns personlighed til noget negativt.

Jeg tror at hvis de stoffer folk tager er en accepteret del af samfundet og man har en defination af misbrug i samfundet, at der ville være mindre tendens til at lukke sig inde sammen med andre brugere/misbrugere! Men ellers, GODT SET!

og

Okay. Mente du noget andet med at sige "bevar illusionen"? Eller skal jeg bare glemme du sagde det?

mvh. Child (lidt tung i opfattelsen(og nu ingen dumme kommentarer ))

_________________
Der er ingen planet B.

Ved du hvad, Child, glem det bare, du.

Jeg tror han mente bevar illusionen som denne fysiske verden er , jeg ved godt det kan være svært men drik en piller og dans fandanko

@ Atle :

Der findes også en anden myte - som man netop kunne kalde "misbrugsmyten" - som bygger på et billede af enhver stofbruger som en person med en mere eller mindre tvangsmæssig og sygelig adfærd, som får vedkommende til at søge stoffer og til at søge at skjule sit "problem" for sig selv og andre, f.eks. vha. "eksklusivitet". Misbrugsmyten næres generelt af tre grupper : den brede befolkning inklusive politikere og sundhedspersonel, tidligere hardcore-misbrugere der er blevet "frelst" af f.eks. jesus, og så af folk der har haft for mange misbrugere tæt inde på livet. Det er åbenbart nødvendigt at holde stofferne på afstand ved at omgærde dem med denne misvisende misbrugsmyte, som kun gælder for et fåtal af stofbrugerne. Der er jo masser af folk, der glider ind og ud af hvad du vil kalde "kulten" og "misbruget" uden de store problemer og uden den fokusering på om man er "ude" eller "inde" som du er meget optaget af. Her på boardet f.eks. er der jo en del mennesker der træffer valg om hvilke substanser de skal, eller ikke skal, indtage på baggrund af de forskellige informationer de får om stoffernes virkning, deres evt. bivirkninger osv. - og ikke på baggrund af en umoden trang til at "være med".

Trangen til at blive aksepteret og "være med" er ikke bare et eller andet du kan afskrive som noget umodent. Mennesket er et flok dyr og en meget vigtig drift i os er aksepten fra flokken.

De folk du taler om, som hopper ud og ind af "kulten" (eller hvad man skal kalde det), er jo i høj grad en del af psy.dk "kulten", hvor det i høj grad er helt tilladt og nærmest et krav at folk skal tage vare på sig selv. - Ja det er da klar en mere fornuftig kult (og kultur) der er herinde. Men aksepten fra de folk man omgårs, er da lige så vigtig herinde.

Jeg har set rigtigt mange mennesker forsøge at forlade et misbrug men ikke kundet pga. at de så skulle ændre deres omgangskreds totalt. Det miljø man færdes i fastsætter i høj grad hvilke stoffer du tager, og hvis du vil af med stofferne må du af med miljøet,- for sådan ser "miljøet" omkring dig på sagen. Er du ikke med på normerne er du ikke en del af miljøet. (her kommer så også nogle andre sociale aspekter om rangstatus og sådan noget ind i billedet, men i det store hele er dette ikke relevant)

De fleste af de her ting foregår jo på et ubevidst plan.

Om du enten er så heldig at habe en vennekreds der aksepterer dig ligemeget hvilke stoffer du tager (? er så bare hvilke andre normer du skal leve op til for at være med???), om du rent faktisk hviler i dig selv og ikke behøver andres folks aksept, eller om du bare ikke kan fatte realiteterne, så kan du ikke afskrive driften efter aksepten fra omverdenen som noget barnligt.

Det skal nok være at rigtigt at der findes sådan en social mekanisme, der holder misbrugere fast i deres misbrug. Det jeg angriber er den opfattelse at stofbrugere pr. definition er misbrugere og dermed ofre for deres egen trang til social accept. Det er et dybt unuanceret billede, som primært findes hos folk der selv er misbrugere og hos den brede befolkning. Midt imellem disse to grupper findes brugerne, som der er flere af end misbrugerne. Og brugerne kunne godt være de forsimplinger foruden, som stempler dem som sociale analfabeter, der ikke kan finde ud af andet end at reagere under gruppepres fra deres "dårlige miljø".
Der findes faktisk en del selvstændigt tænkende individer, der er i stand til at træffe valg om hvad de skal indtage og i det hele taget om hvordan de skal handle, ud fra en egen fri vilje. Den frie vilje er nok ikke det mest fremherskende personlighedstræk hos misbrugere og heller ikke hos den brede befolkning i øvrigt, men derfor vil jeg altså stadig insistere på at den findes hos en stor del af stofbrugerne.
At sige at den sociale accept er en vigtig drift er da rigtigt nok, men ikke hele sandheden - vi har jo faktisk mulighed for at tænke selv og ikke lade os styre af hvad vores omgivelser forventer. Det er den slags rebelskhed, der ligger i stofbrugerkulturen helt tilbage fra forfatter- og kunstnermiljøerne i Paris omkring århundredeskiftet og op igennem det sidste århundrede, hos folk som f.eks. Baudellaire, Allen Ginsberg, Dan Turell og mange flere. De var vist ikke ligefrem uselvstændige typer, som tog stoffer fordi de følte sig presset af deres "dårlige miljø".
Og jo - jeg mener godt at man kan kalde en uforholdmæssig stor trang til at leve op til omverdenens forventninger for barnlig og umoden. Det er vel en del af den individuationsproces, der indgår i konceptet "at blive voksen" at man lærer at træffe selvstændige beslutninger.

Trangen til at gøre som andre og være "in", findes vel ikke kun i (mis)brugskulturer. Det er i høj grad en drift i vores sind, som går tilbage fra før vi var homo sapiens. Angsten for at blive udstødt af samfundet, -at være outsideren ligger i os alle. Som Darwin sagde: "Survival of the fittest", og det betyder groft sagt, at den som er mest tilpasset (dvs. har størst succes i livet), får flest børn (= mest sex!) og er derfor med til at sikre sine gener en stor plads i den næste generation. Derfor er alle vi mennesker idag, børn af fædre og mødre med en kolosal tilpasnings lyst. Er det så så mærkeligt at vi selv har den samme tilpasningslyst?

Alligevel er der så det paradoksale ved det, at de mennesker, som bringer fornyelse og nytænkning ind i samfundet, er dem, som trodser denne tilpasningstrang og går deres egne sære veje.

I en misbrugskultur, som du x-atle f.eks. nævner, er der to modsatrettede kræfter: På den ene side, er de alle udstødt af det "normale" samfund, som jo fordømmer dem for at tage stoffer, og som sådan repressenterer de en nytænkning i samfundet. Men på den anden side har de et enormt undertrykt behov for at føle sig som en gruppe, og være "in" i denne gruppe (Darwins bedst tilpassede) og derfor udspiller de denne rolle over for hinanden.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller